Plader flere burde lytte til IV

22. maj 2020
2 minutters læsetid
Her fortsættes en serie af klummer om plader fra tresserne, halvfjerdserne og firserne, flere burde lytte til.

Man skulle ikke tro Cornelis Vresswijk ikke var rendyrket svensk. Til trods for sit hollandske ophav blev han dog så svensk som nogen. Visesanger, højt fortjent Bellman-fortolker. Utilpasset svirebror og skatteefterladen, dog med gehalt i den sociale samvittighed.

Det er dog med Vreeswijk som med så mange andre musikere: nogle få velkendte numre overstråler (måske) et bredt og varieret bagkatalog. Den der vil stifte bekendtskab med det bedste ved Bellman-fortolkeren anbefales at lytte til pladen Movitz! Movitz!

Vreeswijk var dog så meget andet end det, og hans kunstneriske sansning er bedst på pladen Tio vakcra visor och Personliga Person. Pladen er konciperet under indtryk af et ophold i Brasilien, hvor Vreeswijk fik impulser fra landets musiktradition, og den egner sig fortrinligt, for eksempel til en aftenpassiar med et glas eller to, men også som akkompagnement til en meningsudveksling med kant.

Et par numre vækker nok genklang, “det kender man da”, men der er mere guld at grave efter. Bibbis Visa er en smuk kærlighedserklæring, og Somliga går med trasiga skor sammenfatter Vreeswijks fornemme kunstneriske egenart.

Tio vackra visor och Personliga Person – Cornelis Vreeswijk. Metronome, 1968.

Det var og er nemt at afskrive Demis Roussos som en flødebollesanger med en statur, der pegede i retning af han indtog for mange søde sager. Og så var der alle optrædenerne på tysk tv i 1970’erne. En verden i brunt, lang, udstrakt arm. Vejet og dog fundet for let.

Det er dog en overfladisk betragtning. Han begyndte med progressiv rock, Vangelis’ udgivelser er mest kendte, og Roussos’ andel i dette kompagniskab turde nok borge for skarpsindig musikalitet. Det store kunstneriske aktiv, også i den sammenhæng, var hans karakteristiske, meget klare og følelsesfulde stemme.

Alene slog Roussos dog ind på en anden musikalsk vej, og der er intet forgjort i musik om kærlighed, længsel og vind og vejr. Tværtimod. Pladen Forever and Ever, der kan være svær at skaffe i anden form end grammofonpladens, hvor den dog solgte i store antal, når hele vejen rundt om det bedste ved Demis Roussos. Goodbye My Love, Goodbye blev glansnummeret, men pladen har meget andet godt at byde på, blandt andre de stemningsfulde skæringer Lovely Sunny Days og Velvet Mornings.

Dertil skal det nævnes, at en af Roussos’ imponerende fortjenester var hans evne til at synge fejlfrit og smukt på de europæiske hovedsprog. I en desværre stadigt mere anglificeret verden er dette en velgørende kontrast. Morir al Lado de Mi Amor og Schönes Mädchen aus Arcadia fra Roussos’ katalog er gode udgangspunkter for denne udforskning.

Forever And Ever – Demis Roussos. Philips Records, 1973.

Den nyligt afdøde Kenny Rogers var en både populær og afholdt musiker gennem mere end et halvt århundrede. Han prøvede lidt af hvert som ung, definerede sin position som eftertænksom countrymusiker i halvfjerdserne, men viste karrieren igennem, at han rent faktisk mestrede det meste.

Det fine nummer og karakterstudium The Gambler er meget kendt, og det er den fejende flotte duet Islands in the Stream med den flamboyante Dolly Parton nok også. De færreste kender dog formentlig den plade, der i sin tid ledsagede Islands in the Stream.

Eyes That See in the Dark viser i overbevisende stil, at Kenny Rogers havde sans for også at udgive helstøbte plader. Med hjælp fra dygtige rådgivere, gebisbroderen Barry Gibb og tusindkunstneren Albhy Galuten, blev pladen til en veloplagt og fintsleben en af slagsen, hvor Rogers både vedkender sig sine countryrødder, men også demonstrerer sansen for det bedste ved den elektroniske drivkraft bag popmusik.

Alle pladens numre holder imponerende kvalitet, men Buried Treasure, der blandt andet demonstrerer Rogers’ formidabelt sikre intonation, prøv selv med Well you’re takin’ my life in the palm of your hand, make you mine for another day // Ain’t nobody doesn’t need anybody when the good times turn away, og den stemningsfulde Midsummer Nights er værd at fremhæve.

Eyes That See in the Dark – Kenny Rogers. RCA Records, 1983.

Læs resten af serien

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside