Opstandelse

Påskedag: Gud er, at alt er muligt

11. april 2020
4 minutters læsetid
De danske kirker er lukkede i påsken, og det betyder, at påsken må fejres i hjemmene og hjerterne. Her på siden har vi ingen video-prædikener, men til gengæld skriver stud.theol. Mikael Brorson skærtorsdag, langfredag og påskesøndag om påskens budskab.

Gud er det at Alt er muligt, eller at Alt er muligt, er Gud
(Søren Kierkegaard, SKS 11,156)

Langfredag var en lang og mørk dag for Jesu disciple. Her besejrede døden tilsyneladende livet, og disciplene måtte nedslået konstatere, at manden, som de troede var Guds søn og til hvem de derfor havde sat al deres håb, var blevet forhånet, pint, korsfæstet og begravet. Langfredag var alt håb ude for Jesu disciple.

Man kan sige, at disciplene langfredag må have tænkt, at alle muligheder var udtømte. Oprindeligt havde disciplene mødt Jesus, en for dem helt og aldeles ukendt mand, som pludselig og nærmest i forbifarten bød dem at forlade alting og følge efter ham (Matt 4,18-22). De fleste af os ville nok have reageret med hovedrysten i dén situation, hvis vi da ikke havde tilkaldt myndighederne for at skaffe hjælp denne vanvittige mand. Men disciplene fulgte i stedet Jesus. Deraf kan vi nok slutte, at disciplene enten selv var vanvittige, eller at de var desperate.

Nødvendighedens fortvivlelse

Denne desperation fortæller os, at disciplene led af det, som Søren Kierkegaard i Sygdommen til Døden kalder “nødvendighedens fortvivlelse”, hvilket betyder at fortvivles over at mangle muligheder. Vi kender det allesammen i triviel forstand, ikke mindst med den nuværende nedlukning af Danmark på grund af corona-virussen, som drastisk reducerer vores muligheder i hverdagen.

Men for Kierkegaard er problemet nu ikke blot, at man ikke kan komme i biografen som følge af den ene eller anden smittefare. For Kierkegaard drejer det sig altid om at blive et selv – hvilket kun kan ske i forholdet til Gud. Det, som Kierkegaard kalder “Sygdommen til Døden”, det er netop fortvivlelsen: Den synd, at mennesket fortvivlet ikke vil være et selv, eller at mennesket fortvivlet vil være sig selv (dvs. vil være et andet selv end det, som Gud fordrer af det).

Når disciplene lider af nødvendighedens fortvivlelse, så betyder det altså, at de mangler muligheder. De kan med Kierkegaards ord ikke få luft, de kvæles af nødvendigheden i deres tilværelse og kan aldrig komme til at stå overfor Gud i en afgørelse – alt forekommer dem at være givet på forhånd, determineret. Men i mødet med Jesus ser de en sidste udvej, en sidste mulighed. Det er denne mulighed, som de greb da de fulgte Kristus, men som langfredag viste sig at være udtømt.

Er døden biologi?

I dag bliver det imidlertid tydeligt, at langfredags mørke ikke får det sidste ord. For alt er muligt for Gud – også at overvinde døden, som Jesus gør i dag, hvor graven viser sig at være tom.

Men hvad skal vi nærmere forstå ved, at Jesus opstår fra de døde, eller rettere: Hvad forstår vi ved døden? Død kan selvfølgelig betyde den biologiske død, så opstandelsen bliver en sejr over denne vor yderste grænse – og det er også sandt.

Men når Kierkegaard taler om “Sygdommen til Døden”, taler han derimod netop om fortvivlelsen, som han desuden bestemmer som synden. Her er ikke tale om død i gængs, biologisk forstand; fortvivlelse slår os ikke legemligt ihjel. Men fortvivlelse er sygdommen til døden, eller den er den virkelige død. Den død, som vi allerede lever i.

Døden er altså ikke blot et biologisk fænomen, som indtræffer ved hjerteslagets, åndedrættets og hjerneaktivitetens ophør, hvorpå rigor mortis indtræffer og en forrådnelsesproces går i gang. Nej, døden kender vi allerede alt for godt. Den er vores afstand til Gud, at vi er vendt bort fra ham. Den er, at vi ikke vil adlyde Guds fordring og modtage vores selv af ham.

Dødens død

Døden er vores synd. Og vores synd afslører Jesus ganske klar ved, at han bærer den, idet han jo hang på korset som et vidnesbyrd om netop denne synd: Selv når Gud i evig kærlighed sender sin egen søn til os, reagerer vi ved at vende ryggen til Guds kærlighed og forsøge at slå den ihjel.

Men denne vores død overvinder Gud i dag: Kristus opstår fra de døde, og det betyder for mig, at han overvinder min synd. For Gud er alt muligt – også at overvinde døden, at kalde en synder for retfærdig, slå min død ihjel og give mig liv, dvs. lade mig leve for Gud, hvor ivrigt jeg end forsøger at slippe bort fra hans kærligheds dom og omfavnelse.

Her viser langfredag sig altså som “Good Friday”, som englænderne kalder dagen, og det bliver klart hvad Jesus mente, da han fra korset udåndede og sagde de mystiske ord: “Det er fuldbragt” (Joh 19,30). Det betød, at Kristus på korset fældede den ultimative dom over mennesket, dømte det til døden – men samtidig selv bar denne dom på sine skuldre. Opstandelsen er Jesus, som slår menneskets død ihjel.

Før død og begravet, nu oprejst til livet

Alt håb var derfor ude langfredag, nemlig for den gamle Adam, det syndige menneske, som blev korsfæstet. Men Jesu død på korset viser, at dommen er evangelium, og forvandler dermed langfredag til “Good Friday”: Alt håb er ude for synderen, og det er netop mit eneste håb. Håbet om, at Gud vil slå mig ihjel, så jeg kan blive fri af min indkrogethed i mig selv og vende mig udad, mod min næste og mod Gud. Håbet om, at Gud vil kalde mig retfærdig, min vantro til trods.

Guds dom er mit eneste håb. Langfredagens mørke forvandles til Guds lys af den tomme grav. Når Grundtvig derfor spørger:

Påskeblomst! men er det sandt:
Har vi noget at betyde?
Er vor prædiken ej tant?
Kan de døde graven bryde?
Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen?
(DDS 236)

Så kan vi svare med et klart og tydeligt “ja – for Gud er alt muligt”! Kristus brød graven, end ikke vores synd – vores død – kunne stoppe Gud i at ville have fællesskab med os. Og som Kristus brød graven, således skal vi ved Guds nåde gøre det samme, og således gør vi det allerede nu, i dag: “‘Af Gud er det sket, i hans gavmildhed givet: Før død og begravet, nu oprejst til livet” (DDS 237).

Glædelig påske!

Mikael Brorson

Mikael Brorson er cand.theol. og ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside