Corona: Hyper-utilitarismens kølige rationalitet risikerer at slå over i irrationel dødekult

10. april 2020
10 minutters læsetid

Redaktør Rasmus Pedersen med en analyse af de mange tal vedr. Corona-sitautionen. Hør også den tilknyttede podcast.

Af Rasmus Pedersen

Coronakrisen er en ideologidræber, sagde Henrik Dahl, men efterhånden begynder ideologierne stille og roligt at genopstå og tvivlen om regeringens strategi tager til. Debatten bliver indimellem formuleret som en afvejning af menneskeliv over for økonomi.

Det er en slem misforståelse, for økonomien er selvsagt ikke et mål i sig selv, men til gengæld må vi ikke være naive: En svækket økonomi har reelle menneskelige konsekvenser, herunder en lavere gennemsnitslevealder. At redde liv på kort sigt koster også liv på langt sigt, og det er i dette sci-fi-lignende dilemma med tusinder af menneskeliv på hver side af vægtskålen, verdens regeringer for øjeblikket befinder sig.

At navigere i dette dilemma kræver både en principiel etisk ramme og en udmøntning af denne ramme i praktisk politik. Jeg forsøger her at give dette: Vi bør i øjeblikket alle være utilitarister, men forsigtige af slagsen, og vi har gode grunde til at tro, at den danske regering (sammen med de fleste andre vestlige lande) har slået ind på den rette strategi.

De borgerliges svigt

Imens er borgerlige politikere sandsynligvis under et væsentligt pres fra nogle af deres kernevælgergrupper, nemlig selvstændige og små erhvervsdrivende, og er begyndt at vakle i deres evne til at holde danskernes samlede velbefindende for øje.

Lars Løkke Rasmussen opfordrer i BT til at stole på danskerne og stramme op på håndhygiejnen, og holdt sig endda ikke for god til at relativere til, at der jo også dør mange mennesker af alle mulige ting i Danmark. CEPOS regner sig frem til, at vi betaler mellem fem og 20 gange så meget for et leveår i coronakrisen som vi normalt ville.

Forudsætningerne for dette regnestykke er fyldt med helt banale fejl, men mere herom senere. For at nævne den mest grelle holder CEPOS omkostningen ved regeringens tiltag op mod Finansministeriets forventning til en BNP-vækst på 1,5%, og forestiller sig altså at den danske økonomi ville have et helt normalt år, hvis bare regeringen ikke foretog sig noget i anledning af coronakrisen.

Selvom regeringen har haft meget svært ved at forklare den danske strategi, er den meget simpel: Vi skal have så mange smittede, at vi bruger vores kapacitet i sundhedsvæsenet, men ikke flere end dette.

Og begrundelsen er meget simpel: Har vi markant flere smittede, vil det føre til et sammenbrud af sundhedsvæsenet med uoverskuelige menneskelige konsekvenser; har vi markant færre, kan de drakoniske og dyre tiltag slækkes med relativt små konsekvenser.

Hvorfor skal vi være utilitarister?

Vi kan ikke lide at tænke på den måde i en af verdens mest udbyggede velfærdsstater, men det er uomtvisteligt sandt: Flere ville leve længere hvis sundhedsvæsenet havde uendelige ressourcer.

Når sundhedsvæsenet og samfundet som helhed bruger flere ressourcer på corona, har det menneskelige omkostninger for andre, mest tydeligt eksemplificeret ved de kræftpatienter, der lige nu venter længere end ellers for at få en diagnose.

Alternativet til utilitarisme er bevidst at lade flere mennesker dø fordi man mener at have en særlig etisk forpligtelse over for coronapatienter udover andre patientgrupper. Denne kan kun bestå i at man altid bør behandle de første indkomne patienter, og at man altid bør behandle alle indkomne patienter med de bedst mulige metoder (inkl. meget dyr medicin). Men det princip kan ikke opretholdes, og bliver det heller ikke i dag. Det ville kræve at sundhedsvæsenet havde uendelige ressourcer.

Selvom ’økonomi’ for ofte bruges på en luftig og abstrakt måde, er der ingen tvivl om at en forværret økonomi med dertilhørende arbejdsløshed vil have menneskelige omkostninger.

Det er med andre ord ikke usympatisk at se på de økonomiske konsekvenser af at redde menneskeliv, snarere lige omvendt. Alligevel ser det ud til, at de lidt for ivrige utilitarister, der hævder at kuren er værre end sygdommen, er uigennemtænkte. Men mere om dette senere.

Hvorfor skal vi være forsigtige?

At være forsigtig utilitarist betyder her at vi skal:

  • Værdsætte dødsfald og tabte leveår på kort sigt højere end de tilsvarende på længere sigt. Et af argumenterne imod karantæne og inddæmningsstrategier (da der stadig blev argumenteret mod dem) var, at smitten blot vil dukke op senere når restriktionerne hæves. Men 50.000 mulige dødsfald om et halvt år har meget lavere værdi end 50.000 mulige dødsfald om et par uger, fordi vi forudsiger fremtiden med større præcision på kort sigt. Der kunne fx nå at findes mere effektive behandlingsstrategier om et halvt år eller bedre kapacitet i sundhedsvæsenet.
  • ’Prissætte’ omkostningen i menneskeliv af en svækket økonomi relativt konservativt. Fordi en svækket økonomis betydning for menneskeliv er endnu mere indirekte og fjern i tid bør denne sættes endnu mere konservativt. Hvis vi havde grund til at tro, at en svækkelse af økonomien ville føre til 50.000 dødsfald baseret på historiske erfaringer, ville vi have grund til at være meget konservative om det estimat, fordi der her vil være endnu flere faktorer, der kan påvirke tallet.
  • Vægte yderscenarier ift. dødelighed højt. Meget er endnu ukendt om coronavirussen, herunder dens egentlige dødelighed, men fejltagelser her vil være meget kostbare. Selvom en lav dødelighed ser ud til at være sandsynlig, er den potentielle omkostning ved at satse på lav dødelighed meget høj.

Kort sagt bør en fornuftig utilitarist altså være konservativ om de afledte effekter. Er man det, er det meget svært at se, at kuren er værre end sygdommen sådan som flere og flere argumenterer for (1, 2).

Hvor rationelt er det rationelle argument?

Kølige hoveder har forudsigeligt nok allerede vurderet, at vi sikkert sætter for høj pris på et menneskeliv ved den nuværende håndtering af coronakrisen, og at vi kort sagt handler irrationelt ved ikke at lade titusindvis af danskere dø i isolation.

Men de analyser har været ualmindeligt banale, og glemmer at tage højde for meget væsentlige omkostninger (her i bred forstand – ikke økonomiske alene) ved en mildere tilgang, en såkaldt afbødningsstrategi:

For at forstå konsekvenser af en afbødningsstrategi må vi først prøve at forstå, hvad den indebærer i tab af menneskeliv.

Den bedste model af dette er så vidt vides et paper af en række forskere ved Imperial College, der førte til at Storbritannien skiftede væk fra afbødningsstrategien.

De konkluderer, at 250.000 mennesker vil miste livet i Storbritannien som følge af en afbødningsstrategi. Det svarer til godt 21.000 i Danmark, overført proportionelt med befolkningstal. Dette er vel at mærke hvis sundhedsvæsenets kapacitet ikke overskrides, og samme rapport viser at belægningen i Storbritannien vil blive overskredet med en faktor af mindst 8 når det kommer til intensivsengepladser.

Det vil være en katastrofe af ukendte proportioner, som betyder at ikke blot udsatte grupper (der jo ofte for tiden regnes som en slags halvdøde, moribunde som Thomas Mann kalder de pneumoniramte beboere af Trolddomsbjerget) vil lide, men helt almindelige mennesker med normalt ubetydelige komplikationer.

Op mod 42.000 døde?

Hertil kommer, at nye tal viser en meget væsentlig overdødelighed udover de registrerede dødsfald (fx her og her), hvad enten det er som følge af, at en del dødsfald ikke rapporteres, da de sker i hjemmet, eller fordi de skyldes dødelighed som følge af overbelagte sygehuse.

Op til dobbelt så mange dør, som i de tal, vi hører om. Da den overdødelighed ikke er modelleret med i rapporten fra Imperial College, kan de måske give os et praj om, hvilken dødelighed et sammenbrud, som vi har set i Italien, vil give (selvom Italien jo ret tidligt satte ind med en inddæmningsstrategi, og ikke en afbødningsstrategi).

Baseret på dette kan man gætte, endda relativt konservativt, på 21.000-42.000 døde i Danmark i en egentlig afbødningsstrategi.

De ivrige utilitarister risikerer at blive en dødskult

Det er dette scenarie, nogle utilitarister mener er at foretrække frem for det karantænesamfund, vi lever i nu. Men de tager fejl. For det første er omkostningen ved karantænesamfundet næppe så stor som de forestiller sig. Mange af de største omkostninger – fx for rejse- og restaurationsbranchen – ville findes alligevel. Der er videnskabelig evidens for, at det relativt set ikke er en økonomisk omkostning at lukke landet ned, fordi de økonomiske omkostninger ved ukontrollerede pandemier er meget store.

Og omkostningerne vil virkelig være kolossale. En ikke-udtømmende liste over omkostninger ved en afbødningsstrategi er:

  1. Direkte tab af arbejdskraft: Af de 21.000-42.000 døde vil en væsentlig del stadig tilhøre arbejdsstyrken (i Italien har 17% af de døde været 69 år eller derunder)
  2. Indirekte tab af arbejdskraft:
    • Mange vil være væk i længere perioder eller arbejde med nedsat effektivitet for at sørge over døde ægtefæller, børn eller forældre
    • Børnefamilier vil miste bedsteforældre og dermed få flere sygedage
  3. Omkostninger for sundhedsvæsenet
    • Mange læger og sygeplejersker vil dø af corona
    • Mange læger og sygeplejersker vil enten have behov for orlov eller arbejde med nedsat effektivitet som følge af de krigslignende tilstande, de har været udsat for
    • Sundhedsvæsenet vil i en uoverskuelig fremtid have kapacitetsproblemer dels som følge af ovenstående, dels som følge af de mange patienter, der ikke kan modtage behandling grundet coronapatienter
  4. Sociale og politiske omkostninger
    • Der vil være et totalt tillidstab til offentlige institutioner. Mange vil opleve at deres nærmeste dør alene, uden de får mulighed for at tage afsked, og heller ikke begrave dem. Folket vil opleve, at staten ikke har varetaget sin mest fundamentale opgave, nemlig at garantere sine indbyggeres sikkerhed
    • Der vil være et grundlæggende politisk systemskifte – som minimum vil regeringen blive sat af, men det er næppe usandsynligt at dødstal i det omfang vil føre til omfattende demonstrationer, optøjer og politisk ustabilitet

Det er ikke umuligt, at omkostningerne ved den nuværende karantænestat – der i en eller anden form vil skulle opretholdes længe endnu – overstiger dette. Men det er meget usandsynligt, og det er først og fremmest et helt og aldeles vanvittigt hasardspil, som må håbe på at antagelserne i ovennævnte paper er forkerte i meget væsentligt omfang.

Utilitaristens kølige rationalitet risikerer at slå over i irrationel dødekult. Vi ved, at den menneskelige omkostning ved at lade coronaen sprede sig mere eller mindre frit er kolossal, men vi aner ikke om der overhovedet er nogen reel økonomisk omkostning ved at indføre karantæner (relativt til alternativet).

Politikerne har handlet rigtigt

Derfor har regeringen handlet rigtigt ved at indføre karantænen tidligt. Interessant nok tyder meget på, at embedsværket har haft langt sværere ved at navigere i situationens alvor end politikere, grænselukninger var der ikke evidens for (mens der tilsyneladende var stor evidens for, at man uden problemer kunne tage på skiferie i Norditalien), og flere topembedsmænd har ind til for nylig talt om at flokimmunitet var en nødvendig strategi.

Her kommer en forudsigelse: Intet land kommer til at gennemføre noget, der bare minder om en strategi baseret på at opbygge flokimmunitet, altså en strategi, hvor omkring 65% af befolkningen bliver smittet over en periode på et par måneder for at opbygge immunitet for resten af befolkningen.

Regeringsledere hverken kan eller bør risikere at kaste deres land ud i så omfattende katastrofer for en hypotetisk gevinst. Og når Kåre Mølbak siger, at det er ”totalt passé” at inddæmme smitten, er det ikke andet end genkomsten af ’nødvendighedens politik’, der stadig spøger i embedsværket.

Selvfølgelig kan det lade sig gøre, hvis omkostningerne ved alternativet er store nok og villigheden til at gøre det fornødne er stor nok. Kåre Mølbak måtte da også konstatere at R0-værdien har været 0,9, dvs. virussens udbredelse i Danmark har været aftagende.

Der findes kun én strategi

Hvordan ser fremtiden ud, hvis den ikke handler om at opbygge flokimmunitet?

Der er blevet talt meget om forskellige landes forskellige strategier. Og der har da også været væsentlige forskelle, i særdeleshed når det kommer til testning og smittesporing.

Men med hensyn til den ønskede udbredelse af smitten, er der reelt kun én strategi, nemlig ’hammeren og dansen’ som Tomas Pueyo kalder den. Hans artikler er i det hele taget det bedste, der er skrevet om coronakrisen, og skal man læse blot to artikler om corona, kan man starte og slutte der. Konklusionen er kort sagt at afbødningsstrategier og flokimmunitet ikke er reelle alternativer, men det er det til gengæld heller ikke at standse virussens spredning helt.

Derfor er det uundgåeligt, at vi i de næste 12-18 måneder (sandsynligvis) må leve med virussen, til en vaccine eller anden behandling er klar. For at gøre det, må regeringen iværksætte de tiltag, der mest effektivt begrænser spredningen af smitte til ikke at overstige sundhedsvæsenets kapacitet, med de mindst kostbare tiltag.

Derfor kommer vi med al sandsynlighed også til at se, at vi i Danmark på et tidspunkt vil begynde at opspore smitte på en mere intelligent måde, for dermed kun at sætte folk i karantæne, hvis de er i risiko for at være blevet smittede. I Sydøstasien sker dette blandt andet ved brug af mobildata, der reagerer, hvis man har opholdt sig tæt på smittede.

I Danmark skal en mindre indgribende metode findes, men mon ikke mange ville indgå helt frivilligt i et lignende system? Måske med de rette incitamenter, nu hvor staten har den store pengepung fremme.

Alternativet til dette er at den nuværende karantænestat i en eller anden form vil findes det næste år. For hvis omkostningerne ved at lade virussen gå sin gang er for store for selv forbenede utilitarister, kan vi være sikre på, de er det for socialdemokratiske regeringsledere.


Rasmus Pedersen er cand.mag. i filosofi og litteraturhistorie fra Aarhus Universitet. hvor han har skrevet speciale inden for analytisk filosofi, og har blandt andet udgivet artikler om modernismens litteratur og litteraturkritik. Til daglig arbejder han som konsulent med strategirådgivning. Rasmus Pedersen er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen, redaktør ved Årsskriftet Critique samt ansvarshavede redaktør for tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside