Feminismens tvangsfrigørelse : Uddrag fra “Tidens tegn”

6. marts 2020
4 minutters læsetid

I dag 6. marts udkommer Rasmus Ulstrup Larsens Tidens Tegn. Køb den her. Vi bringer i den anledning et fyldigt uddrag fra bogens kritik af feminismen. Dette er blot en af de temaer, bogen berører.

For at forstå feminismen, som den kommer til udtryk i dag, må vi tage en tur tilbage til marxismens endegyldige nederlag i 1989. For siden da har venstrefløjen måttet genopfinde sig selv i nye termer og med nye analysemetoder.

Da revolutionen, der ville omvælte det kapitalistiske samfund på baggrund af uforenelige økonomiske klasseinteresser, udeblev, forsvandt det ideologisk-teoretiske udgangspunkt til at forklare samfundets udvikling, der fungerede som grundlaget for venstrefløjens dom over samfundets uretfærdige indretning.

Men marxismens analysemetode er vendt tilbage for fuld kraft, blot i nye klæder. For mens der ikke længere tages udgangspunkt i rent økonomiske klasseinteresser, når samfundet skal diagnosticeres, så tages der i stedet udgangspunkt i, at samfundet grundlæggende er opdelt i klasser af undertrykkere og undertrykte, som indeholder en bredere vifte af interesser end blot den økonomiske, herunder også kønnenes interne interessekampe.

Læs mere om Tidens tegn og bestil bogen

Fælles for både idéen om den økonomiske klassekamp og kampen mellem kønnene er dog, at målet synes at være at opløse skellene mellem parterne i stridigheden for at frigøre mennesket fra de strukturer og mønstre, der fastholder den enkelte fra at leve i frihed og selvbestemmelse.

Hvor marxismen ønskede at frigøre mennesket ved at udviske skellet mellem de økonomiske klasser, som kapitalisterne havde en interesse i at fastholde, så ønsker feminister at frigøre mennesket ved at udviske skellet mellem kønnene, ved at nedbryde de kønsmæssige strukturer, der fastholder den enkelte i nogle forudbestemte kategorier, som gør det umuligt at leve i overensstemmelse med den person, man ønsker at være, hvis ikke man indser de underliggende strukturer, der umuliggør det.

Målet om frigørelse ved at udviske forskellen er den samme, og ligeså analysemetoden, men de konkrete strukturer, der skal nedbrydes, er nye.

Feminismen er her blevet den ideologiske retning, der har skullet løfte og videreføre arven fra marxismen til at omfatte nye interesseområder. Feminismen er derfor ikke kun en ideologi, der behandler kønskamp, men indbefatter også en interesse i raceforskelle, kropsidealer, familieformer og indvandringspolitiske spørgsmål.

Det er i den forstand en paraplybetegnelse for alle de felter, hvori der kan identificeres et magtforhold mellem en overlegen og underlegen part, eller en undertrykkende og undertrykt part.

At feminisme ikke kun handler om køn, kommer sig af, at selve det videnskabelige grundlag for feminismen er en analysemetode, der i grove termer opfatter verden som et system af magtstrukturer, hvor der altid er en kamp til stede mellem interesseparter i at fastholde magten til fordel for en selv.

I stedet for det klassiske klasseforræderbegreb kommer det til udtryk ved, at man kan være en ”Onkel Tom”, som betegner en sort person, der har valgt at stå på de hvides side, eller en kønsforræder, som betegner en kvinde, der har valgt at stå på mændenes side.

Når man indoptager en sådan metode til at anskue verden, der indeholder de to overordnede begreber om undertrykker og undertrykt, så er der ingen grænser for, hvilke områder man kan anvende sin metode på. Netop derfor har feminismen intet konkret afgrænset felt, hvori den udfolder sine analyser og domme.

Det giver feminismen en enorm forklaringskraft, som er lokkende at købe ind på, fordi den leverer svar på stort set alle politiske og samfundsmæssige områder af almen interesse. Derfor har feminismen også den virkning, at når man først får øjnene op for dens analyser og forklaringskraft, så er det, som om en helt ny verden åbner sig for en. Man bliver i stand til at forstå verden på en måde, man aldrig har gjort før, og man får indsigt i de strukturer og mønstre, der førhen lå skjult for ens blik.

Feminismen er i den forstand også et missionerende oplysningsprojekt, der forsøger at gøre de usynlige strukturer synlige for omverdenen, ved bl.a. at påvise dens analytiske forklaringskraft helt ned i de små dagligdagstrivialiteter som børneopdragelse, sprogbruget om køn, valget af skældsord og traditionelle manerer, der ellers ville undgå nogen form for analyse i andre teoretiske retninger.

Målet med den form for analyser, der foretages på disse felter, er at forøge den enkeltes muligheder for selvbestemmelse, og særligt at forøge mulighederne for, at børn ikke udsættes for bestemte mønstre og strukturer gennem deres opvækst, fordi vi ifølge feminismen ikke tænker over, hvordan dette reproducerer de mønstre og strukturer, vi er underlagt.

Når vi f.eks. opdrager vores drenge til at lege med våben og opdrager piger til at lege med barbiedukker, så fastholder vi dem i kønsstereotypiske mønstre, som binder dem til at være noget, de måske ikke ønsker at være, når de bliver ældre.

Ved at reproducere samfundets traditionelle strukturer i en børneopdragelse baseret på køn, så bekræfter vi, at henholdsvis drenge og piger bør være sådan, og fjerner på den måde det enkelte individs mulighed for selvbestemmelse af identitet både som barn og voksen. Ved at bekæmpe denne reproduktion af strukturer, så kan man, ifølge feminismen, fjerne skellet mellem kønnene og lade den enkelte definere sig selv. Et projekt om at frigøre mennesket fra noget givet og lade det vælge selv, i fuld overensstemmelse med modernitetens kamp for ikke at være bundet af noget.

Men det udtrykker også modernitetens menneskesyn og etik; at vi er rendyrkede individer, for hvem det ikke er nok blot at fødes som individ og derefter formes af vores omgivelser. Vi skal også beskyttes mod vores forældre og institutionernes fastholdelse af strukturerne og derigennem tvinges til frigørelse.

Det ses, når uddannelsesinstitutioner, som f.eks. CBS, indfører kønsløse toiletter for at understøtte frigørelsesprojektet om, at der ikke findes specifikke køn, vi skal opdeles i.

På den måde bliver feminismens kamp for at anerkende mennesket som et selvdefinerende individ formidlet gennem tvang på uddannelsesinstitutionernes faciliteter.

Og når børnehaver indfører kønsneutral opdragelse i institutionerne, så understøtter de en beskyttelse af børnenes selvbestemmelse imod forældrenes kønsstereotype opdragelse. Der sker på den måde en tvungen frigørelse af mennesket.

Køb bogen her eller i din lokale boghandel eller eboghandel. Du kan også høre vores podcasts, hvor netop Ulstrup Larsen er redaktør.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside