The Rise of Skywalker: derfor halvsover vi i biografen

26. december 2019
4 minutters læsetid

Af Kasper Thissenius Haunstrup

Lyset fra den røde klinge svæver gennem det mørke rum, den mekaniske vejrtrækning afslører ondskabens kappeklædte ridder, der søger efter sit bytte. Luke Skywalker, vores helt, skjuler sig i det mørkeblå skær – skræmt og desillusioneret. Hans fortabte øjne afslører konflikten, der raser i ham. ”Overgiv dig til mørket, eller dine venner dør” lyder faderens dybe stemme. Ideal eller menneske – Luke må vælge.

Hans følelser afslører ham, for det har aldrig handlet om Luke Skywalker selv. Det har aldrig handlet om, at netop han skulle finde sin plads i universet, men derimod lysets kamp mod mørket, håbet om noget andet og bedre, eventyret, venskaberne…. og søsteren.

Darth Vader er en dygtig jæger, en evne han har forfinet til perfektion, og straks mærker han byttets svaghed. Han truer med død og ødelæggelse, men han ved også, at kampen mellem godt og ondt – mellem lyset og mørket – ikke vindes ved døden alene. Med truslen om søsterens omvendelse til mørket rammer han endelig helten. Luke Skywalker knækker og overgiver sig fuldstændig til impulserne.

Had og vrede

Had og vrede overtager hans krop, da han tænder sit lyssværd – ikke for at indtage en defensiv position, der plejer at være kendetegnende for en jedi, men for at angribe, skade og dræbe. Fægteteknik besejres af det dyriske og desperate, da Skywalker overfalder Vader til tonerne af John Williams storladne, sørgmodige musik, der spejler heltens fald. Vader er ikke bare en erfaren jæger, men tillige en nådesløs og brutal kriger.

Han har besejret de stærkeste og mest vise i mørkets tjeneste, men under indtryk af sønnen, denne uskyldige søn, der fortaber sig i sine følelsers vold, mister han balancen. Han sænker paraderne og bliver overrumplet. Nederlaget er totalt, Vader ender forsvarsløs på gulvet, imens Luke hamrer løs på sin fader og hugger hånden af ham. Mørket omslutter dem begge.

Heltens offer og faderens frelse

Sejrrigt rejser kejseren sig og proklamerer, at hadet har gjort Luke stærkere end nogensinde før. Det er sandt. Han gav efter for hadet, der gav styrken og magten. I et splitsekund indrømmer Luke for sig selv, at det føltes godt. Vader er ingen trussel mere. Heltens blik falder da på faderens afhuggede hånd og dernæst sin egen. Erkendelsen rammer ham.

Luke er selv ved at blive til Darth Vader. Mens kejseren erklærer mørkets sejr, ihukommer helten sin rejse. Den uskyldige eventyrlyst, der førte ham til den evige kamp mellem det gode og onde. Han ihukommer sin træning, hvor mesteren advarede ham om mørkets fristelse og begær, og vigtigst af alt: i det mørkeste og dybeste hul havde han ikke brug for sine våben, for der var der meget mere på spil end liv og død. Ved tanken om dette vender Luke Skywalker sig mod kejseren og kaster sit våben fra sig.

Det her er ikke endnu et generisk actionklimaks, hvor superskurken skal tæves. Det her er kampen om noget mere. Helten er villig til at ofre sig i faderens åsyn for dennes frelse.

Resten er som bekendt (film)historie. Darth Vader – Anakin Skywalker – genfinder troen ved sin søns offer og kaster mørket fra sig.

Og så til den nye film…

Den originale trilogi er i sin essens en simpel rumopera om det godes kamp mod det onde og de relationer – familie eller venskab – der bliver fanget heri. Disneys nye trilogi er derimod individets søgen efter dets rolle i et univers, hvor minderne fra det gamle stadig spøger. Det er karakteristisk for den nye trilogi, at et af dens væsentligste klimaks foregår i ruinerne af netop det sted, hvor Vader og Luke havde deres skæbnesvangre kamp.

Den nye trilogi har manglet retning og en overordnet plan. Uenigheder mellem instruktører og producenter, problematiske produktionsforløb og en generel usikkerhed om, hvordan man skulle behandle en så folkekær fortælling som Star Wars har været udslagsgivne for filmenes kvalitet.

The Rise of Skywalker er et sølle forsøg på at give trilogien – med tilbagevirkende kraft – noget retning og nogle overordnede temaer. Den fejler spektakulært og fremstår nærmere som et sminket lig (hjulpet godt på vej af J.J. Abrams flair for det visuelle og John Williams fortryllende musik).

 

I sidste ende er et eventyr ikke bedre end sin helt og de udfordringer, som helten møder. Hvor Luke fristedes af mørket af frygt for, hvad der skulle ske med hans nærmeste, fristes Rey i frustration over, at hun ikke kan finde ud af, hvem hun er.

Hvor oprøret og håbet var drivkræfterne for Luke, er det samme blot bagtæppe og støj for Rey, der endog ofte skubber sine allierede fra sig. Luke er mere end sig selv, han indkapsler alle sine relationer og håbet – seeren har følelsen af, at oprøret dør med ham. Rey er bare sig selv. Begge konfronterer de kejseren i trilogiernes respektive kulminationer.

Luke ofrer sig selv for faderen, Rey nedkæmper ham, for at slippe fri fra slægtens byrde.

Derfor sidder man på kanten af sofaen, når Luke giver efter for mørket, og derfor sidder man halvsovende i biografen og kigger på uret, når Rey gør det samme.


Kasper Thissenius Haunstrup er ph.d.-stipendiat i historie og bondsk vestjyde, der er blevet rørt af den grundtvigianske ånd.  Han er storforbruger af alt, hvad der kaldes populærkultur. På aarsskriftet-critique.dk skriver han bl.a. om politiseringen af denne populærkultur, om historien og den grundtvigianske arv.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside