Mette Thiesen

Mette Thiesen: Problemer skal ikke tvangsfordeles

4. december 2019
3 minutters læsetid

Kan vi løse integrationsproblemer med ikke-vestlige indvandrere ved at sprede dem, f.eks. til forskellige boligområder og rundt på forskellige gymnasier? Månedens kronikør svarer nej: Problemerne er kulturelle, og løses de ikke fra bunden bliver resultatet blot, at problemerne tvangsfordeles til resten af befolkningen.

Af Mette Thiesen

De fleste, der interesserer sig for udlændingedebatten, husker tydeligt, da daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (LLR), i sin nytårstale den 1. januar 2018 varslede et opgør med ghettoerne. Talen blev fremført med seriøs mine og hård retorik. Der blev ikke lagt fingre imellem: boligblokke skulle rives ned, beboerne skulle genhuses og Danmark skulle igen blive et samlet land.

Nytårstalen var startskuddet på et længe ventet opgør med den forfejlede boligpolitik, der i manges øjne var, og stadig er, årsagen til, at integrationen er gået så katastrofalt ringe her i landet de sidste mange årtier. Den brede konsensus om, at der simpelthen måtte gøres op med parallelsamfundene, gjorde, at LLR tog opgaven på sig. Den 1. marts 2018 fremlagde LLR så den realpolitiske udmøntning af nytårstalens vision: ”Ét Danmark uden parallelsamfund. Ingen ghettoer i 2030”.

Kulturen er problemets rod

Siden da er selve idéen om at tage opgør med segregering i alle henseender blevet symbolet på den hårde linje i integrationspolitikken, der én gang for alle skal løse den fejlslåede integration. Men idéen hviler på et fejlagtigt grundlag. For integrationsproblemerne er hverken et resultat af en bestemt boligpolitik eller økonomiske forhold. Det er et kulturelt problem. Og på samme måde som man ikke bliver rig af at have rige overboer, bliver man heller ikke dansk af at have danske overboer. For hverken penge eller danske værdier drypper ned gennem loftet.

Ikke desto mindre har denne idé om en trickle-down-effekt fået lov at bide sig fast. Nu skal også gymnasierne til at løse integrationsproblemerne ved at tvangsfordele indvandrerelever, så de bliver spredt ud i landet. Det vil jeg gerne advare imod. For hvis integrationsproblemerne er et produkt af kulturforskelle mellem mennesker, vil en tvangsspredning af mennesker også være en tvangsspredning af problemer. Lad mig give et eksempel:

En bekendt fortalte, hvordan han havde fået en lejebolig i København Nordvest, mens han studerede. De andre i opgangen var danske studerende, og der var generelt fredeligt og god stemning mellem beboerne. Desværre gik der ikke lang tid, før kommunen anviste en ung indvandrer til at bo i opgangen, og det der før var fredeligt blev forvandlet til et mareridt. Fester, narko, larm og utryghed kom hurtigt til at præge opgangen, og da min bekendte en aften gik op og bankede på hos den unge indvandrer, blev han mødt i døren med en trussel og en advarsel om, at han ville blive stukket ned, hvis han brokkede sig igen. Sagen endte i retten, og den unge indvandrer blev smidt ud af lejligheden. Han nåede dog at kvittere med at smadre de andre beboeres postkasser.

Skrivebords-integration

Ovenstående er selvfølgelig kun ét eksempel, men den belyser problemet i, at vi tror, vi kan sidde ved et skrivebord og lave excel-ark med fordelingstabeller og ad den vej skabe vellykket integration. Det kan man ikke. For resultatet er gang på gang, at den utilpassede person der bliver proppet ind i et velfungerende fællesskab, formår at ødelægge det for alle de andre. Det er en den hårde sandhed.

Spørgsmålet bliver derfor, om ikke det skader mere, end det gavner, hvis man insisterer på at fordele problemerne ud. Det må alt andet lige være bedre at have enkelte områder eller gymnasier, hvor problemerne er centrerede, end at have uendeligt mange områder og gymnasier, hvor alle tvinges til at blive en del af problemerne.

Selvsegregering

De fleste vil indvende, at mit ovenstående eksempel er udtryk for en uheldig oplevelse, der ikke er generalisérbar, og at det i de fleste tilfælde vil være sådan, at indvandrere tager de værdier til sig, som deres klassekammerater eller overboer har. Det tror jeg ikke – og nu har vi sågar også fået undersøgelser, der viser, at min mistanke holder. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har netop udgivet en rapport om selvsegregering i gymnasierne, og konklusionerne er forventelige. Konklusionen på undersøgelsen er, at der foregår en selvsegregering på baggrund af etnicitet, kultur og religion. Eller sagt med andre ord: indvandrere finder sammen med de andre indvandrere på gymnasiet og danner deres egen selvsegregering.

Nedlæggelsen af boligområder vil sprede problemer ud i velfungerende opgange, og tvangsfordeling af gymnasieelever vil sprede selvsegregation ud på en masse gymnasier – og derved blot overføre problemerne til flere. Min holdning er, at vi må lade mennesker bosætte sig, hvor de vil og gå i gymnasier, hvor de vil. Hvis det resulterer i, at der kommer en koncentration af ikke-vestlige boligområder og gymnasier, er det i det mindste glædeligt, at problemerne er koncentreret enkelte steder, hvor man kan tage hånd om problematikkerne, så alle ikke skal døje med konsekvenserne af kulturforskellene.

Derfor skal det også være slut med lappeløsninger, der tager alle som gidsler, fordi man nægter at løse problemerne fra bunden. Kriminelle udlændinge og udlændinge, der ikke forsørger sig selv, skal ikke være i Danmark. Og er de ikke egnede til at gå gymnasiet, skal de ikke bare overflyttes til et nyt gymnasium. Så skal de slet og ret smides ud af gymnasiet. Dét er løsningen, vi skal starte med for at komme problemerne til livs.

Mette Thiesen er folketingsmedlem og familieordfører for Nye Borgerlige.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside