Nikolaj Bøgh, konservativ

Julekalender viser farerne ved uklarheder om tronfølgen

26. december 2019
5 minutters læsetid

Siden den frydefuldt forkyndende ”Jesus og Josefine” fra 2003 har vi ikke set meget til Jesusbarnet i danske julekalendere, som gennemgående handler om onde mennesker der vil aflyse julen og gode mennesker, der i alliance med nisser vil sikre afholdelsen af samme.

En interessant ny tematik er dog dukket op i TV2s nu to sæsoner af julekalendere med nissepigen (og halvmennesket) Tinka, som er stærkt udfordret af konstitutionel forvirring og uklarhed om tronfølgen i Nissernes rige. Riget består af fire delvist selvstyrende regioner eller forbundslande, nemlig Nordlandet, Minedalen, Dyreskoven og De sydlige øer.

De styres hver især af et ikke nærmere defineret system af rådmænd, som kan være en form for borgerrepræsentanter eller folkevalgte, mens centralmagten umiddelbart forekommer svag. Realiteten er dog, at der er tale om enevælde, hvor svagheden alene beror på monarkens ofte svigtende vilje til at udnytte sine beføjelser. Retssystemet er således monarkens suveræne prærogativ, og det indebærer bl.a. muligheden for på egen hånd at idømme oprørere livsvarigt fængsel i Ensomhedens Tårn.

Ved begyndelsen af første sæson ”Tinkas Juleeventyr”, der gik over skærmen i 2017, regeres riget af kong Gobbe, som imidlertid afgår ved døden, hvorefter hans søn, prins Fileas, synes at være den indlysende tronfølger. Han er et særdeles velegnet kongsemne med en tydelig vilje til at styrke kongemagten og sikre en fælles retning for de vanskeligt styrbare nisseregioner. Samtidig udviser han en sund sans for det ceremoniel og de ritualer, som er en central del af et velfungerende monarki.

Det viser sig imidlertid, at han kun er kongens anden søn, og at hans storebror, Storm, som endvidere afsløres som Tinkas far, gennem nogen tid har været forsvundet i menneskenes verden, hvor han lider af hukommelsestab.

Der er her tale om et klassisk Richard Løvehjerte/Prins John-tema, hvor den retmæssige konge er ude på eventyr og forhindret i at vende tilbage af forskellige årsager. Efter en længere serie af besværligheder lykkes det for Tinka og hendes allierede at erindre farens om hans kald og sikre hans tilbagevenden til Nissernes rige.

Her møder vi imidlertid igen seriens hovedtema, som er de store risici, der er forbundet med konstitutionel uklarhed, for prins Fileas viser ikke nogen vilje til at vige pladsen for sin bror, den retmæssige konge. Fileas må derfor nedkæmpes og fængsles, således at den rette arvefølge kan genoprettes. Man sidder som seer naturligvis med en glæde over, at dette sker, men samtidig med en nagende bekymring for rigets fremtid, for kong Storm synes svag og rådvild, sammenlignet med sin viljestærke bror.

Sæson 2, ”Tinka og kongespillet”, bygger videre på tematikken fra 1. sæson, som nu udvikles betydeligt, da Nissernes rige tydeligvis både mangler en funktionsdygtig forfatning og en nogenlunde klar tronfølgelov.

Tinka, som er kong Storms eneste barn, skal efter planen krones som tronfølger ved en ceremoni i lighed med den vi kender fra Storbritannien med indsættelsen af prinsen af Wales, når han når myndighedsalderen. Imidlertid omkommer kong Storm på vej dertil under en rideulykke, og det viser sig nu, at arvefølgen dermed efterlades i totalt kaos, hvor hver af de fire regioner har ret til byde sig til med et kongsemne, som derefter skal dyste med hinanden i et såkaldt ”kongespil”, som består af en række prøver, der skal afklare deres egnethed til at regere.

Spillet ledes af embedsmanden Skir, en blanding af en hofmarskal og en ceremonimester, som tilsyneladende er den eneste i riget, der har overblik over de rodede konstitutionelle forhold, som han naturligvis også er underlagt, og efter bedste evne forsøger at skabe mening i.

Der ses ingen slægtsmæssige forbindelser mellem kongeslægten og de tilsyneladende ret tilfældigt udvalgte kongsemner, og for pigen Falkes vedkommende anes der også en efter alt at dømme uheldig sammenblanding med det folkerepræsenterende magtorgan, da hendes far er Aamund Aamundsen, er rådmand i Nordlandet.

Modellen kan minde lidt om monarkiet i Malaysia, hvor de forskellige delstaters fyrstefamilier skiftes til at besætte tronen, men der synes ikke at være noget fyrsteligt over hverken Falke fra Nordlandet, Grot fra Minedalen eller Birk fra Dyreskoven.

Selvom man skulle mene, at den afdøde konges datter, Tinka, var en indlysende deltager i spillet, får hun kun en plads, fordi Laxes fra De sydlige øer vælger at overlade sin plads i spillet til Tinka.

Forvirringen om tronfølgen er således total, og desværre mislykkes et forsøg fra hærchefen Ingis side på at skabe orden gennem militærmagt og indsætte prins Fileas som konge på grund af en overdreven optagethed af individuelle interesser fra begges side, hvor de burde have sat monarkiets fremtid i første række.

Man kunne her godt have ønsket sig en arvefølge, der minder mere om f.eks. den saudi-arabiske, hvor kongens yngre bror ofte er blevet foretrukket for yngre familiemedlemmer, ikke mindst fordi Tinka som sin far fremstår svag og uden reel vilje til at gribe magten. Det i en sådan grad, så hun er nær ved frivilligt at overlade tronen til den illegitime Falke.

Efter endnu et forsøg på at etablere en stærk alliance mellem den viljestærke Fileas og hærchefen Ingi, anerkender Fileas overraskende sin niece Tinka som den retmæssige arving, hun viser for første gang styrke ved at nedkæmpe Ingi i en sværdkamp, og krones herefter som den retmæssige dronning over Nissernes rige. Nu går det imidlertid helt galt, for hun nægter at påtage sig sit kald, og indfører i stedet en form for føderation, hvor en mere eller mindre folkevalgt ”samling”, som repræsenterer de fire regioner, skal regere sammen med hende selv.

Hun udpeger dog selv i første omgang sine medkombattanter i kongespillet til at være den første generation af regionale repræsentanter. En venlig fortolkning kan være, at modellen minder om de fire fælles regerende konger og dronninger i C.S. Lewis Narnia-epos, men kronen er stillet til side og monarkiet efter alt at dømme afskaffet – traditionen forrådt.

Den trofaste hofembedsmand Skir, som med god ret frygter kaos og opløsning efter den traditionelle ordens fald, opfordrer dog til, at de i det mindste bliver et ulige antal i samlingen, så de kan stemme sig igennem uenigheder. Han afviser selv at være den femte i respekt for sit lands historie og erfaringer, og Tinka forsøger nu at få mennesket Lasse, som hun nærer en uforklarlig tillid til, til at være samlingens femte medlem, uagtet han ikke repræsenterer andet end sig selv og slet ikke er nisse.

Efter en del overvejelser frem og tilbage accepterer han, fordi han føler sig som nisse ”i hjertet”. Samlingen dannes, men fremstår uden vilje til at lede landet, og Tinka danner grundlaget for fremtidige tronfølgestridigheder ved uden nærmere forklaring at lukke sin onkel Fileas ud af fængslet.

TV2 fortjener ros for på denne måde endnu engang at have sat tronfølgeproblemer på dagsordenen i årets julekalender, også selvom man fornemmer, at et nogenlunde stabilt styre i Nissernes rige er så langt væk som nogen sinde.

Nikolaj Bøgh

Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside