Når jeg oplever optrin som det der forleden involverede statsminister Mette Frederiksen og forfatteren Jonas Eika, så tænker jeg altid: ”Åh Gud, hvorfor er jeg med til at betale for denne mand”. Jeg gætter på at det er en reaktion der er vidt udbredt blandt højreorienterede danskere som jeg selv. Ikke nødvendigvis fordi vi er nærige, men nok nærmere fordi det bekræfter en regel, hvorfra der stort set aldrig er undtagelser: Kulturlivet, kulturpersoner, kulturpolitik og kulturindhold er en næsten ren rød fest.

Hvis man ser tilbage på den forrige valgperiode i Folketinget, så kan man vel stort set kun få øje på et eneste borgerligt medlem af Folketinget, der helhjertet gik op i at formulere en egentlig borgerlig kulturpolitik: Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti. Det kan man jo ikke andet end rose manden for, uanset om man begejstres af Ahrendtsens specifikke fortolkning af kulturens rolle i samfundet.

Der er derfor flere grunde til at begynde at formulere en mere bred borgerlig kulturpolitik, som kan indfange en fællesmængde af principper hos konservative og liberale. Jeg vil i denne blok forsøge mig med at indfange et par tanker som måske kan vække genklang i borgerligheden, også selv om det i klarhedens øjemed er formuleret som et skarpere brud med status quo end der måske er politisk opbakning til.

Kunst og kultur må skilles

Det første greb man må foretage i formuleringen af en borgerlig kulturpolitik er at delvist udgrænse kunsten fra kulturen, eller i hvert fald fastslå kulturens klare forrang. Selve formålet med at staten fører kulturpolitik og anvender offentlige midler herpå, må være at bevare og fastholde et folkeligt fællesskab og en politisk sammenhængskraft.

Dette gøres gennem sådan noget som egnsmuseer, lokalarkiver, kulturhistoriske museer, biblioteker, bevaring af historiske bygninger, sprognævn og så videre i den boldgade. Det handler om fælles gods i form af sprog, historie, sædvaner og andre fænomener der er med til at etablere og understøtte følelsen af dansk nationalitet og samhørighed.

På tværs af de forskellige borgerlige ideologiske forgreninger bør der være nogenlunde enighed om at dette arbejde er vigtigt, og at det næppe kan løses gennem markedet. Til gengæld kan man glæde sig over at civilsamfundet ofte spiller en stor rolle i den udøvede kulturbevarelse igennem frivilligforeninger for museer og igennem arbejdet i de lokale arkiver.

På den anden side står kunsten, som i langt højere grad er båret af personlig smag og tilknyttet bestemte samfundsklasser og meningsfællesskaber som f.eks. det segment der kendes under populærnavnet ”den kreative klasse”, samt i dannede dele af den økonomiske overklasse.

Prioriter institutionerne

Kunsten kan sagtens være vigtig i det enkelte menneskes liv, og er da det bestemt også i mit eget. Det er dog langt sværere at argumentere ud fra et borgerligt grundsyn for, hvorfor der skal ske en smagsbestemt omfordeling fra lavereuddannede klasser til at subsidiere den højere middelklasses underholdnings- og dannelsesbehov i form af moderne kunst i forskellige kunstarter.

Hvis jeg skal tage et eksempel fra mit eget forbrug af udøvende kunst, så kunne det være kampen for at bevare en statslig finansieret radiokanal for jazzen. Det synes jeg er meget svært at forsvare så længe man for kun 99 kroner i måneden kan have Spotify Premium med adgang til en gigantisk mængde af jazz og endda jazz ”playlists” og radiokanaler.

Skulle man derudover stadig have behov for viden om de nyeste trends i jazzen, så kan man jo fra tid til anden investere et mindre beløb i bladet Jazzspecial på dansk, eller i et engelsksproget jazzmagasin. Alt sammen inden for rækkevidde af langt, langt de fleste jazzlyttere.

Det bør derfor være første trin i en borgerlig kulturpolitik, at man fastslår at når det angår statens fordeling af kulturpenge, så bør det kulturbyggende lag af institutioner have forrang frem for midlerne til kunsten.

Styrk efterspørgslen

Det andet trin må være at opdyrke en større efterspørgsel efter kunst og kultur hos den enkelte borger. Gennem efterhånden mange år er dannelsesaspektet i gymnasierne blevet nedprioriteret, og i nutidens gymnasium er det desværre ikke længere sådan, at man som student er godt bekendt med både idehistorien, billedkunsten, musikhistorien og klassisk litteratur. I sprogfagene og desværre også i dansk er værklæsningen nedprioriteret til fordel for sprogkompetencer og analyse, i historie og dansk fylder kronologien og overblikket for lidt, og måske allerværst, så skal man i dag vælge enten billedkunst eller musik modsat tidligere, hvor man naturligt havde begge fag i minimum et år.

Ønsker man en mindre stat og mindre omfordeling til kunsten, så er det nødvendigt med den anden hånd at skabe forudsætningerne for at kultur og kunsten kan leve i højere grad på egne vilkår: Enten gennem markedsvilkår eller gennem private donationer og lignende.

Her kan man måske forestille sig at blive mødt med en indvending om at det er svært at få unge mennesker til at interessere sig for kunst og kultur. Det er det muligvis, men netop den indvending kan vel ikke rigtig fungere som et argument for en bevarelse at et stort statsligt engagement i kulturen, eftersom vi lever i et folkestyre og et demokrati, hvor der bør være et minimum af overensstemmelse mellem folkets interesser og statens forbrug af selvsamme folks penge.

Fight The Power

Det tredje og sidste trin i den borgerlige kulturpolitik, må være at nedbryde de systemer der uddeler statens kunst- og kulturmidler, hvis ikke de evner at anlægge en mere pluralistisk synsvinkel på kunst og kultur end den sædvanlige. I det store hele er de danske kunst- og kulturmiljøer små, venstreorienterede og selvrefererende fællesskaber, der bedømmer hinandens kunst og tildeler hinanden penge.

Som Rune Selsing forleden anførte i Jyllands-Posten i forbindelse med mediepolitikken, så er armslængdeprincipper intet værd, hvis de ”pseudobureaukrater” der tildeler penge og priser alle er bærere af en bestemt samling meninger og holdninger. Selsings pointe kan uden videre overføres til kulturverdenen, hvor helt det samme fænomen udspiller sig.

Den borgerlige strategi må her være to-strenget: På den ene side skal man kæmpe for at ændre systemet indefra ved at insistere på at være med i diskussionen om hvad kunst og kultur *er* og *skal*. Det kan man ikke uddelegere til ekspertsystemer, hvis man samtidig forventer at kunsten og kulturen også skal afspejle et borgerligt livssyn. En del af ”indefra-strategien” må ligeledes være at interesse sig langt mere for, hvem der sidder i statens diverse udvalg og råd, og om de egentlig varetager og tilgodeser forskellige livssyn og grundholdninger.

På den anden side skal man som ovenfor nævnt svække selve systemerne ved at gradvist flytte midlerne ud af hænderne på fedtlaget af kulturbureaukrater og tilbage til borgerne og ud til markedet.