Fangelejrens frie halvdel

21. oktober 2019
6 minutters læsetid
Velfærdsstaten risikerer altid at ende i behandlersamfund og omklamrende godhed, og velfærdsutopi kan hurtigt blive til velfærdsdystopi. Herom minder Henrik Stangerups Manden der ville være skyldig, som ifølge Repliques anmelder er tidløs velfærdsstatskritik, her anmeldt i retrospekt fra velfærdssamfundet anno 2019.

Henrik Stangerup (1937-98) slumrer i vor tids erindring om det 20. århundredes litteratur. Dengang var han meget til stede, nærmest alle vegne, han skrev og skrev og snakkede og talte. Korrespondent og kommentator, romanforfatter, offentlig intellektuel og filmmand. Henrik Stangerup fyldte og dét i konkret forstand, hvilket overleveringen om ham enstemmigt meddeler: han sled på sig selv og sine omgivelser. Dertil var han søn af, barnebarn af, bror til og gift med Hakon Stangerup og Betty Söderberg, Hjalmar Söderberg, Helle Stangerup og blandt andre Lotte Tarp, i rækkefølge. Det aspekt af Stangerups liv er dog så fortærsket.

For en håndfuld år siden stak litteraten Mette Høeg sit smukke ansigt – med mere – frem i den offentlige debat, blandt andet ved at trække et radioprogram i Radio 24syv i automaten, og i Høegs anklagende granskning af det 21. århundredes litteratur var en forfatter og offentlig intellektuel som Henrik Stangerup fortidens bagtæppe og tøvende allierede. Dengang var der dødsruter, tomme whiskyflasker, overfyldte askebægre og lidenskab til. Høeg havde dog åbenbart ikke rigtig ihærdigheden, det er i øvrigt tidstypisk, det med navne der bryder overfladen, flyder en tid og så går under igen, og således slumrer også Stangerup videre i erindringen. (Professor Lasse Horne Kjældgaard behandlede også dele af Henrik Stangerups forfatterskab i sin publicerede doktorafhandling for et par år siden, men det er en længere historie.)

Behandlersamfundet

Henrik Stangerups forfatterskab er værd at tage fat på. Det bedste sted at begynde er romanen Manden der ville være skyldig fra 1973, som derfor er udvalgt til retrospektiv anmeldelse af redaktionen. Den er lettilgængelig i formen, ikke meget længere end et hundrede sider, og den omhandler, halvvejs trods formen, nogle problemstillinger af så grundlæggende væsentlighed, at den med rette kan kaldes tidløs. Romanen centrerer om et nær-fremtidssamfund – der forekom som en mulighed dengang, med perspektiv i planlagte betonforstæder af typen Brøndby Strand og derfor stadig genkendeligt i dag – hvor en udbygget velfærdsstat har ændret levevilkårene betydeligt.

Den skildrede velfærdsstat er opsøgende, forebyggende og dermed allestedsnærværende; hele livet gennemsyres af offentlig indgriben. ”Hjælpere” kan rekvireres per trykknap i betonforstædernes lejligheder. Begrebet skyld er afskaffet ved statsligt nysprogsdekret. Romanens handling defineres af en mand, en anæmisk forfatter, der i et vredesanfald slår sin hustru ihjel i overværelse af parrets tiårige søn. Som følge heraf indrulleres han i det offentliges behandlerapparat, overlades herefter skyldfri omtrent til sig selv, men han er optaget af at blive anset for at være skyldig i at have slået hustruen ihjel. Det volder vanskeligheder, idet behandlerapparatet er i stand til at knække selv den stærkeste, også ved hjælp af list.

Velfærdsdystopi

Romanens største styrke er dens klare idéassociation. Miljø- og sædeskildringerne er troværdige og genkendelige, uanset perspektivet. Stangerup fremmaler en udpræget dansk velfærdsdystopi, komplet med et klægt og hændervridende bureaukrati, hvor kun nogle få er stenhårde, endda i det skjulte. Ingen kan dertil forklare hvor hele denne samfundsorden kommer fra. Den fortaber sig i tressernes kulturelle revolution og en ny generations abrupte magtovertagelse. En betonverden af manipulation. Til trods for en hær af hjælpere er der god mulighed for at gå i hundene, hvis man vil det. Romanens magthavere er dog uendeligt velmenende; mild trældom kan sagtens forenes med visse af frihedens ydre udtryk. Komparativt er romanen langt fra eksempelvis en tænkt, tilsvarende svensk dystopi, hvor den bureaukratiske overlegenhed og nødvendige ideologiske programmatik ville være langt mere indlejret på forhånd. I den henseende er Henrik Stangerup en meget dansk forfatter.

Reaktionen

Manden der ville være skyldig gav naturligvis anledning til en ordentlig orkan i datidens offentlige debat. Munkemarxister og rødgardister, og dem var der om muligt endnu flere af, dengang, angreb Stangerup for at forsømme system- og ideologikritikken og fortabe sig i vraggods fra fortiden. Ren borgerlig individualisme. Stangerups skildring af personlige konflikter kunne man ikke bruge til noget; man abonnerede på kollektive perspektiver for konfliktforståelse. Fra partikonservativt hold forsøgte man at indforskrive Stangerup og hans roman, men den gik heller ikke. Stangerup skulle ikke ”omfavnes af lommetyve”, som han klassisk-slagfærdigt formulerede det, og de partikonservative burde have vidst bedre, for det fædrene ophav sad jo i Radiorådet, udpeget af partiet. Ham kunne man jo have spurgt. Samfundskritisk var romanen dog, og en bred palet af samtidens kritikere roste fortjent Stangerup for det kendetegn.

Romanens samfundskritik har også vist sig holdbar, for set fra 2019 er dens problemstillinger lige relevante. Vor såkaldte velfærdsstat rummer fortsat en totalitær potens, for der findes en hær af hjælpere – ikke sjældent skjulte – som også i dag har allieret sig med teknikken, adfærdsvidenskab og den iboende menneskelige trang til angiveri og snageri. Datasamkørsler, underretninger, bekymringer. I en helt anden boldgade skyldfri rockere og halve og hele, skyldfrie forbryderbander på kontanthjælp eller førtidspension. Al- og afmægtigheden går fortsat hånd i hånd. I vor tid er man blot holdt op med at skrive om den slags, og det er næsten mere skræmmende. Det tabte eller forvanskede sprog er næsten altid det værste.

Medie-profeti

På falderebet skal der nævnes to forhold af betydning. For det første at Stangerup bekræftede sin klarsynethed ved at gøre medierne til en central komponent i romanens klimaksopbygning. I praksis anvendes mediernes overtalelses- og vinklingsmetoder til at forøge hovedpersons desperation, ret beset fremkalde dennes sammenbrud, og dermed til at slutte op om den herskende samfundsorden. ”FOLKET KLAGER” hedder fjernsynsudsendelsen, men det er bedrag. For nu fiffigt at låne en marxistisk term er der tale om en øvelse udi repressiv tolerance. Kritikere får kun ordet, når mikrofonen straks efter kan overgå til repræsentanter for tjenstvillig adfærdsvidenskab og sagkundskab, der kan dementere det sagte ned under gulvbrædderne og dermed indynde sig. Meningsdannelsen foregår på magthavernes præmisser og er dermed ikke fri.

For det andet indskriver Manden der ville være skyldig sig i en virkningshistorie. Uden at være skråsikker med hensyn til årsag og virkning, kan der i hvert fald konstateres forstærkede velfærdsstatskritiske tematikker i efterfølgende danske romaner. Anders Bodelsen, der i manér var langt mere hverdagsduelig end Henrik Stangerup, men delte udgangspunkt i en individualistisk menneskeopfattelse og en midterbåren samfundsopfattelse, kan næppe have været upåvirket i en række af sine samtidige, i øvrigt særdeles læseværdige romaner. Tobindsværket De gode tider og År for år –  fra 1977 og 1978 – skildrer eksempelvis, hvordan efterkrigsgenerationen gik fra velfærdsoptimisme til konfliktophobede mellemmenneskelige relationer og gold jagt efter materielle goder. Den kan læses som en skildring af det, der gik forud for Manden der ville være skyldig. Romanen Borte borte fra 1980, om en vanskeligt stillet forretningsmand, der begiver sig ud i forsikringssvindel og dermed bliver medskyldig i en alvorlig tillægsforbrydelse, kan læses som en mere stilfærdig og indadvendt undersøgelse af den problematik, Manden der ville være skyldig behandler.

Tidløs velfærdsstatskritik

Dele af kritikken har dog altid haft et besværligt forhold til Manden der ville være skyldig. Visse har set den som paranoiastimulerende, ordret en grov anklage. Andre som en overgangsskildring, ”der nåede vi ikke hen”, et manende korrektiv. Nogle få har triumferende citeret Stangerups egen, senere helhjertede opbakning til velfærdsstaten, f.eks. formuleret da han selv var døende af en kræftlidelse og fik god brug for et generøst sygehusvæsen. På bundlinjen er der dog ikke noget at rafle om: romanen er og forbliver eviggyldig velfærdsstatskritik. Det er let at konstatere. Stangerup skriver på romanens første side:

Det var frivilligt om man ville deltage i AB (aggressions-bekæmpelse), men presset fra de øvrige beboere i superblokken havde efterhånden fået dem til at melde sig, ikke så meget af frygt for at de selv skulle blive isolerede som for at Jesper skulle blive det i skolen og i fritidscentret.

Kollektivismens og velfærdsstatens besættelse af menneskets sjæl er i centrum for hele romanens perspektiv. Det samfund, der vil sætte mennesker fri ved kollektivets konsekvente indgriben, institutionaliserer i stedet urmenneskelige pressions- og aggressionsformer. Det i citatet omtalte pres er skyldens troldspejl; begrebet er forvansket af statens nysprogsvirksomhed, de relaterede menneskelige egenskaber lader sig dog ikke afskaffe. Fordelingskampen, kampen om det kollektives resurser, bliver hårdere, jo højere indsatsen er og jo mere det spænder til i sociale relationer. Børnene – hensynene til ”vores børn” – bliver redskaber for politisk og social virksomhed og i praksis tilsvarende pression. Resultatet er totalitært, og man narrer sig selv ved at tro denne totalitære potens ikke findes i Danmark anno 2019.


Note: Manden der ville være skyldig forefindes i to versioner. Førsteudgaven og en udgave, Stangerup selv reviderede i halvfemserne. I forbemærkningerne til den reviderede udgave bedyres det, at intet væsentligt er forandret. Til nærværende anmeldelse er førsteudgaven dog anvendt. Det skal også nævnes, at anmeldelsens overskrift er en hommage à en artikelsamling fra Stangerups hånd.

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside