Plader flere burde lytte til II

10. september 2019
2 minutters læsetid
Her fortsættes en serie af klummer om plader fra tresserne, halvfjerdserne og firserne, flere burde lytte til.

Bob Dylan er en egensindig rad. Han kan trætte med sin eksperimenteren og suffisante attitude. Han kan imponere med sine følelsesfulde tekster og sin sans for timing. Visse afskriver ham som en totempæl for overvintrede 68’ere. Det er at gøre regning uden vært, men et frit valg.

Hvor bør man begynde henne i den lange række af plader fra Dylans hånd? I begyndelsen var han en musikalsk, Chaplin’sk vagabond, senere hen mut talsmand for en generation, og omtrent da det var forbi, indspillede han Nashville Skyline og blev sin egen. Det er en god plade at begynde med: den kræver ikke, som det ellers ofte er tilfældet med Dylan, tilvænning og stedvis overbærenhed, men indfanger én i en strøm af vellyd, uden der fires på de poetiske kvaliteter. Nummeret I Threw It All Away er et godt eksempel.

Johnny Cash er der tilmed, med stentorrøst og intenst nærvær, i et fængende samspil. Nashville Skyline kan være undtagelsen, men den kan også være reglen: øjenåbneren til Dylans omfangsrige, i nærværende anmelders optik for hovedpartens vedkommende fremragende portfolio.

Nashville Skyline – Bob Dylan. Columbia Records, 1969.

Døgnbrænderen Neil Young grundlagde sig selv i årene omkring 1970. Han var om sig, musikalsk alsidig, dygtig og boltrede sig både alene og sammen med andre, blandt andet i såkaldt supergruppe med David Crosby, Stephen Stills og Graham Nash. Jeg tror, men ved det ikke, at Young forekommer de fleste velkendt, men tror tilsvarende at folk i al almindelighed kender nogle få numre, velegnede til tidens overfladisk strømmende musikteknologi, men der er mere at hente, og pladen Harvest er det bedste sted at begynde.

Den er varieret og emmer af overskud og musikalsk kunnen. Åbningsnummeret – Out on the Weekend – sætter tempoet og stemningen, og så går det ellers derudad. Amerikansk folkeliv, i praksis fordomme om sydstatslivet, der i øvrigt ikke forblev musikalsk ubesvarede, narkotikamisbrugets skyggesider og en hånd fra London Symphony Orchestra hører til delelementerne. Heart of Gold er et kendt og dejligt nummer, men der gemmer sig andet og mere på pladen – heriblandt en finurlig skæring, nutidens stramtandede feminister næppe bryder sig om.

Harvest – Neil Young. Reprise Records, 1972.

Lad det være sagt med det samme: Ulf Lundells plade Den Vassa Eggen er gribende; et moderne skandinavisk – det er nu ellers sjældent honnørkort – hovedværk. Lundell var og er lidt af hvert: poète maudit mere end og før sanger og musiker, svensk nationalskjald med sangen Öppna Landskap og – arketypisk for en sådan – et offentligt problembarn, både som alkoholiker og tørlagt.

Tørlagt var Lundell ikke just, da han indspillede Den Vassa Eggen, og han var gennemgående nede i møget dengang i midten af firserne. Forsumpet, forpjusket og forladt. Det er værd at nævne, at han måtte til Danmark for at få lidt hold på sig selv. Ud af denne kreative desperation, kaldet den guddommelige galskab, sprang denne plade, der er et skybrud af strid mellem rock og poesi; mellem vrede og længsel.

Begynd med En fri man i stan og/eller Aldrig så ensam en af disse korte dage, begge indrammes poetisk af smukke og passende efterårsmotiver, og lyt efter. Lyt efter og optag pladen fuldt ud. Som kunstværk er den i klasse med andre storværker, man kan have livs- eller i hvert fald særdeles langvarig glæde af.

Den Vassa Eggen – Ulf Lundell. EMI, 1985.

Læs resten af serien

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside