Foto: News Øresund - Sofie Paisley.

Portræt: Vanopslagh er den rette mand for det borgerlige Danmark

15. august 2019
6 minutters læsetid

 

Af Simon Dorph Nørgaard

“Den dovne rad! Han får da aldrig læst sådan en mursten.” Det var det første, der faldt mig ind, da jeg i sommeren 2013 stødte på et billede af bogen Free Market Fairness, som Alex Vanopslagh – nyudnævnt politisk leder af Liberal Alliance – havde lagt på Facebook. Følgeteksten antydede, at Vanopslagh, dengang medlem af Liberal Alliances Ungdom, var i fuld færd med at blive klogere på lyksalighederne ved det frie marked. “Som om,” tænkte jeg.

Et stk. halvstuderet ungdomspolitiker?

Nogle måneder forinden havde jeg lært Vanopslagh at kende på CEPOS Universitet. I dag er navnet CEPOS Akademi, men konceptet det samme: I løbet af fem weekender får et par og tyve studerende en tour de force i politisk-økonomisk liberalisme, ligesom de bliver skolet i at skrive debatindlæg. Efter to weekender med oplæg om borgerlige kernedyder mente jeg at have luret Vanopslagh: Et stk. uengageret og halvstuderet spradebasse. Godt placeret på bagerste række, så han kunne hviske og tiske med den næsten lige så useriøse sidekammerat fra Konservativ Ungdom.

Desuden i gang med statskundskab – hvad ellers, når man er ungdomspolitiker? – og fuld af studentikose drømme om at sætte hashen fri og halvere den offentlige sektor. I dag – seks år og snesevis af provokerende debatindlæg senere – er Vanopslagh valgt til Folketinget og i tilgift til politisk leder af Liberal Alliance.

Normalt ville jeg have korset mig over endnu en ungdomspolitiker på tinge, men i tilfældet Vanopslagh er sagen en anden. Han er nemlig ikke doven, som jeg oprindeligt troede. Han er heller ikke halvstuderet. Og profilen ‘verdensfjern ungdomspolitiker’ passer langt fra på ham. Vigtigst af alt kan Vanopslagh dog vise sig at være præcis den saltvandsindsprøjtning, et vingeskudt Liberal Alliance har brug for. Og med sin retoriske begavelse og ideologiske iver er han blandt de få, der kan formidle, hvad borgerlighed er, og hvorfor der er brug for den, nu hvor Mette Frederiksen & Co. er ved magten.

Selvindsigt og ydmyghed

Som det kan forstås, er jeg begejstret for Vanopslagh. Men det er ikke på grund af vores overfladiske bekendtskab. Det er heller ikke på grund af hans bedrifter, selv om de er imponerende: Vinder af DM i debat, tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom, forfatter til talrige debatindlæg, far som 24-årig, valgt til borgerrepræsentationen i København og cand.scient.pol. på noget nær normeret tid.

Næ, min veneration for 27-årige Vanopslagh skyldes i langt højere grad hans personlige egenskaber. Ved flere lejligheder har jeg nemlig oplevet, at han er selvkritisk, og selv om han kan være fræk som en slagterhund (hans far er sjovt nok slagter), er mit indtryk, at han bestræber sig på at være ydmyg.

En af de gange, jeg oplevede, at Vanopslagh besidder selvindsigt, var da han, nogle fællesbekendte og jeg diskuterede uddannelse over et par fadøl. Så vidt jeg husker, var det en sensommeraften i 2017, altså nogle måneder inden hans valg til borgerrepræsentationen.

Vi blev hurtigt enige om, at niveauet på universiteterne kunne være højere og kravene til de studerende større. Vanopslagh fastholdt dog, at det er de studerende, der bærer det primære ansvar for at dygtiggøre sig. Samtidig indrømmede han, at han havde været for dårlig til at tage samme ansvar på sig, dengang han selv studerede.

Faktisk var det et under, mente han, at specialet i statskundskab, han havde indleveret året før, var blevet vurderet til karakteren 10. Med hans egne ord var det nemlig “noget værre makværk.” Heldigvis for Vanopslagh havde han øjensynligt haft en gavmild censor, og professor Peter Kurrild-Klitgaard, hans specialevejleder, havde måske også været large?

“Dengang jeg gik til karate”

En anden gang, Vanopslagh overraskede positivt, var på Folkemødet i 2015. Jeg var taget til Bornholm direkte fra Frankrig, hvor jeg havde boet i et halvt år for at lære fransk. Da jeg stødte ind i Vanopslagh en regnfuld aften på Gæstgiveren, fortalte jeg ham stolt, at jeg havde været udenlands. Til min store forbavselse slog Vanopslagh med det samme over i fransk – og oven i købet et, der flød, som var det hans modersmål. Kort efter afslørede han, at hans far er belgier, og at han har familie i Frankrig.

Typisk for Vanopslagh er franskkundskaberne ikke noget, han skilter med. Også selv om det giver respekt at kunne verdenssproget, fordi det efterhånden er de færreste herhjemme, der behersker det.

Senere samme aften, efter benovelsen for Vanopslaghs fransk havde fortaget sig, spurgte jeg, om det ikke var hårdt at stå i spidsen for et ungdomsparti. Året før, i 2014, havde Vanopslagh forladt landsledelsen i Liberal Alliances Ungdom til fordel for formandsposten for samme. Jeg husker, han tog en dyb indånding og svarede: “Jo, selvfølgelig” og tilføjede, at “dengang jeg gik til karate” – Vanopslagh har det sorte bælte – “sagde min træner altid, at når det ydre pres stiger, må det indre falde. Så jeg prøver at give mig selv lov til at begå fejl og lærer en masse.”

Jeg havde nær tabt kæben. Ikke fordi det var et specielt originalt svar, men fordi det trods alt er de færreste 23-årige, der har fattet devisen om at kende sig selv, og som tør at begå de fejl, det kræver at blive bedre. Svaret var udtryk for stor modenhed og dét allerede i en meget ung alder. Derfor er jeg også ganske tryg ved, at en nu 27-årig Vanopslagh er med til at lede Liberal Alliance.

Men hvad med politikken?

Så vidt personen, men hvad med politikken? Vanopslagh er værdikriger med stort V. I sine offentlige indspark har han langet ud efter alt fra offermentalitet over radikale feministers fejlslutninger til forkælede gymnasiasters slendrian. Ofte humoristisk. Derfor ærgrer det mig også lidt, at hans partiledertale på Folkemødet i juni måned – første betydningsfulde optræden som politisk leder – var så snævert fokuseret på velfærdsstaten.

Jovist, talen var der schwung over. Margaret Thatcher blev endda citeret. Men var den tilstrækkeligt værdipolitisk? Det meste af talen angik fordelingspolitik: Velfærdsstaten bliver ikke bedre af at blive dyrere, og de penge, den i forvejen koster, bør gå til kernevelfærd frem for kolde konsulenter. Klart nok: Ingen Liberal Alliance uden statskritik. Dertil kommer, at ned-med-skatten-vælgerne, som partiet mistede ved valget, skal vindes tilbage, og det kræver, at velfærdsstaten får et par borgerlige ord med på vejen.

Problemet er ‘bare’, at parolen om, at velfærdsstaten er dyr og gør dum, ikke sælger billetter. I hvert fald ikke så mange. For danskerne, som de er flest, er tilhængere af omfordeling, og sådan er det.

Hvis Liberal Alliance og resten af blå blok skal gøre sig nogen forhåbninger om at genvinde magten, må statskritikken derfor akkompagneres af en forkromet og positiv fortælling om, hvorfor der – omfordeling eller ej – er hold i klassiske dyder såsom personligt ansvar, ordentlighed og dannelse; hvorfor civilsamfundet er et bedre afsæt for forpligtende fællesskaber end staten; og hvorfor det på lang sigt er mere tilfredsstillende at ranke ryggen og gøre sin pligt end at dyrke offerrollen.

Opgøret med den åndløse liberalisme

Af samme grund glæder det mig meget, at Vanopslagh i et dugfriskt interview med Kristeligt Dagblad (13.08) har udtalt, at liberalismen ikke må føre til åndløs individualisme. At civilsamfundet udgør den ramme, som enkeltindividet bedst kan udfolde sig inden for. Og endelig, at dyder som ærlighed, loyalitet, arbejdsomhed, mådehold og næstekærlighed skal tales op. Kort sagt: Mere fokus på fællesskab og forpligtelser og mindre på individ og frigørelse.

Har Vanopslagh hermed lagt et snit, der falder i både LA-baglandets og vælgernes smag? Det må tiden vise. Personligt tror jeg, han har fat i den lange ende. Dels fordi mange – og især unge – higer efter frivillige, men alligevel forpligtende og ikke mindst varige fællesskaber. Dels fordi Vanopslagh evner at formidle værdien af støvede størrelser som dyder, dannelse, civilsamfund og borgerlighed. Og dét tilmed i et sprog, så han også appellerer til et yngre publikum. At Liberal Alliance version 2.0 bliver en sællert, kommer dog nok mestendels til at afhænge af, om Vanopslagh formår at holde fast i sin skarpe værdipolitiske profil, og at han ikke viger tilbage fra at diskutere ømtålelige temaer som køn, kultur og kreativ klasse.

Under alle omstændigheder bliver det ikke en dans på roser at genopbygge Liberal Alliance, endsige udtænke et projekt, som blå blok kan findes fælles fodslag om. Men hvis der er én, der kan trække den offentlige opinion, for slet ikke at nævne de blå partier, i en mere borgerlig retning, så er det Vanopslagh. Og med sit indspark tidligere på sommeren, ‘Den borgerlige familie skal styrke dyder sammen’ (Jyllands-Posten, 17.06), og interviewet i Kristeligt Dagblad har han allerede lagt de første trædesten på vejen mod borgerlig genrejsning.


Simon Dorph Nørgaard er cand.scient.pol.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside