Hvorfor er de unge stressede?

5. juni 2019
14 minutters læsetid

Hvorfor stiger andelen af unge danskere, som melder om stresssymptomer? Månedens kronikør afviser venstrefløjens forklaringer og peger i stedet på samfundets tiltagende individualisme, perfektheds-kultur, overfladiskhed og rodløshed.

Af Mikkel Bjørn Sørensen 

Stress, angst og depression blandt unge mennesker er et tilbagevendende tema i den danske uddannelsesdebat. Unge svarer i højere grad end tidligere, at de føler sig stressede i hverdagen, og som politiker bliver man ikke sjældent aftvunget svar på, hvad man konkret vil gøre ved denne udfordring, der ikke lader til at gå i sig selv. Handling på området kræver dog først og fremmest, at man forstår problemernes udspring og bagvedliggende årsager, før man kaster sig hovedkulds ud i revolutioner af uddannelsessystemet eller andre potentielt forhastede løsningsmodeller, der kan vise sig at gøre mere skade end gavn. For er ungdommen reelt så stressede, som de giver udtryk for, og hvad er i så fald årsagen dertil?

 

Undersøgelserne af stressproblemerne blandt unge herhjemme stammer primært fra den såkaldte PSS-skala, der bygger på subjektive svar vedrørende tanker eller følelser i bestemte situationer. Skalaen kan således ikke bruges til at stille en diagnose, men virker i stedet som en indikator på nogle tendenser inden for gruppen af unge.

Det ændrer dog ikke ved, at det er et reelt problem, når en voksende del af ungdommen føler sig præget af utilstrækkelighed og indimellem oplever, at fundamentet under dem smuldrer.

En bjørnetjeneste

Fra i særdeleshed venstrefløjen ynder man ofte at fremhæve problemet som produktet af et øget forventningspres og en vidtdreven præstations- og evalueringskultur, der bidrager til usikkerhed og følelse af faglig uformåenhed.

Det medvirker til, at man i debatten ofte hører det synspunkt fremført, at vi i Danmark bør afskaffe eller delvist nedtone vores brug af karakterer i både folkeskolen og gymnasiet. Ligeledes bør vi sænke de faglige krav både generelt og på optagelsesniveau. Vi bør undlade at give lektier for og lade være med at være for hårde i betoningen af, at man bør møde til tiden. Således bliver problemet brugt som løftestang for en venstreorienteret uddannelsespolitik, der i sin essens vil bibringe det stik modsatte af, hvad man hævder at ville bekæmpe.

For tør vi ikke stille solide faglige krav til unge mennesker, risikerer vi at gøre dem en kolossal bjørnetjeneste. Krav, forventninger og forpligtelser er en del af livet og tværtimod noget af det, der er med til at give mennesker en modstandsdygtighed overfor en verden, der er fyldt med elendighed, og hvor man må være sit ansvar bevidst, hvis man vil være noget for sin familie og sin omverden. I stedet for at bilde unge mennesker ind, at de kan leve i en verden, hvor der ikke bliver stillet hårde og ofte svært opnåelige krav til dem som mennesker, bør det være vores opgave som forældre og undervisere at opbygge den værktøjskasse, de skal bruge til at håndtere forventningerne på en fornuftig og begavet måde.

Det store spørgsmål er imidlertid, om unge virkelig lider under et større forventningspres end tidligere generationer? Kan det passe, at en 17-årig i dag er udsat for større og mere uoverkommelige udfordringer, end de mange af vores bedste- og oldeforældre, der måtte knokle, fra de var 15.

Det synes at være en noget proportionsløs påstand, hvis afvisning dog åbner op for spørgsmålet om, hvorfor vi dette til trods ser en stigning i modløshed blandt unge i uddannelsessystemet og i livet generelt. Er der noget i det moderne samfund, der medvirker til øget usikkerhed og svækket modstandsdygtighed, og som i virkeligheden kan give os et praj om, hvor vi eventuelt skal søge løsninger på problemet? Der er ingen tvivl om, at det er et problem med mange rødder, men jeg vil i det følgende give mit bud på de mest centrale årsager.

Frihedens bagside

Den amerikanske psykolog Barry Schwartz udgav i 2004 bogen Valgfrihedens tyranni, hvori han opridser en generel udvikling i moderniteten, der med god ret kan beskrives som hovedårsagen til mange af de her nævnte udfordringer. Schwartz understreger, hvordan vi i vores kultur sætter stor pris på frihed, selvbestemmelse og variation, og hvorledes vi i alle aspekter af tilværelsen er velsignet med muligheden for at træffe beslutninger og valg angående vores liv. Det er Schwartz’ pointe, at vores stædige fastholdelse af valgmulighedernes horisont i virkeligheden risikerer at hævne sig i form af ængstelse, stress, utilfredshed og ikke mindst dårlige beslutninger.

Frihed er naturligvis forudsætningen for et velfungerende samfund, hvor borgere trives med selvrespekt i solide sociale relationer. Den konstante og hastige udvidelse af valgmuligheder kan dog i virkeligheden også være med til at begrænse netop vores frihed, da den lægger beslag på tid og energi, der kunne have været brugt andetsteds. De psykologiske mekanismer bevirker således en større risiko for fortrydelse, følelse af uudnyttede chancer og utilstrækkelighed. I denne sammenhæng kunne man overveje, om det meget store valg af uddannelsesmuligheder og det generelle diktat om at skulle vælge, hvad der helt rigtigt for én selv, i virkeligheden fostrer risikoen for usikkerhed. For hvordan kan man som ungt menneske i et hav af uddannelser formå at vælge den helt rigtige uddannelse, hvis den da overhovedet findes.

Perfektion

Diktatet om at konstruere den perfekte tilværelse, og ikke mindst realisere en form for iboende og unik identitet, er farligt, da alle mennesker ikke nødvendigvis er så unikke og interessante, som tiden påbyder os at være. De fleste af os er ganske almindelige og uinteressante, hvorfor valgfrihedens tyranni da heller ikke kun hærger i forbindelse med uddannelsesvalg. Det hyppige brug af sociale medier og den konstante mulighed for at spejle sig i sine medmennesker og sælge sig selv, som netop unik og interessant, fostrer endnu engang en usund kultur, hvor man i stedet for at vende blikket ud mod sine medmennesker er evigt beskæftiget med sig selv og sit eget indre. Her hersker en evig trang til at måle sig selv med det omgivende – og en stålfast tro på, at vi hver især er bestemt til at skille os ud fra det.

På de sociale medier bliver du kun solgt det perfekte, hvorfor man da også nemt foranlediges til at tro, at det bare er én selv, der ikke lever et sorgløst, interessant og spændende liv. Alle vil være ene i mængden i stedet for at erkende, at meningen måske netop udspringer af mængden, de mellemmenneskelige fællesskaber og den forpligtelse, der knytter sig hertil. Mulighederne for identitetspromovering er uendelige, og tiden klapper med på mantraet om, at du bare skal være dig selv. Sandheden er imidlertid, at dette iboende selv aldrig har eksisteret og aldrig kommer til det. Selvet og den rodfæstede identitet vokser ud af forpligtelser uden for dig selv og findes således ikke på en jordomrejse, på de sociale medier eller ved meditation.

Flere begrænsninger

Som løsningsmodel på nævnte udfordringer anviser Schwartz blandt andet muligheden for at pålægge sig selv begrænsninger i stedet for at søge oprør mod enhver form for begrænsning eller forpligtelse og endvidere efterstræbe og anerkende det middelmådige fremfor det perfekte.

Erkendelsen af, at mange mennesker bliver mere utilfredse i takt med, at deres valgmuligheder øges er nødvendig, hvis vi nogensinde skal finde tilfredshed i vores valg. For med tidens understregning af lykke som det højeste mål i tilværelsen kan man nemt foranlediges til at tro, at ens nuværende livssituation er utilfredsstillende.

Lykke eller mening?

Den canadiske psykolog, Jordan Peterson, arbejder i denne forbindelse med en adskillelse af det populære lykkebegreb fra et mere substantielt meningsbegreb. Det er Petersons påstand, at lykke er en midlertidig, uforudsigelig og overfladisk tilstand, der i ingen forstand kan tilfredsstille et menneske på et dybere plan. Du kan altid lykkeoptimere mere, end du gør i øjeblikket, træffe andre og bedre valg – og lykke er således som målestok i konstant udvidelse.

Du kan ikke målrette en tilværelse med lykke som pejlemærke, og hvis du alligevel gør, så ender du i fiasko. Lykken kommer og går – meningen består. Derfor bør vi plante os selv i byrder og ansvar, der på et mere eksistentielt plan tilfredsstiller os som mennesker.

Det kan eksempelvis være i ansvaret overfor dit land, din familie, dine børn, din ægtefælle eller dit lokalsamfund. Din kontekst placerer dig i ansvar – eller som man engang ville sige, i kald og stand.

Rodfæstethed

Netop konteksten får betydning i en tid, hvor mange indleder livet som en isoleret brik i en fortælling, de slet ikke er fortrolige med. Sognepræst og forfatter Sørine Gotfredsen opridser i hendes bog Løft blikket denne pointe og forklarer, hvordan vores udgrænsning og marginalisering af det traditionelle risikerer at manifestere sig i en følelse af rodløshed.

Mennesket har brug for et sted, hvor de hører til, og det kan muligvis være svært at skabe fundamentet for en sådan følelse i en tid, hvor vi har udgrænset det nationale som anker i vores fælles bevidsthed. Historien er ikke længere bindeleddet mellem generationerne, familierne er blevet opløst og lokalkulturen og de små lokalsamfund er blevet opslugt i centralisering og statslig styring:

Det kan være svært at fæstne sig i en verden, hvor man ikke for alvor føler sig placeret i slægtens gang eller historiens hele. Hvor individualitetens kraft kan trække os i alle tænkelige retninger, og hvor en ophøjet myndighed som det forpligtende samlingspunkt er blevet fortrængt fra den fælles bevidsthed. (Gotfredsen)

Der vokser ingen top på det træ, der har fået rødderne skåret over, siges det – og det er måske netop kendetegnende for vores tid. Kendskabet til de søjler, der tidligere konstituerede vores fællesskab, er blevet ufattelig fattigt – og en generel viden om eksempelvis historien, kristendommen, litteraturarven og sangskatten som påmindelse om, at vi deler både fortid og skæbne med andre end os selv, er et sjældent fænomen. De stærke civilsamfund og de nære familiære relationer er blevet erstattet af andre og til tider mere overfladiske fællesskaber.

Børn kommer tidligere i institution længere tid ad gangen i forventning om, at en pædagog kan have en tilnærmelsesvis ligeså stor kærlighed, omsorg og omhu for børnene, som barnets forældre ville kunne have. Robustheden og det identitetsmæssige fundament skabes i de nære relationer, og særligt de første år af et menneskes liv er uhyre vigtigt i resten af tilværelsen.

Overfladiskhed

Netop overfladiskheden er interessant i debatten om stress og andre sindslidelser. Forfatteren Nicholas Carr sætter fokus på akkurat dette tema i hans bog The Shallows fra 2010. Heri uddybes det, hvordan den voksende brug af digital teknologi og internet er med til at rekonstruere vores hjerner, så vi ikke læser i dybden, men tværtimod vænnes til overfladisk informationssøgning. Cellerne i hjernen får ændret fysiologi og virkemåde. Den moderne internetbruger er så vant til ultrakorte arbejdsintervaller og konstante distraktioner, at man får svært ved for alvor at fordybe sig og finde sindsro.

Vi bevæger os fra dybdeborende tankevirksomhed til overfladiske distraktioner. Det har kolossal indvirkning på stressniveauet, da man hele tiden vil have en oplevelse af travlhed uden samtidig at have et klart og veldefineret mål. Konstante adrenalinudløsninger som følge af stress kan føre til vedvarende depressive tilstande og kan således risikere at være én af de helt store årsager til stressepidemien blandt unge. Som insekter skøjter vi hen over vandet uden nogensinde at dykke ned under overfladen.

Overfladiske relationer

På samme måde er det værd at overveje, om også vores evne til at fordybes i meningsfulde relationer er blevet svækket. I et hav af mennesker, og et stort fokus på selvet og den overfladiske oplevelse af lykke, kommer man med Søren Krarups ord nemt til at reducere andre mennesker til værktøjer for fremkaldelse af oplevelser. Hvis de mennesker, vi omgiver os med, i højere grad er midlertidige bekendtskaber, der skal pleje vores behov for oplevelser og midlertidig lykke, risikerer vi at underkende vigtigheden af de helt tætte bånd. Bånd, der muligvis ikke gør dig til den mest interessante, unikke eller lykkelige person, men som tilfører livet den dybe mening.

Potentialet for dyb mening udspringer naturligvis simultant af potentialet for dyb smerte og sorg, men det er et livsvilkår, man må acceptere, hvis man vil have noget grundlæggende ud af tilværelsen. Lidelse er en naturlig del af den menneskelige væren. Det er måske ikke så åbenlyst, hvis man primært anskuer sine medmennesker gennem de sociale mediers selektive glas, hvor man måske nemt kommer til at skamme sig over sin egen lidelse. Målet bør i denne forbindelse være at finde en dybere mening i tilværelsen, der retfærdiggør livet på trods af lidelsen. Hvis din livsfilosofi er hul og meningsløs, når lidelsen rammer, så bliver du nemt bitter, fjendtlig og destruktiv.

Individualisme

Vi lever i en tid, hvor individet er øverste myndighed i eget liv, og hvor vi har taget et opgør med mange af de institutioner, normer og autoriteter, herunder også vidensautoriteter, der tidligere virkede som rettesnor i tilværelsen. I stedet for at afsøge mening i ydre forpligtelser og fællesskaber, er det tidens motto, at meningen skal afsøges i det indre.

Tidligere var det sådan, at man som individ blev født ind i en ramme, der på forhånd var med til at definere din identitet. I dag er det op til individet selv at definere og skabe denne, og man har således ikke længere noget udgangspunkt, hvorfra man kan vælge. Uden en trædesten som afsæt for identitetsskabelsen, bliver vi som mennesker rodløse og flakkende. Vi kan ikke træffe gode beslutninger i et vakuum, hvorfor vi har brug for de kulturelle, familiære og religiøse sæder og skikke til at vejlede os i tilværelsen. Mennesket er ikke en autonom tabula rasa, der uden kontekst og rødder kan træffe fornuftige valg i livet.

“Disse uendelige vidders evige tavshed skræmmer mig”, skrev den franske tænker Blaise Pascal. Pascal mærkede allerede dengang et ubehag ved en verden, hvor mennesket i højere grad blev set som kilde og udgangspunkt for egen meningsskabelse. I oplysningstiden blev menneskets iboende fornuft ophøjet til højeste myndighed for tilværelsen, og man tog således langsomt et opgør med de institutioner, der ellers konstituerede både den menneskelige erfaring og den menneskelige kilde til mening.

Denne udvikling fortsatte op gennem 1800-tallet med det moderne gennembrud og kulminerede i 68’ med ungdomsoprøret, hvor man for alvor arbejdede på at sætte mennesket fri af traditionens besnærende kræfter og frigøre det fra det overleverede, så det i ubundet frisind kunne udvikle sig i uafhængighed. Ud af denne opløsning voksede troen på, at livet handler om at finde det ekstraordinære i selvet – fremfor at lade identiteten vokse ud af en forankring og en forpligtelse.

Det sande og det gode

Udviklingens legitimitet hviler på en tiltro til menneskets evne til selv at definere det sande, det gode og det meningsfulde – uden en bevidsthed om, at vi står på skuldrene af mennesker, der kom før os selv. Uden et kendskab til de historier, fortællinger og normer, der akkumulerer en universel erfaring om menneskelivet, der er langt større, end hvad vi nogensinde selv vil kunne tilegne os. Det er det myterne, de bibelske fortællinger og historien har som moralsk formål – de lærer os noget universelt og brugbart og fylder det værditomme rum med mening og formål. Hvis ikke man kender sit lands historie og tradition, kunne man nemt foranlediges til at tro, at man selv bærer på alt det væsentlige. Nationalitet, modersmål og religiøse rødder er kilder til identitet, uden hvilken man kan miste en del af den livgivende og betryggende grund under fødderne: ”Vi er fnug i den store fortælling, og det er først og fremmest som ét led i den, at man kommer til forståelse af sin betydning” (Gotfredsen).

Alvorlige trusler

Faren ved de alt for åbne horisonter er således ikke en ubetydelighed. Den er alvor.

Livet bæres af dybere kulturelle og mellemmenneskelige rødder, og derfor er både overfladiskheden, valgfrihedens tomrum, eksistentialismen samt opgøret med historiens erfaring reelle trusler mod ethvert menneskes sindsmæssige velvære.

Meningen findes først, når vi i pligt og ansvar tager byrder på vores skuldre, arbejder hårdt og høster frugterne af vores indsats.

Det er muligvis uoverskueligt at finde tid til både cafébesøg, torsdagsbyture, overfladiske bekendtskaber, afleveringer og eksamenslæsning, men så er det netop her, man må gøre op med sig selv, hvad der er nødvendigt at prioritere, hvis man vil være i stand til at løfte sit ansvar nu og fremadrettet. Livet handler om mere end individets oplevelse af lykke her og nu. I stedet bør vi erkende vores bundethed, vores ansvar og de nødvendige begrænsninger for vores frie udfoldelse.

Dette er også Gotfredsen pointe i Løft blikket:

Desto mere man er beskæftiget med sig selv, desto mindre er blikket rettet mod den anden. At have opmærksomheden rettet mod sin næste kræver som forudsætning, at man ophører med at være så evigt optaget af sig selv og egne vilkår. Sagen er ikke, om du får udviklet dig optimalt, om du får realiseret dit potentiale eller om du bliver lykkelig. Sagen er ikke, om du kender dig selv. Sagen er, om du kender dit ansvar og din pligt og vil tage det på dig.

Mange af ovenstående årsagsforklaringer er kulturelle og kan således ikke nødvendigvis løses ved hjælp af politiske tiltag. Skolerne kan gøre deres ved at sørge for, at unge mennesker forlader skolen med en solid grundfaglighed i både dansk, matematik, historie og kristendom. På samfundsplan skal vi tage et opgør med forskrækkelsen for den arv, der i virkeligheden er med til at definere vores fællesskab, og forældre kan bidrage med en opdragelse, der fortæller deres børn, at identitet er noget, der vokser ud af forpligtelse – og således ikke skal findes inde i os selv eller i en overfladisk anerkendelse fra vores omgivelser.

13-tal og adgangskrav

Skal jeg alligevel som afslutning komme med to uddannelsespolitiske tiltag, der kan være skridt i den rigtige retning, vil jeg først og fremmest anbefale en genindførelse af den gamle 13-skala. Overgangen fra 13-skalaen til 7-trinsskalaen var en kolossal fejltagelse, da man tog et opgør med den indsats, der en sjælden gang excellerede – og i stedet gjorde det til ultimativt mål at være mekanisk pligtopfyldende og fejlfri. Det har betydet, at man i dag kan få topkarakterer alene ved at minimere sine fejl, hvorved man med systematisering kan opnå topkarakterer hver eneste gang. Dette skaber i særdeleshed en usund perfekthedskultur, hvor en uproportionelt stor andel studerende kan opnå topkarakterer – i stedet for at leve i erkendelsen af, at ingen af os altså kan excellere hver eneste gang, og at selv de mest pligtopfyldende elever må erkende deres begrænsninger.

Som supplement bør vi indføre et højere karakterkrav i gymnasiet. Gerne på 7, men minimum på 4. I netop samtalen om stress, angst og depression må vi erkende, at vi i mange år har akkumuleret alt for mange mennesker ind på gymnasiet og universitetet, der med sikkerhed havde fundet sig langt bedre til rette på diverse erhvervsuddannelser eller professionsbacheloruddannelser. Vi har brug for dygtige håndværkere, tømrere, sygeplejersker og skolelærere. Usikkerheden vokser frem, når mennesker ikke finder deres rette hylde, og derfor skal vi ikke være bange for at sætte en barre. Det er muligvis en begrænsning af den enkeltes valgfrihed, men som tidligere opridset kan en sådan begrænsning i mangen forstand være befriende.

Der er således mange årsager og potentielle løsninger på problemet med stress, angst og depression blandt ungdommen. Både på et kulturelt, samfundsmæssigt og uddannelsespolitisk plan. Kun én ting er sikker. Venstrefløjens løsninger er den sikre vej mod mere af alt det, de selv hævder at ville bekæmpe.

Mikkel Bjørn Sørensen er formand for Nye Borgerliges Ungdom og folketingskandidat for Nye Borgerlige.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside