Kaare Dybvad: Udkanten er selvskabt

27. juni 2019
23 minutters læsetid

Af cand.scient. folketingsmedlem Kaare Dybvad

Det centrale spørgsmål i enhver diskussion om udkanten må derfor også være, hvordan vi i Danmark har formået at skabe udkantsområder i et land, der burde være for lille og homogent til det. Hvorfor kan vi opleve, at hele landsdele bliver efterladt i stilstand, mens udviklingen går stadigt stærkere i hovedstaden og Østjylland?  I denne artikel vil jeg argumentere for, at en væsentlig del af problemet er skabt politisk. Jeg anerkender fuldt ud, at der på globalt plan er kræfter, der trækker imod en øget specialisering af arbejdsfunktioner, offentlige som private. Men denne specialisering tager sig enormt forskelligt ud fra land til land.

I Danmark – og en række andre europæiske lande – oplever vi en tilstrømning til byerne. I andre lande, som eksempelvis Irland, Norge, Italien eller Schweiz, går det den modsatte vej; der har provinsområder større tilflytning end hovedstæder og storbyer.er gives i Danmark ingen provinser”, konkluderede den liberale politiker Orla Lehmann under diskussionerne i årene op til den danske grundlovs vedtagelse i 1849.

Som Ejder-forkæmper havde budskabet selvfølgelig en særlig adresse til slesvigerne, som Lehmann ønskede skulle tale dansk i stedet for tysk. Men budskabet var også bredere: Danmark er et land – uanset tyskergrænsens dragning – der er for geografisk småt til at omfatte egentlige provinser.

Der er ingen landsdele i det nuværende Danmark, der rimeligvis kan sammenlignes med eksempelvis provinsen Andalusien i Spanien eller provinsen Norrland i Sverige, som har en selvstændig kultur, et sprog, en erhvervsstruktur eller andre væsentlige kendetegn, der adskiller sig fra hovedstrømmen. Når vi i Danmark taler om ”dialekt” er det faktisk forkert. Måske med undtagelse af enkelte sønderjyske eller bornholmske sprogstrømninger, er der i sprogvidenskabelig forstand nærmere tale om regionalsprog.

Denne forskel kommer ud af politiske beslutninger, der kan koges ned til en simpel ligning: Forholdet mellem de enkelte faggruppers ønske om stadigt større specialisering, set over for samfundets tab ved denne specialisering. For at starte med faggrupperne: I så godt som alle fag, ønsker man sig flere, der laver det samme som en selv. En dramalærer på et gymnasium vil foretrække et gymnasium med fem dramalærere over for et, hvor hun er den eneste. En læge med speciale i kirurgi ønsker sig at sparre med andre kirurger, og en anlægsgartner vil ofte foretrække en arbejdsplads med andre eksperter inden for feltet.

På det private arbejdsmarked løser det sig selv. Mange virksomheder specialiserer og samler produktion, men kun i det omfang, det giver mening økonomisk. Ofte vil produktionen blive samlet, hvor det er billigst, og derfor gavner private centraliseringer ofte provinsen. Men i det offentlige foregår det anderledes. Der besluttes det politisk, og man lægger ofte meget stor vægt på argumenter om synergi og faglig sparring.

Over for faggruppernes ønsker står lokalsamfundenes og det bredere samfunds behov. Det kan eksempelvis være ro og orden, der opretholdes af politiet, eller undervisning af børn og unge, der løses af uddannelsessystemet. Når man eksempelvis nu fjerner en lokalbetjentstilling fra et alment boligområde i Skælskør, er skælskoranerne ikke i tvivl om, at det vil betyde større omkostninger for samfundet:

Politibilerne skal køre fra Næstved for de småproblemer, som betjenten normalt kunne løse ved at gå en tur med sin hund. Den forebyggende indsats, der mangler, bliver i stedet betalt med langt større udgifter til de sociale myndigheder lokalt. Det samme så man, da man for nogle år siden imødekom de uddannelsesprofessionelles ønske om at lukke de mindre lærerseminarier, hvilket bl.a. gik ud over Haslev, Holbæk og Skaarup ved Svendborg.

I dag er der mange af dem, der tidligere ville have søgt ind som lærere, der ingen uddannelse får efter gymnasiet, samtidig med at der mangler lærere på de lokale folkeskoler. Samfundet betaler prisen for en faglig specialisering ved, at næste generation af folkeskoleelever på Sydfyn og Vestsjælland uddannes dårligere end den foregående.

Når Danmark har skabt sin egen udkant i et geografisk lille land, så skyldes det efter min opfattelse, at vi har sat både sparekrav og fagprofessionernes ønske om specialisering over samfundets behov. I Norge, og mange andre lande, gør man det anderledes, og der har man set en anden udvikling. Men for at give det fulde overblik over udviklingen, vil jeg i det følgende give et overblik over de to seneste kommunalreformers betydning for den geografiske udvikling i Danmark.

Da staten blev etableret lokalt

Som skrevet er det min ambition i denne artikel at påvise, at vores politiske valg har afgørende betydning i udkantspolitikken. Overvejelser omkring arbejdspladser, uddannelse og fritidsaktiviteter er afgørende for den enkelte, og netop disse aktiviteter er i stadig større grad reguleret politisk. Der, hvor aktiviteterne samles, flytter beboerne hen.

Den måske største af den slags politiske omvæltninger i den danske geografi kom med kommunalreformen i 1970. I næsten to århundreder havde grænserne for amter, købstæder og sogne været de samme. Sognekommunerne, der siden 1841 havde haft ansvar for blandt andet fattigvæsen og skoler, var stort set intakte. Nu blev 1388 købstæder og sognekommuner til 275 primærkommuner, der fik en lang række nye opgaver og blev forpligtet til at sikre, at lovgivningen fra Christiansborg også blev gennemført i landområderne.

De nye kommuner skulle have de administrative kræfter til at kunne drive en moderne folkeskole og minimum ét plejehjem, og de skulle kunne administrere de love, der blev udstukket i forbindelse med opbygningen af velfærdssamfundet i perioden. Det kan måske lyde helt naturligt i dag, men for datidens sogneråd var det en total omvæltning. Forfatteren Ove Korsgaard skriver i bogen Solskin for det sorte muld om sin far Axel Korsgaards indsats som formand for sognerådet i Karby-Hvidbjerg-Redsted Sognekommune på Mors. Før kommunalreformen blev sognet drevet med udgangspunkt i dets folkevalgte, suppleret med deltidsansættelser:

Sognerådsformanden kunne godt få lønnede medhjælpere, men der blev ikke opbygget en egentlig forvaltning i sognene. Som medhjælper ansatte Axel den kontrolassistent, der gennem en årrække havde rejst rundt på gårdene for at tage prøver af fedtindholdet i køernes mælk. Han hjalp med at føre kommunens regnskab i et kontor, som blev indrettet på Hvidbjerggaard [Axel Korsgaards gård]. Normalt kom han et par gange om ugen, men i spidsbelastningsperioder, især i forbindelse med årsopgørelser, kom han hver dag. Karby-Hvidbjerg-Redsted var en relativt stor kommune. Når selvangivelser og årsopgørelser skulle sendes ud, måtte mine søskende træde til for at få papirerne i kuverterne og skrevet navne og adresser udenpå.

Sognerådsformandens frivillige indsats var omdrejningspunktet for kommunerne, og borgerne kunne henvende sig til ham på hans bopæl. At være sognerådsformand betød derfor også, at man stillede lokaler og lejlighedsvis arbejdskraft til rådighed for sognet.

Med kommunalreformen i 1970 sluttede det, og kommunerne gik gradvist fra at være drevet af frivillige til at basere driften på en egentlig administration. Den administrative struktur skulle tilpasses forvandlingen af Danmark fra et landbrugssamfund til et industrisamfund og den offentlige velfærd og service, der fulgte med det. En opgave, der var for stor for sogne som Karby-Hvidbjerg-Redsted, som var baserede på frivillige kræfter.

Kommunecentre blev bærende

Kommunalreformen i 1970 medførte en stor decentralisering af både politiske beslutninger og administrative opgaver. Fra 1970 blev der oprettet nye kommunekontorer, nybyggede centralskoler, plejehjem og andre offentlige institutioner, der skabte hundredevis af nye arbejdspladser i hvert af de nye kommunecentre. Byer, som før var almindelige landsbyer, stationsbyer eller lokale servicecentre, voksede sig store gennem offentlige investeringer, nye parcelhuskvarterer, almene boliger og industriområder.

Alene i de første fem år efter reformen blev 87 nye administrationscentre – kommunernes nye rådhuse – indviet. Samlet var mere end halvandet hundrede byer på et halvt årti vokset ud af de gamle sognerådsrammer og blevet administrationscentre for den nærmeste omegn.

Byer som Svebølle, Nordborg, Billund og Fensmark skød op og skabte attraktive bysamfund, som tiltrak mange nye beboere. Ved kommunalreformens ikrafttræden i 1970 boede kun 10 % af danskerne i byer med mellem 1.000 og 5.000 indbyggere. Allerede i 1980, da de nye kommuner var fuldt udviklet, boede 20 % af danskerne i byer af den størrelse, og man havde dermed oplevet en ekstremt stor flytning af befolkningen på bare ti år. Ikke siden industrialiseringen var så stor en del af befolkningen flyttet fra én type by til en anden på så kort tid. De politiske beslutninger, man traf med kommunalreformen, betød, at befolkningen fulgte efter, ikke mindst på grund af de mange nye arbejdspladser.

Omkring årtusindeskiftet oplevede jeg kommunebyernes natur, da jeg som efterskoleelev boede i vestfynske Nørre Aaby, der samtidig var kommunesæde for Nørre Aaby Kommune. Midt på hovedgaden lå rådhuset, der husede den kommunale administration og var mødested for de 15 medlemmer af byrådet, med Venstre-borgmester Torben Knudsen i spidsen. Her traf man beslutninger om velfærden lokalt, om skolerne i Nørre Aaby og Båring, om plejehjemmet Kongshøjcentret, om hvem der skulle bygge den nye bro over Tunnelvej, om idrætsfaciliteterne i Vestfynshallerne og om de almene boliger på Bøgevej.

Rundt om den kommunale administration var en lang række arbejdspladser og funktioner, der enten udførte opgaver for kommunen, samarbejdede med den eller så en fordel i at ligge tæt på den gennemgang af medarbejdere og borgere, kommunens administration skabte. En lang række butikker lå side om side i den lille hovedgade, fire banker var repræsenteret i byen, ved stationen lå et mellemstort posthus, og i udkanten af byen havde fagforeningen SiD et kontor. Lokalavisen havde en lille redaktion i byen, og der blev rapporteret trofast fra kommunalbestyrelsens møder. Jeg ved ikke, hvem der stod for tilbygningerne til plejehjemmet Kongshøjcentret, Vestfynshallerne eller de andre bygninger, som blev opført i kommunens levetid fra 1970 til 2006. Men sandsynligheden taler for, at de var opført af lokale håndværksmestre, sådan som mindst halvdelen af de lokale rådhuse i kommunerne blev det, og på den måde holdt kommunen en række lokale håndværksmestre beskæftiget.

Nørre Aaby Kommune blev ved kommunalreformen slået sammen med Middelfart og Ejby Kommuner, så man fik den nye Middelfart Kommune. Det har sikkert været en fornuftig løsning for den lille landkommune, og efter sammenlægningen fik teknisk forvaltning til huse i rådhuset i Nørre Aabys hovedgade. Men på bare ti år forsvandt mange af de funktioner, der knyttede sig til kommunens egen selvstændige administration og politiske beslutningskraft. Jeg nævner det ikke for at klage over kommunalreformen, eller fordi jeg tror, at man havde haft lige så mange butikker og bankfilialer i Nørre Aaby, hvis man havde beholdt kommunen.

Jeg forsøger bare at understrege den grundlæggende pointe, at det betyder noget for udviklingen af arbejdspladser og dermed bosætning, hvordan man indretter den offentlige struktur. Når man har en kommunal administration med arbejdspladser og beslutningskraft lokalt, er man også med til at skabe andre arbejdspladser. Tømrermesteren, der får de lokale entrepriser, butikkerne, der lever af trafikken ved kommunen, fagforeningen, hvis største arbejdsgiver er kommunen, og lokalavisens redaktion og trykkeri, der forholder sig til de lokale sager, og hvis annoncer også betales af kommunen. De ting forsvinder, når man træffer politiske beslutninger om at centralisere arbejdspladser og beslutningskraft. Og når en del af arbejdspladserne forsvinder, så forsvinder en del af borgerne også med tiden.

Danmarkshistoriens største centralisering

Det var daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, der fik til opgave at gennemføre den seneste kommunalreform, der blev lanceret i 2004, og afsluttet administrativt i 2007. Den nye reform betød frihed til at vælge, hvem man ville lægges sammen med, men på den anden side en samlet plan for de nye ansvarsområder. De 98 nye kommuner skulle fremover bære langt størstedelen af de offentlige velfærdsopgaver, mens regionernes egentlige opgave ville være at udvikle det offentlige sundhedsvæsen. Det betød samtidig, at 170.000 offentlige ansatte skulle skifte arbejdsgiver mellem kommuner, amter, regioner og stat som følge af den ændrede opgavefordeling.

I de politiske taler, der fulgte reformen, udlagde man den som en decentralisering i den forstand, at man med de større kommuner fik stærkere forvaltninger, der kunne levere flere velfærdsydelser tæt på borgerne. Men når man ser på effekten ude i virkeligheden, var det først og fremmest en centralisering: De gamle kommuner blev lagt sammen til større kommuner, amterne blev lagt sammen til de større regioner, og opgaver blev flyttet fra både kommuner og amter til staten.

Hvis man som eksempel tog 100 ansatte, der før reformen var ansat i Storstrøms Amt med hovedsæde i Nykøbing Falster, ville 29 af dem efter reformen arbejde i en af de seks kommuner amtet indgik i, mens 58 af dem ville blive styret fra den nye region med hovedsæde i Sorø, og de sidste 13 ville være ansat af staten. På den måde kan man argumentere for, at nogle medarbejdere indgik i forvaltningen i eksempelvis Næstved Kommune og dermed kom tættere på deres lokalområde, men for mere end to tredjedele ville man være underlagt styring længere væk fra lokalområderne. Kombineret med flytningen af opgaver fra kommunerne til staten, gav kommunalreformen samlet ikke en decentralisering, men derimod en markant centralisering af det offentlige Danmark.

Med reformen lagde Danmark sig i spidsen, når det kom til størrelsen af kommunerne. I 2007 havde vi således langt større kommuner end de øvrige nordiske lande:

Reformen betød en historisk stor centralisering af vores demokrati og den offentlige sektor, hvor mere end hver tredje arbejdsplads findes. Allerede før reformen blev gennemført, blev den kritiseret for at vægte den økonomiske effektivitet og den faglige bæredygtighed for højt, og flere kommunaleksperter pegede på, at der ikke var væsentlige problemer med at løse velfærdsopgaverne i kommunerne.

Professor i offentlig regulering og administration Carsten Henrichsen konkluderer i en analyse af kommunalreformen, at det især var Christiansborg-politikerne, der ønskede kommunalreformen gennemført, selvom mange eksperter fandt effekterne tvivlsomme. Professor i statskundskab Poul Erik Mouritzen, der selv var medlem af kommissionen bag reformen, konkluderer endda, at strukturreformen var en ”skraldespand”, forstået på den måde, at en masse forskellige ønsker fra forskellige parter blev tænkt ind i reformen. Herunder blandt andet fordi den danske centraladministration havde mistet magt til både EU og kommunerne gennem de seneste år, og ønskede at trække noget af den tilbage.

Min påstand er ikke, at kommunalreformen overordnet set var dårlig, eller at vi skulle have beholdt de 271 kommuner, der eksisterede indtil 2006. Det kunne lige så godt have endt med, at opgaver var blevet centraliseret, fordi de enkelte kommuner ikke kunne klare opgaverne, og det havde dermed ikke været en garanti for et mere decentralt Danmark. Min kritik går på den bølge af centralisering af funktioner, der fulgte med, og alle de efterfølgende reformer, der i alle tilfælde skabte større geografiske enheder, hvad enten det var skat, uddannelser, politi eller retsvæsen. Alt sammen tiltag og reformer, der i det store hele flyttede arbejdspladser og beslutningskraft væk fra lokalområderne og de demokratiske valgte, og ind til de store byer og bureaukratiske konstruktioner med bestyrelser og direktioner med egen beslutningskraft.

Arbejdspladserne blev centraliseret

Kommunalreformen og de efterfølgende reformer ramte hårdt i mange områder. Egon Plejdrup, der dengang var borgmester på Mors, var i 2009 gæst i radioprogrammet Krause på tværs. Som borgmester havde han i de første år efter kommunalreformen mistet 80 lokale skattemedarbejdere, der var flyttet til andre kommuner, den lokale domstol og størstedelen af de lokale politibetjente:

… nu tager jeg retten igen som blev flyttet til Holstebro: De advokater, vi har i Nykøbing, og som opholder sig der i generationer, de bliver der nu nok, jeg tror ikke, de flytter nogen steder, men når den nye generation, de skal bosætte sig, hvor bosætter de sig så? Så bosætter de sig lige ved siden af retsbygningen, som ligger i Holstebro, de kommer altså ikke til Nykøbing.[1]

Allerede i 2005, før selve kommunalreformen trådte i kraft, blev blandt andre Morsø Kommunes 80 medarbejdere koncentreret i 30 skattecentre, der styres fra staten. Hvor kommunerne før var myndighed og arbejdsgiver på skatteområdet, blev det nu direkte underlagt centraladministrationen. En beslutning, som i lyset af de omfattende skandaler i SKAT virker fatal i forhold til tilliden til den offentlige sektor.

Men skattecentrene er netop et eksempel på, at det ikke kun er de konkrete arbejdspladser, men også beslutningskraften, der er afgørende. Hvor man før reformen havde en kommunal skatteadministration, der var underlagt kommunalbestyrelsen, var den nu underlagt SKAT og i sidste ende Skatteministeren. Det er ikke ligegyldigt, hvem der træffer beslutningerne, og da ledelsen i SKAT i 2014 gennemførte en lukning af hver tredje skattecenter, var byer som Svendborg, Struer, Holbæk og Korsør på listen. Selv skattecenteret i Ringkøbing, der i lang tid fungerede som et godt eksempel på, hvordan man kunne flytte statslige arbejdspladser til yderområder og samtidig fastholde det faglige niveau, har oplevet flere nedskæringer, siden det blev etableret.

Selvom der samlet set måske er sket en styrkelse af kommunerne lokalt, er der i rækken af reformer centraliseret i en grad, vi ikke har set siden indførelsen af enevælden. Men hvad der er lige så vigtigt – der er centraliseret beslutningskraft i blandt andet skatteadministrationen, som gør, at beslutninger træffes centralt af embedsmænd med endelig godkendelse af ministeren. Et område, der før blev styret lokalt af folkevalgte, er nu i høj grad kontrolleret af embedsmænd på Slotsholmen.

Skandinavisk mester i tilflytning til de store byer

Når vi centraliserer arbejdspladser og uddannelse, betyder det også, at befolkningen flytter efter. Det har vi ikke mindst set i forbindelse med de seneste ti års centraliseringer af Danmark. Mens vores kommunalreform i 1970 var med til at styrke decentraliseringen og skabe mange nye lokale administrationscentre, gik det altså anderledes med reformen i 2007. Mange mindre byer mistede deres centerstatus, og deres arbejdspladser og beslutningskraft blev flyttet til den nye hovedby. Selvom mange kommuner gjorde som Middelfart og lod de mindre byer huse dele af forvaltningen, var beslutningskraften og det lokale center endegyldigt nedlagt, og de små byers indflydelse på det offent lige i lokalområdet var svækket markant.

Mens vi i årtiet efter kommunalreformen i 1970 så en eksplosiv befolkningsvækst til de nye kommunebyer, har det samme været tilfældet, når vi ser på de første otte år af den seneste kommunalreform. Men denne gang er væksten i byer med mere end 20.000 indbyggere, der både er blevet centerbyer i de nye kommuner, og som blev begunstiget af statslige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner i de efterfølgende reformer.

Til gengæld ser det skidt ud for de mindre byer med under 5.000 indbyggere, der var centre for den kommunale administration i størstedelen af de danske kommuner før 2007. Hvor de i perioden 1996-2006 voksede hurtigere end befolkningen som helhed, er det siden gået stærkt den modsatte vej. De mindste byer og landdistrikterne, der siden kommunalreformen har oplevet skolelukninger og forringelse af velfærdsydelser og kollektiv transport, er hårdest ramt.

Sammenligner man befolkningsudviklingen med vores nabolande Norge og Sverige, foregår der en helt anden udvikling hos dem. Godt nok vokser hovedstæderne også der, men de små byer med under 5.000 indbyggere har i vores nabolande en markant vækst, mens landdistrikterne taber befolkningen fire gange hurtigere i Danmark sammenlignet med Norge. Der er altså god grund til at tro, at de seneste ti års centraliseringspolitik har sat sit spor i det danske bylandskab. Ligesom ved kommunalreformen i 1970 følger borgerne de politiske beslutninger: Man har gjort det langt mindre attraktivt at bo i de mindre byer, og befolkningen er derfor langsomt begyndt at flytte fra dem.

Ofte bliver tilflytningen fra de små danske byer til de store ikke forklaret med politiske prioriteringer, men som en del af en global tendens. Min påstand er derimod, at der måske er en global tendens, men at den er svagere, end vi tror, og at kommunalreformen og de efterfølgende reformer af blandt andet uddannelse og retsvæsen har gjort udviklingen mere ekstrem end i noget andet europæisk land.

Når vi alligevel nogle gange i Danmark fremlægger urbaniseringen som en global tendens alene, så er det ikke tilfældigt. Professor i samfundsøkonomi Sven Illeris konstaterer i sin bog om regionaludvikling, at:

… mange nordiske, hollandske og britiske forfattere, der i de sidste årtier har fremhævet storbyernes overlegne vækst, [har] også overdrevet denne, mange forfattere har generaliseret erfaringer fra deres eget land til at gælde hele den vestlige verden.[2]

Der er altså, i følge en mand, der har beskæftiget sig med europæisk regionaludvikling i 50 år, en tendens til, at vi i Danmark og Nordeuropa stirrer os blinde på vores egne storbyers vækst og ikke fokuserer på det bredere europæiske billede. Vi lider af nærsyn, når vi diskuterer centralisering, hvor man i andre lande tager et langt bredere perspektiv.

Frederiksberg-Lemvig-paradokset

Spørgsmålet er derfor også, om det giver mening at vælge den ekstreme kurs, som Danmark har fulgt. Eller om det omvendt er mere hensigtsmæssigt at investere i lokalsamfundene og de kvaliteter, der findes der, sådan som man gør i de fleste europæiske lande.

Her er uddannelsesområdet et godt billede på styrken i de mindre samfund. I den offentlige debat kan man få det indtryk, at unge i provinsen ikke tager en uddannelse, mens det forholder sig modsat for de unge i hovedstaden. Således kunne man i 2010 læse i Politiken, at ”unge mænd, der er vokset op vest for den jyske højderyg, er ofte lige så dårligt integreret som de tyrkiske gæstearbejdere, der kom hertil fra den anatolske højslette i 1960’erne: De er alt for dårligt uddannede og bliver derfor dybt afhængige af offentlige overførsler.”

I virkeligheden forholder det sig lige omvendt. Den offentlige forskningsinstitution KORA har undersøgt andelen af unge, der får en ungdomsuddannelse, efter hvor de boede som 15-årige, og resultatet er overraskende. Kort fortalt er der to områder, hvor mange unge får en ungdomsuddannelse: I de rige kommuner nord for København og på den jyske vestkyst, mens de fleste af de ringeste kommuner ligger i hovedstadsområdet. Københavns Kommune er næstringest, på trods af at Københavns befolkning i mange år har været ressourcestærk.

Rigtig interessant bliver det, hvis man tager Frederiksberg Kommune og sammenligner med nordvestjyske Lemvig. For hvordan kan det være, at Frederiksberg, hvis borgere er de længst uddannede og blandt de rigeste, alligevel er den syvendedårligste af alle 98 kommuner? Og hvordan kan Lemvig, hvis borgere omvendt har en indkomst under landsgennemsnittet, og hvor der er langt flere ufaglærte og færre akademikere end resten i af landet, alligevel klare sig markant bedre?

Det er konventionel visdom blandt uddannelsesforskere, at længden af dine forældres uddannelse har størst betydning for, hvor lang uddannelse du selv får. Hvis dine forældre har en lang videregående uddannelse, er der under 5 % sandsynlighed for, at du ikke får en ungdomsuddannelse, mens den samme sandsynlighed er tæt på 40 %, hvis dine forældre er ufaglærte. Men i forholdet mellem Lemvig og Frederiksberg er det altså omvendt. På Frederiksberg, hvor flertallet af forældre har videregående uddannelser, er det 24 % af de unge, der ikke får en ungdomsuddannelse, mens det samme er tilfældet for kun 12 % af de unge i Lemvig, hvor langt størstedelen af forældrene er ufaglærte og faglærte.

Jeg har ofte spurgt publikum til mine foredrag til forklaringen på Frederiksberg-Lemvig-paradokset. Nogle fremhæver den stærke efterskolekultur i Vestjylland, mens andre påpeger, at der er flere ufaglærte jobs i hovedstaden, som ikke medfører prestigetab. Mange kan se sig selv i et ufaglært arbejde på et spillested som voksen i København, mens det er mindre smart at servere hotdogs på den lokale tank i Nordvestjylland.

Andre peger på andelen af indvandrere fra tredjeverdenslande som en forklaring på, at lemvigerne klarer sig bedre end frederiksbergerne. 4,6 % af borgerne på Frederiksberg har statsborgerskab i et tredjeverdensland, mens Lemvig er nede på 2,8 %. Men selvom der især er væsentlig forskel på danske og indvandrede mænds uddannelsestradition, så er det langt fra nok til at forklare den store forskel.

Det, som flest påpeger, og som jeg selv tror, er en stor del af forklaringen, er, at man simpelthen bliver mere motiveret til at uddanne sig i de små lokalsamfund, som Lemvig Kommune består af. Man kender hinanden, man har forventninger til hinanden, og man giver gerne en hjælpende hånd til folk, der har det svært. Men man forventer til gengæld, at alle gør deres bedste. Det er essensen af lokalsamfund, og den er ikke væsensforskellig fra Lemvig til Ballerup eller Gentofte. Men den adskiller sig markant fra de mere anonyme storbysamfund, som tæller de kommuner, der klarer sig ringest i forhold til deres befolkningssammensætning: København og Frederiksberg.

Paradokset er, at vi betragter de store byer som steder, hvor risikoen for ikke at få en uddannelse er mindst, mens det i virkeligheden er omvendt. Fra politisk hold gør vi det samtidig mere attraktivt at bo i disse storbysamfund – og er dermed med til at undergrave den danske uddannelsestradition, som er en forudsætning for et velstående samfund uden store sociale forskelle. Vi stiller ejere af lejligheder og andelsboliger væsentligt bedre skattemæssigt end ejere af parcelhuse.

Og vi investerer milliardbeløb årligt i de store byers offentlige transport, mens folk på landet betaler store afgifter på deres biler og på benzin. Der er gode forklaringer på disse tiltag sag for sag, men overordnet set er perspektivet besynderligt. Vi burde i stedet tilskynde folk til at bo i de små lokalsamfund, der ud fra mange parametre fungerer bedre.

Frederiksberg-Lemvig-paradokset er et af de mere overraskende billeder på, hvordan små lokalsamfund fungerer bedre end anonyme storbyer, men der er selvfølgelig mange andre: Der er langt flere kriminelle og mere kriminalitet i de store byer sammenlignet med lokalsamfundene, der er en langt stærkere iværksættertradition i de mindre samfund, og der er ifølge blandt andet Stanford University[3] langt mindre sandsynlighed for at få stress og angstlidelser, hvis man bor i en mindre by, ligesom ens børn har større risiko for at få stress, for hvert år af deres barndom de bor i en storby. På det samfundsøkonomiske plan har det tilmed vist sig, at de vigtige danske eksportvirksomheder ligger uden for de store byer, og at de store centraliseringer i 00’erne har gjort det sværere for dem at finde den nødvendige, kvalificerede arbejdskraft.

I nationale initiativer og i lovgivning har den underlæggende præmis været, at fremtiden lå i livet i byerne. Som det gælder for uddannelses- og arbejdsmarkedspolitikken er det en stående sandhed i de lærdes tyranni, at der er tale om et objektivt vilkår, som vi bliver nødt til at indrette os efter. Men virkeligheden er, at denne nødvendige politik først og fremmest tjener den kreative klasses egne interesser over for andre grupper i samfundet. Hvis vi også i fremtiden skal have et tillidsfuldt, trygt og socialt sammenhængende samfund, er der behov for at gøre op med den lovgivning og de ulemper, som den kreative klasse har skabt for dette lands stærke lokalsamfund det seneste årti.

Hvorfor opretholde provinsen?

Siden jeg udgav min bog Udkantsmyten, har jeg holdt mere end 100 foredrag rundt om i Danmark og Norge. Et af de polemiske spørgsmål, jeg ofte møder fra dem, der ønsker centralisering, er, hvorfor det giver mening at opretholde landsdele, der kan synes økonomisk urentable. Mit svar er normalt, at det er i provinsen, at man opretholder vores eksportindustri, og at man der faktisk også er bedre til at få unge mennesker til at tage en uddannelse, sådan som Frederiksberg-Lemvig paradokset viser.

Men jeg vil også gerne tilføje et argument af en mere principiel karakter. Jeg synes, det er en overvejelse værd, hvorfor danskere, der egentlig kunne arbejde i udlandet til en bedre løn, alligevel vælger at arbejde i Danmark. Er man ingeniør hos Rambøll, er arbejdssproget engelsk, og eksempelvis læger kan uden problemer få ansættelse i lande, hvor de kan få en højere indtægt.

Når de alligevel vælger at blive i Danmark, tror jeg det skyldes den helhed, som vores land udgør. Vi er det lykkeligste, det mest tillidsfulde, det mindst korrupte, et af de mest velstående lande i verden, og der er relativt kort afstand mellem rig og fattig. Men det, der binder os sammen, er ikke kun økonomi og offentlige institutioner. Det er også den værdi, der ligger i fortællingerne om vores kultur og vores landsdele. Udflugten til Bornholm i 7. klasse med både rundkirker, Andersen-Nexø og Hammershus. Oprøret mod svenskerne og svenskerhusene, som broderlandet skænkede efter russerne bombede Rønne i 1945. Og det samme kunne skrives om Sydfyn, Sønderjylland eller København. Der ligger en sammenhængskraft i vores landsdele, som vi risikerer går tabt, hvis vi overlader dem til Låsby-Svendsen og storbønderne alene. Det er en del af vores arv, som vi ikke kan lade gå til i ren nyttelogik.

I andre lande tager denne forståelse også en mere konkret karakter. Når nordmændene giver store tilskud til folk, der flytter til Finnmark tæt på den russiske grænse, så handler det ikke kun om kultur. Det handler også om, at Norges argument for at hævde suverænitet over Finnmark er betinget af, at der bor mennesker i området, der betragter sig som norske. Hvis flertallet i stedet betragtede sig som russere, vil det få store konsekvenser på lang sigt.

Den slags problemer er vi fritaget for i Danmark, men ambitionen om at have et sammenhængende land er ikke ren romantik. Den stærke tendens til et stadigt mere opdelt land er på lang sigt farlig, fordi den underminerer den forståelse for andre grupper i samfundet, der er afgørende for vores stærke tillidskultur.

En konkret udvikling, der sker for tiden, er udryddelsen af det, man kunne kalde kulturborgerskabet i købstæderne. I mange byer i Danmark oplever man, at de institutioner, der tidligere har haft ledere, som betød noget i byen, er forsvundet. Politimesteren, obersten, seminarierektoren, museumsdirektøren, de amtslige og kommunale ledere og overlægerne på hospitalet er centraliseret væk. Tilbage er ofte mange mennesker, som er økonomisk velstående, mens folk med stor kulturel interesse samler sig i stadig færre byer.

Den udvikling skaber flere farlige tendenser. For det første begynder vi at opleve, hvordan kulturlandskaber og historiske bymiljøer bliver ødelagt, fordi dem, der hidtil forsvarede dem, ikke findes lokalt mere. Det var eksempelvis tilfældet med Ringkøbing Gamle Skole, der for nogle år siden blev revet ned for at bygge en Aldi-butik, og der er masser af tilsvarende eksempler rundt om i landet. Når først man ødelægger historiske miljøer, forstærker man udviklingen, simpelthen fordi folk med kulturinteresse vil finde byen mindre interessant, og vælge bopæl et sted, hvor der værnes mere om det kulturelle og historiske.

Resultatet vil være, at der dels ikke længere sidder nogen til middagsselskaberne i Ringkøbing, der kan forklare meningen i at finansiere Det Kongelige Teater, fordi de, der interesserer sig for højkultur, ikke har nogen rimelig chance for beskæftigelse i området og derfor ikke bosætter sig der. Og omvendt vil der i de københavnske studenterkvarterer ikke sidde nogen til middagsselskaberne og forklare, hvorfor det er en fordel for Danmark at have en virksomhed som Vestas liggende i Ringkøbing. Simpelthen fordi folk, der arbejder i industrien, ikke har råd eller lyst til at bo i København, og industriarbejdspladserne derfor forsvinder. Landet bliver delt, og vi mister hver især forståelsen for de værdier i vores samfund – hvad enten det er industri eller højkultur – der er vigtige for, at vores samfundsmodel kan hænge sammen.

På den måde, vil der ske en polarisering og en opdeling geografisk i vores land, som er uden fortilfælde, siden man startede genopbygningen af Danmark i slutningen af 1800-tallet. Det er netop blandingen af håndens og åndens folk, der har skabt den succesfulde samfundsmodel, vi har i Danmark, og det er et af de tab, vi risikerer at lide, hvis vi ikke i tide tager udviklingen alvorligt. For Lehmann havde ret i, at der ikke i Danmark gives provinser. Lad os investere i hele landet og dermed sikre, at der heller ikke bliver det i fremtiden.

Kaare Dybvad (f. 1984) er cand.scient. i geografi fra Københavns Universitet. Han er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og forfatter til bøgerne Udkantsmyten (2015) og De lærdes tyranni (2017)

 

[1] Krause på tværs, P1, 16. december 2009.

[2] Sven Illeris: Regional udvikling, regionplanlægning og regionalpolitik i Danmark og Europa, 2010

[3] Bratman, Gregory N. m.fl.: “Nature experience reduces rumination and subgenual prefrontal cortex activation”, 2015: http://www.pnas.org/content/112/28/8567.abstract

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside