Litteratur: Det ville klæde de frelste at se indad

21. maj 2019
5 minutters læsetid

Af Anne-Marie Vestergaard

Der afholdes en stor bogmesse i Paris hvert år, og den har ofte haft et land og dets litteratur som æresgæst og tema. I år var det derimod Europa som var æresgæst, og mange arrangementer havde Europa og dets udfordringer som tema.

I messeprogrammets introduktion talte man om Europas problemer med populisme, nationalisme og racisme. Europas værdier hævdes at udgå fra et fundament af pluralisme og tolerance, og derfor var programmet og arrangementerne tænkt ind i den ramme.

Det handlede åbenbart om at bekæmpe ondet, som jo i den optik var ”det antieuropæiske”. Præmissen bag syntes at være at hvis bare man læser gode bøger, får man ikke ukorrekte, ueuropæiske tanker. Det var nok ikke tilfældigt med sådan et oplæg til en bogmesse et par måneder inden valget til EU-parlamentet.

At mange fremragende forfattere var inviteret til messen, deriblandt en forrygende Orhan Pamuk – som jeg selv oplevede – er en anden sag. De store forfattere er heldigvis selvkørende. Parallelt med Europa-temaet var der påfaldende mange stande for eksotiske lande, således også for Saudi-Arabien, der tydeligvis var på kulturel charmeoffensiv, komplet med ”Tusind og en nats”-stemning og medbragt historiefortællerske(!).

Hvad er en europæisk forfatter

Avisen Le Monde lod i et stort tillæg forskellige forfattere forsøge at definere hvad det vil sige at være en europæisk forfatter.

Den franske forfatter Camille Laurens lægger ud. Hun er anfægtet af populisme her og der og alle vegne, på vej til Brexit-England, hvor hun skal deltage i et arrangement om kvinder i litteraturen, på kvindernes internationale kampdag, selvfølgelig.

Hun starter med at remse en kanonrække af europæiske forfattere op, ældre og moderne, og beklager i samme moment at kvinderne mangler, hvorefter hun nævner et par stykker. Af moderne europæiske forfattere nævner hun blandt andre Fernando Pessoa, Claudio Magris, Ismael Kadaré, Milan Kundera, Salman Rushdie, Orhan Pamuk og Elfriede Jelinek. Laurens mener selv at hun er rundet af en fælleseuropæisk kulturarv præget af humanisme og demokratiske værdier.

Hun drømmer om et metaforisk europæisk territorium, et imaginært Schengen, uden grænser og konturer, helt uden tvang. Litteraturen skal være fri og grænseløs, kun sådan kan man bekæmpe forskellige former for kulturel indelukkethed og intolerance.

Den moralsk overlegne forfatter

Laurens skriver tydeligvis ind i en kontekst af folkelig indvandrerskepsis og kritik af EU’s håndtering af migrantkrisen. Dermed er hun med til at sætte sig selv og andre forfattere i en moralsk overlegen position, hvor de andre (læs: de udannede og ikke-læsende) er underlegne og uværdige til samtale og diskussion.

Man kender den position fra forfatterkredse i Danmark, hvor Carsten Jensen til stadighed sidder på den højeste hest og skuer ned på de grimme almindelige danskere der er bekymrede over konsekvenserne af indvandring og fejlslagen integration. Men han er langt fra den eneste i Danmark.

Laurens’ definition af europæisk litteratur som værende grænseløs er en rammende karakteristik, og hun nævner da også ikke-europæiske forfattere der har det samme litteratursyn.

Hun abonnerer reelt på en moderne opfattelse af sprog og litteratur som de færreste forfattere og litterater i og udenfor Europa vil være uenige i. Men kæden hopper af når hun nærmest rituelt dæmoniserer visse bevægelser og strømninger i dagens Europa.

Hun kobler umærkeligt litterær og kunstnerisk grænseløshed med en hævdelse af en vision om Europa (og verden) hvor diversitet – et i sandhed belastet ord der ofte dækker over manglende kritik af religiøs fundamentalisme og anti-moderne livsstil i hjertet af Europa – samt respekt for den fremmede Anden hersker.

Moralen lister sig ind i Laurens’ artikel, på trods af hævdelsen af litterær og mental grænseløshed. Laurens har tydeligvis nogle meget bastante grænser i sin egen litterære og politiske bevidsthed. At forestille sig at nogle af de europæere der stemmer på populister, har en overordentlig god grund til det, ligger udenfor hendes fantasi og forestillingsevne.

Skakspillerne

Den gode litteratur og kunst er i sandhed grænseløs, det kender vi alle til. Intet menneskeligt er litteraturen fremmed, deri består grænseløsheden, hvorfor moral og politik som parametre er irrelevante. Det er også derfor kampen mod identitetspolitiske og feministiske bortcensureringer er så vigtig.

I foråret 2016 var jeg i Lissabon og fik mulighed for at fordybe mig i Fernando Pessoas forfatterskab, netop en af Laurens’ kanonforfattere. Den modernistiske lyriker konstruerede forskellige forfatterpersonaer med selvstændige livsforløb, måske som udspaltninger af ham selv eller som en leg med identiteter.

Et af pseudonymet Ricardo Reis’ digte hedder Skakspillerne, og siden jeg læste det en sen nattetime i gamle charmerende Lissabon, under indtagelse af portugisisk rødvin og sardiner, har det digt været som en fredsforstyrrer, en sten i skoen og et ekko af mine værste mareridt.

Min læsning af digtet har været affektiv og det som litterater som jeg selv normalt ville kalde upræcis og selektiv, det kan jeg sagtens se ved genlæsning. Men oplevelsen viser også at god litteratur lever og virker forskelligt alt efter person og kontekst, og at intet menneskeligt er den fremmed, selv de mest uhyrlige situationer og scenarier.

I digtet fortæller jeget om en gammel historie fra Persien, hvor to skakspillere sidder fuldstændig upåvirkede udenfor byen mens fjenden invaderer den, og plyndringer, voldtægter og mord står på. Midt i digtet står der, i Peter Poulsens oversættelse:

”Skønt skrigene blev båret til dem af den trøstesløse vind, og de, ved nærmere eftertanke, burde have vidst, at det var deres egne koner og deres kære døtre, som blev voldtaget ikke så langt fra hvor de sad, skønt der, netop mens de tænkte på det, tegnedes en let skygge fremmed og vag i deres ansigter, vendte deres rolige øjne snart fortrøstningsfulde og opmærksomme tilbage til det gamle skakbræt.”

Jeget slutter af med at hylde livets lethed og dets unyttige glæder, symboliseret ved skakspillet. I digtet alluderes der til Epikurs have og hans filosofi om livet som nydelse og fravær af smerte. Kynismen og provokationen er vel typiske modernistiske træk, tænker jeg ved genlæsning. Men digtets konkrete historie bliver alligevel hængende i min bevidsthed den dag i dag, som en idiosynkrasi, selvom jeg for længst har aktiveret mit analytiske apparat.

Ekstremismen er en mulighed for alle

Få måneder inden mit besøg i Lissabon havde jeg som så mange andre modtaget nyheden om masseovergreb mod kvinder i Køln nytårsaften, hvor politiet stod nærmest magtesløse. Lignende historier dukkede op blandt andet fra Sverige, oprindeligt skjult af myndighederne. I alle sagerne havde gerningsmændene til de organiserede masseovergreb en fremmed baggrund. Det virkede som en krigserklæring mod frie europæiske kvinder.

Det er ikke svært at forklare digtets virkning på mig som anfægtet kvinde og mor, men selvfølgelig også som dansk og europæisk borger der i forvejen oplevede problemer med indvandring og handlingslammede, perplekse politikere. Samtidig kunne jeg dengang og nu sagtens se fristelsen til nemme løsninger – og sågar til hævn og krig hos mig selv. Jeg kunne forvandle mig til selvtægtskvinde, ekstremist, en modstander af demokrati og menneskerettigheder.

Vi rummer som europæiske mennesker alle den mulighed, også de frelste på venstrefløjen.

Litteraturen er og bør være grænseløs, som et spejl for den enkelte og menneskeheden, og som skaber af mulige verdner vi kan træde ind i. Den gode litteratur skaber rum for (selv)refleksion. Det ville klæde de frelste at de også så indad i stedet for at udskamme de politiske modstandere. Selvindsigt, empati og fantasi er nødvendige egenskaber, både som menneske og borger.

Og grænsedragninger i den virkelige verden er en helt anden sag, så fri os fra luftig EU-ideologi og forfattere som nyttige idioter!

Fik jeg fortalt at Camille Laurens blandt andet har skrevet om overgreb og voldtægt i sit forfatterskab?


Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Anne-Marie Vestergaard

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp.

Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside