“Jordan Peterson vs. Slavoj Zizek” eller “At lære hinanden at kende foran 3000 tilskuere”

16. maj 2019
4 minutters læsetid

Af Magnus Sinding-Jensen

To af verdens mest berømte og kontroversielle intellektuelle – psykologen Jordan Peterson og filosoffen Slavoj Žižek – mødtes for nylig i Toronto til det, som er blevet kaldt ’århundredets debat’. Emnet var: Lykke: Marxisme vs. kapitalisme og mere end 3000 entusiaster havde købt billetter til tårnhøje priser. Der var lagt op til det helt store brag.

De to debattørers fremtoning kunne næsten ikke være mere forskellig. Žižek ligner ærligt talt noget katten har slæbt med ind – eller måske rettere noget katten har hostet op, en hårbolle med kraftig østeuropæisk accent. Peterson derimod grev Dracula, lige opstået velfriseret og ulastelig af sin kiste og trådt ind på scenen. De to intellektuelle sværvægtere blev introduceret til stormende bifald, og særligt Žižeks to (!) doktorgrader udmærkede sig blandt publikum.

Kritik af Det Kommunistiske Manifest og kapitalismen

De to kombattanter indledte med et 30 minutters oplæg, og Peterson havde besluttet at bruge sin tid på at pille Det Kommunistiske Manifest fra hinanden, som var det en studerendes skriftlige opgave, der skulle rettes. Ti af manifestets aksiomer blev taget under kærlig behandling, herunder ideen om historien som en klassekamp, den naive tro på proletariatet som frelsende engel og den urimelige kritik af kapitalismens mål om profitmaksimering.

Så blev det Žižeks tur og man tænkte, at nu ville der komme en ripost på Petersons kritik af Marx. Men nej, Žižek havde ikke tænkt sig at forsvare marxismen i nogen nævneværdig grad.

Žižek indledte i stedet sin karakteristiske, hæsblæsende talestrøm med at påpege sit og Petersons fællesskab, som består i, at de begge er blevet lagt for had af den politisk korrekte venstrefløj. Dernæst formede talen sig som en kritik af kapitalismens manglende evne til at løse de store problemer, som mennesket står overfor – særligt klimakrisen og biogenetik blev fremhævet – men også en kritik af ideen om lykke som et mål i sig selv. Psykoanalysen lærer os, sagde han, at mennesket vil gøre alt for at sabotere sin lykke. Det værste der kan ske er, at vi får det vi vil have.

Noget kunne tyde på, at Peterson ikke var helt forberedt på hvem det var han skulle debattere med, og man kan undre sig over, at han udelukkende valgte at fokusere på det kommunistiske manifest i sit oplæg. Peterson ved meget om totalitarisme, men virkede ikke til at have et særlig indgående kendskab til marxistisk teori. Slavoj Žižek er dybt inspireret af den kontroversielle psykoanalytiker Jacques Lacan, og man skulle tro, at Peterson ville have været i stand til at rette en mere effektfuld kritik af denne del af Žižek tænkning. Den udeblev.

Forbrødring

De to herrers oplæg skød altså fuldkommen forbi hinanden, og Peterson udbrød undrende: ”You’re a strange marxist to have a conversation with” – og det var svært at finde hoved og hale i Žižeks monolog, også for Peterson. Žižek tæppebomber lytteren med pointer, så man til sidst ikke ved, hvad der er op og ned på noget som helst.

Efter at det indledende slag var udkæmpet – mest på hver sin slagmark – udviklede samtalen sig i overraskende retning. Det viste sig nemlig, at de to tænkere kunne finde meget at være enige om. Peterson var enig i at kapitalismen ikke kan løse alle problemer vi som menneskehed står overfor og at den derfor må reguleres. Žižek var enig i Petersons indledende kritik af Det Kommunistiske Manifest ideer.

Men især var de enige om, at lykke ikke er et mål i sig selv, men en sideeffekt ved at gøre det meningsfulde. Peterson beskrev det som en slags nåde, der kan komme over en, når man ud fra et individuelt perspektiv tager maksimalt ansvar for lidelse og ondskab i verden. En typisk Peterson-pointe. Žižek udtrykte sympati for dette synspunkt, dog med det forbehold, at det netop er det samme, som totalitære ideologier opfordrer individet til: at ofre sig i den højere sags tjeneste. Altså falsk bevidsthed.

Apokalypsen

En anden forskel var, at Žižek var klart mere pessimistisk omkring menneskehedens evne til at løse de problemer, den står overfor. Han sagde blandt andet: ”in spite of protests here and there we will probably continue to slide towards some kind of apocalypse, awaiting large catastrophes to awaken us. So I don’t accept any cheap optimism.”

Denne udtalelse var et eksempel på debattens mærkværdige karakter, eftersom Žižeks proselytter reagerede med latter og jubel på ordene, som var det et stort show og ikke gravalvorligt ment.

Man kan ikke sige, at der var en vinder af debatten. Måske ikke engang, at det var en debat – snarere to personer, der lærte hinanden at kende foran 3000 tilskuere. Hvad kunne man så bruge debatten til? Peterson håbede, at folk vil forlade arrangementet med en fornyet tro på det gode i, at folk med forskellige synspunkter kommunikerer.

Žižek håbede, at folk ville se, at der var et alternativ til politisk korrekthed på den ene side og alt-right-bevægelsen på den anden, og som han sagde: ”Please, if you are a leftist: Don’t feel obliged to be politically correct. Think! Don’t be afraid to think!” Det kan man sådan set ikke være uenig i.


Magnus Sinding-Jensen er cand. mag. i historie og socialvidenskab fra Roskilde Universitet, hvor han blandt andet har beskæftiget sig med digteren Helge Rode og livanskuelsesdebatten i 1920’erne. Han underviser i samfundsfag i gymnasieskolen og vil bidrage med artikler om kulturkamp, identitet og idehistorie.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside