Vi har brug for dansk EU-modstand

28. maj 2019
5 minutters læsetid

af Mikael Brorson

Valget til europaparlamentsvalget er overstået, og det er tid til at gøre status. Danskerne har belønnet de EU-positive og klima-alarmistiske partier: Både Socialdemokratiet og Venstre er gået frem, men også De Radikale og SF har oplevet stor fremgang, imens Dansk Folkeparti fik et katastrofevalg og gik fra 4 mandater til blot 1 og Folkebevægelsen mod EU helt blev forbigået.

Hvor blev EU-modstanden af?

Der er således ikke meget EU-modstand, endsige skepsis, at spore i vælgerhavet (hvilket også understreges af den store opslutning om EU blandt danskerne). En oplagt grund hertil er selvfølgelig Brexit og det kaos, som det britiske parlament er blevet kastet ud i. Hermed fremstår EU som en sikker havn, og troen på, at Danmark kan stå udenfor EU, er følgelig blevet svækket.

Dertil kommer for det første klimaforandringerne, hvor noget nær en religiøs vækkelsesbevægelse har rejst sig, kastet al sund fornuft overbord og kaldet på øjeblikkelig handling; i løsningen af dette problem tiltænkes EU en afgørende rolle. Derudover opfatter nogle – det gælder f.eks. Generation Identitær, der som bekendt går mere op i at forsvare Europa end at forsvare Danmark – en styrkelse af EU’s ydre grænser som det bedste værn imod migrationsstrømmene, og sidst, men ikke mindst, opfatter mange et stærkt EU som den bedste måde hvorpå man kan imødegå fremadstormende stormagter som f.eks. Kina.

Partierne

Måske er det også derfor, at EU-modstanden mere eller mindre forstummede i denne EP-valgkamp. DF har f.eks. kun sjældent og relativt nødtvungent talt om Danmarks fremtidige tilknytning til EU, og taler i det hele taget ikke gerne om at forlade EU, men blot om en afstemning. Ellers vil de trække EU i en ny retning – og det vil de gøre i den italienske indenrigsminister, Matteo Salvinis, nye højrealliance (European Alliance for Peoples and Nations), som DF netop er indtrådt i. Også her vil man reformere EU indefra i retning af et “nationalstaternes EU” (hvilket mildest talt må siges at være et oxymoron).

Hos Folkebevægelsen mod EU har man kunnet spore en mere principiel EU-modstand, men den har været udtalt venstreorienteret og har primært drejet sig om, at EU skaber social dumping og en uambitiøs klimapolitik; man kunne næsten frygte, at Folkebevægelsen mod EU ikke var så EU-kritiske, hvis blot EU var mere venstreorienteret. Her kniber det således også med den reelle EU-modstand, og Enhedslisten er følgelig blevet opfattet som et bedre alternativ.

Venstre og Det Konservative Folkeparti er i denne sammenhæng næsten ikke værd at nævne. Venstres EU-politik er i høj grad EU-positiv, og det samme må siges at gøre sig gældende for DKF, ganske godt eksemplificeret af Pernille Weiss, som (udover ikke at blive det mindste bekymret over 10 millioner flygtninge) sidder i Europabevægelsens hovedbestyrelse.

Summa summarum: EU-modstanden – i hvert fald den borgerlige – er helt og aldeles forstummet. Skepsis er der mere af, men modstanden er næsten umulig at opspore.

Genopliv EU-modstanden!

Det efterlader os med et ganske særligt ansvar, nemlig en genoplivning af EU-modstanden, først og fremmest fordi EU kort og godt betyder afskaffelsen af Danmark som suveræn nationalstat. Med vores medlemskab af en overnational union kan italienere, spaniere, rumænere og andet godtfolk de facto sætte sig over folketinget – og dermed også det danske folk – i danske spørgsmål. Det så vi eksempelvis for nylig med indførelsen af øremærket barsel til mænd; en beslutning, som danskerne ikke fik lov til at være med i, men som vi nu må leve med, uagtet om vi kan lide det eller ej. Det nationale folkestyre er sat ud af kraft, og magten udøves langt, langt borte.

Dernæst kommer grænsespørgsmålet. Et minimum, hvis man vil pryde sig med betegnelsen suveræn nation, er at kunne beskytte sin egen grænse, men heller ikke det kan vi som medlemmer af EU. I dag må politikerne hvert halve år allernådigst bede om tilladelse til at forlænge den midlertidige grænsekontrol – og Danmark kontrollerer således sin grænse på EU’s nåde. Senest har Venstre så meldt ud, at de nu vil gøre grænsekontrollen permanent – men den danske regering må altså først ned på knæ i EU og bede om en ændring af hele Schengen-samarbejdet.

At ville løse dette ved at ændre EU indefra er imidlertid en umulighed. Det er intet mindre end utopisk, og det er skadeligt, når f.eks. DF og European Alliance for Peoples and Nations holder myten om en ændring af EU indefra i live. EU har altid og vil altid bevæge sig imod en stadig snævrere union, som det hedder i Maastrichttraktaten, for EU lider af et enormt demokratisk underskud, som bl.a. kommer til udtryk ved parlamentets begrænsede beføjelser og den ikke-folkevalgte kommissions store magt (derfor hjælper det heller ikke, at EPP’s og S&D’s flertal er blevet brudt; særligt ikke, når flertallet kan etableres med ALDE). Man kan således nok stemme fornuftige mennesker i europaparlamentet, men man kan ikke dermed ændre institutionens natur.

Truslerne udefra

Men hvad så med klimaforandringerne, migrationen og Kina?

Hvad førstnævnte angår, afholder vi allerede klimakonferencer på verdensplan, og skal vi endelig gøre noget ved det globale CO2-udslip skal det ikke ske på europæiske plan (EU udleder kun omkring 9% af verdens CO2); samtidig er det store fokus på klima i EU primært et skandinavisk og nordeuropæisk fænomen.

Hvad migrationskrisen angår er Europas ydre grænser selvsagt vigtige, men selv under antagelse af, at man kunne nå til enighed om et Fort Europa ville problemet ikke være løst, for der ville stadig være fri bevægelighed til Danmark fra europæiske lande med store (og voksende), ikke-vestlige befolkningsandele – det er en både bedre og mere realistisk løsning først og fremmest at lukke den danske grænse.

Og frygter man Kina og andre stormagter er det selvfølgelig klart, at også europæisk samarbejde (udover særligt vores NATO-samarbejde) er vigtigt, men EU styrker ikke Europa, tværtimod. F.eks. risikerer en bund under selskabsskatten at stoppe den konkurrence mellem europæiske nationer, som ifølge historikeren Niall Ferguson har været afgørende for, at Vesten blev så overlegen en civilisation, som den blev. Samtidig er EU snarere en fjende end en ven af Europa, for EU er et ensretningsprojekt, imens Europa netop er kendetegnet ved sin rige mangfoldighed af (dette har David Gress eksempelvis peget på i EU – Europas fjende). Af samme årsag minder EU mere om et imperium, som skaber uro i det Europa, hvis styrke er kulturelt homogene nationalstater (hvilket f.eks. Kasper Støvring har gjort opmærksom på i Fortællingen om fredens Europa).

Med andre ord: Der er brug for en genopvækkelse af dansk EU-modstand, ikke bare i form af lunken skepsis og reformønsker, men reel modstand imod EU’s hegemoni over og knægtelse af Danmark som suveræn og selvstændig nationalstat.


Mikael Brorson er stud.theol. ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside