En opgivende vælgers guide til Europa-Parlamentsvalget

14. maj 2019
5 minutters læsetid

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Så er festen i gang! Dobbelt valgkamp – hvad mere kan man ønske sig? Jo, lidt hjælp til at finde ud af, hvor man skal sætte sit kryds, når det skal være. Dertil findes der et utal af valgtest

(se f.eks. DR’s folketingsvalgtest her og europaparlamentsvalgtest her, Altingets her hhv. her og Informations måske lidt mere interessante test, der bygger på den faktiske stemmeafgivelse i den forgangne folketingsperiode her og Informations valgtest til Europa-Parlamentet her).

Alle disse valgtest skal selvsagt gennemføres med en vis varsomhed, så derfor kommer her et kort supplement i form af en kort – og ganske overfladisk – guide gennem nogle af de mere prominente kandidater til valget til Europa-Parlamentet (man må jo tage ét valg ad gangen).

Som vælger kan lidt hjælp nemlig være ganske nødvendig. Europa-Parlamentet får stadig mere indflydelse, men det betyder ikke, at kandidatfeltet i samme omfang afspejler denne tyngde og magt – valgene betragtes af mange som andenrangsvalg, selvom der faktisk er ind til flere meget gode grunde til at interessere sig mere for Europa-Parlamentet og dets medlemmer.

Men hvordan skal man som borgerlig vælger rundet af en almindelig sund skepsis over for føderale fusentasterier forholde sig til de kandidater, der drømmer om én af Danmarks 13 pladser i Europa-Parlamentet?

Når man kaster sig over besvarelsen af det spørgsmål, kan man desværre hurtigt forfalde til resignation. Oplevelsen af, at der er langt mellem snapsene, trænger sig nemlig hurtigt på. Men lad os kigge lidt på dem alligevel, kandidaterne. Jeg har her begrænset mig til Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Folkebevægelsen mod EU.

Venstre

Venstres spidskandidat Morten Løkkegaard sidder allerede i Europa-Parlamentet og håber således på genvalg. Morten Løkkegaards mærkesager giver ikke anledning til videre opmærksomhed; få borgerlige vælgere vil således f.eks. være imod at stoppe migration eller styrke frihandel.

Men ser man nærmere på, hvad Morten Løkkegaard gjorde til sin mærkesag i den forgangne parlamentsperiode, får man et noget andet indtryk: Morten Løkkegaards store projekt de seneste fem år har nemlig været at tage initiativ til kulturprojektet ”New narrative for Europe”. Dette gik ud på – med hjælp fra kunstnere og kulturpersonligheder rundt om i Europa – at skab en ny og positiv fortælling om EU. Den danske bidragsyder til projektet var journalisten Per Nyholm, som bl.a. læsere af Jyllands-Posten vil kende som en stærk fortaler for et stærkere, bredere og mere altomfavnende EU.

Onde tunger ville således kalde det et klassisk propagandaprojekt, men det er Morten Løkkegaard ikke så overraskende uenig i. Hvorom alting er, så giver Morten Løkkegaards engagement i dette projekt et meget godt indtryk af, hvad der ligger denne parlamentariker på sinde.

Samtidig skal man huske, at Venstre i Europa-Parlamentet er en del af den liberale gruppe, ALDE. Det er samme gruppe som Det Radikale Venstre, og gruppens overordnede politik vil for mange almindelige danskere minde betragtelig mere om de radikales noget særegne form for liberalisme og forkærlighed for EU, end den man finder i Venstre og – ikke mindst – Liberal Alliance.

Så hvis man går rundt og savner ”en ny vision og identitet for det europæiske projekt, baseret på kulturelle værdier og fælles historie” (citeret fra denne artikel i Ræson om Morten Løkkegaards projekt) – ja, så er Venstre vejen frem.

Liberal Alliance

Hos Liberal Alliance har man valgt at opstille en (snart) forhenværende minister, nemlig kultur- og kirkeminister Mette Bock. I vanlig stil har Liberal Alliance opsummeret deres politiske bud i fire forsimplede punkter. I lighed med Venstres overordnede europapolitiske mærkesager er disse formuleret så tilpas bredt borgerligt, at det for mange borgerlige vælgere vil være svært at være voldsomt uenig hele vejen rundt. Og læser man nærmere på Liberal Alliances generelle EU-politik (som man må formode, at Mette Bock står inde for), får man i øvrigt et fint indtryk af, hvad alliancen mener med ”konstruktiv og kritisk”, der er denne spidskandidats valgslogan.

Men – og det er i EU-politik et fuldstændig afgørende men – man må samtidig formode, at Liberal Alliance vil tilslutte sig den liberale gruppe i Europa-Parlamentet, ALDE. Ikke mindst fordi partiet førhen selv har sagt således. Og her er som sagt tale om en gruppe, der i den grad er betydelig mere ”konstruktiv” end ”kritisk”, når det kommer til udvidelsen af EU’s beføjelser og integrationen i almindelighed.

Så hvis man går rundt og er en smule kritisk over for stadig større magtbeføjelser til EU-bureaukratiet, men samtidig ikke har noget problem med at styrke Europa-Parlamentets måske mest føderalistiske gruppering – ja, så er Liberal Alliance vejen frem.

Det Konservative Folkeparti

Det Konservative Folkeparti er Danmarks eneste medlem af Europa-Parlamentets største gruppering, den kristendemokratiske / konservative gruppe EPP. Og hvorfor er det værd at nævne? Jo, det er det fordi, det vil være en stærk hæmsko for repræsentationen af danske interesser, hvis der ikke bliver valg en dansker til denne magtfulde gruppe.

Og derfor kan det i den grad undre, at de konservative har valgt at stille med et ubeskrevet blad som spidskandidat. En kandidat, der ikke har nogen erfaring med eller tidligere synderlig markeret sig som interesseret i europapolitiske forhold. Det har da også affødt den noget bizarre situation, at spidskandidaten af hensyn til erhvervslivet kastede sig ud i nærmest at invitere 10 mio. afrikanere til EU og efterfølgende måtte irettesættes på det kraftigste af sin egen partitop. Midt i en valgkamp.

De konservative har andre kandidater, der synes at have et mere solidt ideologisk udgangspunkt – f.eks. Kuzma Pavlov, der af og til skriver på disse sider – men udfordringen er, at stemmer på disse andre kandidater med al sandsynlighed vil gå til spidskandidaten, da der næppe vælges mere end én konservativ parlamentariker (hvis det da kommer så vidt).

Så hvis man ikke helt ved, hvad man vil – ja, så er de konservative måske vejen frem.

Dansk Folkeparti

Er man mere til den mere åbenlyst skeptiske linje, så er Dansk Folkeparti selvsagt et oplagt valg. Ikke mindst efter partiet har tilsluttet sig en ny europæisk partidannelse sammen med det polske regeringsparti PiS og det italienske Lega. Partiet er kommet godt fra start med masser af omtale, og det får da givetvis også et fint valg. Men spørgsmålet er, om det reelt vil være levedygtigt, idet den skepsis, som partiet repræsenterer, er fordelt på mange og ofte konkurrerende og til tider måske endda gensidigt udelukkende områder.

Dansk Folkeparti stiller med partiets retsordfører Peter Kofod Hristov som spidskandidat flankeret af det nuværende medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen og så Pia Adelsteen. Førstnævnte blev tilsyneladende hidkaldt efter et internt rivegilde forårsaget af Anders Vistisens lidt for åbenmundede ambitioner, mens Pia Adelsteen er taget med fordi… Ja, det står lidt hen i det uvisse.

Så hvis du gerne vil have mere skepsis, men ikke har noget problem med, at ingen kender ret meget til indholdet af denne skepsis, så er Dansk Folkeparti vejen frem.

Folkebevægelsen mod EU

Hvis man vil have den rene modstandervare, er der naturligvis også Folkebevægelsen mod EU. Denne liste har dog så tætte bånd til f.eks. Enhedslisten (de har også et valgteknisk samarbejde), at denne skribent personligt har meget svært ved at se den som et reelt alternativ for den borgerlige vælger.

Konklusionen herfra er, at dette valg ikke er nemt. Slet ikke nemt. Og man kan let foranlediges til at give helt op. Men når man samtidig – som jeg understregede til at begynde med – ved, at det kun får stadig større betydning hvem, der faktisk bliver valgt til Europa-Parlamentet, er resignation en luksus, man ikke rigtig kan tillade sig.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside