Vi kan ikke undvære karakterer

25. marts 2019
3 minutters læsetid

Man kan udmærket sammenligne karaktergivning med måling af bruttonationalproduktet. BNP er på mange måder en fejlbarlig opgørelse af et lands rigdom, men er alligevel ret uundværlig, hvis vi skal diskutere hvordan lande klarer sig økonomisk. På helt samme måde er karakterer og uddeling af karakterer en både fejlfuldt og svær proces, der ikke desto mindre er helt umulig at undvære.

Karaktergivning hører ikke hjemme i Folkeskolens lavere klasser, men fra udskolingen og op gennem ungdomsuddannelserne og på de videregående uddannelser er bedømmelse med karaktergivning en af de bærende søjler i vores uddannelsessystem. Det er det, fordi eleverne har brug for, og krav på, helt klare svar om deres anlæg og evner i de formative år, hvor man vælger hvilken vej man vil gå i livet.

Desværre er karaktergivningen under kraftigt angreb i disse år, særligt fra venstrefløjen. Jeg vil gerne vise her hvorfor disse angreb både er skadende for uddannelsessystemet, men egentligt også fejlagtige, fordi de bygger på grundlæggende forkerte analyser.

Tættest på sandheden

Selv om karaktergivning er baseret på en ufuldstændig proces, hvor ingen lærer kan forventes at have fuld information om hver enkelt elev, så er det alligevel sådan, at elever, der har høje gennemsnit, med al mulig sandsynlighed er bedre til akademiske sysler end elever med lavere gennemsnit.

Karakterer i enkelte fag kan selvfølgelig udvise en vis usikkerhed baseret på mange forskellige faktorer, men gennemsnittet vil altid afsløre elevens niveau. At niveauet og dygtighed så kan dække over både elever, der har gjort sig umage, men alligevel fejlet, og over elever som aldrig rigtig prøvede, det er så en anden diskussion.

Generelt har jeg aldrig i mit eget virke oplevet høje gennemsnit til udygtige elever eller omvendt. Det er da også sådan at evalueringsinstituttet EVA bekræfter at gennemsnit er en særdeles god forudsiger for, hvordan eleverne vil klare sig på de videregående uddannelse med hensyn til både frafald og efterfølgende job.

I øvrigt viser et studie jeg anvendte i en tidligere blog, at også elevernes innovationskompetencer forudsiges fint at et højt karakterniveau. Elever der får høje karakterer er bare generelt dygtige. Sådan er det.

Det klare svar

Der er dog endnu flere grunde til, at det ville være ødelæggende for uddannelsessystemet at fortsætte krigen mod karaktergivningen. Det er nemlig et langt mere forståeligt bedømmelsessystem end at lytte til kortere eller længere forklaringer fra akademikeruddannede gymnasielærere, der ofte bruger ord, begreber og vendinger der ligger ud over de sprogkoder som mange gymnasieelever behersker – særligt hvis de også er fra uddannelsesfremmede hjem.

En undersøgelse fra A4 viste i 2007 at op mod halvdelen af alle gymnasieelever oplevede en sprogbarriere mellem dem og deres lærere. Der er absolut ingen grund til at antage at denne barriere ikke også skulle forefindes i forhold til tilbagemeldinger om fagligt niveau og faglige præstationer.

En karakter er helt modsat meget, meget let at fortolke – igen: særligt for elever fra hjem uden bøger og klaver.

Det er da også min helt klare personlige erfaring at karakterer efterspørges. Jeg har selv flere gange arbejdet med perioder, hvor jeg ikke karakterbedømmer skriftligt arbejde, fordi jeg gerne ville have et andet fokus. Det er dog noget man som lærer skal være meget afklaret med, fordi der ofte opstår et pres fra eleverne for alligevel at få en karakterbedømmelse.

Det er samfundets skyld

Endelig er det også værd at kigge på den postulerede sammenhæng mellem karaktergivning og så de (helt reelle) problemer med trivlsel i livet, som lidt for mange unge døjer med i vores tid.

Hvor problemet er reelt og bør bekymre os alle, så er det næppe sandt at karaktergivningen er skurken.

I det store hele gives der det samme antal karakterer med nogenlunde samme frekvens, som da jeg gik i gymnasiet fra 1995-1998. Jeg har netop sammenlignet mit eget eksamensbevis med vores nuværende elevers, og bortset fra de to tidlige karakterer i grundforløbet, så er der i praksis ingen forskel.

Det er altså næppe karaktergivningen der har skabt problemerne med trivsel og pres som mange unge oplever – særligt pigerne. Det kan dog godt være at kilden til de unges problemer måske forstærker den nervøsitet og usikkerhed det at blive bedømt altid har været årsag til.

Skulle jeg her til sidst vove mig ud i en alternativ hypotese til den forværrede tilstand hos landets unge (selv om man skal huske, at de fleste jo stadig har det godt og er glade for livet) så ville jeg nok lede efter efterårsagerne i et krydsfelt mellem konkurrencestaten, SoMe-vaner og den proces Thomas Ziehe, Anthony Giddens, Zygmunt Bauman med flere beskriver som senmoderniteten eller postmoderniteten.

Det store meningstab der tager fart siden 70’erne, som tvinger unge individer ud i en rasende identitetsjagt helt uden kompas eller retningslinjer, kombineret med sociale medier der fungerer som identitetsforstærkere og generatorer, kombineret med ideen at eleverne i landets skoler ikke først og fremmest skal dannes for egen skyld, men skal lære nyttige kompetencer for at opretholde samfundsøkonomien og vores velstandsniveau. Det er en giftig cocktail.

Det er jo normalt ikke en borgerlig diagnose, at det er samfundets skyld, men hvis det er det der skal til for at redde karaktererne ud af skurkerollen, så må jeg tage det med i denne omgang.

Stefan Agger

Stefan Agger er lektor på Lemvig Gymnasium, samt tidligere kommunalpolitiker og folketingskandidat. Han skriver på Aarsskriftet-Critique.dk om uddannelse, dannelse og beslægtede emner.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside