Roger Scruton vs. Jordan Peterson: Transcendens på Youtube

11. februar 2019
7 minutters læsetid

Af Magnus Sinding-Jensen

Youtube er et mærkeligt medium. Efter at have pløjet sig igennem timevis af ligegyldigheder, falder man tilfældigvis over en samtale om det transcendente mellem den konservative filosof, Roger Scruton, og den vist nok liberale, men efter min mening ret konservative psykolog, Jordan Peterson, optaget i billedskønne omgivelser et sted på universitet i Cambridge.

Jordan Peterson sidder lænet frem, ulastelig, velfriseret, opmærksom og skarp – klar til at hugge postmoderne argumenter ned, hvor de viser sig. Roger Scruton sidder særdeles tilbagelænet, en konservativ vismand, ikke så ulastelig; hans brune slips er delt i to og løber noget vilkårligt ned over den lyseblå skjorte. Frisuren kan i bedste fald beskrives som unik: strittende i siderne, mens en betragtelig tot af pandehåret falder ned over panden. En fuglerede, der er god at klø sig i, når man skal tænke sig om.

En professor i teologi, der ser ud som om han er trådt direkte ud af en Dickens-roman, introducerer med afgrundsdyb stemme de to distingverede herrer:

“It’s an immense honour to introduce two of the foremost intellectuals of our age. These thinkers – one a philosopher, the other a psychologist – are spiritual writers, addressing the malaise of the soul in our culture.”

Ordene malaise og soul og culture i samme sætning! Man er fanget – klar til at lade sig flyde med.

Hvad er det transcendente?

Moderatoren lægger ud med det oplagte spørgsmål: Hvad er det transcendente? Svaret er dog ikke lige til. Scruton svarer i forlængelse af Kant, at vi kan forstå det transcendente negativt som noget, der ligger ud over grænsen for vores erkendelse. Dette synspunkt kan dog kombineres med et positivt syn; at der er andre måder hvorpå vi kan krydse denne grænse og kende det transcendente indefra. Han nævner personlige relationer mellem mennesker, som et eksempel: Når to individer henvender sig til hinanden, opstår der en forståelse (understanding) som rækker ud over det empiriske:

“When I address you, I know that I’m addressing something, which addresses me too, but from a place that I can never be. I couldn’t look at myself from those eyes, and I can’t capture the thing that is looking at me from those eyes, but nevertheless there are leaps of the imagination that can put me in your point of view, and from that point of view I can come to understand exactly what I am.”

Jordan Peterson supplerer med, at det transcendente er det, vi støder på, når vi erkender vores uvidenhed. Menneskets hjerne er skruet sammen således, at vi ser verden på den simpleste måde, der fungerer for os. Vi ser ikke tingene i sig selv, men derimod som vi husker dem. Men ind i mellem erkender vi, at der er mere end det, der møder øjet. Eksempelvis når en samtale med et andet menneske går galt og vi indser, at dette menneske ikke er som vi troede.

Scruton siger, at det i hans eget liv især er koncentrationen om den empiriske virkelighed, som på et tidspunkt skifter fra en sanselig forståelse til en vision om, at det kommunikerer noget til ham. Det er det, som litteratur, kunst og musik gør, når det er bedst. Og så følger en typisk Scruton-sætning: ”..a good writer will describe something in such a way, that the thing described has the soul of the reader in it.” Så langt så godt, tænker man. Måske en smule forvirret, men ikke desto mindre henført.

 Kærlighed til kulturen

Efterfølgende former samtalen sig som et forsvar for den kultur, der er blevet os overleveret, og en kritik den postmodernistiske epidemi på universiteterne – hvor man kun er interesseret i at pille denne kultur fra hinanden og vise, at alt er magt over og undertrykkelse af de svage.

Scruton kan som ingen anden forføre én til at ville det fineste og dybeste, som den vestlige kultur har at tilbyde. De Foucault-påvirkede humanistiske fakulteter har i dag altid fokus på at afsløre og tilbagevise den kulturelle arv, som udtryk for magt og undertrykkelse. Scruton bruger ordet debunking om denne tendens. Scrutons mission har derfor tværtimod været at finde måder at ’bunke’ – komme på ”bunking-explanations”, som han kalder det. og så følger endnu en Scruton-perle:

“.. and to recognize that we’re not around on this earth for very long, and we do have an obligation to find the things that we love and not the things we reject, and that the best ways towards them is to look at the things that other people have loved. That’s what a culture is: It’s the residue of all the things that people have thought worthwhile to preserve.”

Det er indbegrebet af Scrutons tænkning, og smukt er det.

Peterson er en mester i at afmontere postmodernismens ideer – især dens opfattelse af magt, som det fundamentale i vestens hierarkiske strukturer, som det eksempelvis kommer til udtryk i begrebet ’patriarkatet’. Peterson argumenterer for, at det ikke er magt, men kompetence, der betyder noget. Man taler jo ikke om VVS-mændenes eller massageterapeuternes tyranni. Der er ikke ”roving bands of tyrannical plumbers that go from door to door” og bestemmer, at folk skal hyre dem til at ordne deres wc. Nej, man vælger en VVS-mand, baseret på vedkommendes omdømme som pålidelig og dygtig.

Denne skelnen mellem kompetence og magt indkapsler det centrale i Petersons enorme popularitet: Hans kritik af postmodernismen og hans entusiastiske anbefaling, især til unge mænd, om at tage sig sammen, blive dygtige til noget og gøre sig nyttige for andre – blive kompetente mennesker, kort sagt. Peterson fortæller, at han på sin forelæsningsturne (han har besøgt omkring 100 byer) har bidt mærke i, at hans pointe om, at livets mening skal findes i forpligtelse og ansvar har været en åbenbaring for folk. Dernæst følger en typisk Peterson-opsang:

“Meaning isn’t happiness, it isn’t self-esteem, it isn’t momentary pleasure. It isn’t any of that. It’s the bearing of a sacrificial burden, and that actually works to enrich and ennoble your life in ways that makes the tragic element of it tolerable and keeps you from bitterness.”

Var han religiøs kunne Jordan Peterson have været en prædikant med mange disciple. Det er formuleringer som disse, sendt ud til millioner af fortabte sjæle igennem Youtube-mediet, som får især unge mænd til at rette sig op og rydde op på deres værelse.

De to taler ikke meget om det transcendente i en religiøs forstand, undtagen som noget, der er gået tabt, og har efterladt et tomrum i folk. Også postmodernismens proselytter går rundt med denne følelse af tab, ifølge Scruton: ”They know that they are missing something, but they don’t know quite how to identify it.”

Dette manifesterer sig som en følelse af, at noget er væk, og at nogen må have stjålet dette noget. Hvem? De succesrige – de, som trives i verden. Derfor disse misundelsesprægede og kultagtige knopskydninger på universiteterne, kønsstudier eksempelvis, hvis erklærede mål ikke er sandhed, men underminering af den eksisterende orden, uden noget positivt alternativ.

 En vej frem?

Hvad skal vi så gøre?, spørger moderatoren. Hvordan genopliver vi den fælles kulturelle ramme, som vi har mistet? Scruton henviser til det, som den kristne religion har lært os om tilgivelse og empati: At se vores nabo som os selv, og derfor os selv som blot en nabo. Begynd med at læse Anna Karenina, opfordrer Scruton, og indskyder: ”I know it takes a long time for a Facebook-addicted youth to read Anna Karenina, but there is still hope.” Og man går straks ind og bestiller bogen – der er stadig håb!

Det er forældrenes og skolens og universiteternes opgave at pege børn og unge i retning af det i vores kultur, som kan føre os mod det transcendente. Jordan Peterson mener, at det er akademikerens opgave at være en levende del af denne kulturelle tradition:

“People know that happiness is fleeting and that suffering requires a sustaining meaning. Everyone who’s lived knows that. And so to say: ”Well, here is some balm for the suffering and it’s profound and deep, and here is what it’s meant to me and here is how you can incorporate it into your life”. People are absolutely starving for that.”

 Scruton er enig og kontrasterer det til postmodernismens curriculum, som ikke er baseret på kærlighed, men til had mod denne kulturens balsam. Og man tænker uvilkårligt tilbage og overvejer, hvor megen kærlig til det bedste i kulturen, der blev overleveret én, da man læste på Roskilde Universitetscenter. Måske var det kun den ene gang, da Roger Scruton blev nævnt (men affærdiget) i et kursus om kosmopolitisme.

De to herrer er enige om alt, undtagen da musik og dans bliver fremhævet som en vej til det transcendente, som end ikke postmodernismen formår at pille fra hinanden. I den forbindelse fortæller Jordan Peterson om en koncert han var til med Punk-bandet Ramones, hvor lyden var frygtelig høj, og hvor unge, nihilistiske teenagere ’dansede’ rundt i en ’moshpit’ – en stor cirkel blandt publikum, hvor folk løber ind i hinanden.

Peterson ironiserer over, hvordan teenagerne ikke forstod, at denne dans jo transcenderede deres påståede nihilisme. Scruton er enig i at musik og dans kan være transcenderende, men er dog ikke med på dette eksempel: ”I beg to differ about the beauty of this particular experience,” som han tørt svarer.

Scruton er i det hele taget mere indbegrebet af kulturkonservatismen end Peterson er. Han taler som en, der har brugt hele livet på at finde mening i det bedste i kulturen. Det er transcenderende at høre ham snakke.

Videoen slutter, og man læner sig tilfreds tilbage, motiveret til at følge disse to intellektuelles vejledning, eksempelvis om at læse Anna Karenina.

Men hov. Var det ikke en video med folk, der snubler på deres skateboard?


Magnus Sinding-Jensen er cand. mag. i historie og socialvidenskab fra Roskilde Universitet, hvor han blandt andet har beskæftiget sig med digteren Helge Rode og livanskuelsesdebatten i 1920’erne. Han underviser i samfundsfag i gymnasieskolen og vil bidrage med artikler om kulturkamp, identitet og idehistorie.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside