Joachim B. Olsen har ret: Navnet betyder noget

1. februar 2019
5 minutters læsetid

Af Christian Egander Skov

Mens vi står på tærsklen til et hurtigt forårsvalg, er det spørgsmål, der optager de krigende fløje i den danske værdidebat: “hvad betyder navne?”. Mere præcist, hvad siger det om integrationen, at så få 3. generationsindvandrere fra 3. verdens lande navngiver deres bog efter danske navneskikke?

Det var Liberal Alliances Joachim B. Olsen – der aldrig har været bange for at støde til kuglerne i den danske integrationsdebat – som rejste spørgsmålet, da han for nyligt skrev på Twitter:

“Hvorfor er der ikke flere ikke-vestlige 3 generations indvandere, som hedder Ida, Emma, Oliver og Victor? Man må kalde sine børn, hvad man vil. Men jeg synes, det er tankevækkende, at ikke flere har traditionelle danske navne, når man på tredje generation bor i Danmark”

Til alles store overraskelse fyrede det op under de ellers så fredsommelige gemytter, der præger integrationsdebatten.

På Twitter fik Joachim B. Olsen læst og påskrevet af dette medies tvivlsomme husalfer. Joachim kommer af hebræisk. Og er altså ikke et dansk navn. Hvad med Jens og Anders spurgte den altid opvakte Jarl Cordua. Og man må svare, ja hvad med Jens og Anders? Skam dig, du kan ikke være liberal, hvis du vil diktere folks navne, lød det fra mange andre. Lystigt op ad bakke og ned ad bakke og rundt og rundt i ring.

Der er, som en anden af Liberal Alliances politikere Henrik Dahl påpegede, ingen, der som Joachim B. Olsen kan få folk til at opføre sig som idioter. Sandt. Og man må tilføje, at det er en god egenskab.

Nogle gange er der brug for, at nogen siger noget, der vender vrangen ud på folk, så man kan se, hvad de er gjort af. Og hvis man er så uheldig at være gjort af 100 procent idioti, ja så er det jo det man må vise.

Så lad os skære igennem idiotien.

Integration i 3. generation

For det første Joachim B. Olsens indlæg skal forstås i sammenhæng med den udskældte rapport om status på integrationen hos 3. generations indvandrere fra Undervisningsministeriet og Integrationsministeriet. Denne rapport havde benyttet sig af Danmarks Statistiks definition på 3. generation, som gør gruppen forholdsvis begrænset, idet personer, der har blot en forælder med dansk oprindelse ryger ud af statistikken. Også selv om dansk oprindelse kan dække over en anden generationsindvandrer født i Danmark og med dansk statsborgerskab.

Normalt er det højrefløjen, der kritiserer denne afgrænsning, fordi den – i hvert fald på sigt – giver et upræcist billede af Danmarks demografiske profil. Men i tilfældet med den ministerielle rapport var det så venstrefløjen, herunder forskere på landets universiteter, der slog sig i tøjret. For ved at benytte definitionen fra Danmarks Statistik, så ville man – påpegede de – få et for negativt billede af status på integrationen.

Man ville jo have skåret alle succeshistorierne væk, I ved dem hvor en indvandrer eller efterkommer fra et 3. verdensland gifter sig med en dansk tandlæge og får børn med fine tænder og en solid socio-økonomisk profil. Og det er rigtigt.

Indvendingen siger dog ikke noget om gyldigheden af rapportens resultater for den gruppe, der så blev undersøgt. Og her stod det som bekendt skidt til. Der er – som førnævnte Henrik Dahl gør opmærksom på – næppe tvivl om, at nogle forskere har forsøgt at afspore debatten om integrationen ved at stampe så meget i jorden, at alle fik sand i øjnene.

Ingen tvinges til at hedde Morten

Joachim B. Olsens indlæg er en fortsættelse af den debat. Og for nu at få en indvending af vejen. Det han siger, er jo ikke, at alle, der hedder Muhammed hellere må skynde sig at hedde Morten ellers så vanker der.

Det er ikke et iliberalt forsøg på at ekspandere det politiske ind i den frihedssfære som familielivet – også indvandrerens familieliv – må være i et frit samfund.

Nej, det er slet og ret en konstatering af, at det da egentlig er mærkeligt, at man ikke tilegner sig det lands skikke, som man nu engang har valgt at bo i, og som man har valgt skal være ens efterkommeres hjemland i al fremtid.

Nu skal jeg ikke kunne sige, om der også i Joachim B. Olsens konstatering ligger en moraliserende afstandstagen til dette forhold, men det er i og for sig ligegyldigt, i hvert fald hvis man er af den opfattelse, at integrationsdebatten er vigtigere end debatten om Joachim B. Olsen.

I sidste ende er det et metodespørgsmål slet og ret.

Navnet betyder meget

Og konklusionen først. Det er ukontroversielt at se på fornavne, når man vurderer integration eller assimilation.

Vi hverken kan eller skal tvinge Muhammed til at hedder Morten, men vi kan ud fra en almindelig common sense betragtning blive enige om, at den indvandrer, som vælger at kalde sit barn Morten har truffet et ret afgørende valg.

Om det er et godt eller dårligt valg, afhænger så af ens indstilling til integration vs. multikultur, men et markant valg er det.

I en stor undersøgelse fra Stanford har økonomen Ran Abramitzky således brugt tilegnelsen af en amerikansk navngivningskik blandt immigranter i den store migrationsbølge tidligere i det 20. århundrede til at undersøge, hvordan denne gruppe gradvis blev assimileret ind i samfundet.

Om metoden skriver de:

“Measuring cultural assimilation is a challenge because data on cultural practices—things like food, dress, and accent—are not systematically collected. But the names that parents choose for their children are collected, offering a revealing window into the cultural assimilation process.[2] Using 2 million census records from 1920 and 1940, we constructed a foreignness index indicating the probability that a given name would be held by a foreigner or a native.

For example, people with names like Hyman or Vito were almost certain to be children of immigrants, while youngsters with names like Clay or Lowell were likely to have native parents. In this respect, children’s names are signals of cultural identity. Giving a child an American-sounding name is a financially cost-free way of identifying with U.S. culture. Thus, we can trace the assimilation process by examining changes in the names immigrants gave their offspring as they spent more time in the U.S.”

Undersøgelsen byder også på en graf, der viser udviklingen.

Kilde: https://siepr.stanford.edu/news/what-history-tells-us-about-assimilation-immigrants

Som det turde være klart er der over tid, her blot i forhold til indvandrergenerationens ophold i USA, fremgang. Og Abramitzky konkluderer da også:

“lessons from the Age of Mass Migration suggest that fears immigrants can’t fit into American society are misplaced. It would be a mistake to determine our nation’s immigration policy based on the belief that immigrants will remain foreigners, preserving their old ways of life and keeping themselves at arm’s length from the dominant culture”

Altså assmiliation finder sted og derfor er frygten for masseindvandringen i dag også malplaceret, konstaterer rapporten. Dette nævner jeg blot for at understrege, at her ikke er tale om et eller andet lejlighedsdigt fra en immigrationshøg. Så altså ingen ko på isen dèr.

Men så tilbage til Danmark. Og nu en gåde:

Hvad betyder det så, hvis indvandrere generation efter generation bliver ved med at give deres børn udenlandske navne?


Christian Egander Skov er postdoktor ved NTNU og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.

 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside