Ytringsfrihed

Glem gini: Retfærdighed er vigtigere end lighed

4. februar 2019
4 minutters læsetid

En kollega i gymnasielærerbranchen bemærkede forleden at ulighed er et godt emne til samfundsfagsundervisningen i gymnasiet, fordi det rummer så mange tvetydigheder og nuancer: Man kan ganske enkelt sige meget lidt med sikkerhed om ulighed, uden at det, man påstår nødvendiggør et ”på den anden side…”. Dermed har man måske også antydet, at det er et emne, der hurtigt kan forplumres i den offentlige politiske debat, der sjældent er præget af nuancer eller tvetydigheder.

Jeg vil derfor i denne tekst foreslå, at man fjerner blikket fra ginikoefficientens forskellige bevægelser, og i stedet koncentrerer sig om at diskutere hvilke principper der bør gælde for den retfærdige fordeling af borgernes pladser i samfundets forskellige lag.

Ulighed – godt eller skidt?

Noget af det, der gør ulighed målt efter indkomstfordelingen i samfundet til et dårligt debatemne, er at det sjældent er særligt entydigt, om en stigende eller faldende ulighed er en god ting. For det første kan man pege på, at uligheden har en tendens til at falde i økonomiske krisetider, mens den omvendt stiger, når der er fremgang i økonomien. Det er forhåbentligt de færreste, der vil påstå at en ulighed, der falder pga. massefyringer og økonomisk krise er en god ting.

For det andet er der problemet med Bill Gates. Hvis han skulle flytte til Danmark, ville uligheden logisk set stige, men igen vil det være de færreste, der ville synes, at det var en dårlig ting. Bill Gates er trods alt både en garant for et forbedret skattegrundlag, samt en venlig og filantropisk mand.

Et tredje problem er, at uligheden stiger, når der er flere i samfundet, der lever som studerende – og dermed i en længere periode har en lav indkomst. Det er set i forhold til f.eks. 1980’erne ikke en ubetydelig faktor i ginikoefficienten, fordi så mange flere studerer i dag i forhold til for 30 år siden.

Et fjerde problem er indvandringen sådan som den har set ud i Danmark siden 1980’erne, hvor Danmark har modtaget mange tusind mennesker fra ikkevestlige samfund, der samtidig er udstyret med meget få kompetencer set fra et dansk arbejdsmarkedssynspunkt. Dermed parkerer indvandringen en masse mennesker ret permanent i de nederste indkomstlag, men sjovt nok er de samme mennesker, der er meget bekymrede for stigninger i uligheden også de samme som oftest forsvarer den nuværende indvandringsmodel.

Endelig er der selvfølgelig også den vinkel, at der faktisk sker skævvridning af indkomsterne mellem samfundets grupper, sådan at de svageste stilles svagere end de rige på grund af politiske beslutninger eller andre samfundsstrukturer. Den form for ulighed er de fleste forhåbentligt enige om kan være et potentielt problem.

Et måleproblem

Udover at det er svært entydigt at betegne bevægelser i indkomstuligheden som noget godt eller skidt, så er det også svært at blive helt sikker på, hvordan uligheden overhovedet bevæger sig. Det er ganske simpelt ikke nemt at måle.

Et glimrende eksempel på dette er, at man på den ene side f.eks. kan konkludere, at Danmarks Statistik har ret i at uligheden er steget mellem de laveste og de højeste indkomster, mens man på den anden side må give CEPOS ret i at de laveste indkomster er steget markant mere end de højeste indkomster siden år 2010. Der er selvfølgeligt tale om to forskellige måder at opgøre ulighed, begge er korrekte, men der findes ingen faglighed der kan afgøre hvilken en der er mest ’rigtig’.

Som jeg tidligere har beskrevet på bloggen, så er mennesket ikke noget særligt rationelt væsen, og ofte vil vores ubevidsthed have besluttet på forhånd om vi opfatter uligheden som et problem eller ej, hvorefter vi vil søge undersøgelser og statistik der kan bakke op om det vi allerede mener. Den mekanik er der rig lejlighed til at dyrke i et kompliceret emne som ulighed.

Hvad bør vi gøre?

Da ulighed selvfølgeligt er et vigtigt emne at diskutere i ethvert samfund, også et meget lige samfund som Danmark, så er det ærgerligt hvis det fortaber sig i en utydelig taldiskussion.

For vi bør jo hele tiden have diskussionen om, efter hvilke principper man bør fordele eller tillade samfundets ressourcer at blive fordelt i vores samfund, når man tager det som en præmis, at vi jo ikke fødes ens, og at naturen således fra start udstyrer os med ulighed i evner.

Grundlæggende bør samfundet f.eks. være meritokratisk, sådan at mennesker, der viser sig dygtige efter de parametre vi opstiller for det, også bør klare sig bedre end de udygtige, hvis alt andet er lige. Dygtighed kan i den forbindelse være mange forskellige ting som f.eks. akademiske evner, iderigdom eller entreprenørskab.

Det bør også være sådan at arbejdsmoral og vilje til behovsudsættelse bør belønnes bedre end det modsatte, hvis igen alt andet er lige. Et samfund der belønner det modsatte er ikke et samfund der vil klare sig i længden.

Prioriter retfærdighed

Et andet princip er at umoralsk, uforsigtig eller direkte tåbelig adfærd skal have mærkbare konsekvenser – i hvert fald når man når over en vis alder, og vi opfatter de pågældende som fuldt ud voksne. Et samfund der ikke belønner fornuftig adfærd og straffer det modsatte er igen næppe bæredygtigt.

Endelig er det også et vigtigt princip for et retfærdigt samfund at alle har mulighed for at bringe sig hen til start på spillepladen, uanset hvilket slags hjem man er vokset op i. Gode daginstitutioner, gratis uddannelse og et gennemskueligt skolesystem er vigtige, selvom de aldrig fuldt ud kan kompensere for en barndom i et hjem med alvorlige sociale problemer.

Efter sådanne principper er det også muligt for liberale og konservative at bliver bekymrede over ulighed, der bryder med principperne. En finanssektor præget af moral hazard, eller en offentlig leder der indkasserer millionbonus efter at have kørt en styrelse i sænk er selvfølgeligt ikke foreneligt med de her opstillede retfærdighedsprincipper.

Dermed har jeg vel stillet mig klart i den lejr der opfatter det som det afgørende at der er lighed i chancer i vores samfund. Det er en langt mere frugtbar diskussion i et rigt land som Danmark, end om der er lighed i resultater, fordi det er en diskussion der i højere grad kan føres på et principielt plan, hvor vi kan sammen diskutere hvad der udgør retfærdighed i det danske samfund. Og det er langt mere interessant end om ginikoefficienten er steget fra 28,3 til 29,4.

Stefan Agger

Stefan Agger er lektor på Lemvig Gymnasium, samt tidligere kommunalpolitiker og folketingskandidat. Han skriver på Aarsskriftet-Critique.dk om uddannelse, dannelse og beslægtede emner.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside