Uden arvesynd, ingen kristendom

24. januar 2019
3 minutters læsetid

Af Mikael Brorson

Der har i længere tid, særligt i Kristeligt Dagblads spalter, pågået en debat om folkekirkens dåbsritual, som efterhånden er nået til problemets kerne: teologien. Således spurgte Lars Sandbeck (09/10), om ikke folkekirken har brug for en ny dåbsteologi, og senest har Anders-Christian Jacobsen (12/10) foreslået, at man kaster arvesynden på møddingen som forståelseshorisont for dåben.

Hvorfor så droppe arvesynden? Jo, den er simpelthen uforståelig for det moderne menneske anno 2019, hedder det, og så går det ikke, at det nyfødte barn fordømmes, fordi det simpelthen ikke svarer til et billede af Gud som kærlighed.

Kristendommens forudsætning

Jeg vil derimod indvende, at arvesynden er selve kristendommens forudsætning. Uden arvesynd, ingen kristendom. Det skyldes, at arvesynden forkynder den sandhed om mennesket, som overhovedet gør Kristus nødvendig: At mennesket er helt igennem fanget i sin egen synd, uden nogen mulighed for at komme fri deraf. Luther udtrykker det sådan, at menneskets vilje er trældbunden til synden. Det betyder, at mennesket ikke ved sine gerninger kan frelse sig selv, og det er netop derfor mennesket har brug for Kristus: Frelsen kan ikke komme fra mennesket selv, men må komme udefra.

Af arvesynden udspringer behovet for Kristus, og dermed også for dåben. Dåben er nemlig den genfødsel, som er helt nødvendig, fordi mennesket er så gennemsyret af synd. Der må intet mindre end en ny fødsel – en ny skabelse – til (Gal 6,15), og den kan kun finde sted i dåben, hvor Guds Ord skaber hvad det nævner, og dermed i dåben drukner det gamle menneske og lader et nyt opstå. Her forkyndes det, at mennesket med sin synd ikke på nogen måde ved egen kraft kan blive retfærdigt for Gud. Kun Gud kan gøre det, ved at føde mennesket på ny.

Dåben er derudover Guds tilsagn til mennesket om, at det har sine synders nådige forladelse. Derfor er dåben også trøst, fordi det giver mennesket lov til at tro på, at når det altid flygter væk fra Gud og dermed afslører, at det ikke har andet end synd og vantro, så forfølger Gud alligevel mennesket med sin nåde. Også dette forkyndes den enkelte ved dåben.

Relativisering af synden

Det er klart, at arvesynden i de detaljer, som Augustin i sin tid udformede den, potentielt er problematisk. Hvis mennesket – som følge af den menneskelige seksualitet – decideret fødes med synden som en sygdom, kan man med rimelighed spørge, hvordan Gud så kan holde mennesket ansvarligt for synden? Omvendt risikerer man, hvis man kaster arvesynden bort, at ende i den modsatte grøft, hvor synden blot er noget relativt, nemlig de enkelte, onde handlinger, og så kan man jo bare handle anderledes næste gang. Hertil må man spørge, hvorfor Gud så ikke blot kræver af mennesket, at det handler rigtigt hver gang, eller nok gange til at frelse sig selv?

Det afgørende ved arvesynden er netop, at den imod en sådan relativering fastholder synden som noget absolut, ved at sige, som Søren Kierkegaard gør det i Sygdommen til Døden, at syndens modsætning ikke er dyd, men tro. Synden er med andre ord vantro, menneskets helt og aldeles uforklarlige oprør imod Gud, altid og i alle ting. Synden er ikke relativ, men absolut – og menneskets behov for Kristus er dermed også absolut, kristendommen er den absolutte sandhed om menneskelivet.

Er Gud ond, når Han fordømmer?

Det er ganske rigtigt uforståeligt for et nybagt forældrepar, at deres kære, nyfødte spædbarn er en ubodelig synder. Men når det er uforståeligt, skyldes det ikke, at vi lever i 2019, men derimod, at den menneskelige fornuft ikke kan begribe synden. Den er jo netop menneskets uforklarlige oprør. Synden må derfor åbenbares os, og i mødet med Kristi uendelige retfærdighed ser vi således vores egen uendelige synd.

Men er det ikke problematisk, at det udøbte spædbarn fordømmes af Gud? Fremstår Gud da ikke som en tyran i stedet for kærlighedens Gud? Modspørgsmålet hertil er, om ikke kærlighed kan give sig udtryk i vrede? Når forældre bliver vrede på deres børn, bliver de det jo ikke, fordi de hader dem. Tværtimod, forældre vredes på deres børn af kærlighed, netop fordi de elsker dem. Og sådan også med Gud: Han vredes på sine børn, de børn, som i synd og utaknemmelighed ikke vil være hans børn, fordi han elsker dem og vil drive dem tilbage til sig.

Med andre ord: Gud fordømmer ikke af had, men af kærlighed, for han er den levende Gud. Alternativet, den gud som ikke fordømmer synderen, er intet andet end en død afgud, et filosofisk kærlighedsprincip som mennesket kan indsætte for at få tilværelsen til at glide lidt lettere.

Arvesyndslæren er derfor strengt nødvendig som ”forståelsesramme” for dåben. Uden den bliver synden noget vi kan gradbøje, noget relativt, og spørgsmålet melder sig, om ikke mennesket rent faktisk kunne leve et syndfrit liv, og derfor også frelse sig selv uafhængigt af Kristus?

Uden arvesynd, ingen kristendom.


Mikael Brorson er stud.theol. ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside