Lohengrin i Wien

6. januar 2019
5 minutters læsetid

Den hvide brudekjole er bare tynd glasur, der skal skjule falskheden og få postulatet om dyd og troskab til at glide sukkersødt ned. Under det hele bobler lidenskaberne og drifterne, og det er i virkeligheden disse, langt mere grundlæggende kræfter, der driver mennesket, uanset hvor hvid og blød brudekjolen så end er. Det var ganske vist Brünnhilde, som Wagner lod kaste branden i Valhals prangende borg og styrte gudsriget i grus, men måske var Lohengrins søde brudemarch en langt farligere og mere altfortærende ild al den stund, at den i dag ledsager mangt en hvid brud ind i ægteskabet og trækker dens uheldsvanger, nihilistiske budskab med sig?

Det er da heller ikke Lohengrin og Elsas kristne gud, der går sejrrigt ud af Wagners Lohengrin, men derimod de gamle guder – Freia og Wodan (Odin), som troldkvinden Ortrud tilbeder om natten, der til sidst får bugt med Elsas troskab.

Det stærke stof, der ligger til grund for Lohengrin, har Andreas Homoki nogenlunde styr på, og det er derfor utroligt, at han i sin opsætning af samme værk på Wiener Staatsoper, der var på programmet i efteråret, ikke har bedre forståelse for, at dette skal afspejles i opsætningen. Homoki havde henlagt den til en bjerglandsby i Sydtyrol i det 19. eller tidlige 20. århundrede. Nærmere bestemt krostuen i en sådan landsby, hvor alle tre akter af værket foregår.

Begrundelsen er den sædvanlige med, at det bringer forestillingen tættere på nutidens mennesker at gøre konturerne af karaktererne tydeligere. Gøre dem ”plastiske”, som det hedder hos Homoki. Ideen er nærmere bestemt, at folkene i Branbant er lige så mistroiske og skeptiske over for den nye kristendom (Lohengrin), som folk i små bjerglandsbyer er over for det nye og fremmed. Angiveligt er det noget, som alle, der har besøgt en kro i Sydtyrol, ved ifølge Homoki:

”Hingegen weiß jeder, wie es ist, wenn man als Fremder in ein Dorfgasthaus kommt, wie man da möglicherweise misstrauisch beäugt und beobachtet wird, und man versteht sofort, in welcher Situation sich dieser König – der bei uns vielleicht eher ein Landrat ist – befindet, wenn er in dieses Dorf kommt.“

De fleste kan sikkert godt forestille sig sådanne oplevelser, men det bringer ikke Lohengrins stof tættere på nutidens mennesker. Tværtimod bringer det historien længere væk, når der skabes dissonans med en opsætning, der ganske enkelt ikke passer til indholdet og det, der synges. Budskabet rammer ganske enkelt ikke lige så stærkt, som hvis der er overensstemmelse mellem opsætning og indhold. Og som sagt adskillige gange før: Lad dog folk tænke selv! Folk kan da for søren godt finde ud af at projektere Lohengrins stof op til i dag uden Homokis – søgte – ”plasticitet”. Det hele ender som en sløj musikvideo, hvor man kunne have afspillet snart sagt hvilken som helst musik til Homokis ideer. Hertil kommer, at der er elementer af historien, der totalt forsvinder, når man fokuserer ensidigt på et enkelt element i stoffet.

Lad gå hvis bare historien havde været i Tyrol frem for i Brabant, men det bliver for anstrengt, når det hele skal foregå i en krostue. Af de mange andre mærkelige greb, Homokis ideer fører til, er, at Elsa selv bringer svanen ind på kroen og selv tryller Lohengrin frem. Dette sidste synes at være en variation over den tolkning af værket, som går på, at Lohengrin er et produkt af Elsas fantasi, som hun bruger i en slags mental flugt fra den brutale og indadvendte verden, hun lever i. Denne ide blev vistnok første gang præsenteret i Götz Friedrichs 1979-opsætning i Bayreuth, men det skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed.

Kromotivet går også igen i førsteaktens gudsdom, der er blevet reduceret til et godt, gammeldags værtshusslagsmål; og Homoki har det sikkert rigtig sjovt, når han i tredje akt kan lade folket synge ”Für deutsches Land das deutsche Schwert! | So sei des Reiches Kraft bewährt!” i bedste ”sejle-op-ad-åen”-stil med svingende ølkrus. Jeg har lidt en mistanke om, at det præcis var dén nationalismeparodi, han godt kunne tænke sig at lave, og at resten af historien derfor måtte indordne sig.

Gode sangere var der dog. Helt forrygende var Andreas Schager som Lohengrin, der også imponerede mig i Parsifal i sommers. Næstbedst var koreanske Kwang Youn i det lidt mindre parti som Kong Heinrich. Det er generelt en fornøjelse, når man sørger for god besætning også på de lidt mindre partier. Og selvom antallet af linjer, som skal synges i partiet som Kong Heinrich, er begrænset, så er han en vigtig figur, der driver handlingen frem. Og han skal være troværdig som en, folket vil følge i krig. Det var han i Youns skikkelse.

Elza van den Heever var måske lidt for ren og pæn som Elsa (hvilket karakteren jo også skal være!), men hun blev lidt for karakterløs i Heevers skikkelse. Det samme var lidt tilfældet for Petra Langs Ortrud. Her savnede jeg noget mere af den arkaiske vildskab, som denne karakter skal have for at den udfylder sin funktion. Hun må gerne være lidt som Elektra i Strauss/Hofmannsthals værk af samme navn. Ortrud er ikke bare en tilfældig, jaloux antagonist. Hendes formørkede sind stikker langt dybere, og det skal altså både kunne høres og ses.

Koret var der ikke noget at udsætte på. Det lød ganske enkelt fantastisk, og havde helt tydeligt sat sig for at mønstre et format, der rakte langt udover de indskrænkede lillebyrammer, som Homokis opsætning havde placeret det i. Tilsvarende havde den rutinerede Simone Young sat sig for at dirigere statsoperaens orkester på en måde, der sømmede sig for det store stof. Lohengrin er altså andet og mere end bare røverhistorier fra Sydtyrol!

Men på trods af sang og musik er jeg ikke tilfreds. Opsætningen er så søgt, at det går ud over oplevelsen. Det er utroværdigt. Det tilføjer ingen værdi til historien eller stoffet eller formidlingen af det. Man bliver ikke klogere på hverken værket eller dets samtid. Derimod bliver man sikkert klogere på, hvad Homoki mener om sydtyrolske landsbysamfund, der åbenbart er indskrænkede og angste over for det fremmed. Tilbage står dog imidlertid det ret klare indtryk, at den mest indskrænkede i statsoperaens opsætning var en instruktør, der end ikke prøver at hæve sig ud over sine egne, personlige idiosynkrasier, og tage det store stof alvorligt.

Richard Wagner, Lohengrin. Wiener Staatsoper den 28. oktober 2018

Referencer

Forestillingens hjemmeside med diverse information:

https://www.wiener-staatsoper.at/spielplan-tickets/detail/event/966642909-lohengrin/

Werner, Hintze, Interview med Andreas Homoki (programartikel).

Götz Friedrichs 1979-opsætning af Lohengrin er tilgængelig på DVD fra EuroArts med Peter Hofmann som Lohengrin og Karan Armstrong som Elsa. Men jeg vil hellere anbefale nogle af de opsætninger, jeg har nævnt ved tidligere omtaler af Lohengrin. Billedkvaliteten på optagelsen (der er fra 1982) er i øvrigt mildest talt ikke for god.

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside