Hvorfor skal man drømme om en bedre verden?

14. januar 2019
9 minutters læsetid

Kan man drømme om et bedre samfund uden at forfalde til højtsvævende idealisme? Det spørgsmål besvarer Brian Degn Mårtensson bekræftende i bogen Ånd og ideal. Her peger han på romantikken som et korrektiv til vores evidensbaserede samfund.

Af Anne-Marie Vestergaard

Oplysningstiden og rationalismen er blevet beskyldt for mangt og meget – mekanisk verdenssyn, determinisme, empirisme, totalitær tænkning, gold modernitet – men det er samtidig det fundament som vi står på. Encyklopædien var (og er) det forjættende symbol på periodens udviklingsoptimisme og troen på det menneskelige fremskridt via tilegnelse af viden om verden. Jeg har selv set det originale læderindbundne værk i Denis Diderots fødeby, en stærk oplevelse! Men det tyvende århundredes katastrofer og verden efter Murens fald har alligevel rystet fremskridtsoptimismen.

Omvendt er romantikken og idealismen blevet prygelknabe for mange. I den periode mister man fodfæstet i et anfald af sværmeri og følelsesfuldhed, og det irrationelle dukker op. Individet er i højsædet. Alle kender jo Caspar David Friedrichs billede af vandreren over tågehavet, nyplatonisk skuen ud over det æteriske landskab. Nutidens samfund er individorienteret, og på en måde er vi alle blevet genfødte romantikere med hver sin emotionelle og intuitive udgave af virkeligheden.

I oplysningstiden dominerer materialismen, blikket på det konkrete, i romantikken dominerer derimod idealismen, det mentale, indre forestillinger og subjektivitet. Er der tale om pendulsving eller reaktion? Begge perioder og perspektiver har under alle omstændigheder præget vores egen tid uhyre meget. I begge perioder ligger der både værdifuldt tankegods og teorier svangre med vildfarelser og blindgyder.

Lille bog med stort vingefang

Brian Degn Mårtensson er en overordentlig flittig pædagogisk forsker, filosof og debattør – og desuden fast skribent på Critique. I den lille, men kompakte bog Ånd og ideal – Om at turde drømme om en bedre verden, forsøger han at slå filosofisk bro mellem den konkrete, sansbare verden og det vågne drømmeri, mellem nutiden og fremtiden. Og dermed også mellem de to perioders væsentlige arvegods.

Han vil forene det bedste fra de to perioder, men han går helt tilbage til Antikken for at forfølge de to spor, materialisme og idealisme, det konkrete og det forestillede. Ifølge ham er drømmeriet en nødvendig forudsætning for at gøre verden til et bedre sted at være. Det har især relevans i forhold til vores nutid som er præget af målstyring og optimering, både for den enkelte og for samfundet. Den forkætrede konkurrencestat er nærmest blevet børnelærdom siden Bjarne Corydons regeringstid. Mårtensson går filosofihistorisk til værks og sporer fire drømme: Drømmen om menneskeheden, drømmen om kærligheden, drømmen om livet, drømmen om lykken. Dermed kommer det selvfølgelig også til at handle om etik.

Drømmen om menneskeheden

Allerede i antikken gør man sig tanker om det fællesmenneskelige og forsøger med tiden at koble mellem det statsborgerlige og det verdensborgerlige. Senere forener kirkefaderen Augustin Guds rige med det jordiske rige. Thomas Hobbes, berømt for sin politiske filosofi hvor Suverænen spiller en afgørende rolle, har sjovt nok også blik for den enkelte. Denne har ret til at gøre oprør mod uretfærdighed. Med Kant kommer det moderne menneskesyn på banen, ethvert menneske har værdi i sig selv. Mennesket er altid et mål, aldrig et middel. Samme Kant definerer verdensborgeren, hvilket bl.a. Grundtvig inspireres af.

Mårtensson definerer mennesket som en ”normativ førstebevæger”, et absolut fundament uden logisk begrundelse. Det ukrænkelige menneskeværd hænger sammen med begrebet om menneskeheden, for der er noget som alle klodens mennesker deler.

Peter Kemp har forsøgt at reaktualisere verdensborgertanken i en nutidig kontekst med store globale udfordringer. Begge medtænker pædagogik og dannelse, for mennesket vil grundlæggende fællesskabet, men skal også ”guides” ind i det sociale. FN-hensigtserklæringer, som aktuelt Marrakesh-erklæringen om migration, er vel det nærmeste man kommer verdensborgertanken i nutiden, ligesom humanitære organisationer har det udgangspunkt. Det er ikke svært at se at FN-sproget slår sig på virkeligheden, men Mårtensson vil holde fast i humanismen og det fællesmenneskelige.

Drømmen om kærligheden

Her bliver det spændende, for Mårtensson opfatter helt overordnet politik, kultur, dannelse og pædagogik som forskellige former for omsorg: De er er udmøntninger af kærlighedens gerning. Grundlæggende vil mennesker noget med hinanden. Han er inspireret af Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger, hvor kærligheden er det evige i mennesket, og gerningen er det timelige. Kirkegaard mener at Gud er kærlighed, og at en etisk handling hverken skal bedømmes på sindelag eller konsekvens, for dens værdi bestemmes af flere faktorer og af konteksten. Det gælder om at vise kærlighed betingelsesløst og uden kalkule.

Inspireret af Kierkegaards kærlighedsbud argumenterer Mårtensson på original vis for sin teori om etik og pædagogik. Kærlighed skal nemlig være fundamentet for enhver etisk og normativ ytring. Det fundament vil i sidste instans udradere postmodernitetens skepticisme og genindsætte almendidaktikken i det pædagogiske landskab, et tema som han for alvor udfoldede i bogen Konkurrencestatens pædagogik fra 2015. Ifølge Mårtensson er kærlighed både drøm og fænomen, et ideal og en virkelighed.

Drømmen om livet

I dette kernekapitel spørger Mårtensson hvad det vil sige at blive til et menneske og gør sig overvejelser over forholdet mellem personligt ansvar og samfundets regler. En velkendt og nødvendig diskussion i et velfærdssamfund. Men han mener på den anden side at et liv uden risiko er en illusion. Vi skal bort fra et menneskesyn der blot ser på nytteværdi og overlevelse. Menneskelivet har en iboende værdi. Endnu engang trækkes der på Kierkegaard,  frihed og ansvar hænger sammen, men vi har også et samfundsmæssigt ansvar: Vil vi være andet og mere end passive forbrugere og klienter?

Det er spændende at Mårtensson løfter Kierkegaards eksistentialisme op på samfundsplan, man kan sige at han ”opskalerer” den. Mennesket har en iboende elskelighed, og derfor er kærlighed og frihed nært forbundne. Det er nødvendigt som frit menneske at tænke socialt, men omvendt skal samfundet også tage udgangspunkt i menneskets elskelighed. Mårtensson slår endvidere fast at demokrati og ytringsfrihed hænger sammen, men når han laver en analogi mellem krænkelse og forurettethed i en parforholdsrelation og imellem samfundsgrupper, har jeg svært ved at følge ham. Det ligner en ladeport til krænkelsesfølelser af enhver art, jævnfør hele diskussion om identitetspolitik og religiøse særhensyn. Man kan ikke altid tale sig til rette, og hvordan kan et frit, åbent samfund beskytte de tolerante mod de intolerante? Det svar udebliver.

Med Nietzsche anes konturerne af en anden form for eksistentialisme, men Mårtensson har det tydeligvis svært med dennes relativisme. Han kalder ham den store nedbryder i filosofisk og moralsk forstand. Det var på sin vis velgørende, men han kan også se Nietzsches hærgende indflydelse i det tyvende århundrede og betydning for den postmoderne tænkning som han allerede i Konkurrencestatens pædagogikanalyserede frem. Den postmoderne pædagogik efterlod et værdimæssigt tomrum som konkurrencestatsapologeterne, deres forskere og teknokrater havde meget nemt ved at udfylde.

Dannelsesbegrebet

Mårtensson griber tilbage til tysk dannelsesteori, men også dansk med Grundtvig. Det handler om dannelse til livet. Etymologien i ordene ”Bildung” og ”dannelse” peger på det vigtige i den humanistiske dannelsestænkning som det gælder om at revitalisere. Der er nemlig en æstetisk dimension i begrebet dannelse: ”Hvor ord som ’læring’, ’træning’ eller ’opdragelse’ ikke synes at indfange det myndige eller det eksistentielle ved et menneske, rummer dannelsesbegrebet trods alt en uafsluttethed, en åbenhed og en opmærksomhed på det særligt humane” (s. 59-60).

Man kan ikke forudbestemme mennesket og de input det skal modtage via pædagogik og personlig udvikling, og man skal have respekt for barnets/elevens behov og være bevidst om at fremtiden er ukendt. Det klassiske pædagogiske paradoks indebærer jo også at man med tvang vil opdrage og (ud)danne barnet/eleven til frihed og autonomi. Resultatet af undervisningen er ukendt, men det er fremtiden sandt for dyden også.

At blive til nogen frem for noget

Implikationerne for en nutidig pædagogik er at barnet/eleven skal kende til faglige traditioner, kulturelle vaner og normer for omgang med andre mennesker. Det skal have social og politisk forståelse. Det gælder om at blive til nogen fremfor at blive til noget. Det dannede menneske er i stand til at handle fremtidsrettet på baggrund af fortidige erfaringer. Lærergerningen indbefatter omsorg for værdige, myndige mennesker i en overleveret, kulturel sammenhæng. Pædagogikkens og dannelsens indebyrd er en trosbaseret kærlighed til den ukendte anden og en hævdelse af menneskets absolutte værdi.

Ud med reformpædagogikken

Dannelse er derfor ikke gammeldags lydighed og pli og ej heller ”blød”, ikke-faglig pædagogik. Det reformpædagogiske spøgelse som har domineret den danske folkeskole i mange år, bliver hermed manet bort, tillige med dens transformering til managementteoriens projektutopi og dens udmøntninger i rædselsfulde skoler uden struktur og undervisningslokaler, tænker jeg.

Man kan heller ikke kvantificere udbyttet af undervisningen i forhold til statistisk observerbare erhvervskompetencer. Politikere og teknokrater har i nullerne og tierne ført krig mod dannelsesbegrebet, og de vigtigste konkrete udmøntninger har været gymnasiereformen i 2005 og folkeskolereformen i 2013 (som der heldigvis nu bliver lappet på fra politisk hold). Mårtensson slår til lyd for livets dannelse, målet er en ufuldstændig livskunst. Ekkoet af Løgstrups berømte artikel fra 1981 om skolens formål som værende tilværelsesoplysning er tydeligt. Ansæt nogle dygtige lærere og do. ledere der kender skolens formålsparagraf, er Mårtenssons råd. Et skjult hib til de seneste års skoleudvikling med målstyret læring, pædagogiske buzz-wordsog talrige varm-luft-projekter!

Drømmen om lykke

Definitionen af lykke er et ældgammelt spørgsmål. Grækerne havde gudinden Tyche for held, skæbne og velstand. Aristoteles grundlagde sin etik på det gode liv og definerede lykke som fravær af stræben. Kontrasten til dagens præstations- og konkurrencesamfund er oplagt, på den anden side kan stræbsomhed også være positivt.

Men lykke er ikke blot behag i utilitaristisk forstand, og den enes lykke eller lyst kan forårsage den andens ulykke. Det er det samme problem som med eksistentialismens dobbeltbegreb frihed og ansvar. Mårtensson mener at vi skal spørge os selv og hinanden hvad der gør os lykkelige, også på samfundsplan. Men moderne mennesker har en tendens til at give noget og så forvente noget til gengæld.

Endnu engang fremhæves Kierkegaard der taler om den uforbeholdne, betingelsesløse kærlighed som et gavens paradoks. Moderne kærlighed kan ofte ligne en byttehandel, tænker jeg. Hvis ikke man som partner får afkast af sin (emotionelle) investering, kan man bare gå. Mårtensson understreger at det er usikkert hvad der gør en lykkelig. Så meget for lykkebarometre og lignende. Der er ikke nogen enkle anvisninger på lykke, og Mårtensson siger at lykken kommer når vi ikke forventer den. Banalt, men ikke mindre sandt af den grund. Med fyldig reference til Eik Skaløes lyrik i Lykkens Pamfiladvokerer han for at man forbinder sig spontant med verden via sanserne, en heideggersk ”væren-i-verden”.

Fantasien til magten

I slutningen af kapitlet bliver Mårtensson lyrisk og højstemt. Man skal som Skaløe åbne sig for lykkens og livets mulighed. Helt i orden, tænker undertegnede filosofiske litterat. Emil Bønnelycke, Tom Kristensen og talrige andre digtere har sat ord på den totaloplevelse. Hvor den logiske tænkning kapitulerer, tager metaforerne over. Vi tænker og oplever jo grundlæggende i billeder, deri ligger også drømmens fundament. For det ligger dybt i mennesket at kunne forestille sig det som endnu ikke er realiseret, men som alligevel har rod i det allerede sansede og erfarede.

I bogens epilog samles der op. Vi lever i en tid gennemsyret at det formålsrettede og målbare, det evidensbaserede i positivistisk forstand. Mårtenssons bog er et defensorat for romantikken som en afbalancering i forhold til oplysningstiden. Fornuft og følelse skal kombineres. Man kan godt være til i nuet og det konkrete – og samtidig være fremtidsrettet og turde drømme om et bedre liv. Det jordbundne og det flyvske kan gå hånd i hånd. Åbenhed er det vigtigste.

Er det for ambitiøst? Muligvis, men personligt er jeg begejstret for vingeslaget. Er det alligevel ikke naivt at ville tænke så stort? Konservative røster mod universalistisk tænkning er der jo en del af, og verden ser kaotisk og fragmenteret ud, indrømmet. Måske er det illusorisk at forsøge at forene det individuelle, nationale og globale, men Mårtensson viser ikke desto mindre at uden drømmen om en bedre verden farer vi vild i det kapitalistiske systems determinisme. Vi forveksler gang på gang selvrealisering med selvoptimering. Vi tror at vi er frie, men reelt kører vi i tomgang i overlevelsesræset. I modstrid med den ”hippiehader” jeg ellers er, fristes jeg til at sige: Fantasien til magten!

Brian Degn Mårtensson: Ånd og ideal – Om at turde drømme om en bedre verden. Forlaget Fjordager, 2018.

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi.

Anne-Marie Vestergaard

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp.

Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside