Familie

EU bestemmer over dine børn: det står allerede i traktaten!

29. januar 2019
3 minutters læsetid

Af Morten Jarlbæk Pedersen

I sidste uge kunne man i en række medier blive oplyst om, at ”EU godkender to måneders øremærket barsel til hver forælder”. Som altid, når det kommer til sager fra Bryssel, er mediedækningen lidt overfladisk, og faktisk viser det sig, at EU ikke endnu har godkendt noget som helst.

Ikke desto mindre er EU-systemets arbejde for at regulere barselsforholdene i medlemslandene et yderst illustrativt eksempel på, hvordan dette system tænker, arbejder og fungerer, og nedenfor vil jeg derfor – i bedste public service-ånd – forsøge at besvare et par spørgsmål om op og ned denne sag.

Som nævnt ovenfor har man i EU ikke endnu godkendt noget som helst. Sagen er snarere den, at Europa-Parlamentet og Ministerrådet har indgået en uformel aftale om, hvordan et kommende direktiv skal se ud. Denne aftale skal så godkendes både det ene og det andet sted, og så kan man færdiggøre lovarbejdet efterfølgende. Alle sten er nu ryddet af vejen for den fælleseuropæiske fædreorlov, men en endelig vedtagelse er der altså ikke tale om.

Dette er overhovedet ikke nogen nyhed

Men er sagen så ny, siden alle taler om det lige nu? Nej, det er den ikke, og nu gentager jeg lige mig selv: Som altid, når det kommer til sager fra Bryssel, er mediedækningen lidt overfladisk. Europa-Kommissionens oprindelige forslag til et diktat om reguleringen af de europæiske familiers tidsforbrug blev fremsat i april 2017. Altså for snart to år siden.

Og dette forslag skal erstatte et direktiv om forældreorlov, som man vedtog helt tilbage i 2010. Ydermere blev EU’s Ministerråd faktisk enig med sig selv om en forhandlingsposition i forhold til direktivforslaget allerede i juni sidste år. Det er altså på ingen måder en nyhed, at EU mener at have en vis hånd- og halsret over de nationale barselsregler.

Okay, indrømmet: Ministerrådets enighed i juni 2018 førte til en smule interesse i det altid årvågne medie Altinget og også i visse fagmedier. Men fokus dengang var mest på, at Danmark – personificeret ved beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen – havde tabt slaget om at indføre en købekraftsindekseret udgave af de danske børnepenge. Bestemt en interessant sag – men altså ikke den eneste større politiske kamp, som blev tabt dengang.

Forstår vi overhovedet, hvordan det europæiske lovgivningscirkus fungerer?

Pointen i det ovenstående er, at løbet er kørt. Den øremærkede EU-barsel kommer på den ene eller anden måde, og den beslutning – som altså får vidtrækkende betydning for alle kommende småbørnsfamilier i Danmark – blev taget for år tilbage. Og det uden at nogen rigtig interesserede sig for det.

Hvad værre er, har meget få interesseret sig voldsomt for, hvorfor EU overhovedet har kompetence til at tage beslutninger om, hvordan almindelige familier skal planlægge deres almindelige dagligdag. Der er jo altså ikke rigtig tale om et grænseoverskridende problem i stil med international menneskehandel eller eksport af bacon (uden sammenligning i øvrigt).

Svaret skal – som med alting i EU-systemet – findes i traktaterne. Og EU må bestemme, hvordan du skal tilrettelægge dine børns pasning i deres første leveår fordi, EU har ”målsætninger om beskæftigelsesfremme og forbedring af leve- og arbejdsvilkår”. Og det er faktisk en artikel (artikel 153 TEUF), der fortjener at blive citeret i sin helhed:

Unionen og medlemsstaterne, der er opmærksomme på de grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder som bl.a. er fastlagt i den europæiske socialpagt undertegnet i Torino den 18. oktober 1961 og fællesskabspagten af 1989 om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, har som mål at fremme beskæftigelsen, en forbedring af leve- og arbejdsvilkårene for herigennem at muliggøre en udjævning af disse vilkår på et stadigt stigende niveau, en passende social beskyttelse, dialogen på arbejdsmarkedet, en udvikling af de menneskelige ressourcer, der skal muliggøre et varigt højt beskæftigelsesniveau, og bekæmpelse af social udstødelse.

Med henblik herpå iværksætter Unionen og medlemsstaterne foranstaltninger, der tager hensyn til forskellene i national praksis, særlig på overenskomstområdet, samt til nødvendigheden af at opretholde EU-økonomiens konkurrenceevne.

De er af den opfattelse, at en sådan udvikling vil blive en følge såvel af det indre markeds virksomhed, der vil fremme en harmonisering af de sociale ordninger, som af de i traktaterne foreskrevne fremgangsmåder og af den indbyrdes tilnærmelse af love og administrativt fastsatte bestemmelser.

To artikler længere (artikel 153) nede kan man læse, at dette betyder at udstede direktiver med det formål at fremme ” lige muligheder for mænd og kvinder på arbejdsmarkedet og ligebehandling i arbejdet”. Og ”lige muligheder” betyder åbenbart, at man ønsker at diktere, hvordan familierne skal indrette sig. I sandhed et europæisk problem.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside