Drag, Jesus, mig, dog efter dig!

20. januar 2019
7 minutters læsetid

Af Mikael Brorson

Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham (Joh 2,1-11). Amen.

Når vi i dag hører fortællingen om Jesus, som gør vand til vin, hører vi en velkendt fortælling. De fleste af os har hørt den før, og det er ganske naturligt, for det er en kraftfuld fortælling, men det betyder også, at vi risikerer at miste synet for det afgørende i fortællingen: dens anstødssten, dens forargelse.

Jesus gør, når han forvandler vand til vin, et tegn, og vel at mærke Jesu første tegn. Det er begyndelsen på hans virksomhed: Jesus skal åbenbare sin herlighed. Dét er hans opgave her på jorden. Jesu gerning er altså en åbenbarings-gerning, han skal gøre noget åbenbart for mennesker, og det betyder vel at mærke både de mennesker, som var til bryllupsfesten i Kana for omtrent 2.000 år siden, og for os forsamlet her i Starup Kirke i dag.

Ved Jesus er der bare det særlige, at det noget, han skal gøre synligt, er ham selv. Jesus er selv lyset, der skinner i verdens mørke, han er nåden og sandheden, som nu er kommet til verden, ja, han er selv Gud: Guds søn, som peger på sin Fader i himlene. ”Jeg er vejen, sandheden og livet”, siger Jesus også (Joh 14,6).

Men måden, hvorpå Jesus peger på dette, er blot – for nu at sige det mildt – underlig. Efter menneskelige begreber må man måske snarere sige, at den er ubegribelig og grænsende til det idiotiske. Når vi taler til mennesker, og skal overbevise dem om noget, så tilpasser vi vores tale efter vores publikum: Man taler forskelligt til en teenager og en pensionist, f.eks., for de vil ofte være åbne for helt forskellige argumenter. Men Jesus forstår slet ikke at tale sin samtid efter munden, at bruge de begreber, som den selv gør, og på den måde overtale sine tilhørere.

På Jesu samtid kan man sige, at der var to forståelser af gud: På den ene side grækernes, som havde mange skoler der alle så forskelligt på det guddommelige, men som ikke desto mindre havde det tilfælles, at det guddommelige var et filosofisk begreb, som forklarede verdens sammenhæng og orden; og på den anden side jødernes, som så gud som én, Israels trofaste gud, der havde indgået en pagt med sit folk, og som folket derfor skyldte lydighed.

Til bryllupsfesten i Kana er det selvfølgelig særligt sidstnævnte gruppe, jøderne, som er til stede. Men Jesus tilpasser slet ikke sit budskab til jøderne for at gøre det åbenbart for dem, at han er den evige og absolutte sandhed om deres menneskeliv. Han taler ikke jøderne efter munden, men taler dem nærmere ret imod – han gør noget, som for jøderne må have været helt og aldeles uacceptabelt, og må have gjort, at de så ham som forrykt.

Jesus tager nemlig de vandkar, som jøderne benytter til deres renselsesritual – dvs. kar, som de bruger til at vaske sig, så de kan stå rene og uplettede overfor den gud, de skylder lydighed – og så bruger han dem til vin, så bryllupsfesten kan holdes i gang. Og selvom man måske kan se den person, som bringer mere vin til en næsten tørlagt fest, som noget nær guddommelig, har datidens jøder på ingen måde kunnet tænke sådan. De kan kun tænke, at her er et helt og aldeles respektløst menneske, som lader hånt om et for jøderne vigtigt ritual. Om ham kunne de sikkert sige meget, men én ting må have været vist for en from jøde på Jesu tid: Guds søn, dét kunne Jesus ikke være.

Med andre ord: Jesu strategi er efter menneskelige begreber idiotisk, og det er måske det eneste lille tegn som kan indikere for os, at Jesus rent faktisk er Guds søn. Når den almægtige Gud handler, gør han det selvfølgelig på en måde, som forekommer os små mennesker idiotisk. Og mere end bare idiotisk, for Jesu samtid så ham jo faktisk ikke bare som en tosse, men som en gudsbespotter: En fattig mand fra Nazareth, som vandrede rundt og helbredte, tilgav synder, brugte renselseskar til vin, satte farisæerne og de skriftlærde på plads med en lære, som han påstod ikke at have fået fra mennesker men fra Gud og hævdede at være selveste Guds søn. Derfor endte Jesus med at blive klynget op på korset.

Man kan også sige, at Jesus blev korsfæstet, fordi jøderne blev forargede. De kunne ikke tro, at denne mand var Guds søn, og reagerede i stedet med forargelse. Jesus blev et forargelsens tegn for dem. For hvad er det nemlig Jesus gør, når han bruger renselseskarrene til vin? Ja, renselseskarrene er jo det, som jøderne bruger til at opfylde loven og stå rene overfor Gud med, og denne brug forkaster Jesus. Som det hedder i Johannesevangeliets første kapitel: ”loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus” (Joh 1,17).

Hermed siger Jesus to ting. For det første, at der ikke længere er skel mellem rent og urent på jorden. Der er ikke nogle, som står rene overfor Gud, for med Kristi komme ser vi, at vi alle er urene. Og dette er en urenhed, som vi ikke bare uden videre kan vaske af med gode gerninger eller lidt vand i et renselseskar. Der må nemlig mere end bare vand til, hvis det syndige menneske skal blive rent. Der må ånd til, og derfor er det Gud selv, som må handle.

Det er derfor, vi i kristendommen har barnedåben, hvor vi døber med både vand og ånd. Denne dåb må alle mennesker modtage, for alle mennesker er urene, er syndere for Gud, og så må Gud selv tage affære og handle med sine syndige mennesker: Derfor renses vi for vores synd i dåben, ved at Gud indgyder os Helligånden og vækker troen på Kristus. Og det er denne tro på Kristus – ham, som vi korsfæstede på grund af vores forargelse og som dermed tog den straf på sig, som vi havde fortjent – som skænker os syndernes forladelse og gør, at vi står rene overfor Gud, på trods af al vores synd.

På den måde viser Jesus, når han åbenbarer sig selv som Guds søn, ikke bare, at han altså er Guds søn. Han gør det på en sådan måde, at vi må forarges, og dermed åbenbarer han også vores synd. Vi vil ikke acceptere, at hele vores liv og tilværelse afhænger af en fattig vandreprædikant fra Nazareth, som for omkring 2.000 år siden gik rundt på denne jord og påstod, at han var Guds søn, men alligevel var så afmægtig, at han blev korsfæstet. Men det er ikke desto mindre Jesu egen påstand, og derfor er det kristendommens påstand.

Og måske er denne påstand faktisk ikke det mest forargelige ved kristendommen. For ligesom den bedste vin i dagens evangelietekst blev gemt til sidst, sådan har Gud også gemt den bedste vin til sidst. Jesus kommer og bryder jødernes lov ned, ikke for at der ingen lov skal være, men for at opfylde og fuldende den. Han beder os om at gøre det samme, og tro på, at han er Guds søn og vores eneste håb om frelse. Og når vi da reagerer med forargelse – når vi afslører vores vantro – ja, så lader Gud ikke vores ”nej” være det sidste ord. Han har et ord mere til os – det forargeligste af dem alle –, nemlig, at Gud elsker os syndere og tager os til nåde.

Det sidste ord får Jesus derfor, idet han i Johannesevangeliet siger: ”Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig” (Joh 12,32). Det er da vores eneste håb, og således kan vi bede: ”Drag, Jesus, mig, dog efter dig”. Vi kan nemlig ikke selv gøre det. Amen.

Sdr. Starup Kirke, 2. søndag efter helligtrekonger. 


Mikael Brorson er stud.theol. ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside