Dovne vælgere vil forære grådige politikere nye gokkesokker

30. oktober 2018
2 minutters læsetid

Af Stig Høgh Rasmussen

Skueprocessen omkring en politisk skandale er efterhånden så forudsigelig, at det næsten ikke er værd at forarges over. En politiker foretager en handling, der skaber en folkelig foragt – selvom den er lovlig. Der piskes efterfølgende en stemning op. Ekstra Bladet dedikerer flere dages aviser til sagen, og politikeren overlever måske fadæsen.

Når sidstnævnte er sket, kan man så regne med, at den forargede vælgerskare ikke efterfølgende kræver forebyggende handling. Hvilket selvsagt ikke vil hindre en gentagelse af det forargelige, og dermed gør vreden overflødig.

Grünfelds gokkesok

I primo oktober kom den nu daværende kulturborgmester i København, Niko Grünfeld, i pressens søgelys, da vi kunne læse, at han havde indkøbt designermøbler formedelst 130.000 kr. Herunder en mærkelig genstand, der af flere blev beskrevet som en kollosal gokkesok. Efterfølgende kom det frem, at han havde pyntet sit CV med en uddannelse, han ikke havde taget, og han trak sig som borgmester efter flere ugers dårlig presseomtale.

Det kunne dårligt se værre ud. En kulturborgmester vælges på løfter om bæredygtighed, ny politiker kultur og lavere forbrug. Som resultat indretter han sit kontor som grøn stue i børnehaven. For et seksciftret beløb.

Problemet er, at meget få dog lader til at kræve skatteyderbetalte designermøbler forhindret generelt. For hvis dette virkelig var så forargeligt, ville man forestille sig et folkekrav om, at praksis med at afskrive indretningsudgifter på det offentliges regning skulle underlægges restriktioner, eller endda forbydes.

Især givet det faktum, at det ikke er første gang, en venstreorienteret københavnerborgmester udviser forkærlighed for dyrt design.

Allerslevs rådhusbryllup

Tilsvarende med Anna Mee Allerslevs omtalte bryllupssag sidste år. Reaktionerne handlede dengang om alt andet end årsagen til skandalen. Nemlig den, at Borgerrepræsentationens gruppeformænd på et møde uden for referat havde vedtaget en administrativ praksis, der gav dem selv lov at benytte Rådhusets lokaler til privatarrangementer ganske gratis.

Nej, efter afsløringen af Allerslevs bryllupsskandale, blev der fra de vrede stemmer fokuseret på hendes person, og det blev ledsaget af de sædvanlige udfald mod dumme levebrødspolitikere og dertil kritik af Allerslevs beskæftigelsespolitik.

Efter Allerslevs bryllupsskandale, ville der have været rig mulighed for protester over, tt Borgerrepræsentationen kan give sine medlemmer uberettigede goder for lukkede døre. En oplagt mulighed for kritik, skulle man tro.

Men nej, heller ikke her var der et efterspil

Behovet for juridisk efterkritik

Det er klart, at politikerne må forventes at varetage deres hverv med respekt for de offentlige midler. Dermed er kritik af sager som Grünfelds møbler og Allerslevs bryllup også berettiget.

Men uden et krav om et efterspil, der skal forhindre fremtidige lignende sager, vil kritikken omkring politikerne som enkelte personer være til ingen verdens nytte.

Og bevares, det er måske idealistisk at håbe på, at de vrede vælgere i højere grad vil kræve yderligere handling for at forhindre dette. Men sker det ikke, vil de forurettede læserbreve blot agere som et plaster på et skudsår, og dermed ligger de dovne, vrede vælgere, som de har redt. Og det vil i så fald være fuldt ud fortjent.


Stig Høgh Rasmussen er stud.jur. på Aarhus Universitet. Han er aktiv i Konservativ Ungdom og har bl.a. skrevet for tidsskriftet Paragraf. Derudover er han altid krænket af krænkelseskulturen. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om bl.a. retsstaten, udlændingepolitik, de postfaktuelle indspark i debatten og naturligvis krænkelseskulturen.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside