Christiansborg politik

Politikerne råder kun over 1 procent af finansloven

3. september 2018
3 minutters læsetid

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Det vil næppe være gået mange forbi, at regeringen i denne uge præsenterede sit forslag til en finanslov for næste år. Det vil næppe heller være gået mange forbi, at finansloven i medierne er blevet præsenteret som indeholdende en mild gaveregn, hvis primære formål er at være den olie, der skal sikre en smidig og let bevægelse gennem folketingsmaskineret, således at regeringen og dens støtteparti en gang til efteråret kan træde samlet frem i enighed og fordrægtighed og dermed øger sine chancer for genvalg (se f.eks. her, her og her).

Mange steder i medierne overser man dog, at det er en forsvindende lille del af finansloven, der reelt tiltrækker sig politisk endsige offentlig opmærksomhed. Og derfor er det måske heller ikke alle, der på et niveau ud over det anekdotiske reelt er bevidste om, hvordan vi faktisk prioriterer det store ”husholdningsbudget” herhjemme.

Tillad mig derfor en smule folkeoplysning om finansloven nedenfor. Alle tallene nedenfor er baseret på Danmarks Statistiks opgørelse af nationalregnskabet i statistikbanken med lejlighedsvise bidrag af tal fra Finansministeriets officielle finanslovsdatabase, der er et offentligt tilgængeligt legetøj for de, der interesserer sig for de politiske prioriteringers reelle manifestationer,.

Det store billede

Enhver god brugervejledning i den offentlige økonomi fordrer en art advarsel i sin begyndelse: Dette er mere kompliceret stof, end man skulle tro, og alene det at få et overblik over f.eks. de samlede offentlige udgifter kan være en svær størrelse. Ser man på forslaget til finansloven, vil man f.eks. kunne konkludere, at de offentlige udgifter udgør ca. 730 mia. kroner.

Men kigger man i nationalregnskabet eller i f.eks. regeringens egen økonomiske analyse af udviklingen i de offentlige udgifter i perioden 2000 til 2017, er udgiftstrykket snarere i nærheden af eller lidt over 1.100 millarder kroner. Altså et 1-tal efterfulgt af 12 nuller plus det løse (og ”det løse” er her op mod 100 milliarder kroner, hvilket er ca. det dobbelte af Uddannelses- og Forskningsministeriets samlede budget).

Og ja, jeg må skuffe læserne, for det er de store tal, der er de rette at kigge på. Det er dem, der bedst giver en forståelse for hvor mange penge, det offentlige Danmark – stat, kommuner og regioner – faktisk og reelt rutter med. Hvert år. År efter år. Det betyder, at konverterede vi alle udgifterne til forsvar, uddannelse, folkepension og vedligehold af veje til Filur-is, ville hver danske kunne modtage i omegnen af 20.000 ispinde med smilende ansigter hvert år. År efter år.

I dette store billede skulle man mene, at det burde være nogenlunde ligetil at undgå underskud. Det er bare ikke tilfældet. Normen er snarere det modsatte: at husholdningsbudgettet indeholder et underskud – og gerne på et tocifret milliardbeløb. I de 47 år fra 1971 til 2017 (som er der, hvor Danmarks Statistik har data) er det således kun hændt 17 gange, at der ikke var underskud på det årlige nationalregnskab.

I gennemsnit har vi i Danmark haft et årligt underskud på de offentlige finanser på ca. 5 milliarder kroner i hvert år de seneste 47 år. Til al held er vi i perioden også blevet temmelig meget rigere, hvorfor vi – især i nyere tid – ikke har haft problemer med at servicere og nedbringe den gæld, vi ellers konstant har oparbejdet.

Hvor mange penge skændes politikerne om?

Ud af disse ufattelig mange penge fremhæver regeringen i sit finanslovforslag for næste år, at den vil prioritere ca. 4,2 milliarder til f.eks. sundhedsområdet og tidligere beskrevne tiltag til styrkelse af de offentlige børnepasningsinstanser; den vil bruge 600 millioner kroner ekstra på uddannelse m.m. og udmønte lige knapt 1 milliard kroner fra en forskningsreserve, der er opstået som resultat af tidligere reformer på arbejdsmarkedet; den vil bruge 43 millioner kroner mere på PET; den vil nedsætte en række afgifter for i alt 520 millioner kroner. Dette er naturligvis ikke det fulde billede, men de reelle, politiske diskussioner kommer næppe til at dreje sig om ret mange flere håndører.

Lægger man alle disse tal sammen, vil man hurtigt kunne konstatere, at der er langt – meget, meget langt – op til det samlede udgiftsbeløb, uanset hvordan man måtte opgøre dette. Det er med andre ord en forsvindende lille del af de samlede indtægter, som reelt prioriteres politisk.

Ja, faktisk er det samlet set næppe mere end en procent eller to, der reelt diskuteres. Det giver et meget godt indtryk af omfanget af den konsensus, der faktisk præger det politiske liv i dagens Danmark. Og der har man forklaringen på, at det til tider kan være endog meget svært at finde penge til reelle omprioriteringer. Og det burde jo nærmest være en diskussion i sig selv.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside