Læs gratis uddrag af Kasper Støvrings “Gensyn med fremtiden”

7. september 2018
6 minutters læsetid

Den 24. september udkommer kulturforsker og ph.d. Kasper Støvrings Gensyn med fremtiden – et essay om den nye verdensorden. Bogen behandler fremkomsten af en ny post-liberal international orden, hvor begreber som kultur og identitet får afgørende politisk betydning.

Bogen er 230 sider, udkommer i hardback og koster kun 199 kr. hvis du forudbestiller her inden 17/9. Vi bringer her et længere uddrag fra bogens forord.

Jeg er født i 1973 og var 16 år ved Murens fald i 1989. Jeg var ikke gammel nok til at opleve koldkrigsperioden som andet end et ængsteligt klima præget af rivalisering mellem to supermagters karismatiske ledere. Til gengæld havde jeg mine formative år i 1990’erne, som var præget af lettelsen og – til tider – rusen over koldkrigens ophør. I 1990’erne levede jeg, som så mange andre i Danmark og i resten af Vesten, i illusionen om at bebo en verden, der var uden fjender og konflikter. Med den kolde krigs afslutning skulle det vestlige, liberale demokrati udbredes og fred vokse frem på verdensplan.

Der var vækst og en optimistisk tro på moralsk engagement i udenrigspolitikken. Man kunne og skulle intervenere i andre lande, som da NATO bombede Serbien i 1999 og dermed brød den hævdvundne, westfalske pagt fra 1648 om ikke at krænke andre staters suverænitet. Man kunne og skulle også sende diktatorer på anklagebænken ved den internationale krigsforbryderdomstol. Vesten var, med USA i front, på én gang verdens politibetjent, lovgiver og dommer. Og Vesten havde endnu styrken til at være det. Vesten var endnu en hegemonisk kraft i verden.

Med kommunismens sammenbrud var historien slut, som Francis Fukuyama skrev i bogen Historiens afslutning og det sidste menneske i 1992, og som alle hans elever siden bekendtgjorde: Der ville stadig opstå kampe, men der ville ikke længere ske noget afgørende nyt i verdenshistorien, og der ville ikke længere blive udkæmpet kampe om den rette styreform; der fandtes intet levedygtigt alternativ til det liberale demokrati. Denne verdensorden, som vi er ved at forlade, blev altså, for os i Vesten, oplevet som en god og tryg orden.

Den var gennemsyret af en stærk tro på de demokratiske institutioner, og det var ikke uden grund, for demokratiet havde været på fremmarch globalt i en årrække. ”Making the world safe for democracy” var tidsåndens slagord. Der var fælles – liberale – regler, verdenshandelsorganisationen WTO stod stærkt, normer som ”responsibility to protect” var intakte, menneskerettighederne og de institutioner og konventioner, der var knyttet til dem, stod i høj kurs, og man forestillede sig en ny verden formet efter FN og multilaterale initiativer.

George H. W. Bush – Bush senior – talte henført om den nye verdensorden i en tale for den amerikanske kongres den 11. september 1990. Det var præcis 11 år, inden historien vendte tilbage i form af terrorangrebet på Pentagon og World Trade Center, det angreb, der afslørede, at denne nye verdensorden var en illusion. Bush talte om, at alverdens nationer nu, efter Murens fald, kunne mødes i harmoni og samarbejde. Det var en helt enestående åbning i historien, som mange troede på – dengang. En ny verdensorden var altså ved at blive født, sagde Bush:

”En ny æra – endnu mere fri fra truslen om terror, endnu stærkere i udøvelsen af retfærdighed og endnu sikrere i stræben efter fred. En æra, hvor verdens nationer, øst og vest, nord og syd, kan trives sammen og leve i harmoni. Et hundrede generationer har søgt efter denne vanskelige vej til fred, mens tusind krige rasede over disse anstrengelser, og i dag kæmper denne nye verden for at blive født. En verden helt anderledes end den, vi hidtil har kendt. En verden, hvor retsstatsprincippet erstatter jungleloven. En verden, hvor nationer anerkender det fælles ansvar for frihed og retfærdighed. En verden, hvor den stærke respekterer de svages rettigheder.”

I 1990’erne var de fleste af os overbeviste om, at vi i Vesten gjorde det eneste rigtige, og at resten af verden ville efterligne os, de ”normale”, med vores sekularisme, materialisme, individualisme og globale udsyn. Det er, hvad der ligger bag Bushs tale om retsstatens love, om frihed og retfærdighed, myndighed og modenhed, der skulle erstatte jungleloven. Den indflydelsesrige tyske filosof Jürgen Habermas talte om en særlig ”diskursetik”, som både mennesker og stater skulle forpligte sig på. Den liberale verdensorden skulle bygge på samtale og forhandling og på uafhængige domstole som den højeste garant for løsning af politiske problemer og fortolkning af fællesskabets moral.

Det lyder utopisk og meget teoretisk, men rummede en af tidsåndens dybeste overbevisninger, nemlig, at de fleste politiske spørgsmål er af moralsk art og dermed kan underkastes en rationel behandling, der har til formål at skabe konsensus. Ved fornuftens og samtalens brug er det principielt muligt – ved at følge fastlagte procedurer – at formulere et upartisk standpunkt, der er i alles interesse. Netop det juridiske system blev betragtet som særlig egnet til at nå til løsninger, der blev opfattet som upartiske.

Problemer skulle f.eks. løses gennem henvisninger til konventioner om universelle menneskerettigheder. Politiske problemer skulle overlades til eksperter i menneskerettigheder; kontroversiel politik blev ifølge denne tro en sag for, ikke folkevalgte politikere, men for internationale organer og jurister. Politiske beslutninger kan nemlig omdannes til en moralsk kontrovers, der principielt skal afklares inden for FN-institutionens folkeretlige jura.

Det siger næsten sig selv, at en sådan tro kun kan finde klangbund i en verdensorden, hvor nationalister og populister reelt ikke har nogen betydning, og hvor befolkningerne, særligt i Europa, stiltiende blot skal acceptere de forordninger, der udgår fra de overnationale organer – EU, FN, Europarådet – der fortolker og håndhæver konventionerne om universelle menneskerettigheder. Hvilket de da også i vid udstrækning gjorde. Herunder mig selv.

For der var en meget stærk bekendelse til og tro på, ja, nærmest drøm om et grænseløst verdensfællesskab: at klodens befolkninger skulle forenes i én fælles menneskehed og under én lov (folkeretten), herunder de forskellige internationale konventioner, der stadig den dag i dag opfattes som hellige tavler hugget ud i sten. FN og andre globale institutioner blev anset som den fælles platform, hvor problemer skulle løses gennem forhandling.

På den måde kunne en myndig og modnet menneskehed endelig udvikle fælles institutioner, der ikke blot skulle løse globale miljøproblemer og konflikter, men også sikre menneskerettigheder, velfærd og frihandel. For også troen på åbne markeder og åbne grænser dominerede. Den frie bevægelighed af ikke bare serviceydelser og varer, men også af personer hørte til utopien, den delvist realiserede utopi, måtte man medgive dengang i 90’erne og endnu et stykke ind i 00’erne.

Det var blød magt, der foresvævede os, alt sammen drevet frem af USA, hegemonen, der etablerede intet mindre end ”Pax Americana”, drømmen om en varig fred, hvor man kunne få Rusland og Kina til at rette sig ind efter og under denne liberale orden, igen med nogen ret, for en amerikansk præsident, George W. Bush – Bush junior – kunne i 00’erne endnu sige: Enten er I med os, eller I er imod os – uden at nogen slog en høj latter op.

Dette os var nemlig ikke blot stærkt; der var heller ingen tvivl om, hvordan man forstod det. USA kunne etablere velfungerende koalitioner, når kolossen gik i krig for demokratiets skyld, og USA kunne forme stabile alliancepartnere, også i Asien, herunder Filippinerne og Thailand. USA sad for bordenden i de vigtigste globale forhandlinger og udfoldede storladne ”køreplaner” for sammenbrudte stater i Mellemøsten. Selv Tyrkiet, Iran og Rusland måtte acceptere denne tingenes gang, ligesom Rusland, Pakistan og Kina accepterede USA’s førerposition i forhandlingerne omkring Afghanistans fremtid.

Det var andre tider på det globale plan, men også i Europa så alt anderledes ud end i dag. Socialdemokratiske partier regerede mere eller mindre uantastet, der var stort set ingen nationale og højrepopulistiske strømninger af betydning, mainstreampolitik herskede, og alt var i en kort årrække ikke blot selvfølgeligt, men også temmelig forudsigeligt.

[…] Sådan så den gode, gamle verdensorden ud, for god og skøn var den. Rester af den står stadig tilbage, ligesom der stadig findes dem, der klynger sig til dens nedbrudte søjler. Men for et desillusioneret blik er billedet et andet: I 00’erne blev verden normal igen – og afslørede at den vestlige livsform ikke var normaliteten i resten af verden. Det skete på en bestemt dato og i kraft af en begivenhed, der vel har formet min generations kulturkritiske erfaringer frem for alle andre andre: terrorangrebet den 11. september 2001.

Vil du læse resten? forudbestil bogen

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside