En eksaminands vanskeligheder i 1938 – og faglighedens udvikling siden

21. september 2018
3 minutters læsetid

Af Christian Egander Skov

Jeg var i forsommeren involveret i en debat om gymnasieskolens faglige niveau, hvor jeg med udgangspunkt i en rapport fra EVA forsøgte at sandsynliggøre, at niveauet nok trods alt var faldet. Bl.a. fordi optaget er øget drastisk, timeantallet reduceret voldsomt og fagenes genstandsområde udvidet.

Jeg fik imidlertid læst og påskrevet af formanden for de danske rektorer, der mente, at alt ikke alene var godt, men faktisk meget bedre end før. Nu behøvede man ikke vide så meget, man kunne bare google. Jeg svarede hende med en vis mistro.

Jeg har i øvrigt hørt meget godt om hende, og håber derfor ikke, at hendes sagfører eller kirurg har samme holdning som hende til informationsteknologiens tilsyneladende uanede muligheder for at overflødiggøre faglighed i enhver traditionel forstand.

For nyligt sad jeg i anden anledning og læste en bog, hvor en herre – jeg skal nok afsløre hvem – beretter om sit besøg ved eksamensbordet i gymnasieskolen anno 1938. Hvordan er det gået med niveauet og forventningerne siden? Læseren kan jo gætte med undervejs.

Om kirke og stat i middelalderen

Men lad os tage hul på grisen.

“Da jeg kom ind, blev jeg først eksamineret i et vanskeligt spørgsmål fra Danmarkshistorien, nemlig forholdet mellem kirke og statsmagten i Danmark i middelalderen. Efter at have udredet Absalons forhold til Valdemarerne i rigets storhedstid og de mange fejder med Jacob Erlandsen, Jens Grand osv. Havde jeg håbet, at jeg derefter skulle eksamineres i et verdenshistorisk spørgsmål…”

Ak, som læseren nok allerede nu kan regne ud, gik det ikke sådan for vores unge eksaminand.

Denne havde i øvrigt ikke været en elev, der var gået til skolearbejdet med alt for stor opmærksomhed, idet han som ledende medlem af det nystiftede Konservative Gymnasiaster havde været travlt optaget af at bygge en organisation op fra bunden.

Ja, jeg nævner det kun for, at læseren ikke skal dømme ham for hårdt, når om lidt hans faglige uformåen bliver udstillet. I modsætning til vor tids ungdom kan han jo ikke gemme sig bag opløste hjem, weekendsdruk og telefonlir, når han skal forsvare sit skuffende faglige resultat.

Brandes på slotspladsen

Han fik derpå en kildetekst udleveret. En kronik af Edvard Brandes, om hvordan han som dreng havde oplevet udråbelsen af Christian d. 9 til konge i 1863.

“Og derefter stod der: “konseilspræsidenten gjorde det ikke nær så elegant som galejslaven aftenen forinden.” Og her satte min teaterinteresserede historielærer stødet ind: “Hvem var galejslaven?”

Jeg forklarede – syntes jeg selv – ret godt, at Det Kgl. Teater havde spillet Hostrups “Eventyr på fodrejsen” aftenen før, da meddelelsen om kongens død i Lyksborg nåede hovedstaden, og at den der spillede rollen som galejslaven i det bemeldte skuespil, var trådt frem og havde givet publikum den sørgelige meddelelse”

Ja, ganske imponerende viden. Overgår så klart min egen. Men det undergraver jo ikke just pointen.

Vi kan jo overveje, hvilke af de navne, man ville forvente, at en gymnasieelev anno “dybere, bredere og højere” ville kende. Ville han kende Absalon? Jeg tvivler, men ok måske. Jacob Erlandsen? Jens Grand? Jeg tvivler. Selv har jeg kun en meget vag ide. Hvad med Edvard Brandes? Jo helt klart! Men han ville tænke, at det var ham med Det Moderne Gennembrud og alle damerne.

Christian d.9? Jo, han ville vel gætte, at det drejede sig om en konge. Og det ville være rigtigt. Så point der. Men hvornår? Ingen anelse! Lige før Christian d. 10. antager jeg. Ville han kende Hostrup? Nej. Ville han vide, hvad Lyksborg er? Nej. Ville han nogensinde havde hørt om “Eventyr på fodrejsen”? I så fald ville han være heldigere end mig. Ville han ane, hvad en konseilspræsident var, og ville han kunne udtale det? Jeg giver ham 50 procents chance.

Ukuelig optimist.

Dommen fældes – ingen nåde

Men selv om vores unge ven – som vores eksaminand – skulle vide alt dette, så ville næste spørgsmål nok have ramt hårdt:

“Men nu blev dødstødet rettet mod mig: “Ja, men hvem spillede rollen som galejslaven?”

Ja, her kom vores eksaminand i vanskeligheder. Dum som han var, svarede han Phister. Men svaret var jo Wiehe. Phister spillede jo for fanden birkedommeren i stykket. “Nederlaget var totalt,” konkluderede vores eksaminand. Og man må give ham ret.

(Og vi kan fortsætte legen fra tidliger. Phister? Nix. Wiehe? Overhovedet ikke! En birkedommer? Bum bum…)

Heldigvis kan eksaminanden trøste sig med – eller det kan han ikke, for han er for længst død – at han trods alt fik ug- og blev student. Han kan vel særligt trøste sig med, at han ikke gik i bedre, bredere, dybere og højere gymnasiet. Der havde han næppe fået et ben til jorden. Her har man nemlig bevaret fagenes faglige dybde, mens man har beskåret timeantallet og udvidet deres genstandsområde.

Eksaminanden var i øvrigt Poul Møller, og den lille historie kan læses i hans selvbiografi Mennesker og Meninger fra 1970. Den er endnu ikke udkommet på YouTube.


Christian Egander Skov er ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside