1952 var angiveligt det sidste år, hvor man kunne opleve en traditionel opsætning af Wagners operaer i det operahus i Bayreuth, der ellers er helliget hans værker. ”Traditionel” i den forstand, at opsætningen fulgte komponistens anvisninger for, hvordan værket skulle opføres. 1952 var nemlig året, hvor man sidste gang kunne opleve Rudolf Hartmanns opsætning af Die Meistersinger von Nürnberg. Festspillenes genåbning efter krigen i 1951 blev startskuddet for det såkaldte ”Neu Bayreuth”, hvor Wagners børnebørn – Wieland og Wolfgang – forkastede den traditionelle opførelsespraksis. I årene, der kom, blev den traditionelle scenografi stille og roligt skraldet væk og erstattet med en minimalistisk scenografi tilsat markante lyseffekter. Resultatet blev et mere sanseligt udtryk, der ikke var knyttet til en speciel tid, og således blev mere almengyldigt. Mange af disse opsætninger ville i dag blive betragtet som nærmest konservative, hvis ikke decideret reaktionære, i deres udtryk. Men de delte vandene, da de kom frem.
Efter godt 25 år kunne man ikke nå længere ad dén vej. Der er trods alt grænser for, hvor længe man kan blive ved med den såkaldte ”progressive simplificering”, hvis ikke man vil ende med rent koncertante opførelser. I 1976 – 100-året for de første festspil og for premieren på den første samlede opførelse af Nibelungens Ring – skulle der så ske noget nyt. Man hyrede den franske teaterinstruktør Patrice Chéreau til at stå for jubilæumsopførelsen af Nibelungens Ring.
De, der håbede på, at man ville gå tilbage til tiden før 1951, blev således slemt skuffede. For når man har brugt 25 år på at reducere Wagners værker til et rent sanseligt udtryk løsrevet fra tid og rum, ja så ligger det jo lige for at bygge noget helt nyt op med et udtryk, der ikke forholder sig nævneværdigt – endsige strengt – til musikken eller historien overhovedet. Denne vej gik Chéreau da også ned ad. Hans “Ring” foregik i slutningen af 1800-tallet og handlede om industrialiseringen og den tid, hvori Wagner komponerede værket. For når man i princippet ikke længere behøver forholde sig til musikken og historien, ja så er mulighederne nærmest uendelige.
Ikke alle, der fulgte efter i kølvandet på Chéreau, bar sig lige så radikalt ad, eksempelvis var Götz Friedrichs 1972-opsætning af Tannhäuser nogenlunde traditionel. Det samme gjaldt Werner Herzogs 1987-opsætning af Lohengrin. Måske overraskende for nogle var en af de mest radikale traditionalister Lars von Trier, jf. de offentliggjorte noter vedrørende hans (desværre!) opgivne opsætning af Nibelungens Ring i Bayreuth, der var planlagt til 2006:
”(…) Det kan være udmærket at Wagners så menneskelige Guder vælter sig rundt, snart i den engelske industrialisme snart i det tredje rige, men bedre bliver det ikke af det. Der er ikke brug for paralleller! Faktisk er de direkte forstyrrende! Lad publikum om paralleller og tolkninger. Som nyligt afdøde operakender Gerhard Schepelern så insisterende mindede mig om: ”Iscenesætteren skal ikke gøre sig klogere end værket!” Nej, han må være en tjener for de oprindelige intentioner, han finder i tekst og musik, og jo vanskeligere en opgave, des mere ihærdigt. Havde det været meningen at Fafner skulle vække gys, så er det iscenesætterens forbandede pligt at arbejde for gyset med al sin kunnen. Var Siegfried en helt (om end psykologisk ganske så nuanceret) så skal han fremstilles som sådan, hvor umoderne, utaknemmeligt og politisk ukorrekt det end måtte forekomme. Indeholdt og indeholder ”Ringen” humor, så er det denne humor forestillingen skal dyrke og ikke en tilfældig iscenesætteres fordomsfulde munterheder.
Vil vi Wagner, så vil vi Wagner. Så står vi ved det. Alt andet er fejt (…)”
Eller rettere: Har man set von Triers film, er synspunkterne faktisk ikke så overraskende, da han om nogen er god til at stille svære spørgsmål og acceptere præmisser og ideer, som han ikke nødvendigvis selv – og i endnu mindre grad publikum – bryder sig om. Citatet ”En film skal være som en sten i skoen” er meget sigende.
Men selvom der var lyspunkter, så var retningen for Bayreuth fra midten af 1970’erne nogenlunde klar: Der var nemlig ingen retning; og Wagners musik blev brugt til snart det ene og snart det andet instruktørpåfund. De fleste, der interesserer sig for Wagners værker, ved da også udmærket godt, at man ikke skal tage til Bayreuth, hvis man vil se Wagners værker, som de var tænkt.
Den aktuelle opsætning af Der fliegende Holländer i Bayreuth, der har været på programmet siden 2012, er et eksempel på et nyt lavpunkt.
Naturligvis har man systematisk fjernet enhver ting, der bare antydningsvist kan lede tanken hen på handlingen i Wagners opera, da de passer dårligt med instruktørens ideer om kapitalismekritik. Stormvejret i første akt er således blevet til en række blinkende tal. Det skal – hedder det til indføringsforedraget – forestille børskurser, ”big data” og det uoverskuelige internet, der knuser individet. Naturen er ikke i længere skræmmende nok for mennesket. Finansmarkedernes og kapitalens rasen gør det ud for den moderne storm. Hollænderen er tilsvarende blevet til en forretningsmand, der har indset, at et liv med penge og kapital ikke gør ham lykkelig. Han søger derfor efter en kvinde, der kan give ham den forjættede ”Erlösung”. Han er ”kapitalismens spøgelse”, og hans natur fornægter sig ikke. For hans forhold til Senta er også styret af kapitalens logik. Således køber han hende ved en ”investering” – kapitaltilførsel – i faderen Dalands selskab ”Daland GmbH”. De spindende-summe-brummende piger i anden akt får vi derfor heller ikke se. De er reduceret til fabriksarbejdere i Daland GmbH, hvor de producerer ventilatorer.
For at få denne ide til at gå i spænd med Wagners tekst og ideer, har man i programmet anbragt et uddrag af en kringlet artikel af Udo Bermbach, der under titlen Erlösung durch Selbstvernichtung forsøger at fortælle os, hvorfor Der fliegende Holländer i virkeligheden handler om kapitalismekritik, fordi den foregriber nogle ting, Wagner skrev i nogle senere skrifter. Godt nok siger Wagner vist ikke noget om kapitalismekritik i forhold til denne opera, men den slags var jo oppe i tiden i 1840’erne, og kunstværker er jo som bekendt produkter af deres samtid:
”Um kurz zu sagen: Der entscheidende Unterschied zu seinen romantischen Vorgängern liegt bei Wagner in der Überzeugung, dass all Kunst, auch seine eigene, außerästhetischen Bedingungen unterliegt, die gesellschaftlichen wie politischen Verhältnisse sich also in Kunstwerken reflektieren.“
Jamen er der det ikke mageløst! Wagner har nærmest ubevist udtalt kapitalismekritik i værket uden selv helt at være klar over det! Programmet fortsætter med et uddrag af Alxander Schimmelbuschs bog Hochdeutschland (2018), hvor der reflekteres flittigt over neokapitalismens dårligdom i form af forretningsmanden Victor, der sidder på et hotelværelse og bestiller Richebourg til EUR 2.400 per flaske via roomservice, mens han glæder sig over ikke at tilhører de mindre privilegerede dele af samfundet:
”Dass man bekam, was man verdient hatte, hielt Victor für eine lachhafte Vorstellung. Wegen irgendeiner Idee, die ihm nach einer Flasche Wein zugeflogen war, würde er jetzt mal wieder in Gold aufgewogen werden. Er hätte auch in einer sterbenden Kleinstadt geboren werden können, in der ehemaligen Zone, irgendwo im Crystal-Meth-Niemandsland an der Grenze zu Tschechien, in einem Waisenhaus neben einer Mülldeponie.“
Herefter kommer så et indlæg af Joseph Vogl betitlet Das Gespenst des Kapitals – hvis der stadig skulle være nogen tilbage, der ikke har fattet budskabet – hvor man blandt andet kan læse lidt om årsagerne til den seneste økonomiske krise:
”Gerade die sogenannten Krisen der letzten Jahrzehnte haben die Frage veranlasst, ob sich auf den Schauplätzen der internationalen Finanzwirtschaft ein effizientes Zusammenspiel vernüftiger Akteure oder ein Spektakel reiner Unvernuft vollzieht. Es ist jedenfalls nicht ausgemacht, ob der darin beschworene kapitalistische „Geist“ verlässlich und rational oder schlicht verrückt operiert.“
Det er da meget interessant. Og både kapitalisme og kapitalismekritik er bestemt ikke irrelevant for kunsten at beskæftige sig med. Men det har meget lidt – hvis overhovedet noget – at gøre med Der fliegende Holländer, der blev færdigkomponeret i 1841! Det tema ville passe bedre på Nibelungens Ring eller andre værker. Men hvorfor tror man overhovedet, at en næsten 180 år gammel opera, der handler om noget helt andet, er det rette instrument til at forklare problemerne med nutidens kapitalisme? Skriv dog en ny opera eller musical i tidens stil i stedet! Skriv en bog! Lav en film! Et maleri! En kunstinstallation!
Kritikken bliver ganske enkelt for tam og uvedkommende, hvis man tror, at man på den måde kan tage en opera med et fuldstændig andet indhold og bruge den som blot og bar baggrundsmusik for sine ideer. Men ender med en håbløs opsætning, der tilføjer absolut intet til operaen. Der er tale om to bånd, der afspilles nærmest uafhængigt af hinanden, operaen og operaopsætningen. Man kunne lige så godt have vist en Disney-tegnefilm af vilkårligt valg, mens musikken spillede.
Man har formået at gøre opera til noget, der minder om en teaterkoncert eller musikvideo. Ikke noget ondt om disse genrer – eller jo, den første bryder jeg mig faktisk ikke rigtigt om, men så ikke noget dårligt vil jeg sige lige her og nu i hvert fald – men det er altså noget andet: I operaen opstår magien og de store oplevelser, netop ved et komplekst sammenspil mellem historie, musik og sang m.v. Dette går fløjten, hvis man insisterer på blot at bruge operaen som baggrundsmusik.
Det afstumpede regiteater viser her sit sande ansigt. Regiteatret er den middelmådige kunstners måde at hæve sig op over mængden på. Hvem ville lytte til instruktørens kapitalismekritik, var det ikke fordi den kom med Wagners musik? Ingen. Det er jo sagt 100 gange før. Og det er sagt 100 gange bedre før. Bare det korte uddrag fra Alexander Schimmelbuschs bog siger uendelig meget mere end det aktuelle Mach-werk af en opsætning. Man har ikke noget at sige, og det siger man så. Og man har heller ikke nogen ny måde at sige det på.
Dette forklarer også, hvorfor man ikke bare skriver en ny opera om kapitalismekritik. Ingen ville se den. Det er jo blevet sagt bedre og mere effektivt af film og tv-serier allerede.
Jeg kan ikke se regiteateret som andet end et tegn på kreativ krise. Man fornyer sig ikke. Man laver for det første mere eller mindre det samme, som man gjorde i 1970’erne. For det andet så er regiteatret et udtryk for, at man ikke formår at finde nye og interessante måder at gøre sine budskaber relevante for vores tid. Man er nødt til at bruge Wagner for at få det til at glide ned.
Man kan opnå meget bare med forskellige sangere og personinstruktion. Dette burde være rigeligt til at skabe nye udtryk. I min bog er det en middelmådig instruktør, der er nødt til at bruge så stærke virkemidler, som at flytte historien til en anden tid eller indsætte en helt ny historie, hvis han skal have sit budskab igennem.
Man forveksler ideer med kreativitet. Man har massere af ”holdninger”, men begrænset talent for at føre dem ud i livet. Havde der så bare været tale om nye holdninger eller en anderledes vinkel på emnet ”kapitalisme”, men nej. Opsætningen bliver en “intellektuel” stiløvelse, hvor man glemmer sammenspil mellem musik, scenografi og historie, men kun fokuserer på om budskabet nu er det rigtige og forsøger at fylde hullerne ud med programartikler skrevet af andre.
Alt dette havde så måske været til at leve med, hvis sangpræstationerne havde været helt i top. Det var de desværre ikke helt tirsdag den 7. august 2018, hvor jeg besøgte Festspielhügel. Dårlige præstationerne var der nu ikke tale om. Slet ikke. Det oplever man trods alt sjældent i Bayreuth. Det hele var sådan mere ”på det jævne”. Der var ingen af præstationerne, der virkelig skilte sig positiv ud. Eller jo! Den svenske baryton John Lundgren som hollænderen og Peter Rose som Daland var begge fremragende. Førstnævnte kan jeg huske i sin tid imponerede mig i rollen som hollænderen, da Den Jyske Opera opsatte værket i 2008.
Der er ikke meget at klage over vedrørende kor og orkester. De store korpassager var også leveret effektivt. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere vildskab fra orkesterkraven. Det blev aldrig rigtig stormfuldt. De få lyspunkter er desværre ikke nok til at ændre på min konklusion, nemlig at jeg på det bestemteste må erklærer mig for utilfreds.
Richard Wagner, Der fliegende Holländer, Bayreuther Festspiele, den anmeldte opførelse fandt sted tirsdag den 7. august 2018
Referencer
Forestillingens hjemmeside med information om sangere, dirigent m.v. https://www.bayreuther-festspiele.de/programm/auffuehrungen/der-fliegende-hollaender/
Penelope Turing, New Bayreuth (1969, 2. oplag 1971)
Lars von Trier, En overdragelsesforretning (2004). Noterne har tidligere været offentliggjort på Zentropas hjemmeside men er ikke længere tilgængelig der. Man kunne læse dem på den Lars von Trier-udstilling, der var på Brandts i Odense frem til den 29. juli 2018, se https://brandts.dk/udstilling/lars-von-trier-2/. Noterne er også omtalt i information, se https://www.information.dk/kultur/2007/07/lars-von-triers-moerke samt på www.jernsalt.dk, http://www.jernesalt.dk/trierringen.asp. Dokumentet har været offentliggjort i sin helhed i Politiken den 3. august 2006.
Sophie Becker, Zwei Außenseiter auf der Suche nach einem anderen Leben – Ein Gespräch mit Jan Philipp Gloger (programartikel)
Sven Friedrich, Der fliegende Holländer (uddrag fra “Richard Wagners Opern. Ein musikalischer Werkführer“ optrykt i programmet)
Udo Bermbach, Erlösung durch Selbstvernichtung (uddrag fra “Blühendes Leid. Politik und gesellschaft in Richard Wagners Musikdramen“ fra 2003 optrykt i programmet)
Joseph Vogl, Das Gespenst des Kapitals (uddrag fra bog af sammen navn fra 2010 optrykt i programmet).
Den heromtalte Bayreuth-opsætning af Der fliegende Holländer er udgivet på DVD og blu-ray af Opus Arte. Musik og sang er her helt i top, men det skulle meget gerne fremgå klart af ovenstående, at jeg ikke kan anbefale, at man bruger tid på denne opsætning:
http://www.opusarte.com/details/OABD7147D
I steder kan man med fordel købe cd-udgivelsen af samme opsætning:
http://www.opusarte.com/details/OACD9043D
Vil man have fornuftige opsætninger af værket er et fint, traditionelt bud, Václav Kašlíks filmversion fra 1975. Der er den rette strejf af gotisk uhygge, og stemningen er hele tiden på grænsen af det mareridtsagtige. Til gengæld spiller Bayerisches Staatsorchester under Wagner-veteranen Wolfgang Sawallisch som en drøm! Sangerne er fremragende på alle poster. Catarina Ligendza er en næsten diabolsk Senta! Og Donald McIntyre giver hollænderen det rette tragiske udtryk.
https://www.deutschegrammophon.com/en/cat/0734433
Et andet godt bud er Harry Kupfers Bayreuth-opsætning fra 1978 med blandt andet danske Lisbeth Balslev som Senta. Strengt traditionel er den dog ikke, men hovedparten af de foreskrevne elementer bevares:
