National og konservativ

31. august 2018
4 minutters læsetid

Begrebet nationalkonservatisme er egentlig en pleonasme, for konservatismen er per definition national. Det har en række såkaldt konservative partier i Europa imidlertid glemt, skriver Kenneth Kristensen Berth (DF) i månedens kronik, og det er beklageligt. Konservatismen i dens oprindelige form, med forståelse for nation og dennes afgørende betydning, er nemlig Europas eneste mulighed for overlevelse. 

Kenneth Kristensen Berth

En stribe nye partier vinder i disse år terræn i Europa. Fællesnævneren er skepsis over for EU og masseindvandringen. Terminologien, der finder anvendelse på disse partier har ændret sig igennem de senere år. Hvor partier med samme synspunkter for ti eller tyve år siden i dansk presse blev omtalt som ”højreorienterede”, ”højreradikale” og ”fremmedfjendtlige” har en ny betegnelse på det seneste vundet indpas til at karakterisere de pågældende partier – nemlig betegnelsen ”nationalkonservative”. En betegnelse som til en vis grad er opfundet af bevægelsen selv.

En pleonasme

Begrebet ”nationalkonservatisme” er dog i virkeligheden en pleonasme – eller burde være det – for konservatismens essens er nemlig national – og behovet for at kreere begrebet ”nationalkonservatisme” har en tæt sammenhæng med en række europæiske konservative partiers opgivelse af nationen som det centrale i den konservative filosofi.

Partier som Moderaterna i Sverige og Det Konservative Folkeparti i Danmark er vel nogle af de bedste eksempler på nominelt konservative partier, der har opgivet nationen som bagtæppe for partiernes politiske tænkning. Det er nok muligt at være nationalsindet uden at være konservativ, men at være konservativ uden at være national er ganske enkelt ikke muligt.

Konservatismens fader – i det omfang konservatismen kan siges at have én sådan – Edmund Burke formåede som få at fange essensen i nationen:

A nation is not an idea only of local extent, and individual momentary aggregation; but it is an idea of continuity, which extends in time as well as in numbers and in space. And this is a choice not only of one day, or one set of people, not a tumultuary and giddy choice; it is a deliberate election of ages and of generations; it is a constitution made by what is ten thousand times better than choice, it is made by the peculiar circumstances, occasions, tempers, dispositions, and moral, civil, and social habitudes of the people, which disclose themselves only in a long space of time.[1]

Men også i en dansk sammenhæng har nationen været centrum for den konser-vative tanke. Her for eksempel formuleret af Poul Møller i 1944:

Danmarks Karakter af en Nationalstat, hvis Folk for den meget store Majoritets Vedkommende tilhører den samme Nation er for os en uvurderlig Fordel, som vi ikke under nogen Omstændigheder ønsker at give Afkald paa. Fællesskabet vilde da forflygtiges og udviskes, blive kunstigt i stedet for naturligt som det nuværende, der bindes sammen ikke blot af et socialt-retsligt Baand, men ogsaa af et etisk-historisk Baand.[2]

EU over nationalstat

Allerede 30 år senere var Poul Møllers ord imidlertid håbløst forældet. Således skrev den konservative partiformand Poul Schlüter i en artikel i Flensborg Avis gengivet i Schlüters bog Den lange vej – fra nederlag til sejr: ”Det forenede Europa behøver vi ikke at skabe. Det er allerede skabt af den tekniske udviklings ændring af alles hverdag, hvad enten vi er franskmænd, belgiere eller danskere. Men hvis vi vil undgå det uniformiserede grå Europa, så kan det kun gøres ved, at vi går sammen”.[3]

Væk og borte var værnet om det danske folk og den danske nation. Det Konservative Folkeparti havde opgivet fundamentet for konservatismen – nationalstaten – og dermed konservatismen.

Den konservative filosofi har i øvrigt haft trange kår i Europa i årtier. En række lande har stået uden både reelt og nominelt konservative partier – og har i stedet betjent sig af kristendemokratiske partier som betydningsfulde spillere på den borgerlige fløj. Partier, der traditionelt ikke har været optaget af det nationale i samme grad som konservative partier. Men i disse år ser vi som sagt en opblomstring af reelt konservative partier overalt i Europa.

Muligheden er der endog for at disse konservative partier samlet i en gruppe i Europaparlamentet faktisk ville kunne udgøre den måske allerstørste gruppe efter det kommende Europaparlamentsvalg. Dertil vil dog års succes fra venstrefløjen og den kulturradikale elites side med at spille partierne ud imod hinanden formentlig endnu gøre et sådant projekt umuligt at søsætte.

Europas redningsplanke

Der er imidlertid ingen tvivl om, at konservatismen udgør den redningsplanke, som det europæiske kontinents folk må knytte deres overlevelse til.

Den europæiske venstrefløj lever med få undtagelser som f.eks. Die Linkes Sahra Wagenknecht fortsat i en forestilling om multikulturalismens lyksalighed. Liberalistiske partier som vores eget Venstre har stadig den grundtone, at såfremt blot de kulturfremmede kan sættes til at bestille noget, så vil de ikke udgør en trussel mod de europæiske folks nationale egenart men gradvis blive integreret i et endnu ikke-eksisterende europæisk – altså ikke nationalt – fællesskab. Mens socialdemokratierne i Europa synes godt i gang med at lægge sig selv i graven som kollektiv bevægelse blandt andet som hovedansvarshaver for en hovedløs og kuldsejlet multikulturel mission.

Tilbage er kun de konservative partier til at klare ærterne. De partier, der forstår at kernen i den menneskelige tilværelse er nationen, der som en udvidet familie, sikrer den tryghed, der er forudsætningen for at individet kan blomstre og udfolde sig.

Kenneth Kristensen Berth er cand.mag. i historie og samfundsfag samt medlem af folketinget og EU-ordfører for Dansk Folkeparti.


[1] Cit. eft. Bullard, Paddy: Edmund Burke and the Art of Rhetoric, Cambridige University Press 2011, s. 149.

[2] Møller, Aksel (red.): Konservativ Ungdom 1904-1944, Haderslev 1944, s. 597.

[3] Schlüter, Poul: Den lange vej – fra nederlag til fremgang, Peter la Cours Forlag 1980, s. 56.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside