Angstens magt over sjælene

27. august 2018
5 minutters læsetid

af Anders Orris

Dagbladet Information interviewer (Moderne Tider, 25. august) fem forskere, der alle har det til fælles, at de bevæges voldsomt af udsigten til forandringer i jordens klima.

Lad mig i første omgang dvæle ved denne voldsomme sindsbevægelse, jeg foruddiskonteret vil rubricere som angst. Vi hører ikke sjældent – ikke mindst i disse tider, hvor Amerikas præsident ohne ende og fremvæksten af en såkaldt europæisk højrepopulisme dominerer overskrifterne – at angsten er et magtfuldt mobiliserende instrument, som det gælder om at være på vagt overfor. Det hævdes, næsten altid nedsættende, at visse drevent anvender menigmands frygt, også for fremtiden, som redskab til politisk vildledelse. Oftest med en påfaldende ensidighed: det hævdes aldrig, at partiet Alternativet, tyske De Grønne eller det svenske Miljöpartiet ”spiller på folks frygt”.

Historisk set har det også været sådan, at en position, man kan kalde venstreprogressiv, kulturradikal eller noget lignende, nærede en udpræget resistens overfor angst som politisk styringsredskab. To forhold dominerede. Dels en ophævet generationskontrakt, hvor de opvoksende generationer kun selv forstod meningen med livet. Forældregeneration var geskæftig og ikke sjældent manipulerende, når den tyede til de løftede pegefingre. Dels en udpræget, til det fanatiske græsende tro på en ikke blot kulturel, men også politisk radikalisme, der var nært forbundet med det første forhold. Enhver generation skabte sig selv på ny. Vi ses igen, kammerater, et eller andet sted i skæringspunktet mellem drømmen og det hårde arbejde sagde apoteosen af de to beskrevne positioner, den mangeårige svenske statsminister Olof Palme, manende til sine tilhængere i 1975. Politik er at vilje er et andet, i denne forbindelse sigende diktum fra samme mand.

Den traditionelle modvilje imod angsten fra venstreprogressivt hold hentede dertil rygdækning i en historisk modvilje imod det gamle samfunds agenter for angsten. Alle til hobe blev de besiddende, kongemagten, kirken og i sidste ende Vorherre rubricerede som magtinstanser, funderede i deres væsensforskellige evne til at mobilisere og håndhæve angsten som disciplinerende instrument. Det tyvende århundredes mangearmede opgørs- og oprørsbevægelser, hvortil man kan regne Olof Palmes parti som internationalt fænomen, mobiliserede til kamp imod disse angstinstitutioner. Resultaterne blev forskelligartede, blandt andet menigmands frigørelse i visse sammenhænge, dog ikke sjældent også den anden halvdel af modernitetens janushoved, dvs. tyranni, undertrykkelse og udryddelse af anderledestænkende. Det var svært at modstå fristelsen til selv at indlemme angsten som brugbart redskab i en snæver vending.

Med dette in mente er det en speciel oplevelse at læse det omtalte interview. Jesper Theilgaard glider forholdsvis let ned; han er en sindig mand i en moden alder og har været i offentlighedens tjeneste tilbage fra dengang hvor saglighed var en klarere del af dekorum. Anliggendet gælder de øvrige fire, der med mere eller mindre grad af klarhed fremstår som forskere. Det er tankevækkende, at de alle fire finder anledning til at nævne deres egne børn – deres livssituation som forældre – som en udslagsgivende faktor i forhold til deres synspunkter vedrørende et offentligt anliggende. Engang havde dette virkemiddel – ikke mindst apropos de kulturradikale anstrøg af den ovenfor skitserede position – noget hattedameagtigt over sig. Det at påkalde sig sine børn tjener typisk som patosfyldt indledning eller et sidste tilflugtssted, når det kniber med de saglige argumenter. I de fire forskeres tilfælde synes det imidlertid at være et ganske gangbart udgangspunkt og argument, men også – mere klart – et udslag af det angstbetonede: deres børn sendes ikke frimodigt ud i verden, men er sarte, skrøbelige væsener med udsigt til en grum fremtid. Er det også så entydigt, hvordan og hvorledes det forholder sig med de der børn? Er det det sidste tilflugtssted, der er det karakteristiske ved de fire forskeres argumentation? Jeg tror det. Om ikke andet er det værd at fastslå, at de fire forskeres børn er deres børn, hvorimod andre kan have andre ønsker og bekymringer for deres børn.

Der er mere af den slags. En af forskerne får sin nattesøvn ødelagt. Samme plages af angstens onde ansigt, når der er lediggang på programmet. Hvem kender ikke fritidens trummerum? Det professionelle jeg bliver til et panser. En anden bekymres over en angiveligt tiltagende ”tolerance overfor naturkatastrofer”, og det må sandelig ikke være nemt i hverdagen, for hvad søren skal såkaldt almindelige mennesker gøre ved jordskælv, vulkanudbrud og meget andet. De fleste er optaget af timelige problemer, dagen og vejen, det er vel såre menneskeligt, men det er nok et kendetegn ved forskere i bred forstand, at de ikke har internaliseret den simple sandhed, at det abstrakte ikke bliver konkret ved at komme i fjernsynet eller på internettet. Underbygger interviewet én ting, så er det dette forhold.

Vi ender dog et alvorligt sted. En af forskerne dvæler ved fænomenet ”at skabe politisk forandring”. En sådan kan tage sig meget forskellig ud. Det skal i den forbindelse gøres klart, at der findes – og skal findes – en politisk position, der siger fra overfor den både intro- og ekstroverte angst, de omtalte forskere præges af. Angst er og bliver et disciplinerende instrument; i praksis, ikke mindst i den forbaskede identitetspolitiks tid, et såre tidstypisk råb om forståelse, der i politisk sammenhæng dog altid bliver til uhæderlig patos. Theresa Scavenius’ angst er ikke min eller alles angst. Theresa Scavenius’ politiske forandring – reel eller mulig – er ikke min eller alles politiske forandring. Jason Box’, Jens Friis Lunds, Theresa Scavenius’ og/eller Stefan Gaardsmand Jacobsens respektive børn er deres børn og andres børn er andres børn. De fire forskere kan hver især ønske sig noget bestemt for deres børn – og opdrage dem til hvad de nu måtte ønske – men andre kan og vil ønske noget andet for deres børn, uden at de af den grund bliver politisk eller endnu værre menneskeligt illegitime.

Der findes ikke saglige løsninger på politiske problemer, for forskning og fakta er et og politiske konsekvenser af forskning og fakta er noget andet. Var de politiske konsekvenser af forskning og fakta så entydige, var der kun brug for et forsknings- og faktaparti. Forskeres angst, dårlige nattesøvn og nagende samvittighed er uden særlig valør i en fri offentlig debat og i et (nogenlunde) frit samfund, hvor det er fuldt ud legitimt at ønske – plukket løst fra hylden, jeg mener selv det hele – at afgiften på benzin og diesel skal sænkes markant, ejer- og registreringsafgiften på alle biler, uanset drivmiddel og brændstoføkonomi, skal reduceres mærkbart eller gerne afskaffes, samt at befolkningens spise- og rejsevaner, i praksis kødindtag og flyvning, på ingen måde skal være genstand for nogen form for politisk regulering. Klimaet og dets forandringer, der i øvrigt ikke findes i bestemt form, skal ikke blive til en højeste domstol eller et koncilium, hvorudfra alt i denne verden bedømmes. Frihed er altid frihed for de andre til at gøre noget, vi ikke nødvendigvis kan lide.

Tilsendt Dagbladet Information som kronikforslag på baggrund af avisens interview med fem forskere. Interviewet kan læses her: https://www.information.dk/moti/2018/08/faaet-nok-forskere-klimaaktivister

Refuseret.

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside