Søren Hviid Pedersen
Søren Hviid Pedersen

Folkestyret er ikke kun de levendes, det er også de dødes og de endnu ufødtes

5. juni 2018
4 minutters læsetid
Det følgende er højskolelærer, ph.d. Søren Hviid Pedersens tale til grundlovsfesten hos Nye Borgerlige. Søren Hviid Pedersen måtte desværre melde afbud, men talen bringes her i artikelform.

I dag er en festdag, vi bør være glade for. For det er i dag at vi fejrer, at vi har fået en gave. Det er en gave der blev skabt for mange år siden. Det er selvfølgelig Grundloven og folkestyret jeg taler om. Vore forfædre har givet os en arv.

De har kæmpet og stridt for det folkestyre, vi alle nyder godt af i dag.

Det er en arv vi skal værdsætte. Folkestyret er ikke dumpet ned fra himlen. Det er en ide, der er blevet fostret i det antikke Grækenland og som med varierende succes blev praktiseret gennem Europas historie. Folkestyret er en gave der forpligter. Vi skal være tro mod vores ophav, danskernes ophav er, i lighed med andre europæiske folkeslag, den europæiske civilisation.

Det danske folkestyre er et politisk fællesskab, der skaber lov og ret, og som kan skelne mellem det politiske og det religiøse, men som selvfølgelig er forbundet med kristenheden. En kristenhed der sætter en ramme om det politiske, men som ikke bestemmer og dikterer det politiske.

Folkestyret er ikke kun de levendes demokrati, det er også de dødes og de endnu ufødte generationers! Det sidste er skrevet af den engelske konservative forfatter Chesterton.

Med dette udtrykker Chesterton en dyb veneration og taknemmelighed overfor de ting, der bliver os givet. Samtidig også en følelse af forpligtelse på at disse ting, der bliver overdraget til os, også skal forvaltes på en sådan måde, at de kommende generationer kan nyde godt af blandt andet folkestyret.

Taknemmelighed og forpligtelse – det er ethvert konservativt og borgerligt menneskes credo! Taknemmelighed og forpligtelse er vores idegrundlag som borgerlige mennesker. For det er kun igennem taknemmelighed og forpligtelse overfor det givne og det konkrete, at et menneske kan tages alvorligt. Uden disse egenskaber, er mennesket rent pjat og barnagtigt.

Det seriøse menneske er det menneske, der har en bevidsthed om det man bør være taknemmelig og forpligtet overfor. Derfor er historisk viden og hukommelse altafgørende. Uden viden og hukommelse er vi tabere. Den tyske filosof Nietszche skrev engang at fremtiden tilhører dem, med den længste hukommelse! Lad os håbe at danskerne har en god og lang hukommelse, der er hårdt brug for den!

Form uden hukommelse og viden om os selv og vor historie, er vi ganske fortabte! Hvorfor? Fordi uden en historisk hukommelse, taber vi vores fællesskab. Det danske fællesskab, det danske samfund, det danske folkestyre, ja danskhed, alt dette tabes, hvis vi ikke har en historisk erfaring og viden.

For uden denne historiske erfaring og viden er der intet, der binder os sammen mere. Forudsætningen for at vi kan forpligte og stole på hinanden er, at vi bundet sammen af en fælleslighed, noget vi deler.

Og vi deler alle det at være dansk, men vi gør det kun fordi vi har en viden og historisk erfaring om det at være dansk. Vores fælles danskhed skaber et vi, det er dette vi, der forudsætningen for folkestyret, vores samfund og vore fælles institutioner.

Det er bevidstheden om det danske og dansk historie, der er den fælles ramme for danskerne. Det denne fælles ramme, der skaber et meningsfællesskab. At vi kan tale som et vi, skyldes denne dybe historisk betinget fælleslighed.

En fælleslighed om normer, vaner, traditioner, og som skaber en helt grundlæggende solidaritet og kærlighed blandt danskerne.

Igennem århundreder er dansk folkelighed udviklet sig. En dansk folkelighed, hvis sindelag er mildt, frisindet og alligevel stædigt! Igennem århundreder har tidligere generationer af danskere opbygget en dansk folkelighed og et dansk samfund. Et hjem for danskeren. Et hjem der er trygt, rigt og som tager sig af de mennesker der ikke kan hjælpe sig selv.

Det er et godt samfund, fordi det er vores, fordi det er et resultat af vor forfædres anstrengelser, kampe og død. Vi er forpligtet på at bevare det danske samfund, vi er forpligtet på at forvalte og beskytte det mod trusler. Vi er forpligtet på Danmark. Vi er forpligtet på dansk folkelighed, dansk folkestyre og dansk lutherdom.

Hvorfor? Fordi den er vores arv, den er vores historiske arv, den er vores fundament. Vi er Danmark.

Vi elsker alle vores børn, ikke fordi de alle er genier og englebørn, men fordi de er vores børn, ikke andres, ikke dine, ikke statens, nej fordi de er vores børn, og vi elsker dem ubetinget. Vores børn er en del af os selv.

Vi elsker Danmark, danskerne og danskhed, ikke fordi det er storladent, ikke fordi vi er de bedste til alting, ikke fordi alt bare er større, rigere og hurtigere i Danmark, men vi elsker det danske, ganske enkelt fordi Danmark er en del af os, og fordi vi er uløseligt forbundet med Danmark. Vi taknemmelige og forpligtet på Danmark og danskerne, derfor er vi fædrelandskærlige, derfor er vi borgerlige.

Danmark og det danske er vores arv. Vores arv er vores, og vi er forpligtet på at forvalte og videreføre denne arv. Folkestyret, de danske værdier, kristendommen, alle disse er vores, det er noget vi forbinder os med og derfor er det her vi har hjemme.

Der er desværre nogen, der gerne vil forkaste vores arv, smide vore traditioner og værdier ud og erstatte den med noget, der er mere ‘tolerant’ ‘tidssvarende’ ‘inkluderende’ ‘moderne’ alt dette er noget ugræs, der er føget ind over det danske! Der er nogen, der vil gøre danskerne hjemløse, rådvilde og udsatte!

Der er dem, der siger, at vi skal tilbede menneskerettighederne og nedbryde dansk lov og ret. Der er dem, der sige at dansk lov og ret skal forkastes, fordi det er forældet, og at vi lever i en global verden, hvor nationernes lov og ret skal vige for menneskerettigheder.

Der er dem, der siger, at vi i Danmark skal forkaste folkekirken og kristendommen fordi nu er Danmark multikulturelt og multireligiøst og multietnisk og multi alt muligt andet. Kirker nedlægges og i stedet får vi islam og moskeer. Der er slet ikke plads til kristendom, kristenhed og folkekirke!

Der er dem, der siger, at det ikke er mere de enkelte folkeslag og nationer, der skal være herre i eget hus, at nu er det EU, der skal bestemme hvem og hvor mange vi skal lukke ind i vores hjemlande!

Men jeg siger jer, at

Når nogen siger menneskerettigheder og konventioner, der siger vi Grundlov og folkestyre. Når nogen siger islam og moskeer, der siger vi kristendom og kirke. Når nogen siger EU, der siger vi Danmark.

Tak for ordet!

Søren Hviid Pedersen

Søren Hviid Pedersen (f. 1966) er ph.d. i statskundskab, højskolelærer og fhv. lektor ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet. Han er forfatter til bogen Carl Schmitt (2011) og en lang række artikler om dansk og udenlandsk konservatisme og højretænkning.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside