Vi er ved at miste borgerligheden til disruption

8. maj 2018
3 minutters læsetid

Af Christian Egander Skov

Vi er ved at miste Venstre. Så hurtigt kan man vel sammenfatte den ministerrokade, som vi stadig kan se i bagspejlet. Ja, måske er vi faktisk ved at miste borgerligheden.

Partiet har taget endnu et skridt i retning af at manifestere en ny borgerlighed Det nye Venstre, hvis konturer, frygten kan tegne i horisonten, vil være globaliberalt, teknokratisk og antikonservativt.

Farvel til åndsliberalismen

Man behøver ikke være fan af Søren Pind for at begræde hans afgang. Hans særlige kvalitet var, at han ikke blot havde en ideologisk forankring i liberalismen, men at han mere bredt forstod idéers betydning for samfundsudviklingen. Lige fra sin tid som københavnsk lokalpolitiker havde han bragt idéer i spil i den politiske samtale.

Han havde vanskeligt ved at finde en meningsfuld kurs. Og han endte vel i en position, hvor han i lyset af populismens fremmarch kom til at omfavne en ufolkelig elitisme, der ikke klædte hans liberale projekt. Men en ener var han. Og han havde, fordi han var et åndsmenneske, stærke konservative træk i kraft af en væsensforankret tilknytning til dansk kultur og vestlig civilisation.

Også Esben Lunde Larsen hører til blandt de faldne. Her i dobbelt forstand. Dels gik han jo af, men nok så væsentlig blev han som minister en regulær nulbon. Vi var vel mange, der havde store forhåbninger til ham, da han i 2015 blev videnskabsminister. Han var klassisk dannet, ph.d. og havde åbenlyst interesse for åndslivet.

Ja, han har enddog skrevet en ganske udmærket artikel om Grundtvig til Replique. Vores tiltro til ham blev heller ikke mindre af, at alle de “rigtige folk” kritiserede ham, eller rettere indledte en religiøs hekseproces mod ham, fordi han troede på en skabende og opretholdende gud – ham vi normalt bare kalder Gud. Vi forsvarede ham ved den lejlighed.

Som minister slog han imidlertid fejl. Han var for svag, styret af sine embedsmænd. Og så havde han naturligvis travlt med at forholde sig til snart den ene og snart den anden skandalesag. Det blev aldrig til noget med styrkelsen af åndsliv og dannelse på universitetet. Som landbrugsminister imponerede han heller ikke, men kom til at fremstå som repræsentant for de selvsamme erhvervsinteresser, han skulle holde fast på deres ansvar over for den danske muld.

Trods al kritik af Lunde Larsen og Pind repræsenterede de begge en intellektuel, idémæssig forankret tradition i Venstre. Hvor Pinds rødder var den liberale ideologi, var Lunde Larsens rødder den liberale tradition i den jyske muld. De havde også det til fælles, at de begge – i hvert fald – forsøgte at slå et slag for “ånd” i uddannelsessektoren. Lunde Larsen drev det ikke til noget, men Pind fik faktisk udrettet noget i form af kampen for filosofikum. (Om det så reelt er en god idé er en anden sag.)

Disruption-borgerlighed

Nu er de åndsliberale dannelsesministre ude. Og ind er i stedet kommet iværksættermillionæren og disruption-profeten Tommy Ahlers. At det rent symbolsk er en drastisk bevægelse, er åbenbart for enhver. Om det så får anden betydning end det symbolske, er en anden sag.

Bevægelsen er fra forankring gennem dannelse til forandring gennem omstilling. Disruption-begrebet tematiserer netop fremtidens radikale anderledeshed og prædiker behovet for en fleksibilitet – i husker Hella Joofs indianere – der forudsætter rodløshed.

Nu er bevægelsen sikkert symbolsk i den forstand, at Tommy Ahlers får meget ringe mulighed for at præge sit område, før et valg. Men symboler betyder som bekendt noget. Og her siger det først og fremmest noget om, hvilket parti, Venstre gerne vil være.

Udpegningen af Tommy Ahlers er en måde at gestalte et borgerligt projekt, der knytter sig til globaliseringsdagsordenens åbenhed og disruption-ideologiens fremtidsbevidsthed. Det borgerlige bliver her det effektive og omstillingsparate, der står i modsætning til det tunge, det bureaukratiske og det traditionsbaserede. Det er borgerlighed som vækststrategi og velfærdsstat som CSR.

Anders Foghs Venstre er stendødt

Man bør i den sammenhæng hæfte os ved, at Inger Støjberg nu er kørt ud på et sidespor og at en skikkelse, som Marcus Knuth blev forbigået, mens karriere-roboten Britt Bager blev ophøjet til gruppeformand. Ville den nye borgerlighed lave et avlsprogram til skabelsen af et nyt menneske i sit billede, ville Tommy Ahlers være faderen og Britt Bager moderen.

Venstre er i gang med at beskære den liberale ideologis træ. Kappet er den klassisk liberale antireguleringsdagsorden. Den har fundet ly i Liberal Alliance. Væk er også betoningen af den folkelige, liberale tradition – Niels Anker Kofoed har meget symbolsk valgt at afgå ved døden netop nu – og væk er endelig den Anders Foghske værdikamps-liberalisme, der havde styret Venstre ind i en fast alliance med Dansk Folkeparti.

Det nye Venstre er Lars Løkkes venstre og Kristian Jensens Venstre. Og hvor det sidste adskiller sig fra det første er det primært i begejstringen og hastigheden, hvorved bevægelsen søges gennemført.

Om den bevægelse er til gavn for Venstre og det borgerlige Danmark, kan man tvivle om.


Christian Egander Skov er ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside