Rusland er løgnens land

10. april 2018
3 minutters læsetid

Som forventet blev valget i Rusland aldrig nogen gyser. Putin vandt klart. Et så højt stemmetal kunne uden noget nærmere kendskab til Rusland tyde på en udpræget tillid til politikerne. Dette er dog langt fra tilfældet

Mens Putin fik 76,6% af stemmerne, har kun 58,9% af russerne tillid til Putin ifølge de nyeste tal. Det synes måske underligt at sætte et ”kun” foran et så enormt tal, men det er alligevel voldsomt, at mellem en fjerdedel og en femtedel af Putins vælgere ikke har tillid til ham som præsident. Heri skal man indregne, at sådanne meningsmålinger ofte er påvirket til magthavernes fordel.

Endnu værre set det ud for Putins to allierede – Medvedev og Forenede Rusland. Kun 14,2% af befolkningen har tillid til Medvedev – herimod har 14,6% mistillid til ham. Forenede Rusland ville kun opnå 52% af stemmerne, hvis der var parlamentsvalg i morgen – 14% lavere end Putins resultat.

Løgnen gennemsyrer russisk politik

Der er ingen tvivl om, at Putin ville vinde et valg helt uden valgsvindel, men russiske magthavere sidder på et skrøbeligere mandat, end man skulle tro. Det skyldes, at politik i Rusland er løgn. Det ved alle russere. Vælgerne ved det, og Putin ved det. Putin ved, at vælgerne ved det, og vælgerne ved, at Putin ved det. Først og fremmest er russisk stats-tv løgn. Løgnen gennemsyrer det hele. På valgaftenen fulgte jeg med på den store Kanal 1, hvor en masse eksperter analyserede årsagerne til Putins store forspring. Der var ikke grænser for, hvor meget Putin havde udrettet for landet. Hele salen klappede, når der blev sagt noget rosende om Putin. Ingen nævnte, at regeringen ikke var i nærheden af at opfylde sine valgløfter. Ingen nævnte naturligvis undertrykkelsen af oppositionen eller begrænsningen af ytringsfriheden som en potentiel årsag. Det hele var et skuespil. Det var ikke virkeligt.

Midt i al rosen tilføjede en af eksperterne, at ti forskellige lande i løbet af aftenen havde forsøgt at hacke det russiske valg, men at man havde modstået angrebet. Mere løgn. Ingen stillede naturligvis spørgsmålstegn ved, hvordan man kunne modstå et hackerangreb, mens man ikke kunne stille noget op mod mennesker – nogle af dem endda valgtilforordnede – der dybt analogt smed flere stemmesedler i urnen. Ingen spurgte, hvorfor et valg ikke går om, når der i løbet af aftenen er registreret 1700 uregelmæssigheder.

Men ingen forventer for alvor nogen kvalificeret dækning fra de store stationers side. Vladimir Pozner, som har sit eget tv-show på Kanal 1, fortalte i et interview med Flemming Rose, hvordan tv-stationen udøver stærk selvcensur. De kan ikke andet. Ellers mister de deres job.

Løgnen i retssystemet

Russiske rettergange er også løgn. For ganske kort tid siden er en russisk mand uden hænder blevet tiltalt for at gribe en politimand om halsen og forsøge at kvæle ham. Angiveligt skulle han have gjort det med de knoglestumper, hvor hans hænder skulle have siddet. Den lader vi bare lige stå. Til gengæld blev de 30-40 betjente, som brød ind i mandens hus, bankede ham, brækkede to fingre på hans kone og brækkede hans brors ribben, ikke tiltalt. Det er bare den seneste sag i en lang perlerække af eksempler på den totale mangel på retfærdige rettergange for systemkritikere.

Selv mordet på Litvinenko lyver russerne stadig om. Det gør de på trods af, at Andrej Lugovoj og Dmitrij Kovtun havde efterladt spor af polonium alle de steder, de havde været – deres hotelværelse, deres fly, Kovtuns ekskones lejlighed i Hamborg, Kovtuns svigermors hjem og talrige andre steder.

Løgnens pris

Når man kender al denne løgn, bliver det meget svært at tro på, at russerne ikke har haft noget at gøre med forgiftningen af Skripal. Det er endnu ikke bevist, og der er da også nogle løse ender i englændernes forklaring. Beviserne er ikke lige så solide, som alle forventede, da Theresa May officielt gav russerne skylden for forgiftningen. Men når man er blevet så vant til, at den russiske regering konstant lyver om alt, er det naturligvis nærliggende at antage, at de også lyver i denne sag. Der er lidt for mange russiske systemkritikere, som forsvinder under mystiske omstændigheder. Lige så usandsynligt som det måtte være, at den russiske stat er involveret i dem alle, lige så usandsynligt er det, at den ikke har noget at gøre med nogen af dem.

Vores debat om Rusland er præget af, at vi instinktivt anser russernes udtalelser om de fleste emner for at være forkerte. Det giver naturligvis en ringere debat, når vi har denne instinktive reaktion, men når man lyver så meget, at end ikke ens egen befolkning længere tror på en, gør man det svært for en selv. Det er en skam, for konflikterne i Ukraine, Georgien mm. er langt mere komplicerede, end de udlægges i de danske medier. Det er et tab for debatten, men det er helt naturligt. Det er løgnens pris – ligesom drengen som råbte ”ulven kommer!”

Kuzma Pavlov

Kuzma Pavlov er født i Rusland og følger med stor interesse med i, hvad der sker i det store land mod Øst. Han betegner sig som nationalkonservativ, er formand for KU i København og har ligeledes siddet i bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet. Hans fokus spænder derfor bredt fra udenrigspolitik over ytringsfrihed til moderne kulturkamp.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside