Johannes Jørgensen

Metafysisk reaktion – Reaktionær metafysik: Johannes Jørgensen og Brandes

4. april 2018
21 minutters læsetid

Johannes Jørgensens forandrede forhold til brandesianismen og vejen til hans kristent funderede kritik af Brandes er emnet for denne artikel af Johan Christian Nord fra Årsskriftet Critique V, 2012. Den bringes her i sin fulde længde.

Året er 1884: i et usselt værelse, ”hvor der aldrig var Dag” i hovedstadens den gang aldeles skidne Schønbergsgade, belaver den nyligt udklækkede cand.phil[1] Johannes Jørgensen sig på en ny tilværelse. Han har skrinlagt sin oprindelige plan om at forfølge filologiske studier og agter – i stedet for til sådanne klassiske sysler – snarligen at hengive sig til zoologien, der stemmer så fint med tidens – og dermed ynglingens – ideer. Over ham residerer i todimensionel afbildning en af den udviklingsbegejstrede modernitets fremmeste tugtemestre, Charles Darwin, naturvidenskabeligheden himself. På sit skrivebord har denne zoolog in spe, der foruden interessen for det animalske og det samtidige også huser en velvoksen skønånd, ladet endnu to såkaldt moderne herrer tage opstilling; her troner nemlig – omend i et lidt mindre format end abeentusiasten – den litterære skandale August Strindberg og lille Danmarks egen lysbringer, ungdommens allerhøjest skattede Georg Brandes.

Der er i udgangspunktet intet bemærkelsesværdigt ved denne scene; et ungt menneske opfyldt af forventninger til det forestående studium forbereder sig på at arbejde under sine husguders overopsyn; sådan har hobevis af københavnske studenter sikkert gjort dengang – og de gør det vel endnu. Men det er ikke en hvilken som helst ungbrandesianer.

Den på dette tidspunkt så samtidigt sindede Svendborgdreng Johannes Jørgensen, i hvis selvbiografi ovenstående scene er skildret (Jørgensen 1916, I, 140), skulle senere ende som en af brandesianismens fremtrædende – og af mesteren lidenskabeligt forhadte – modstandere.

Denne artikel har til formål at skitsere og drøfte udviklingen – og i særdeleshed afviklingen – af dette forhold mellem provinsdrengen, samtidsdisciplen, dekadencedigteren og sidenhen den katolske udlandsdansker og apologet Johannes Jørgensen og den kulturradikale eller brandesianske position. Det primære formål er at bestemme den særegne form for reaktionær metafysik, den metafysiske reaktion, Johannes Jørgensen i forbindelse med sit opgør med brødrene Brandes gør sig til talsmand for i forbindelse med udgivelsen af tidsskriftet Taarnet i 1893. Herved skulle artiklen gerne bidrage til at afdække blot et lille aspekt af antibrandesianismens historie.

Fra Svendborg til København

Fra provinsen til storstaden; fra det sikre, familiære liv i småmandskår og almuetro til ensomhed og fritænkeri på brostensbelagte scener. Historien – og motivet – er velkendt og uundgåelig i et monocentrisk land som vort. Men det bliver den ikke mindre afgørende af, snarere tværtimod.

Johannes Jørgensen lagde aldrig denne rejse – denne emigrant- og eksilerfaring – bag sig. Den forblev en af de vigtigste og smerteligste erfaringer og motiver i hans liv og værk.

I 1882 sendtes den unge sømandssøn til hovedstaden for dér at aflægge studentereksamen; de håbefulde forældre mente at genkende præstelige anlæg i den allerede flittigt læsende og grublende dreng. De første år i det nye habitat forløb som det kunne ventes; med armod, hån og spot som daglig kost – og læsningen som den plagedes refugium.

Under indtryk af den selverfarede elendighed gribes han hurtigt af det sociale spørgsmål – i begyndelsen endnu uden at opgive en progressivt orienteret aftapning af den gudstro, han i barndomshjemmet havde indåndet og levet i. Men bevægelsen er i gang, og snart skulle også Svendborg vederfares ”det Opgør, som den Gang stod paa Dagsordenen i alle Familier – Opgøret mellem Fædre og Sønner – konservative, kristelige Forældre og revolutionære, fritænkerske Sønner” (ibid., 97). Året er 1884, Johannes er nybagt student og tilbringer sommeren i barndomshjemmet; der skulle være al mulig grund til glæde, men snart må de gamle måbe og fortvivles over den søn, de troede at kende, og uforstående stille spørgsmålet ”Jamen, Johannes, hvordan er det dog gaaet til?” (ibid.). Der bliver ingen præst ud af ham; drengen har tabt sin barnetro og sværger nu til nye magter. Han forsøger ikke at forklare sig, fortæller ikke den ængstede moder ”om Faust og om Prometheus”, om ”Majmorgener og om den store Pan” (ibid.). Hun ville ikke forstå. Men han holder fast, både i sin beslutning og i ordknapheden i henseende til beslutningens dybere bevæggrunde. Kun dagbogen betror han sit inderste og hedeste ønske: ”Prometheus’ Vilje ske!”.

”Og vi blev moralske Nihilister”

På dette tidspunkt havde den læsende yngling naturligvis allerede fundet Georg Brandes, og i ”den store Oppositions Dage” (ibid., 100) var det netop ham, det tilkom æren at have vakt provinsstudenten fra den hjemlige vanetænkning og indført ham i de nye idéers vide verden. Sejrsivrig og fremtidsdrukken forlod han således en verden, et hjem, som han senere skulle længes tilbage mod.

Efter som studerende på Københavns Universitet i en kortere overgang at have været medlem af Studenterforeningen – hvis læsesal eftersigende var det hele værd – engagerede Jørgensen sig i 1886 i Studentersamfundet, der med henblik på at sætte rammen om et fællesskab for den liberale og radikale gren af det universitære foreningsliv var blevet stiftet dette år (Frederiksen 1946 33f). I selvbiografien Mit Livs Legende afskriver Jørgensen en dengang opført liste over de vigtigste temaer, man i disse år samlede sig om i det diskussionsivrige samfund:

  1. ”Kvindeemancipation
  2. Opdragelsen. Fællesskole. Fysiologi-Undervisning. Gymnastik. Sløjd.
  3. Kønsforholdet.
  4. Overkultur. Nervøsitet. Middelklassens Overanstrængelse.
  5. Prostitution.
  6. Uægte Børn.
  7. Totalafhold. Vegetarianisme.
  8. Samfundsmoral og Kunstens Frihed.
  9. Arbejderundervisning.
  10. Gratis Retspleje.
  11. Milits.
  12. Stemmeret for begge Køn fra 22-Aars Alderen. Repræsentation af Mindretallene.
  13. Progressiv Skat.
  14. Kooperation. Fag- og Brugsforeninger.
  15. Kirke og Stat skilte. Tolerance. Officiel Atheisme.” (ibid., 122).

Listen er sigende i sin helhed og vidner klart om en samling inden for en række problem- og interessefelter, der også kendes fra senere tiders snaksalige venstreintellektuelle. Særligt sigende er det, at det tredje punkt ifølge Jørgensen var det, hvortil man i løbet af de lange aftener, der vist ganske ofte blev til nætter, oftest og med stor iver vendte tilbage til.

Kønsspørgsmålet var det altså, der frem for alt opfyldte disse unge mænd, og det var netop særligt på dette punkt, de ifølge Jørgensen følte sig kaldet til at sige en samfundsmoral midt imod, der ikke anerkendte, ”at den Enkeltes Ret til autonom Handlen aldrig kan ophæves” (ibid., 123). I Studentersamfundet satte de akademiske ynglinge ”den overleverede Moral under Debat” og vågede ikke blot spørgsmålet ”Er Synd Synd?” men også ”Er Forbrydelse Forbrydelse? Med den midaldrende Jørgensens kortfattede konklusion: ”[V]i blev moralske Nihilister” (ibid., 224).

Jørgensen beretter, at man i Studentersamfundet i reglen bekendte sig til en art almen ”Lykkemoral” og anså den liberale filosof Harald Høffdings etik som sit grundlag. Imidlertid var dette ifølge Jørgensen kun ”den exoteriske Lære”. Bag og til grund for denne, gemte der sig nemlig en væsentligt mere radikal esoterisk kernelære, hvis håb og forventning var den totale omvæltning, med Jørgensens ord:

 

”Vi troede paa, at nu skulle alle Gaader løses og alle Lænker falde. Vi haabede paa Kristendommens Endeligt, den sociale Republiks Tilkommelse, det hedenske Køds Opstandelse og en ny, frigjort Menneskeheds endelige Lyksalighed” (ibid.).

Intet mindre; og alt dette under den individuelle lystfølelse og frihedshungers fortegn.

I det fløjopdelte sammenrend af diverse arter frisind, som Studentersamfundet udgjorde, fandt Jørgensen uden videre sit tilhørsforhold i kredsens bohêmefløj. Med Dr. Brandes som ledestjerne diskuterede – og dyrkede – man her kunstens priviligerede rolle i den moderne tid; man læste, talte og drømte om selv en dag at kunne forlene verden med sine nye tanker i skriftlig form. I dette selskab traf Johannes Jørgensen sine senere digterkolleger (og drikkebrødre) Sophus Claussen og Viggo Stuckenberg, med hvem han senere skulle grundlægge tidskriftet Taarnet. 

Endelig digter

For en stor del af de kunstbegejstrede medlemmer af Studentersamfundets vedkommende blev det ved forhåbningen og snakken, for andre kom der egentlige tryksager ud af den megen møje. Tre af dem, der faktisk endte med at blive udgivet var Jørgensen, Claussen og Stuckenberg.

I 1887 debuterede den dengang 20-årige Johannes Jørgensen som lyriker med den lille samling Vers hos P. Hauberg og Comp.’s Forlag, der forsøgte at slå sig op som den progressive ungdoms forlag på bogmarkedet og også senere blev udgiveren bag tidsskriftet Ny Jord. Senere skulle den aldrende digter overbærende henvise til debuten som ”firsindstyve Sider Melankoli paa Vers” (ibid., 150). Reaktionerne på digtsamlingen var ikke overvældende; anmeldelserne var middelmådige og den ros, der trods alt kunne høstes, var lettere lunken (Petersen 2006, 78-80). Alligevel var fremstødet ikke helt forgæves; i forlængelse af at have sendt et eksemplar af den trykfriske samling til Georg Brandes modtog digterspiren således en takkeskrivelse og en invitation til at besøge litteraten i eget domicil. Visiten blev aflagt, forbindelsen grundlagt og Jørgensen kunne i en alder af tyve år betragte sig som fuldgyldigt medlem af den frie skrivende ungdom.

I 1888 fulgte med kortromanen Foraarssagn, Jørgensens prosadebut, der i lighed med Vers er holdt i en melankolsk toneart og ligesom denne heller ikke blev nogen overvældende modtagelse til del. Det mest påfaldende ved denne lille roman er, at den i højere grad vidner om utilstrækkelighed og forliste drømme end om en klippefast tiltro til det moderne. I lighed med flertallet af Jørgensens prækonversionsromaner skildrer Foraarssagn således en figur, der kunne benævnes ‘den fallerede vitalist’. En ung mand fra provinsen kommer til byen; han vil det hele, men opnår sluttelig intet. Et bestemmende træk ved denne genkommende figur er hans problematiske forhold til det andet køn, som ender med at spille en afgørende rolle for hans deroute og nederlag.

Trods denne dekadente figurskildring regnedes Jørgensen imidlertid endnu som del af det radikale miljø. Øjensynlig var den blotte naturalistiske ambition i romanen en tilstrækkelig indikation på retmæssig fritænkervandel.

”Litterær Daglejer”

I de følgende år forsøgte Jørgensen sig – vidst mere af nød end af lyst – som avisskribent ved siden af sin kunstneriske virksomhed. Først med løse ansættelser på Politiken og Social-Demokraten og sidenhen – efter at have klaget sin nød hos Georg Brandes over hvervet som ”litterær Daglejer” hos Social-Demokraten – en fastere stilling på Kjøbenhavns Børs-Tidende. I 1889 overtog Georg Brandes’ broder Ernst Brandes redaktionen af Børs-Tidende med den intention at omdanne denne tryksag, der ellers primært havde helliget sig diverse arter børsstof, til en spydspids for radikale ikke-socialistiske elementer. Ved siden af det børsstof, man dog endnu måtte levere for overhovedet at kunne afsætte avisen, skulle spalterne således udfyldes med forskellige arter politisk og kulturelt stof, der kunne tjene frihedens sag. Den nyovertagne avis’ skribenter skulle følgelig udskiftes med gemytter, der svarede til den nye linje, og efter tilskyndelse fra broder Georg ansatte Ernst Brandes sporenstregs Johannes Jørgensen; først som almen- og sidenhen som rent litterær medarbejder (Frederiksen 1946, 99-102 og Jørgensen 1916, II, 14-16).

Jørgensen blev ved dette umage etablissement indtil Ernst Brandes’ selvmord i 1892, hvorpå bladets lukning fulgte. Om han ville have kunnet blive der længere, hvis redaktør Brandes havde fundet andre udveje, er imidlertid tvivlsomt. I denne meget produktive periode, hvor Jørgensen ved siden af ansættelsen på Børs-Tidende skrev og oversatte en mængde bøger fandt der nemlig afgørende forandringer sted i den unge skribents ellers så fasttømrede tiltro til de nye ideer.

”Alt sammen saa livsfjendsk”

I løbet af disse år og særligt i tiden umiddelbart forud for Ernst Brandes’ selvmord var der sket noget med Johannes Jørgensen; i løbet af ansættelsesperioden nærmede hans litterære smag sig således i tiltagende grad netop den form for metafysiske fornemmelser, han tidligere havde villet se som sin generations uforsonlige modbillede[2].

Han læste nu med største interesse metafysisk og endda decideret religiøst – katolsk! – sindede forfattere som Baudelaire, Maeterlinck og Huysmans, men fik også snart at høre for det; med det kompromisløse udbrud ”Alt sammen saa livsfjendsk” skal Georg Brandes eftersigende have forstået at udtrykke sin væmmelse ved myndlingens læsning (Jørgensen 1916, II, 35). Men Jørgensen blev ved, og herom vidner flere af artiklerne i Børs-Tidende fra hans hånd. Et enkelt prægnant eksempel på åbenheden over for ikke-linjetro litterære værker er en anmeldelse af den norske forfatter Arne Garborgs dagbogsroman Trætte Mænd fra 1891, som tryktes den 10. december 1891. Arne Garborg, hvis debutroman fra 1878 bar den emblematiske titel Ein Fritenkjar (Landsmål) var længe blevet regnet som del af det progressive Skandinavien, men med Trætte Mænd lod han en ganske anden stemme komme til orde.

I lighed med Johannes Jørgensens tidlige romaner har Trætte Mænd (i udgangspunktet) kønsforholdet som sin primære genstand; Garborg lader sin protagonist, Gabriel Gram, gennemleve – og berette om – et for mandens vedkommende nedbrydende kærlighedsforhold, der aldrig realiseres. Men modsat Johannes Jørgensens tidlige romaner slutter handlingen ikke med den forsmåede protagonists nederlag, men derimod med hans genrejsning i kirkens favn.

Jørgensen beretter i sin selvbiografi om denne for ham skelsættende begivenhed og meddeler, at det var forfatteren Helge Rode, som selv stod Garborg nær, der gjorde ham opmærksom på den nyudgivne roman, i hvilken ”denne en Gang så radikale Nordmand […] gik over til Kristendommen” (Jørgensen 1916, II, 34).

Anmeldelsen rummer ikke et eneste forbehold[3]. Jørgensen er begejstret og roser den træfsikkerhed, hvormed Garborg fører ”sin Helt fra Bohêmens Rangel og Ateisme til en kristen Tro” (Kjøbenhavns Børs-Tidende 10.12.1891). Med egne ord og i en henført stil parafraserer Jørgensen Gabriel Grams – og sin egen! – krise:

”Gabriel Gram kan ikke bære det evige Mørke, hvori Videnskaben og den moderne Filosofi hyller Mennesket. Han må have Svar på de sidste store Spørgsmål – have Løsning på Tilværelsens store Gaader. Og saa glider han derhen, hvor Korset vinker, og de gamle Salmer toner, og Lyset blinker, som for nitten Aarhundrede siden tændtes i Bethlehem. Gram finder Fred, hvor Slægt efter Slægt før ham har fundet den” (ibid.).                   

Således Garborgs helt og således inden længe Johannes Jørgensen selv.

Afslutningsvist relaterer Jørgensen – hvilket umiddelbart kan forekomme temmelig overraskende – romanens anliggende til tidens germanske modefænomen, Friedrich Nietzsche: ”Og som en dyb Klokkeklang fornemmer man gennem Bogen Ordene af Nietzsche: Tief ist die Welt, weit tiefer als der Tag gedacht… [sic!] [KSA, bind IV, 404]”.

Nietzsches Zarathustra, verdensfordoblingens selverklærede dødsfjende bringes her til torvs for omvendelsen til en metafysisk, ja til en kristelig verdensanskuelse. Med denne Nietzsche-læsning stiller Johannes Jørgensen med al ønskelig tydelighed sig i opposition til den antiklerikale læsning, mester Brandes havde anlagt ved sine introduktionsforelæsninger om Nietzsche, der senere blev udgivet i fortættet form under titlen Aristokratisk Radikalisme.

Hos Brandes var det foruden den herokultiske accent i den samlede tænkning netop det metafysikkritiske – altså kristendomskritiske – anliggende hos Nietzsche, der gjorde ham til egnet åndelig føde for den københavnske ungdom[4]. Anderledes er det med Jørgensen, der ikke længere lader til at rette sig efter de brandesianske dekreter, og netop denne verdensdybdens Nietzsche skulle Jørgensen senere indrullere i sin trop af kampklare metafysikere i tidsskriftet Taarnets spalter.

“Forsøg ikke at skjule gammel Teologi – thi da er I Reaktionen”

I oktober 1893 blev første nummer af Taarnet. Illustreret Maanedsskrift for Kunst og Litteratur udgivet. Jørgensen var den ansvarshavende redaktør og Sophus Claussen og Viggo Stuckenberg, der var de to andre idémænd bag foretagendet, sekunderede ham. Allerede første nummer skulle vise sig at rumme stødende opfattelser; i Politiken, Organet for den højeste Oplysning reagerede redaktør Edvard Brandes hurtigt på de nye aktørers fremkomst på kunstens (og verdensanskuelsernes) scene (E. Brandes 1893). I anmeldelsen vender Brandes sig primært mod Simon Kochs programmatiske anmeldelse af en udstilling af den symbolistiske maler Ludvig Finds udstilling på ”Hr. Kleis’ Høstudstilling” (Koch, 1894).

I Kochs artikel, der opfattedes som en art foreløbigt manifest for kredsen omkring tidsskriftet, defineres forholdet mellem symbolistiske og ikke-symbolistiske kunstnere som forholdet mellem talent og mangel på samme, hvilket har vakt stor modvilje hos Edvard Brandes. Han opfatter således selve termen symbolisme som et modeord og stiller sig i det hele taget kritisk – omend endnu ikke fuldstændigt afvisende – over for udgiverkredsens foretagende.

Med ovenstående formanende ord – ”Forsøg ikke at skjule gammel Teologi – thi da er I Reaktionen” – advarer han sluttelig de unge mennesker om ikke at lade deres kunstneriske nyorientering udarte til religion og dermed et forsvar for reaktionen[5].

I netop denne retning gik det imidlertid – i hvert fald for tidsskriftets redaktør[6].

”Det moderne Europas fortvivlede Pilgrimstog”

I det følgende nummer af Taarnet fra november tager Johannes Jørgensen til kraftigt genmæle mod Politikens affejning af det symbolistiske program. I artiklen ”Symbolisme”, der senere er blevet kendt som tidsskriftets programartikel, retter Jørgensen således et kraftigt modangreb mod Edvard Brandes indvendinger og dermed imod det projekt han – og med ham broder Georg – har gjort sig til forgangsmænd for. I denne programartikel erklærer Jørgensen sig under anvendelse af det ovenfor citerede nietzscheanske bon mot ‘skyldig’ i at propagere en mystisk, en metafysisk – med ét ord: en symbolistisk verdensanskuelse[7].

I et fletværk af citater og under inddragelse af en række hjemmelsmænd[8] udvikler Jørgensen en radikalt anti-moderne – og hermed antibrandesiansk – tilværelsestydning, hvis bærende træk er den antinaturalistiske hævdelse af metafysikkens nødvendighed samt et hermed forbundet opgør med den sekulære progressions- og perfektibilitetstanke:

Da begyndte det moderne Europas fortvivlede Pilgrimstog mod det fuldkomne Samfunds forjættede Land. Digtere og Drømmere pegede ud mod Fremtiden og manede det      kommendes Horisont fuld af Utopier og Luftspejlinger. Og Folkeslagene, der ikke vidste, at Fremtiden intet nyt kan bringe, fordi Tiden er uendelig, og Alt allerede har været, satte sig i Bevægelse ud mod den evigt vigende Synsrand (Jørgensen, 1894a, 53).

For Jørgensen drejer det sig altså ikke kun om at gøre op med den herskende naturalisme, der afviser det indfølende menneskes mulighed for at sætte sig i forbindelse med det overnaturlige, men netop også – og i samme åndedrag – om selvsamme såkaldt ‘naturalistiske’ oplysningsideologis hang til fordrømte fremtidsforhåbninger og skønmaleriske udviklingsprognoser for det menneskelige samfund. Jørgensen er ikke kun en følsom mystiker; han er en reaktionær metafysiker, der – i en syntese af lige dele henført metafysik og kølig realisme – blotlægger og afviser den overnaturlige præmis i oplysningens kongstanke.

Modsat ‘det moderne Europas fortvivlede Pilgrimstog’ – eller slet og ret ‘det almindelige Menneske’, som Jørgensen også valgte at betegne den uindviede (ibid., 55) – forstår symbolisterne og ser deres opgave i ved deres kunstneriske udfoldelse at skildre, at ”Det Væsen som aabenbarer sig i Tilværelsens ydre Fænomener, er […] det samme som lever i Menneskets Sjæl. Sjæl og Verden er ét” (ibid., 54). Med denne mysticismeiver var der lagt op til et sammenstød, og svaret udeblev da heller ikke. Men denne gang var det ikke Edvard, men derimod storebroder Georg, der fór i blækhuset.

”Det man forstaar og altid har forstaaet ved Klerikalismen”

Under rubrikken Naturalisme lader Georg Brandes den 17. december 1893 trykke et svar til Johannes Jørgensen, der i sin symbolismeartikel havde inddraget og kritiseret en passage fra Det Moderne Gennembruds Mænd omhandlende naturalismebegrebet og dets antipode, klerikalismen (Jørgensen 1893b, 52). Efter Brandes’ opfattelse har Jørgensen ikke begrebet betydningen af dette begreb, der ifølge Brandes’ definition har som sit simple kriterium ”at Standpunktet er taget inden for Alnaturen og ikke i det dogmatisk Overnaturlige” (G. Brandes 1893).

Jørgensen har – således Brandes – skævvredet dette kriterium, således at det forekommer mere restriktivt, end hvad ment er. Efter egen opfattelse har Brandes med sin insisteren på naturalismens primat aldrig udelukket muligheden for, at en digter kan tilslutte sig en metafysisk eller sågar mystisk verdensopfattelse; kun ét falder uden for det vide naturbegreb, og det er ”det man forstaar og altid har forstaaet ved Klerikalisme”, altså det man i almindelighed forstår som religion – og i særdeleshed den organiserede.

Selv efter den håndfaste afvisning af Gennembruddets program, som Jørgensen med sit frontalangreb på ”Den moderne Stræben” (Jørgensen 1893b, 53), der bekender sig til fornyelsens mulighed, lagde for dagen i symbolismeartiklen, søger Brandes altså endnu at klinke skårene, idet han søger at forsikre den bortløbne discipel om, at også metafysiske luner kan have deres plads inden for det brandesianske naturalismebegreb. I denne ’forsonlige’ tone afslutter Brandes sin svarskrivelse med den overbærende antagelse, at Jørgensen vel ikke agter at give sig i lag med den omtalte klerikalisme, hvorfor der egentlig ingen strid er[9]. Johannes Jørgensen så imidlertid anderledes på den sag.

”Om alle Danmarks Digtere pludselig omvendte sig til den nicæanske Trosbekendelse”

Efter Brandes’ opfattelse er det altså kun den organiserede religion, der må regnes som uacceptabel, mystik og anden følsomhed er den litterære høvding villig til at tolerere. I sit gensvar til Brandes, Naturalisme og Klerikalisme fra Taarnets tredje nummer, gør Johannes Jørgensen det imidlertid klart, at det er netop denne distinktion mellem en salonfähig mystikentusiasme og ”de positive Religioner”, han ingenlunde vil acceptere (Jørgensen 1894b, 130).  Jørgensen lader Brandes – og med ham Taarnets samlede læserskare – forstå, at sondringen er ugyldig, idet Brandes ved at insistere på den værdiladede modstilling ”ved en villet Definiton [adskiller], hvad der af Naturen er sammenføjet” (ibid.). Som spidsformuleret hovedargument gælder i denne sammenhæng den opfattelse – eller for Jørgensen det faktum – at:

”Slægtskabet mellem Schopenhauers Filosofi og Kristi Religion, mellem de alexandrinske Platonikeres Lærdomme og Mystikken hos Taleur og Mester Eckart er saa inderligt, at den ydre dogmatiske Forskel bliver ligegyldig” (ibid.).  

Jørgensen ser ingen forskel; filosofien og religionen – i deres inderligste aftapninger – er og bliver i samklang i henseende til de store spørgsmål. Symbolisten ved dette og stiller sig på deres side i revolten mod en magtbegærlig naturalisme, der stempler enhver overtrædelse som bagstræberisk klerikalisme og sideløbende hermed selv dyrker forsirrede fremtidsscenarier uden realistisk gehalt.

Modsat den forventning, der lå i Georg Brandes forsonlige – formynderiske! – antagelse om, at Johannes Jørgensen trods alt måtte nære et vist forbehold over for at bekende sig til en verdensanskuelse, der slægter klerikalismen på, tager Jørgensen nu denne af Brandes så forhadte term i forsvar og konstaterer, at han ingenlunde mener, at ”en Poet skulde føle Betænkelighed ved at bekende sig klerikal” (ibid.), samt at ”En Elsker af Poesi har […] ingen Grund til at frygte, selv om alle Danmarks Digtere pludselig omvendte sig til den nicæanske Trosbekendelse” (ibid., 131).

Netop denne bekendelse afgav Johannes Jørgensen, da han små tre år senere som kulmination på den bevægelse, der her er blevet antydet, indtrådte i den romersk-katolske kirke.

Efterspil, fjendskab og glemsel

Johannes Jørgensen og Georg Brandes blev aldrig forsonet. Brandes kaldte Johannes Jørgensen en renegat – hvilket jo i sagens natur var en rammende betegnelse – og endte med at bortretouchere enhver positiv ytring om Jørgensen ved udgivelsen af sine samlede skrifter. Johannes Jørgensen ytrede sig gentagende gange kritisk over for personen Brandes og den politisk-æstetiske verdensopfattelse, denne stod for. Særligt vendte han sig imod den aldrende Brandes’ tiltagende herokultiske tilbøjeligheder og hermed forbundne lovsang over den enkeltes ubundne realisering af sig selv.

Denne brandesianske forkyndelse beskriver den modne Johannes Jørgensen på en måde, der er nært beslægtet med hans vurdering af diskrepansen mellem Studentersamfundets eksoteriske og esoteriske lære; bag Brandes’ velmenende og progressive velfærds- og lykkemoral, hvis mål var de manges velvære, gemte der sig en rå egocentrisme og ”Strengeleg til Ære for Lidenskaben”, hvis hovedfjende var – og er – pligten og afkaldet (Jørgensen 1915, VI, 226).

Således konkluderer Jørgensen i essayet Romantikken i moderne dansk Litteratur fra 1904, i hvilket den spidsformulerede tese lyder, at Brandes med sin Nietzsche-begejstring har været hovedmanden bag indførelsen af ”den mest vidtgaaende tyske Romantiks’ ideer i dansk Aandsliv” (ibid., 222). Om denne brandesianske metamorfose konstaterer Jørgensen nådesløst:

”Efter at have kastet den utilitaristiske Mummedragt, afslørede den saakaldte Brandesianisme sig som Romantik – blot, at denne Romantik, ligesom ogsaa Heines og Ungtyskernes var endnu mere radikal end den, som den fortrængte. Man kan sige, at i og med Brandes og Brandesianismen fuldbyrdes Romantikken i Danmark. […] Nu kom han – og havde Mod til at vende op op ned paa alt. Ærkeromantisk gik han i Gang med at omvurdere Værdier. Thi hvad er Romantik andet end Værdiforfalskning. ”Fair is foul, and                       foul is fair, siger Heksene i ”Magbeth” [sic]. Dette blev da den brandesianske Nyromantiks Evangelium” (ibid.).   

Friheden og det nyes apostel, den i egen optik altid lysbringende Georg Brandes afklædt sin humane ham og blotlagt som romantisk forkynder af samfundet og den enkeltes amokløb hinsides pligt og afkald; intet under at de to ikke kom i tale igen, og ligeså intet under, at Brandes endnu er – og bør være – en omstridt skikkelse, hvis glansbillede ikke kun fremvises i kulturradikale montrer, men også gennemlyses og vurderes uden for disciplenes kreds[10].

Brandes er endnu på de manges læber, Johannes Jørgensen på væsentligt færre. Også denne gang gik det, som det jo gerne går; sejrherrenes forgodtbefindende fører historieskrivningens pen.

Henvisninger

[1]    Det erindres, at cand.phil.-titlen før afskaffelsen af filosofikumdelen slet og ret betegnede en student, der havde gennemført denne ‘forprøve’.

[2]     I andet bind af selvbiografien Mit Livs Legende forbinder Jørgensen denne overgang med en tiltagende følelse af håbløshed og skuffelse over udeblivelsen af den lykke, som skulle have været følgen af et liv i de nye ideers tjeneste. Med Jørgensens egne ord: ”vi gjorde paa egen Haand vore Erfaringer og fandt, at Virkeligheden ikke stemte med Doktrinerne. Som de Egoister vi var, vilde vi være lykkelige – og vi konstaterede, at vi ikke var det” (Jørgensen 1916, II, 28). En yderligere detaljeret skildring af denne omsiggribende lede ved uoverensstemmelsen mellem forkyndelse og erfaring vil på sigt kunne tilnærmes via studier af Jørgensens 1500 (!) dagbogshæfter, der fra 2006 blev tilgængelige på Det Kongelige Bibliotek.

[3]    At man heller ikke havde forbehold på redaktionen over for at trykke anmeldelsen og en række af Jørgensens andre arbejder, der – omend ikke så kraftigt – peger i en lignende modernitetetskritisk retning, kan i udgangspunktet undre. Det lader umiddelbart til, at Ernst Brandes med denne tolerance over for skribenternes egne ståsteder var mindre partibevidst end sine brødre. Det er naturligvis også muligt, at han grundet de problemer, der tårnede sig op omkring ham og endte med at motivere hans selvmord, simpelthen ikke magtede at gøre noget ved overløberen ved sin barm.

[4]    Se eksempelvis Hjermitslev 2006 og Christiansen 2010 for diskussioner af Brandes’ ’pragmatiske’ Nietzsche-reception samt de forskelligartede danske Nietzsche-læsninger, der fulgte i kølvandet på og i visse henseender brød med Brandes’ udlægning af Nietzsche.

[5]    I udgiverkredsen havde man faktisk overvejet den slagkraftige titel Reaktion, men var dog endt med det mere ‘poetiske’ og flertydige Taarnet (Jørgensen 1916, II, 45).

[6]    Hverken Claussen eller Stuckenberg delte – eller forstod – Jørgensens tiltrækning og endelige koversion til katolicismen (Se eksempelvis Nielsen 2005).

[7]    ”Man vil paa Grundlag af disse Udtalelser maaske anklage mig for Mysticisme. Jeg erklærer mig paa Forhaand skyldig. Det er tilmed min faste overbevisning, at en sand Verdensanskuelse nødvendigt maa være mystisk. Verden er dyb. Og kun de flade Aander fatter det ikke” (Jørgensen 1893b, 56)

[8]    Udover Nietzsche drejer det sig her om franske symbolister og den tyske filosof Arthur Schopenhauer, som Jørgensen i denne periode beskæftigede sig indgående med. Udover bidrag i Taarnet, hvor Schopenhauer spiller en afgørende rolle, vidner særligt den stærkt modernitetskritiske roman Livets Træ fra august 1893 (Jørgensen 1915, I). Om dennes reception se Nord 2012).

[9]     At Brandes kun reagerer på dette delaspekt af Jørgensens artikel og ikke indlader sig på Jørgensens afvisning af progressionstesen, som Brandes immervæk havde været en overmåde central agitator for, må ses i forbindelse med, at Brandes med tiden selv var gerådet i tvivl i henseende til massen og fremskridtets mulighed (se eks. Christiansen 2010 og i det hele taget Aristokratisk Radikalisme) for i højere grad at vende tilbage til sin gamle genidyrkelse. Med den skuffede reformators egne ord i dagbogen nytårsaften 1886: ”Hvor er den tom, den Snak om Fremskridtet, hvor er Menneskeheden enfoldig og raa! Jeg vender i mit Sind stedse inderligere tilbage til min hero-worship, Dyrkelsen af de faa, som frembringer og forstaar” (Kristensen 1980, 105 ). Den position Jørgensen angriber er således på dette tidspunkt i højere grad brandesianismen og den ortodokse radikalisme end den midaldrende Brandes selv. Hvad angår det metafysiske spørgsmål forbliver Brandes, som det fremgår af ovenstående, ganske klart den egentlige, samtidige modstander.

[10]   Et eksempel på en sådan dissektion af det moderne, herunder brødrene Brandes, er Søren Krarups udmærkede og endnu højaktuelle indlæg Det moderne sammenbrud. 1789-1984 (Krarup 2001).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside