Mangler Danmark en konservativ tænketank?

8. marts 2018
8 minutters læsetid

Danmark har et væld af tænketanke, og mængden er kun steget i løbet af de sidste ti år. Alligevel kunne man måske tænke sig én tænketank mere, skriver Morten Jarlbæk Pedersen og spørger, hvorfor vi endnu ikke har fået en konservativ tænketank?

Morten Jarlbæk Pedersen

Gennem de seneste ti år eller sådan er den offentlige debat i Danmark blevet beriget med et stadig stigende antal tænketanke. Disse organisationer præger den fælles samtale med analyser, arrangementer og andet, og ofte er tænketankene ophav til forslag eller dagsordener, der på én eller anden vis gradvist bevæger sig ind i det politisk-administrative system. Tænketankene har således ikke nødvendigvis magt, men flere af dem har indflydelse i kraft af at være både intellektuelle kraftcentre, der påviser og påpeger samfundets udfordringer, og samtidig være kilder til politisk hittepåsomhed inden for hvert deres felt eller med hver deres tilgang.

 

Det er en udvikling, vi skal være glade for, for den offentlige debat ville tørre til i blind pragmatisme og opretholdelse af status quo, hvis ikke der fandtes disse politiske laboratorier. Samtalen ville blive fattigere.

Imidlertid synes der i Danmark at være en mangel på en tænketank med et blik for de problemstillinger, der fylder meget i især den konservative debat. I lyset af den nylige debat om VK-regeringen i 00’ernes sejr eller ikke-sejr i værdidebatten, er det værd at overveje, hvordan tænketankslandskabet ser ud i dag og i forlængelse heraf overveje, hvori udfordringerne for at etablere en tænketank med et bredt, konservativt fokus består. Så det vil jeg gøre i det følgende.

Tænketankslandskabet af i dag

Som nævnt ovenfor, så er det ikke fordi der mangler tænketanke i Danmark. Kommunikationsbureauet Toft Kommunikation laver årligt en opgørelse af det danske tænketankslandskab, og på deres opgørelse for 2017 figurerer intet mindre end 30 tænketanke. 14 såkaldt forskningsbaserede tænketanke, og 16 såkaldte policy-tænketanke. At skelne mellem disse to grupper kan være svært, men især den sidste gruppe – tænketanke med fokus på policy – er interessant.

Denne gruppe af tænketanke tæller i offentligheden måske mindre kendte organisationer som Baltic Development Forum, men også de større og kendte tænketanke som CEPOS, Axcelfuture, AE-rådet, Kraka, Tænketanken Europa, Mandag Morgen, CEVEA, Concito, De Økonomiske Råd (~vismændene), Det Økologiske Råd, DEA, Justitia m.fl.

Set med de bredt favnende borgerlige briller er CEPOS, De Økonomiske Råd, Axcelfuture, Kraka og Justitia måske de mest interessante.

CEPOS er sandsynligvis den mest kendte af de fem – og med rette. Tænketanken blev etableret i 2005, da man allerede dengang havde opfattelsen af, at VK-regeringen ikke tænkte tilpas store tanker på det borgerlige Danmarks vegne.

CEPOS’ ansatte er alle personligt uafhængige, og de er således ikke underlagt nogen instruks, hvad angår indholdet af deres analyser. Ikke desto mindre er der en meget stærk konvergens i CEPOS’ analysearbejde, og fokus er i langt det meste arbejde ”markedet” – hvad end det drejer sig om at vise, hvordan markedsbaserede løsninger kan konkurrere med offentlige, eller hvordan vi her i landet har et skattetryk, der forhindrer borgerne i på et frit marked at købe det, de faktisk ønsker (hvad end der er tale om nye sko eller f.eks. velfærdsydelser).

Og CEPOS gør det fremragende inden for denne niche! Udfordringen er jo blot, at det er en niche, hvor man ikke beskæftiger sig med emner som f.eks. kultur og dannelse eller suverænitet og internationalt samarbejde; emner, der ellers sagtens kan tiltrække sig offentlighedens og det politiske systems opmærksomhed.

Det betyder ikke, at der er tale om emner, som CEPOS er blind for, for tænketanken har også en længere række andre aktiviteter – CEPOS-akademi, foredragsvirksomhed m.m. – hvor fokus er langt bredere. CEPOS’ analysevirksomhed og policy-fokus er imidlertid det markedsøkonomiske. Kigger man blot på de 25 analysenotater, som CEPOS offentliggjorde i perioden juli 2017 til januar 2018, indgår ordene ”skat” eller ”afgift” i titlen på 10 af dem. Og blandt de resterende 15 fylder emner som konkurrenceudsættelse af velfærd (pleje, sundhed m.m.) og offentlige indkomstoverførsler i Danmark temmelig meget.

Én af CEPOS’ store styrker er, at de formår at opfinde ny og konkret politik – policy. De peger på et problem, og de peger på en løsning. Udfordringen er så bare, at de problemer, som CEPOS i dag beskæftiger sig med, næsten altid har noget med markedsøkonomien at gøre, og at løsningen altid er mere marked. Det er ikke i sig selv et problem, og mange af Critiques læsere (inklusiv undertegnede) vil som udgangspunkt være positivt indstillede heroverfor – men det ændrer ikke på, at CEPOS desværre ikke udvikler politik på en lang række områder, som også er interessante og relevante set med borgerlige (konservative) briller.

De Økonomiske Råd (~vismændene) har – som navnet antyder – et endnu snævrere fokus på det økonomiske, og desuden vil vismændene måske endda være betænkelige ved overhovedet at blive kategoriseret som en ”tænketank”. Så dem vil jeg ikke bruge mere energi på her.

Acxelfuture er næppe så kendt (endnu?) som de to førstnævnte. Her er tale om en lille tænketank, der er stiftet i regi af kapitalfonden Axcel. Axcelfutures fokusområde er ”Danmark som investeringsland”, så også her er opdraget økonomisk. Dog har Axcelfuture allerede nu blandet sig i den giftige integrationsdebat med en række analyser og policy-forslag, der skal øge indvandreres tilknytning til arbejdsmarkedet (da det vil gøre Danmark mere attraktivt som investeringsland at have en større og mere fleksibel arbejdsstyrke, forstås). Det gør dem interessante, men udgangspunktet – at tiltrække internationale investeringer til Danmark – udelukker en lang række meget interessante, men mindre forretningsnære temaer (og fokusset på at tiltrække internationale investeringer til Danmark – hvilket bestemt også er temmelig vigtigt! – peger desuden ofte i en temmelig liberal retning).

Kraka er også en nyere spiller på banen. Fokus er fagøkonomisk, og dermed placerer Kraka sig i samme kategori som f.eks. De Økonomiske Råd, Axcelfuture og CEPOS.

Modsat Axcelfuture – der jo fokuserer på Danmark som investeringsland – og CEPOS – der jo har et klart borgerligt (liberalt) udgangspunkt – er det mere uklart, hvor Kraka kan placeres. Måske fordi den ikke selv vil placeres. Hos Kraka selv peger man på et ønske om at ”tilvejebringe og formidle viden, der kan medvirke til at balancere hensyn og politiske beslutninger på tre områder: Individet, erhvervene og den offentlige sektor” – hvad det så end måtte betyde i praksis.

Hos Kraka synes det at blive tolket således, at man ser sig selv i stand til – ganske neutralt – at pege på de ”optimale” løsninger på samfundets problemer. Det kan man naturligvis sjældent, da politiske beslutningstagere selvfølgelig skal tage højde for andet end den fagøkonomiske vurdering af et givent forslag. Og netop derfor ville det måske være rart med en klarere varedeklaration. Dog kan vi tydeligt konstatere, at neutralitetsmålsætningen og den fagøkonomiske tilgang gør Kraka mindre interessant som bejler til en position som en borgerlig tænketank med fokus på andet end blot teknokratiets mekanik.

Justitia er den sidste på listen her. Denne tænketank er en art ”spin-off” fra CEPOS, da stifteren af Justitia er den kendte jurist Jacob Mchangama, der kom fra CEPOS. Justitia er en juridisk tænketank, og dermed beskæftiger Justitia sig eksplicit med f.eks. emner som internationalt samarbejde, menneskerettigheder og retspolitik m.m. Det gør Justitia yderst interessant, om end den med sit juridiske (og i øvrigt liberale) udgangspunkt måske er en tand for snæver i sine analyser.

Forhindringer for en konservativ tænketank

Fælles for alle de fem beskrevne tænketanke er, at de har bevæget sig ud over rollen som debattør og har tilkæmpet sig rollen som policy-snedker. Det er en bevægelse, der – hvis man skal tages seriøst – bestemt ikke er nem at gøre, og som kræver, at man bruger store kræfter på at udvikle en analytisk kapacitet, der rækker ud over det, man finder i avisernes debatspalter.

Fælles for alle de fem beskrevne tænketanke er dog samtidig, at de ikke har foretaget denne bevægelse på områder, som – udover de økonomiske emner – også fylder meget i den borgerlige bevidsthed og den borgerlige debat. (Markeds)økonomiske spørgsmål er – med undtagelse hos Justitia, der til gengæld har en temmelig liberal profil – altdominerende.

Og hermed møder vi den første af to større udfordringerne for en konservativ tænketank, nemlig de indholdsmæssige krav, der må og skal stilles.

Danmark mangler ikke konservative debattører – ja, dem har vi næsten til overflod af (måske tilregnes undertegnede til den flok), og nogle lyttes der bestemt mere til end andre. Udfordringen er som nævnt blot, at der er en væsentlig forskel på at være debattør og på at være et analytisk og politisk kraftcenter. Kravene til sidstnævnte er ganske enkelt anderledes og noget mere omfattende end til førstnævnte.

Tag nærværende tidsskrift. Folkene bag Critique, Replique og Munch & Lorenzen har gjort et formidabelt stykke arbejde med at styrke den borgerlige debat i Danmark – men der er altså langt fra tale om en tænketank, da den systematiske policy-udvikling, policy-analyse og ditto formidling er fraværende. Og derfor er adgangen til og indflydelsen på politiske beslutningstagere og konkrete, politiske beslutninger også begrænset. De borgerlige partier mangler simpelthen et ekstra politik-laboratorium, som de både kan lytte til og samtidig tage tilpas afstand fra, når vælgerhavet kræver det – på samme måde, som de gør med f.eks. CEPOS.

Den anden udfordring er den finansielle: Det koster penge at have folk ansat til at undersøge, analysere og udvikle politik. Ja, ærlig talt, så er det jo ikke andet end en udgift. Det er så godt som umuligt at drive en tænketank på ”markedsvilkår”, da ingen rigtig efterspørger ens vare i en sådan grad, at de er villige til at betale for den. Derfor må der sponsorer til, og af de tunge sponsorer findes der to slags i Danmark: Staten (som understøtter f.eks. De Økonomiske Råd og andre) og større virksomheder (som støtter f.eks. CEPOS eller Axcelfuture). Og blandt disse de to typer af sponsorer er interessen for at beskæftige sig med f.eks. dannelse, kultur og suverænitet fra et kritisk-konservativt perspektiv til at overse.

Tag f.eks. EU-debatten i Danmark. Her har industrien og fagbevægelsen oprettet en tænketank – Tænketanken Europa – hvis opdrag og ageren er stærkt EU-positivt. Det er jo en ærlig sag, men der mangler måske et borgerligt modsvar, der kan perspektivere debatten en smule. Analyseenheden 4V forsøger sig som en markedsbaseret tænketank, der også kigger på bl.a. EU-emner, men succesen hermed har hidtil desværre været begrænset.

Den finansielle udfordring kan være en forklaring på, hvorfor Critique m.m. endnu ikke har udviklet sig til en faktisk tænketank, og den kan samtidig være medvirkende til at forklare, hvorfor CEPOS har valgt at fokusere så altovervejende på markedsøkonomiske emner – men det er naturligvis blot spekulation fra denne skribents side.

Dermed kan det godt være, at antallet af tænketanke i Danmark er vokset markant gennem det seneste årti – men man kunne måske godt ønske sig, at antallet voksede med i hvert fald én til. Hvis der altså er nogen, der vil betale for det…

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og skribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside