Italiensk valg

Liberalismens rigor mortis og det italienske valg

19. marts 2018
6 minutters læsetid

Af Simon Hesselager Johansen

Et par år efter den anti-liberale højrefløj har startet sin fremmarch overalt i verden, ser dens fremtid uvis ud. Dens store hvide håb, Donald Trump, har med undtagelse af nogle få mærkesager (såsom økonomisk protektionisme) fundet sig til rette med samme konservative etablissement, som han definerede sig imod under valgkampen.

Den tidligere Breitbart News-chef Steve Bannon, der var ansvarlig for størstedelen af Trumps forbindelser til USA’s højreradikale miljøer, blev fyret efter at have nægtet kompromis med det Republikanske parti-etablissement én gang for meget. De senator-kandidater, som Bannon støttede i delstatsvalgene, for eksempel Roy Moore i Alabama, er blevet solidt besejret.

I Frankrigs 2017-valg kom Marine Le Pen tættere på præsidentposten end nogen Front National-kandidat før… og blev besejret af den ærke-liberale Émmanuel Macron, som mere end nogen anden tænkelig politiker repræsenterer alt, hvad Front National er en reaktion imod.

Efter Storbritannien stemte sig ud af EU, er UK Independence Partys vælgere enten vendt tilbage til Tory’erne, efter den nye konservative premierminister Theresa May har indset hvordan partiet har forsømt deres vælger-bagland i årevis, hvis de da ikke er gået over til Labour, hvis nye formand Jeremy Corbyn har gjort op med Tony Blairs midterlinje og ommøbleret partiet efter en post-Occupy Wall Street venstrepopulisme.

I Østrig har Freiheitspartei Österreich gnidningsløst kunnet indgå koalition med landets konservative etablissement i form af den nyvalgte kansler Sebastian Kurz fra Österreichische Volkspartei, noget som FPÖ ellers ikke var så heldige med under Jörg Haiders lederskab tilbage i 90’erne.

Kun i Asien er højredrejningen fortsat uden større problemer: Japanerne har genvalgt deres premierminister Shinzô Abe, der stiler efter at vende Japan tilbage til sin forfatning fra før 2. verdenskrig – herom skriver jeg længere i Årsskriftet Critique – og som konsistent benægter japanske krigsforbrydelser under krigen, der forargede selv de andre aksemagter. Det er nu Abes fjerde regeringsperiode. Indiens premierminister Narendra Modi, der kommer fra det hindu-nationalistiske parti Bharatiya Janat Party, forbliver også populær.

Sådan så det ud. Men så skete Italien. Her i 2018 skulle italienerne nemlig til stemmeurnerne. Ligesom Japan og i modsætning til Tyskland blev Italien ikke nær så grundigt af-nazificeret efter 2. verdenskrig. Derfor har vi historisk set, at et parti, som nedstammer i lige linje fra 1920ernes originale fascistbevægelse, Movimento Sociale Italiano (senere omdøbt til Alleanze Nazionale), har kunnet re-lancere sig selv som respektabelt konservativt parti for at blive regerings-støtteparti i 2000.

Set i det lys er det næsten forventeligt, at der er et højreradikalt parti blandt vinderne af den nyligt overståede valg, nemlig Matteo Salvinis Lega Nord, som med 17,5 procent af stemmerne har overhalet Berlusconis Forza Italia.

Lega Nords opstigen i italiensk politik

Ligaen er en noget aparte størrelse. Den startede nemlig som ikke et gængs italiensk nationalistparti så meget som en separatistbevægelse for de nordlige provinser eller det såkaldte Padania dvs. Po-flodens dal. Det er derfor partiet hedder Lega Nord. Dengang var de kortvarigt støtteparti for Berlusconis første regering i 1994-1995.

I dag har Ligaen forsøgt at markedsføre sig selv som en italiensk ækvivalent til Frankrigs Front National og deres mærkesager inkluderer strengere indvandringspolitik, national sikkerhed og uafhængighed fra EU. Selvom regional autonomi stadig er på dagsordenen, har Salvini neddroslet idéen om Padania og offentligt nægtet af bakke op om den katalanske uafhængigheds-bevægelse, der ellers ville have lignet en oplagt allieret for det gamle Lega Nord.

Den italienske fascismes græsrødder

Uden for Lega Nord har åbenlyse neo-fascister markeret sig som mere indflydelsesrige i italiensk politik end i flere årtier. Det drejer sig ikke mindst om Casa Pound-bevægelsen, opkaldt efter den højreradikale amerikanske digter Ezra Pound (1885-1972), der flyttede til Italien i 1924 og arbejdede som propagandist for Aksemagterne under 2. verdenskrig.

Bevægelsen har samtidig været aktive i at hjælpe hjemløse og fattige etniske italienere med suppekøkkener og herberger. En strategi som også er blevet anvendt af Grækenlands Metaxist-nostalgikere Gyldent Daggry med nogen succes.

Ved siden af det sociale arbejde har Casa Pound imidlertid også været mistænkt som forbundne til en ny bølge af terror-angreb på afrikanske indvandrere – og Casa Pounds hovedkvarter i Firenze blev i øvrigt selv ramt af et bombeangreb fra anarkister i januar 2016. Italiens politik genlyder af ekkoerne fra de såkaldte bly-år i 1970erne, hvor Italien blev ramt af regelmæssig terrorisme både fra de venstreradikale Røde Brigader og neo-fascistiske militser som Nuclei Armati Rivoluzionari og Ordine Nuovo.

Men populismen ligger ikke kun til højre

Det store billede, det italienske valgresultat tegner, er dog mere indviklet. Ungdomsarbejdsløsheden svæver et sted mellem 30 og 40 procent. Det tidligere centrum-venstre regeringsparti, Partito Democratico, er nede under 19 procent af stemmerne. Silvio Berlusconi, der i 1990erne var en lige så frygtet og latterliggjort figur som Donald Trump er i dag  – og som gennem sin karriere har valgt både Lega Nord og Alleanza Nazionale som støttepartier – kan nu præsentere sig selv som en fornuftens og moderationens stemme.

Valgets store vindere er ikke Salvinis Lega men Movimento 5 Stelle (eller Femstjernebevægelsen), grundlagt af den tidligere stand-up komiker (!) Beppe Grillo i 2009 men fra 2017 ledet af den mere respektable yngre politiker Luigi Di Maio. M5S, der nu er Italiens største parti med 32,7 procent af stemmerne, placerer sig aktivt hinsides venstre/højre-spektrummet. Partiet definerer sig snarere som et populistisk anti-etablissement parti ud fra enkelte mærkesager hvilket inkluderer økologi, direkte demokrati, EU-modstand og afstandtagen fra den offentlige korruption som har præget Italiens politiske landskab i lang tid. Den bedste danske parallel ville nok være, hvis Alternativet pludselig blev landets største parti.

Centrum-højres svaghed

Centrum-højre koalitionen ledet af den nu 81-årige Berlusconi forsøger nu at holde sammen på nationen, men pga. en dom for skattesvindel kan han ikke selv blive premierminister igen. Hvad en højreregering så kommer til at udrette med Lega som største medlemsparti er langt fra sikkert.

Det er sandsynligt, Lega kommer til at skulle vælge hvilke af deres mærkesager som de overhovedet har en realistisk chance for at få udført i praksis gennem parlamentarisk vis. Se fx hvordan det herhjemme er gået Liberal Alliance efter de kom i regering.

Den ene fællesnævner for Lega og M5S er deres delte EU-modstand. Da Marine Le Pen gik videre til anden runde i de franske præsidentvalg, var der bange anelser rundt omkring hvad der ville ske hvis hun fik en EU-uafhængigheds-afstemning som den britiske igennem. Undertegnede bekymrede sig om, hvis Frankrig stemte sig ud af EU, så ville det blive første trin på vejen til EU’s kollaps.

Tilhører fremtiden venstrepopulismen?

I stedet vandt Macron, og på trods af umiddelbar skuffelse fra vælgerne i de tidlige meningsmåler er han i dag en populær præsident. Spørgsmålet er så, hvad der kommer til at ske med Italiens EU-medlemskab med to anti-EU partier, som de største i landet. Holder EU uden Italien, hvis de melder sig ud? Det var jo trekløveret Frankrig/Italien/Tyskland som sammen tog initiativet til EU’s dannelse.

Den eneste lærte lektie er, at fremtiden er uvis. Det kan godt være, at den liberale verdensorden er ved at slå revner. Men som Macrons success viser, er det ikke sikkert om den nødvendigvis er ved at ende. Derimod kan man konstatere, at den ikke længere ukritisk accepteres som civilisationens normaltilstand. Det liberale samfund må nu forsvares aktivt som et radikalt projekt i sig selv, hvis det skal overleve. Det er heller ikke længere sikkert, selv hvis den EU/NATO/UN-dominerede liberale orden går under, at det så bliver højrepopulister som Matteo Salvini, der arver magten og æren.

Det kan lige så godt blive venstrepopulister som Jeremy Corbyn, eller for den sags skyld bevægelser som M5S, der ikke passer ind i det konventionelle politiske spektrum. Hvor meget af deres politiske programmer, der rent faktisk vil vise sig at være praktisk rentable og hvor mange af dem, som ikke gør kan vi heller ikke sige endnu. Den ene sikkerhed, der er i politik i 2010erne er dog, at alle de ting, folk siger, ikke vil ske, faktisk kan ske.


Simon Hesselager Johansen er cand. mag.i filosofi og kunsthistorie fra Københavns Universitet. Han har skrevet speciale om geniet og det sublimes rolle i Immanuel Kants æstetik. Han har tidligere skrevet om kultur og politik fra et filosofisk og idéhistorisk perspektiv for tidsskrifter som The Murmur, Ræson og Tanken. Simon Hesselager vil bidrage med artikler om det nye antiliberale højre i som international fænomen.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside