Racisme eller kristendom?

20. februar 2018
4 minutters læsetid

Kun med kristendommen er det muligt at forsvare nationalstaten uden at forfalde til racisme eller den stærkes ret. Kristendommen fortæller os nemlig, at ethvert menneske er skabt med ret til en hjemstavn, og denne ret behøver følgelig ikke at blive begrundet i mere eller mindre chauvinistiske argumenter.

Christopher Mark Sørensen

Den svenske kirke har for nyligt valgt at gøre op med den kristne Gud som Fader, og dermed klart maskulin, og blot gjort Ham til skaber. Det er hermed op til den enkelte præst at vurdere Gud – åbenbaringens tydelige syn på emnet nævnes der intet om. Dette kan man naturligvis bore sig langt ned i, og det har mange andre også gjort, men i dette korte indlæg vil jeg forsøge at belyse Guds, og nærmere bestemt kristendommens, væsentlighed for vores samfunds fundament. Hermed mener jeg naturligvis ikke, at hvis vi i morgen fjernede kirken, støtten til denne og enhver påmindelse herom, at vi da ville ophøre med at eksistere i det Danmark vi kender. Min tese er herimod at ethvert argument kræver en forankring i dybere principper.

Hvorfor har Danmark forrang?

Vores samfund kan fint kaldes for et argument – vi præsenterer et argument for hvordan en civilisation bør organisere sig. Det er de argumenter vi udfordrer, undersøger og fremfører under valg, til middagsselskaber, på værtshuse og alle steder hvor politisk debat har sin gang. Et helt centralt af disse argumenter er et argumentet for nationalstaten. Uagtet om man ønsker mere eller mindre monarki, velfærd, direkte demokrati eller så meget andet, er der bred enighed om at Danmark skal bestå – enten som stat i et forenet Europa, som kongerige eller som republik.

 

Dette argument, når vi graver i det, er egentlig ikke særlig lige til at begrunde – for hvad giver den danske kultur og det danske folk forrang over andre kulturer? Med hvilken autoritet hævder vi vores eksistensberettigelse – ikke kun overfor fremmede, men også, og måske endda særligt, overfor den næste generation, som naturligvis stiller spørgsmålstegn til den etablerede orden og afkræver svar der stikker dybere end ”sådan har det altid været”.

Racisme

At retfærdiggøre vores særegne levevis og eksistensberettigelse må hermed enten bero på en appel til det danske folk – noget der tangerer en racistisk og chauvanistisk opfattelse af verden – eller på det guddommelige, men mere herom senere. Sådanne folke-argumenter kunne være: ”Den danske kultur og Danmark skal bevares, fordi det danske folk har krav på at beholde deres kultur og nation”. Men hvorfor skulle det danske folk have dette krav, hvis ikke vi hævdede at det danske folk er bedre end andre folk? Vi vil vel ikke hævde at azteker-folket havde krav på deres kultur, fordi ethvert folk har krav på deres respektive kultur. Alternativt kunne man hævde den historiske forankring eller ejerskabet over det skabte – men vi vil næppe hævde, at alle regimer med forankring i historien, eller hvor folket har skabt det, har ret til at eksistere. Nazisterne skabte selv deres rige og kalifatet har rigelig historisk forankring, og dem er vi nu fint tilfredse med ikke gør sig gældende længere.

Enhver appel til folk, arv, historie og tradition vil således altid indeholde en snert af ”dem og os”-mentalitet – en slet skjult racisme som kan komme til at gennemsyre højrefløjens identitetspolitik. Dette skal ikke ses som en anklage, vi er alle lige forfaldne til dårlige argumenter når de tjener vores sag – men netop derfor bør vi søge at hæve os over vores antagelser og undersøge hvad vi helt præcist appellerer til, når vi forsøger at trække en streg i sandet.

Alternativet

Hvis vi derimod ønsker at se videre og forankre vores kærlighed til fædrelandet i retfærdigheden, må vi se til det guddommelige. Vi lærer i historien om babelstårnet, at Gud har skabt verden partikulært – hvert rige for sig, med sit sprog, ingen mere perfekte end andre. Hermed har vi en unik ret til at hævde vores levevis, vores verdensopfattelse og vores suverænitet uden at hævde, at vi er bedre eller værdigere end andre folk – vi kan sætte vores lid til, at vi er skabt med en ret til vores hjemstavn, lige så vel som alle andre er skabt med en ret til deres. Vi kan ønske det bedste for dem, vi kan ønske at andre lande måtte adoptere de elementer af vores levevis som vi har efterprøvet og fundet succesfulde – men en sådan relation er mere ligestillet. En sådan relation nationer imellem kan bedre anskues som råd om dydernes rette udfoldelse i samfundet – blandt brødre sat i verden af en fælles kærlig Fader i håb om lykke og trivsel. Alternativet er at anskue nationerne som tandhjul der alle skal drive et givent værk fremad – hvad end dette værk så måtte være.

Vi har her til lands ingen universel og altomsluttende opfattelse af os selv som bedre, ej heller har vi en forestilling om at vi skal ophøre med at eksistere som land. På højrefløjen hævder vi ofte disse to sandheder, men uden at præsentere de bagvedlæggende argumenter for hvorfor vi hævder dem. Hvis vi skal begrunde vores patriotisme i andet end simpel racisme, bliver vi nødt til at se til Gud – eller erkende at magt alene giver ret, og at sejrherren, om det så var ISIS, Nordkorea eller enhver anden magt, ville være berettiget til at erobre os, hvis de altså lykkedes med det.

I Danmark har vi ingen imperialistisk Umma, ej heller nogen humanistisk verdensborgermoral – det er unikt for vesten og unikt kristent. Dette skal vi huske, hvis ikke Oehlenschlägers sang skal omskrives til at lyde: Der var et yndigt land.

Christopher Mark Sørensen er BA.phil. og næstformand for Nye Borgerliges Ungdom.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside