EU’s splittelse og ineffektivitet: svar til Louise Lindhagen

12. februar 2018
6 minutters læsetid

Af Morten Jarlbæk Pedersen

”EU [står] ved en skillevej. Enten fortsætter magten med at sive, indtil systemet er blevet så ineffektivt, at det politiske system kollapser. Eller også skabes reformer af det politiske system. Reformerne skal skabe et politisk manøvrerum for et europæisk fællesskab, der på en smidig og effektiv måde håndterer fælles problemer. Manøvrerummet skal gensidigt respekteres af små og store stater, men sikre en mere effektiv løsning af de politiske problemer.”

Sådan skrev den konservative folketingskandidat Louise Lindhagen i januar måneds kronik i Replique. Louise Lindhagens karakteristik af visse af EU’s udfordringer er åbenlys korrekt – at der i et system som EU skal være en balance mellem centralisering og fragmentering – men jeg vil alligevel tillade mig to kommentarer til kronikken. Louise Lindhagen synes nemlig for det første at overse, at magten ikke siver fra EU på alle områder, hvorfor ”splittelse og ineffektivitet”, som hun skriver, langt fra ikke er betegnende for alle aspekter af EU-samarbejdet; og for det andet synes Louise Lindhagen implicit at pege på en næppe særlig farbar vej, når det kommer til at løse de problemer, som hun peger på.

Siver magten?

En grundlæggende præmis i Louise Lindhagens argumentation er, at magten i dag siver fra EU, og at det fælleseuropæiske (hvis man da kan kalde EU det…) beslutningssystem står lammet tilbage, når det kommer til håndteringen af den store migration, der rammer de europæiske kyster i vor tid.

Og det er en fuldkommen korrekt diagnose. EU’s stats- og regeringsledere er meget splittede på dette område. I Vesteuropa er man flere steder ved at knække nakken, mens man i Central- og Østeuropa mange steder hårdnakket nægter at tage imod migranter (måske belært af de problemer, som vesteuropæerne i dag tumler med). Denne – dybe – splittelse betyder, at EU som organisation umuligt kan løfte opgaven.

Det er bare ikke det samme som at sige, at EU er handlingslammet og splittet helt generelt eller som sådan. For på en lang række andre områder er EU aldeles spillevende: Europaparlamentet har netop besluttet at gentage processen med ”Spitzenkandidaten”, hvor Europaparlamentet (uden at det er beskrevet i traktaterne) de facto tiltager sig retten til at udpege den kommende formand for Europa-Kommissionen. Muligvis er der splittelse mellem staterne, men her har vi så et eksempel på, at denne splittelse mellem medlemslandene udnyttes, og at vakuummet udfyldes af EU-institutionerne selv.

Ligeledes er det bestemt heller ikke fordi hittepåsomheden, hvad angår regler inden for det indre marked, står i stampe. Man arbejder f.eks. på en såkaldt geoblocking-forordning, hvor selv små e-handelsvirksomheder nu ikke længere selv må bestemme hvilke lande, de vil operere i og sælge til. Og hele det voldsomme hurlumhej, som alle virksomheder i dag har med EU’s persondataforordning i disse timer og dage, kan jo næppe heller udtrykkes som en manifestation på ”splittelse og ineffektivitet” alene. Bemærk i øvrigt, at der i begge disse to temmelig vidtgående tilfælde er tale om forordninger, dvs. regelsæt udstedt af EU selv med direkte virkning i medlemslandene.

Samtidig ser vi Frankrigs Emanuel Macron og Tysklands Angela Merkel love hinanden at arbejde for en stadig stærkere og tættere union – hvilket i øvrigt støttes af Europa-Kommissionen, der selv præsenterer egne planer uden at møde højlydte protester fra ret mange medlemslande. Og alt mulighederne for disse reformer, hvis omdrejningspunkt er at styrke eurogruppen og eurozonen som omdrejningspunktet for det europæiske samarbejde, forstærkes af et kommende Brexit.

Så jo, det er fuldkommen korrekt, at hvad angår migration (der bestemt er ”high politics”), så er mistilliden og splittelsen dyb – men parallelt hermed kører det europæiske lovgivningstog med stadig større hastighed og med stadig flere afgange.

Spørgsmålet er så hvilken af disse to tendenser, der er den stærkeste: Den fortætning, som følger i kølvandet af finanskrise, gældskrise, Brexit m.m. – eller den splittelse, der følger i kølvandet af migrationen? Mit bud er, at de små tandhjuls vedvarende drift er den stærkeste, selvom de af og til bliver sat i stå i kortere eller længere tid.

Hvordan skal splittelsen håndteres?

I sin kronik foreskriver Louise Lindhagen ingen konkret reformvej, idet hun alene peger på, at det ikke er tid til splittelse og ineffektivitet. Det er svært at være uenig i, for hvornår er det egentlig tid til det?

Jeg kan naturligvis tage fejl, men for mig kan Louise Lindhagens kronik imidlertid læses som et uartikuleret forsvar for, at EU – særligt inden for migration – får stærkere kompetencer, således at vi kan komme ineffektiviteten (herunder i fordelingen af migranter) til livs. Spørgsmålet er dog, om en sådan overførsel af fuld kompetence også på dette område vil føre til mindre splittelse og mere effektivitet?

Lad os begynde med det sidste først: Effektivitet skal måles i forhold til et mål, for ellers giver ordet ingen mening. Og det er for mig at se et åbent spørgsmål, hvad Louise Lindhagen peger på som det mål, der mest effektivt skal nås. Hvis det er en (tvangsmæssig) fordeling af migranterne på tværs af de europæiske lande og befolkninger, så vil en EU-kompetence givetvis være den mest effektive vej. Hvis målet er et langsigtet reduktion af migrantstrømmen, skal vi imidlertid se i helt andre retninger – og her er fordelingen af migranter i EU ikke det primære omdrejningspunkt; det er det internationale asylsystem og den økonomiske udvikling i de lande, som asylanterne ankommer fra, og reform af disse to kræver ingen forstærkede kompetencer til EU; det kræver en international enighed, som ikke findes. Hvis vi helt generelt taler om effektivitet som EU’s evne til at tage hurtige beslutninger, så er en centralisering givetvis vejen frem; hvis vi taler om EU’s evne til at tage beslutninger, der i vid udstrækning opfattes som legitime i befolkningerne i medlemslandene, så er en yderligere magtkoncentration næppe vejen frem.

Hvordan undgår vi så yderligere splittelse? Sådan som jeg læser det, antyder Louise Lindhagen, at EU vil blive mindre splittet, hvis det kan tage hurtigere beslutninger. Dermed er vejen frem – hvis jeg læser Louise Lindhagen korrekt – at vi bør skabe stadig flere muligheder for, at små stater som Danmark kan blive stemt ned også inden for det følsomme område migration. ”Det, der skulle være en beskyttelse af små stater, er dog i stedet endt som en stopklods for det europæiske samarbejde.”, som hun skriver.

Det er fuldkommen korrekt, at opbakningen til EU i vid udstrækning antages at bygge på unionens evne til at løse sine opgaver. Migrationspolitik er dog i vid udstrækning identitetspolitik og handler derfor ikke om løsning af nogen konkret opgave; det handler om, hvilken slags nation eller stat, man vil være. Og her kommer EU til kort. Situationen er derfor snarere den omvendte af, hvad Louise Lindhagen antyder: En yderligere overførsel af kompetence – f.eks. i form af flere af disse følsomme områder, som reguleres med kvalificeret flertal i ministerrådets afstemninger – vil efter al sandsynlighed føre til mere splittelse mellem landene. Visegrad-landenes højlydte protester, og sagen om EU’s kvoter for fordeling af flygtninge mod disse lande er et rigtig godt eksempel herpå.

Konklusionen: Acceptér, at EU ikke kan alt

Hvis man på baggrund af ovenstående kan fremdrage nogen egentlig konklusion, så er det, at EU ikke har behov for yderligere kompetencer og stærkere magtkoncentration. Balancen mellem centralisering og fragmentering er i dag skæv, ganske som Louise Lindhagen skriver. Skævheden er dog ikke sådan, at der er behov for yderligere magtkoncentration. Måske snarere det modsatte.

Og hvad angår migrationen? Ja, der har EU givetvis en rolle at spille – men tvang, kvoter, sager ved EU-domstolen og fælleseuropæisk asylpolitik er ikke vejen frem, hvis man altså gerne vil have opbakning fra medlemslandene, og at de europæiske befolkninger har et positivt syn på unionen.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside