De Konservative har brug for en ny skolepolitik

8. februar 2018
1 minuts læsetid

På Det Konservative Folkepartis – mit partis – hjemmeside kan man finde partiets gældende uddannelsespolitik. Det er en blandet landhandel. På den ene side husker man de åbenlyse konservative dyder om dannelse, karakter og faglighed.

På den anden side er teksten inficeret af den skoletænkning der hærgede nullerne, og som var dybt forbundet med ideen om konkurrencestaten. Den tænkning hvor eleverne var en slags soldater i den produktive og altomfavnende stats tjeneste, og hvor skolen helst skulle minde om en industrivirksomhed, hvad angår ledelsesfilosofi og målbarhed.

”Et uddannelsessystem i verdensklasse”, hedder det afgørende slagnummer i overskriften. Som om skolens anliggende først og fremmest er en form for idrætsbegivenhed. En anden afgørende sætning er denne: ”[F]olkeskolen er fagligt ambitiøs og åben om sine resultater. Resultaterne skal frem i lyset og evalueres”. For enden af evalueringsvejen lå uendelige mængder af læringsmål og statslig styring som en tung dyne over hele uddannelsessystemet.

Endelig er det kun lektiecafeerne man har svunget sig op til at kritisere ved skolereformen, på trods af de mange tiltag ved reformen der er antiborgerlige – ikke mindst den alt for lange skoledag.

Tid til nyt

Det er synd for Det Konservative Folkeparti, at de gode ideer man har for skolen ikke kan få lov at stå klart og tydeligt, uden at være pakket ind i tidens modeluner. Der er derfor brug for at partiet nyformulerer en ny og langt skarpere vision for den gode skole – en vision hvor man ikke allerede er begyndt at forhandle og positionere sig, og hvor man inddrager alt det alle de andre mener også.

Det Konservative Folkeparti er et arbejdende og kompromissøgende parti, men man er nødt til at kende den rene aftapning inden man fortynder den gennem den praktiske politik

Den gode skole

Den gode skole bør hvile på følgende ti principper, der delvist overlapper, men danner et samlet hele. Principperne bør gælde for både Folkeskolen og ungdomsuddannelserne:

  1. Den gode skole har som grundopgave at overdrage værdifuld viden fra den ene generation til den anden
  2. Den gode skole er drevet af et fælles formål, ikke af målbarhed
  3. Den gode skole er til for det enkelte menneske – ikke for staten eller arbejdsmarkedet
  4. Den gode skole er karakterbyggende
  5. Den gode skole er ikke et middel, men et mål
  6. Den gode skole er national, og placerer eleverne midt i en levende dansk kultur
  7. Den gode skole har et dybt ansvar for at eleverne tilegner sig nyttige kundskaber
  8. Den gode skole rummer undervisning i det smukke og det skønne
  9. Den gode skole vægter både åndens og håndens arbejde
  10. Den gode skole opbygges af dygtige lærere, gode bøger og livfulde bygninger

Stefan Agger

Stefan Agger er lektor på Lemvig Gymnasium, samt tidligere kommunalpolitiker og folketingskandidat. Han skriver på Aarsskriftet-Critique.dk om uddannelse, dannelse og beslægtede emner.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside