Jerusalem: Israels hovedstad nu og altid

6. december 2017
2 minutters læsetid

Trump bryder med årtiers tradition om, at kun fredsforhandlinger mellem Israel og Det palæstinensiske selvstyre skal afgøre Jerusalems fremtid.

Det er der mange, der har store problemer med. Ikke mindst det amerikanske centrum-venstre, der enten er modstandere af en ambassade-flytning i det hele taget, eller ønsker det koblet sammen med et forøget pres på Israel for en deling af Jerusalem. EUs udenrigsrepræsentant Federica Mogherini er også skarp i sin kritik og tager ifølge Information kraftigt afstand fra Trumps skridt:

“Vi mener, at denne type handlinger absolut bør undgås. Kun gennem forhandlinger kan Jerusalems status som hovedstad for begge stater blive afgjort,”

Udover den princpielle modstand mod den anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad, der har motiveret ambassadeflytningen, har det længe været en frygt blandt iagttagere, at skridtet kan føre til yderligere uroligheder og skade fredsprocessen. Men den frygt er overdrevet. Eller som mellemøsteksperten Michael Rubin fra tænketanken AEI tidligere har slået fast:

“Simply put, the threat that moving the embassy to Jerusalem will spark chaos in Jordan and Egypt is overblown, an excuse more manufactured than real.”

Sagen er i virkeligheden en anden. Flytningen af ambassaden og anerkendelsen af, at Jerusalem er Israels hovedstad, vil på længere sigt styrke fredsprocessen. For det har hele tiden været klart, at en forhandlingsløsning, der indebærer en reel deling af Jerusalem er utænkeligt. Det er Israels officielle politik, at Jerusalem er Israels hovedstad nu og altid. 

Når Trump vil flytte USAs ambassade til Israels hovedstad, er det ikke andet end en tiltrængt anerkendelse af dette faktum. At forstå det er ikke en afvisning af behovet for fredsforhandlinger, der vil sikre Palæstinenserne en bedre fremtid, end den de nu er stillet i udsigt. Men en konstatering af, hvad udgangspunktet for disse forhandlinger nødvendigvis må være.

Et væsentligt problem i de kronisk strandede forhandlinger mellem Israel og Selvstyret har hele tiden været palæstinensernes urealistiske forestillinger om, hvad der var på bordet: Jerusalem, fjernelse af “bosættelser” og genindvandring af den palæstinensiske diaspora til Israel. Ingen af de ting er mulige i deres helhed.

Det er alle klar over. Men det palæstinensiske selvstyre har kunnet – og skullet – opretholde denne attitude, fordi de har ladet deres konflikt med Israel blivet adopteret af fremmede arabiske regimer, enkeltpersoner og interesser. Selvom der givetvis findes moderate og realistiske stemmer på palæstinensisk side, er deres hænder bundet af omstændighederne.

I denne tragedie spiller verdenssamfundet en ikke uvæsentlig rolle. Den palæstinensiske sag – eller det, der opfattes som sådan – nyder udbredt opbakning i FN, der jævnligt vedtager rituelle fordømmelser af Israel.  Verdenssamfundets manglende vilje til at anerkende realiteterne har givet den palæstinensiske irredentisme blod på tanden.

Sagt på en anden måde: Den umiddelbare moralske fordel, som den palæstinensiske sag har haft, har knækket kompromisviljen og styrket ekstremisterne i den palæstinensiske lejr.

Donald Trumps udmelding er et skridt væk fra denne kurs, og et skridt fra idealiteten ind i realiteternes verden. Derfra kan der forhandles – og ja så er mirakler måske mulige også for de plagede palæstinensere.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside