En borgerlig redningsplan for skolen

12. december 2017
4 minutters læsetid

Forleden blev en undersøgelse offentliggjort, der viste et markant fald i læseevnerne hos danske børn. Undersøgelsen er en såkaldt PIRLS-undersøgelse og laves i en række lande hvert femte år. Danmark har deltaget i undersøgelsen i 2006, 2011 og 2016, og resultaterne af den seneste undersøgelse viste altså et markant fald i læseevnerne hos danske børn siden 2011.

Det dårlige resultat føjer sig til en række andre tegn på, at Danmarks Folkeskole ikke har det så godt, som den burde: stressniveauet hos lærerne er for højt, uro præger alt for mange timer, eleverne og forældrene flygter til friskolerne og privatskolerne, og der er problemer med fagligheden på tværs af fagene. Det har vakt en vis debat. Og folkeskolens krise er for nyligt blevet analyseret af Brian Degn Mårtensson her på aarsskriftet-critique.dk.

Men hvad gør vi?

Hvordan redder vi Folkeskolen fra dens faretruende kurs og bringer den tilbage på ret køl? Det er ikke en simpel manøvre, men en af ledestjernerne burde være en ambition om langt mindre indblanding i hvordan skolerne skal driver skoler; fra både KL, Undervisningsministeriet og Christiansborg.

Lad skolen bestemme over skolen

Den praktiske ledelse af den enkelte folkeskole skal i højere grad ske i samspil mellem skoleledelse og skolebestyrelsen, frem for hos kommunerne og i ministeriet. Skolernes virkelighed er vidt forskellig ud over landet, hvor forskellige elevtyper, forældrebaggrunde og lokalsamfund gør at ideen om ensartet styring er styringsmæssigt overmod.  Der findes i dag et svimlende antal centralt bestemte læringsmål for skolerne, men ingen god skole ville jo blive det mindste i tvivl om, hvordan arbejdet i skolen skal udføres, hvis man smed hele kataloget med de adskillige tusind læringsmål direkte i skraldespanden. En borgerlig redningsplan for Folkeskolen må derfor som første trin indeholde en klar strategi for både decentralisering af beslutninger og en kraftig nedskæring af alle de mange centrale mål.

Vi har brug for en ny debat om skolen

Det er dog utopisk at forestille sig et skolesystem fuldstændig fri for politisk indblanding. Det er heller ikke ønskværdigt. Der må nemlig meget gerne være en politisk debat om, hvad skolen egentlig skal – hvad dens rolle er i det danske samfund?

En sådan diskussion er en diskussion om skolens formål og ikke om dens konkrete mål, men det kræver selvfølgeligt skolepolitikere, der kan løfte sig op over flosklerne og lysten til at blande sig for meget i maskineriet. Man kunne drømme om en stor offentlig diskussion, der afsøgte grænserne mellem dannelsen, det karakterbyggende og det demokratiske, og formulerede et nyt formål for folkeskolen på den baggrund.

Et andet område, som også inviterer til politisk debat, er skolens indhold – hvad eleverne skal lære. Undervisning handler i høj grad om, hvilke kundskaber, vi skal give videre til næste generation, og det er en beslutning, det tilkommer hele samfundet at deltage i. Det kan ikke kun være lærerne. Gennem et samspil mellem fagtraditioner og politiske processer, fastlægges det kanoniske stof i fagene, og lærerne skal efterfølgende føje til og skabe forudsætninger for at eleverne f.eks. kan læse Holberg eller lære tysk grammatik.

Lav kortere dage med mere faglighed

Et andet afgørende nedslagspunkt i en borgerlig redningsplan for Folkeskolen må være kortere og bedre skoledage. I dag har danske skolebørn verdensrekord i antallet af undervisningstimer, men som enkeltstående faktor har det næsten ikke nogen betydning for om eleverne lærer noget.

Vi skal derfor bruge Folkeskolens ressourcer langt bedre, end det gøres ved at forlænge skoledagen unødigt. Vi skal sikre at lærerne har god tid til at forberede god undervisning, således at der er plads til både at variere undervisningen og at udfordre de dygtigste elever. Dermed vil læreren også i højere grad kunne koncentrere sig om den egentlige klasseledelse, som vi ved er en afgørende faktor for god undervisning.

Et mindre antal timer vil samtidig kunne udløse penge til den såkaldte tolærerordning, som særligt i de mindre klasser vil hjælpe med at skabe den fornødne ro.

Inklusionen har helt sikkert udfordret skolen mere end godt er, men at svinge hele vejen tilbage til der, hvor specialeleverne væk fra de normale klasser optager en tredjedel af Folkeskolens samlede økonomiske ramme er nok heller ikke vejen.

Lær eleverne noget om noget

Endeligt må det være en central del af en borgerlig folkeskole, at skolens virke skal være bedre. Pædagogikkens kerne skal være det, som Svend Brinkmann kalder objektorienteret pædagogik: Børn skal vide noget om verden, om dansk, matematik, Middelalderen, frøer, opera og galakser – ikke fokusere på kompetencer, 21st-century skills, karrierelæring eller andre mærkværdige, managementagtige ideer der er krøbet ind i uddannelsessektoren.

Det kræver en læreruddannelse, der ligeledes fokuserer på først og fremmest at skabe vidende praktikere, og det kræver at skolen får lov til at indsnævre sit virke, sådan at der igen kommer mere fokus på fagene og al deres fantastiske indhold.

Farvel til dårlige lærere

Til sidst tror jeg det er vigtigt at lærerstanden fjernes fra sit selvvalgte lønmodtagerliv. Vi skal tilbage til lærergerningen som et kald. Det kræver gode arbejdsvilkår, men ikke på den måde, at man skærmes fra at arbejde.

Gode arbejdsvilkår betyder, at man som lærer i højere grad får lov til at beskæftige sig med det, som giver mest mening: Undervisning ud fra faglige traditioner og standarder. Det kræver også gode lønvilkår, der viser samfundets anerkendelse af lærerkaldet.

Derudover kræver det at, læreren får mere myndighed i forhold til forældrene. Det er en autoritet, lærerne selv skal tage på sig, men som også kan hjælpes på vej af lovgivning, der går helt væk fra at sammenligne forholdet mellem lærer og forældre med et kunde-sælger forhold.

Endeligt er det vigtigt, at skolernes ledelser har værktøjerne til at sige farvel til de lærere, der ikke lever op til de faglige standarder, der bør herske i blandt lærerne. Intet er så frustrerende for en profession som manglende konsekvens for de der slet ikke behersker faget i tilstrækkelig grad.

Stefan Agger

Stefan Agger er lektor på Lemvig Gymnasium, samt tidligere kommunalpolitiker og folketingskandidat. Han skriver på Aarsskriftet-Critique.dk om uddannelse, dannelse og beslægtede emner.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside