Borgerlige mål helliger ikke totalitære midler

14. december 2017
5 minutters læsetid

Af Daniel Nordentoft

Tidligere har konservative og liberale stået side om side i et fælles værn imod formynderstaten; ikke alene imod dens omfordelings- og lighedsidealer, men i lige så høj grad imod dens forbudsbegejstring og reguleringshysteri. Højrefløjens værdier har alle dage stået i stærk kontrast til kommunismen og været et opgør med dens totalitære regimer og tænkemåder.

Nu er den borgerlige fløj imidlertid i færd med at sælge ud af en af de mest grundlæggende værdier for enhver vestlig civilisation: frihedsrettighederne. Disse demokratibærende rettigheder vil konservative kræfter knægte i deres iver efter at bevare dansk kulturarv. Og liberale fyrtårne ser passivt til og lader det ske; regeringsmagten må nemlig ikke glide af hænde, uanset prisen i form af ideologiske indrømmelser.

Målet om en stærk sammenhængskraft er smukt og berigende, men midlerne, som tages i brug for at nå dertil, stinker langt væk af en totalitarisme, der hører en dyster fortid til, og som bør afskrække ethvert borgerligt sindet menneske.

Forbud er tilsyneladende blevet det nye sort

Hvis det ikke allerede er blevet tydeligt i de indledende linjer, så lad mig for god ordens skyld anføre, at jeg tilhører en højrefløj, der tager sit ideologiske afsæt i liberalkonservativt tankegods. Imidlertid er et af de eneste gode argumenter for et burka- og niqabforbud, jeg har hørt, fremført af socialisten Pernille Rosenkrantz-Theil (S). I Debatten i forrige måned indledte hun noget vagt med at forklare, hvor utryghedsskabende hun finder burka- og niqabklædte kvinder, men hurtigt lod hun forstå, at det skulle ses i lyset af det maskeringsforbud, som af sikkerhedsmæssige årsager allerede gør sig gældende i Danmark i dag.

Hvis lovforslaget reelt bundede i et sikkerhedspolitisk spørgsmål, hvor man kunne debattere, hvorvidt kvinder i demokratiets navn kan tillade sig at iføre sig et slør, der skjuler deres identitet og eksempelvis umuliggør politiarbejde i forbindelse med en identificering af en gerningskvinde, så ville jeg være lydhør. Men det er ikke tilfældet.

Lovforslaget kommer i kølvandet på de problematikker, som navnlig den ikke-vestlige indvandring har medført. Og forbuddet mod burkaen og niqabben er blot første lovgivningsindgreb i en kavalkade af forbud som direkte modreaktion til den omsiggribende islamisering, som Danmark gennemlever i disse år. Det næste i denne række bliver et endnu mere omfattende indgreb i den personlige frihed såvel som religionsfriheden i form af et forbud imod det muslimske tørklæde på offentlige arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og i folkeskoler. Forslag, der allerede er blevet fremlagt af borgelige frontkæmpere fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Islam skal tilbage i privaten, har forklaringen lydt. Men retorikken skulle nødig have en grim, xenofobisk eftersmag, hvorfor man ved samme lejlighed har forsøgt at forklæde lovindgrebet som en håndsrækning til de undertrykte muslimske kvinder, der efter sigende skulle have fået tvunget burkaen ned over hovedet; forbuddet skal ses som en befrielse fra de patriakalske lænker, der fastholder den muslimske kvinde som undertrykt og ufri, forstås. Imidlertid viser den eneste forskning på området, at den overvejende del af de burkabærende kvinder er danske konvertitter, hvilket alt andet lige må betyde, at der er tale om et frit valg – religiøs ekstremisme eller ej.

Seneste skud på stammen er en kriminalisering af det religiøse skæg – ikke at forveksle med det moderne – for ansatte på landets hospitaler. Langt skæg er atter kommet på mode, men Peter Skaarup (DF) taler udelukkende imod det religiøse af slagsen, som han sagtens mener at kunne skelne fra det moderne. Hvordan denne sondring foretages i praksis, lader han dog være usagt. Ikke desto mindre er det symbolpolitik, der går rent ind hos en skare af kernevælgerne.

Glidebanens endestation kender ingen

Det med al sandsynlighed nært forestående burka- og niqabforbud vækker en principiel og ideologisk væmmelse, men den største problemstilling er den forbudsvej, vi allerede er i færd med at begive os videre ned ad.

Foruden ovenstående lovindgreb og -forslag ses tilslutningen og opbakningen til at gå forbuddets vej tydeligt i den offentlige debat. I Berlingske kunne man i sommer læse en velmenende konservativ, der behandlede fænomenet med de såkaldte singlemødre. Skribenten lod os forstå, hvor skidt denne udvikling er for kernefamiliens overlevelse på længere sigt, og hvilken bagvedliggende, uheldig kulturtendens dette moderne fænomen er udtryk for. Noget essentielt går tabt, når vi mennesker ikke længere behøver komme hinanden ved og forpligte os i bestræbelserne på at sætte liv i verden, insisterede han på. I og for sig et meget konservativt synspunkt, som jeg bakker fuldt ud op om.

Filmen knækker imidlertid, da forfatteren til indlægget, Rasmus Ulstrup Larsen, gæster Aftenshowet og senere Radio24Syv, hvor han plæderer for at forbyde enlige kvinder at blive kunstigt befrugtet. Et forbud, som mine konservative meningsfæller bakker samstemmigt op om.

Hvor stopper det her så, kunne man passende spørge sig selv. Glidebanen er for længst startet, og min tese er, at ingen kender dens endestation. Vi, der kerer os om frihedsrettighederne og repræsenterer den ægte borgerlighed, kan kun i frygt gisne om, hvad det næste mon bliver.

Regeringsdeltagelsens høje pris

Siden burkadebatten tog sin begyndelse, har vi hørt om en dyb splittelse i Venstre. Partiets ideologiske bannerførere, som blandt andre tæller Søren Pind, Jan E. Jørgensen og Bertel Haarder, har været i mindretal med synspunktet om, at man som liberal naturligvis ikke vil lovgive om noget så personligt som påklædning og religion. Men i starten af oktober blev de nedstemt og tvunget til at følge partilinjen, som fremover hedder, at man går ind for at forbud – naturligvis under dække af den allerede eksisterende maskeringslov, som man så blot vil udvide, således at den også indbefatter burkaen og niqabben. Ingen er dog næppe i tvivl om, hvad det handler om: en leflen for Dansk Folkeparti og De Konservative.

Til højre for Venstre måtte højrefløjens principfaste vagthund på Christiansborg, Liberal Alliance, da som minimum forventes at sætte foden ned og råbe vagt i gevær. Men de ideologiske principper lader tilsyneladende kun til at gælde det brede flertal, mens minoriteterne lades i stikken. At ledende partifigurer som Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøl-Bille offentligt negligerer problematikken ved et burka- og niqabforbud, er et klart vidnesbyrd om, at regeringsdeltagelsen koster dyrt – også for dyrt for et såkaldt liberalt parti.

Hvor langt man vil strække sig for regeringsmagten, vil fremtiden vise. Men meget tyder på, at Dansk Folkeparti vil lykkes med at kræve flere indrømmelser, før regeringen vil have sit nødvendige flertal bag skatte- og afgiftslettelser, som man har slået sig op på.

Et konservativt kulturfremstød

Det er med særpræget begejstring, at man på højrefløjen nøgternt har kunnet konstatere, at man tværs over de vestlige demokratier, herunder Danmark, er vågnet op til dåd efter de tragiske følgevirkninger af den i årtier tilladte masseindvandring, som man i 1983 for vores egen nations vedkommende åbnede op for gennem en af de mest liberale udlændingelove, Europa havde set, og som siden hen er løbet løbsk og er årsag til den kulturkløft, vi mærker i dag.

Også hvad angår de eksistentielle og værdimæssige spørgsmål, er mange ved at få øje på styrken i det, som kulturradikalismen har forsøgt at gøre op med: nationalstaten, fædrelandsfølelsen, kristendommen, litteraturen, kunsten, omgangsformerne og kernefamilien. Den konservative arv skal vi vedblive at fortælle, og vi skal blæse til åndelig kulturkamp og prædike (liberal)konservatismens overlegenhed.

Der er imidlertid en tydelig diskrepans imellem de ideologiske mål og de totalitære midler, man for en stor dels vedkommende ønsker at tage i brug. For intet sted i den konservative tradition står det skrevet, at målet helliger midlet, når det kommer til knægtelsen af de elementære rettigheder – snarere tværtimod.

Forholder vi os ikke kritisk til den nuværende udvikling, står vi inden længe på tærsklen til langsomt – men sikkert – at afvikle de grundlæggende værdier, som i adskillige år har konstitueret Danmark.

Daniel Nordentoft er freelance-skribent. 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside