Liberalismen er bureaukratiets ven

30. november 2017
3 minutters læsetid

Det er en udbredt liberal position at kritisere bureaukratiet. Men dermed angriber liberalismen paradoksalt nok sit eget moralske fundament, påpeger månedens kronikør.

Af Rasmus Ulstrup Larsen

Det er en af Liberal Alliances mærkesager at formindske bureaukratiet i den offentlige sektor for at frigive flere midler til effektiv kernevelfærd og service. ”Mindre bureaukrati, færre regler og mere tillid til hinanden”, skriver Liberal Alliance under deres mærkesag om effektivisering (https://www.liberalalliance.dk/emne/effektiviseringer/). Ikke så sjældent hører vi også fra fremtrædende folketingsmedlemmer, at bureaukratiet skal formindskes.

 

Det har sin rigtighed, at bureaukrati er en hindring for effektivitet og service, fordi bureaukratiets formål ikke er resultatorienteret, men procesorienteret. Det der til gengæld ikke giver mening er, at det er fra liberal side dette budskab ofte frembringes, når bureaukrati og liberalisme i sin kerne faktisk er tæt forbundne. Liberalismen har nemlig i sin ideologiske grundessens det moralske imperativ, at resultaterne aldrig må tildeles større betydning end processen i et retfærdighedsperspektiv. Derfor giver det også god mening når CEPOS-direktøren Martin Ågerup skriver om liberalismens forhold til retssystemets lighedsforståelse:

Med lighed for loven mener vi, at alle skal behandles ens i retssystemet med det resultat, at dommene bliver forskellige givet de forskellige omstændigheder. Man kan kalde det proces-lighed: Processen er den samme, resultatet er forskelligt (https://www.information.dk/debat/2007/12/lighed-per-definition-mere-retfaerdigt).

I forhold til økonomisk lighed skriver Martin Ågerup også, fuldstændig i overensstemmelse med liberalismens filosofi, at:

[…] i et frit samfund, hvor borgerne har forskellige talenter og træffer deres egne valg, vil der nødvendigvis opstå forskellige resultater, herunder forskellige økonomiske resultater. Jeg argumenterer for, at den form for ulighed er retfærdig, forstået på den måde, at den udspringer af en retfærdig proces.

Godt eller ret?

Som det fremgår af de to citater er det Martin Ågerups argument, at det er processen og ikke resultatet der skal vurderes i en moralsk dom om, hvorvidt noget er retfærdigt. Denne type af moralske dom-me, hvor processen vejer tungere end resultatet, finder vi grundlaget for tilbage hos den tyske filosof Immanuel Kant, der med sin moralfilososfi klargjorde, at det er princippet for en handling og ikke resultatet, der er det afgørende i en moralsk dom.

Denne skelnen mellem principper og konsekvenser, proces og resultater er den klassiske diskussion mellem deontologi og konsekventialisme indenfor etikken. Begge dele kan ikke på samme tid have lige stor moralsk prioritering, da de er uforenelige størrelser, hver med sine begrundelser, rationaler og moralske perspektiver. Enten er det princippet/processen, eller også er det konsekvenserne/resultaterne, der er afgørende.

Denne skelnen kan også formuleres sådan, at hvad der er ret, er ikke det samme som hvad der er godt. At ting går ret til, er ikke det samme som at ting går godt i et resultatsligt perspektiv. Eller sagt på en tredje måde: At noget er retfærdigt er ikke sammenhængende med om noget har gode konsekvenser eller resultater. Denne insisteren på at det rette har prioritet over det gode, er selve liberalismens filosofiske grundlag og styrke.

Bureaukratiet er retfærdighedens vogter

Hvordan hænger denne klassiske diskussion sammen med bureaukrati? Det gør den, fordi selve bureaukratiets formål er, at sikre at alle processer går ret til. Bureaukratiet er, som Paul du Gay har formuleret det, netop kendetegnet ved at være langsomt, upersonligt og uden mulighed for at have tillid til den enkeltes dømmekraft, fordi bureaukratiets formål er at sikre en retfærdig proces. Men hvor dette ofte kritiseres fra liberalpopulistisk side, så er det netop hvad der er meningen med bureaukratiet, for at sikre et liberalt samfund hvor retfærdighed er den primære dyd, ifølge Paul du Gay (http://www.djoefbladet.dk/blad/2016/06/et-forsvar-for-bureaukratiet.aspx).

Liberalismen er nemlig kendetegnet ved, som Martin Ågerup så rigtigt har formuleret det, at fokusere på en fælles lighed. At man ikke kan blive sat bagerst i køen til en behandling, fordi man tror på noget bestemt eller har et bestemt køn. At alle mennesker er født lige og med samme moralske og politiske værd.

Det er derfor også en liberal kernedyd, at alle skal have mulighed for at tilgå offentlige embeder og stillinger, uagtet etnicitet, religion og seksualitet. Om der så er en overvægt af en bestemt type mennesker i bestemte typer af stillinger og embeder, er for liberalismen irrelevant. For så længe alle har haft en sikret lige ret og mulighed for at tilgå dem, da har processen været retfærdig, og resultatet er således underordnet. For liberalismen er det enkelte menneskes mål og vision om det gode liv nemlig ikke noget, der har med moral og retfærdighed at gøre. Det er op til den enkelte selv og kalder ikke på nogen dom.

Ud fra denne skelnen mellem det rette (processen) og det gode (resultatet) i liberalismens grundlag burde liberale være fortalere for, og forsvarere af, bureaukratiet. For hvor det rette har prioritet over det gode i liberalismen, der har processen prioritet over resultatet i bureaukratiet. Det er to forskellige begreber der anvendes i disse definitioner på den moralske forståelse, men de udtrykker det samme: en deontologisk moralforståelse som er grundlæggende for både liberalismen og bureaukratiet, overfor konsekventialismen som hylder resultater over proces.

Når liberale derfor vedbliver at ville bekæmpe bureaukratiet i den offentlige sektor, til fordel for tillidsbaseret ledelse og kultur, så er det selve deres eget moralske grundlag de vil afskaffe.

Rasmus Ulstrup Larsen er cand.merc.(fil.) fra CBS og fast skribent på aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside