Nein!

19. oktober 2017
5 minutters læsetid

I et blogindlæg på denne side fra den 15. oktober går Jacob Munk i rette med den kritik af Kristoffer Kruses apologetiske bestræbelser, som Ida Bøgh og jeg har fremført i Kristeligt Dagblad. Munk mener, at problemet er epistemologisk, altså at det omhandler menneskets mulighed for at erkende Gud og verden, og på den baggrund søger Munk at forsvare apologetikken, imens han afslutningsvis udtrykker et ønske om, at vi og Kruse kan mødes i en “nuanceret, eksistentiel og filosofisk rig diskussion af, hvad det vil sige at tro.”

Dertil kan jeg kun gå planken ud – nu hvor både Munk og Kruse allerede har gjort ihærdige forsøg på at gøre Bøgh og mig til barthianere – og svare med et rungende “Nein!”. For vil man insistere på at forstå denne problematik som en epistemologisk én af slagsen, har man ikke forstået den overhovedet.

Et barn af moderniteten

Denne fejlagtige indgangsvinkel bunder i, at Munks kritik i virkeligheden er håbløst moderne. Den er et barn af den videnskabspositivisme, som gjorde sit indtog i Danmark med Georg Brandes og det moderne sammenbrud, og som indbilder sig, at videnskaben dybest set er konstituerende for virkeligheden, fordi al erkendelse må tage udgangspunkt i det positivt givne (hvorfor positivismen i sagens natur altid har afvist eksistensen af en guddom). Ud fra denne tankegang har videnskaben så at sige fået monopol på at definere alle aspekter af virkeligheden, hvilket har bragt meget godt med sig og sparet os for mange fejlagtige opfattelser.

Men det har også fået den konsekvens, at vi – i højere grad end nogensinde før – tilskriver videnskaben evne til at sandsynliggøre eller modbevise Guds eksistens. På den måde bliver apologetikken afgørende, for Guds eksistens afhænger af videnskabens resultater, og dermed er det afgørende at sandsynliggøre kristendommens sandhed og tilsvarende modarbejde forsøg på at tilbagevise denne. Videnskaben fastlægger virkeligheden.

Det er også derfor Munk om sig selv kan fortælle, at da han mødte de klassiske gudsbeviser (eller -indicier, om man vil), oplevede han for første gang, at kristendommen ikke længere talte til ham “som poesi fra fiktionens verden, men som en klar og alvorlig stemme fra virkelighedens inderste hjerte”. Selve virkelighedens inderste hjerte er altså at finde i højst spekulative, middelalderlige forsøg på at bevise Guds eksistens, som gang på gang i filosofiens historie er blevet tilbagevist. Sådan taler kun en sand modernist!

På denne måde sætter Munk og resten af Menighedsfakultetets apologetbande lighedstegn mellem videnskab og virkelighed, og det er ganske uholdbart, fordi virkeligheden er givet forud for videnskaben. Videnskaben kan ikke forme eller skabe virkeligheden, men den kan søge efter bedste evne at opfylde sin opgave: at udsige noget sandt om de dele af virkeligheden, som er tilgængelige for den – det positivt givne – ved at danne sig hypoteser herom som den så løbende kan falsificere og reformulere i et ydmygt forsøg på at beskrive virkeligheden så præcist som muligt. Når det kommer til spørgsmålet om Gud må videnskaben derimod – hvis den da vil tages alvorligt som videnskab – enten melde hus forbi eller alternativt afvise Gud som det pureste opspind og rendyrket metafysisk pjank.

“Salig er den, der ikke forarges på mig”

Og sådan kan videnskaben roligt behandle Gud, for det gør hverken fra eller til for kristendommens sandhed. Her er det afgørende nemlig trosvalget, om man tror Kristus eller forarges på ham, som Kierkegaard ville have udtrykt det. Interessant er det da også, at Munk rent faktisk nævner Kierkegaard i netop denne sammenhæng, ligesom jeg også tidligere har hørt Kruse gøre det. Begge har de tydeligvis forsømt deres Kierkegaard-læsning.

Havde Munk læst Kierkegaard en smule grundigere, ville han for det første have lært, at problematikken ikke er epistemologisk. Det handler ikke om den erkendelse eller viden, man kan opnå om Gud, for “man kan overhovedet intet ‘vide’ om ‘Christus’; han er Paradoxet, Troens Gjenstand, kun til for Troen […]. Om ham kan Intet vides, han kan blot troes.” (Indøvelse i Christendom, s. 36). Ja, Kristus er kun til for troen, man kan kun tro på ham, og så er apologetikkens bestræbelser på at vide noget om, sandsynliggøre og forstå ham jo ikke meget værd.

Med udgangspunkt i Kierkegaard får Munk også sagt, at det for ham er vigtigt, at hans tro kan falsificeres. Men det kan en tro af gode grunde ikke, for den er jo netop tro og ikke viden, og vi fordres at tro fordi vi ikke kan vide; ellers var fordringen tom. I forhold til om man tror, at Kristus er Guds søn eller ej, gives ingen argumenter eller mulighed for falsifikation, og Munk må se langt efter at få stillet sin diskussionslyst. Her kræver Gud intet mindre end fundamentalisme af den enkelte, ligesom Gud krævede det af Abraham da Han befalede ham at ofre sin egen søn.

Oprør mod Gud

Og sidst men ikke mindst ville Munk ved lidt grundigere Kierkegaard-læsning ikke være i tvivl om, at videnskaben absolut intet kan udsige om kristendommens sandhed eller virkelighed. Når vi taler om virkelighed, må vi nemlig gøre os klart, at vi i hvert fald kan mene to ting dermed. Vi kan med virkelighed mene kendsgerninger, eller i Kierkegaards terminologi “det Forbigangne”, som vi selv med videnskaben kan tage under behandling og forsøge at forstå. Men vi kan også dermed mene den virkelighed, som møder os og stiller os i afgørelsen – tro eller fornægt -, hvor det ikke længere handler om det forbigangne men om troens samtidighed med Kristus. Og kun det sidste, som videnskaben intet som helst kan sige om, er i egentlig forstand virkelighed, fordi det har sandhedens bestemmelse: for mig. “Det Forbigangne er ikke Virkelighed: for mig; kun det Samtidige er Virkelighed for mig” (Indøvelse i Christendom, s. 70).

Som kristen må man tale om virkeligheden på begge måder, for i hvert fald én må sortere under den sidste: Gud. Men apologetikken behandler Gud som en kendsgerning, som noget forbigangent, når den sandsynliggør ham med videnskaben, og dermed har den ikke blot med Kierkegaards ord gjort sig skyldig i gudsbespottelse, nej, den har frarøvet Gud hans almægtighed. Med videnskaben er det nemlig mennesket, der med sin fornuft analyserer, systematiserer og bemestrer virkeligheden. Og vil man finde eller sandsynliggøre Gud med videnskaben, så gør man uundgåeligt det samme: forsøger at bemestre Ham, forsøger at være den almægtige overmægtig, ligesom Adam og Eva gjorde det da de spiste af kundskabens træ. Det er intet mindre end oprør mod Gud.

Intelligo ut credam

Og dermed er vi nået til, hvad denne diskussion i sidste ende handler om: hvorvidt menneskets vilje er trælbunden eller ej. Kan mennesket frit vende sin vilje til Gud og med fornuften erkende eller forstå ham, eller måske bare sandsynliggøre ham, som Munk hævder det? Eller er mennesket, dets fornuft inkluderet, en træl for synden som er helt og aldeles afhængig af Gud og hans åbenbaring, således at det ikke kan nå til Gud, men at kun Gud kan nå til mennesket, ligesom Luther hævdede det?

Man kunne få den tanke, at Munk hævder det sidste, når han med Anselm af Canterburys berømte ord fra Proslogion siger “credo ut intelligam”, altså “jeg tror, for at jeg kan forstå”. Dermed understregede Anselm netop, at hans “forståelse” af Gud kun var mulig med troen som fortegn, og at han dermed var helt afhængig af Guds åbenbaring. Først med dette udgangspunkt kunne han sige noget om Gud.

Men det har absolut intet med apologetik at gøre. Det er tværtimod apologetikkens modsætning, for apologetikken vil tale om Gud udenfor troen og åbenbaringen, på verdslige præmisser, ligesom Munk også vil når han siger, at “Hvis Jesu genopstandelse skulle have nogen virkning på mig, måtte der være gode grunde til at tro, at den havde fundet sted”. Det er ikke at tro for at kunne forstå, men at forstå for at kunne tro. “Intelligo ut credam”.

Og hertil er kun ét at sige: “Nein!”.

Mikael Brorson

Mikael Brorson er cand.theol. og ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside