Hvem er ytringsfrihedens helte?

23. oktober 2017
7 minutters læsetid

Frederik Stjernfelt og Jacob Mchangamas nye bog om ytringsfrihedens historie er et vigtigt stykke danmarkshistorie, der optegner synet på ytringsfriheden i Danmark fra Reformationen og helt op til i dag. Det er både interessant og relevant, omend historien ifølge vores anmelder til tider fortælles en smule for stereotypt.

Af Rasmus Pedersen

Der er noget mærkeligt ved, at en principiel diskussion om en abstrakt frihedsrettighed med jævne mellemrum viser sig på den offentlige debats slagmark med de mest blodige skudvekslinger og mest hårdkogte fjendskaber. Mærkeligt, fordi den slags principielle debatter sjældent fylder særlig meget blandt analyser af politisk taktik og burkaforbud, og mærkeligt, fordi man vel kunne tro, at ytringsfrihed forener liberalister (af oplagte grunde) og socialister (af grunde, der vel egentlig burde være lige så oplagte) og altså ikke kunne være genstand for særlig meget debat.

 

Den debat lander Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelts Men – ytringsfrihedens historie i Danmark midt i. Titlen lyver ikke, det er historie, men man bliver hurtigt overrasket over, i hvilket omfang debatten tidligere førtes med lignende argumenter. Mchangama og Stjernfelt finder tydeligvis stor (dog ikke udtalt) fornøjelse i de indirekte sammenligninger mellem ytringsfrihedens tidligere modstandere (såsom de strenge pietister, der i 1706 forbød private forsamlinger, hvor der formuleredes ‘egen lære’) og så vor tids strenge moralister, der også gerne ser ytringsfriheden begrænset af religiøse hensyn.

Man fornemmer værket igennem glæden ved at fremhæve historiens helte (for værket bliver en fortælling om helte og skurke), de såkaldte radikaloplysere. I lange lister benævnes de uden megen yderligere omtale, og man må få den tanke, at de her nævnes for at de dog får en lille smule ud af deres ærværdige og risikable kamp mod diverse autoriteter for 300 år siden. Det ligger i forlængelse af en metode og stil, der måske med lidt god vilje kan kaldes arkæologisk; de glemte helte fremdrages, og deres farefulde færd beskrives. Snørklet indimellem, men altid interessant og med sans for de kuriosa, ytringsfrihedens historie også byder på (en af de mere mærkværdige er den såkaldte ‘kussemønt’, en tilslebet mønt der skal hentyde til Struensees forhold til Caroline Mathilde).

En stor styrke ved værket er, at det som historiefortælling i høj grad kan stå alene. Ytringsfrihedens historie er så tæt forbundet med Danmarks historie, at der faktisk kan bedrives meningsfuld, kronologisk (!) historieskrivning, og de mange små historier, navne og anekdoter er bundet sammen i en helhed, der holder blikket for de principielle konflikter og debatter.

Argumenterne for ytringsfrihed dengang og i dag

Som nedslagspunkt er nogle af de tidligere argumenter for og imod ytringsfrihed interessante, blandt andet fordi man fornemmer at en af bogens vigtigste pointer er at fremhæve hvordan kritik af ytringsfriheden historisk er forbundet med en position, der ikke længere anses for gangbar, og altså indirekte fremsætte en påstand om, at modstand mod ubegrænset ytringsfrihed skal forstås som en slags reaktionær aktivitet. Det mest principielle argument for ytringsfriheden gives af Holberg:

Hvis Skribenternes Frihed stedse havde været indskrænket, havde vi endnu henget udi mange Vildfarelser. Mange Meeninger, som i Begyndelsen have været holdne vanskabte og daarlige, passere nu for u-overvindelige Sandheder, saa at det holdes nu ligesaa formasteligt at forkaste dem, som det udi Begyndelsen haver været at antage dem.

Egentlig kunne enhver diskussion om ytringsfrihed starte og slutte med dette argument. Det har to pointer: For det første bliver vi klogere af ytringsfriheden, og havde endnu holdt fast i mange vildfarelser hvis vi havde været den foruden. For det andet er varierer det, hvad vi holder for indlysende sandt, og derfor bør vi også være påpasselige med at dømme andres meninger for falske eller farlige, fordi de meninger måske senere skal vise sig at være u-overvindelige sandheder. Et forbløffende moderne syn på sandhed, og et forbløffende holdbart argument for ytringsfrihed – og for det frie samfund i det hele taget – der eksempelvis også taler lige ind i diskussionen om ‘no-platforming’, hvor politiske modstandere nægtes taleret på universiteter. Oplysningstænkerne ser ud til at være uenige i den tilgang.

Et lignende argument fremsætter Peter Frederik Suhm, der kort fortalt har en teori om, at trykkefrihed avler gradvist bedre skrifter og ideer, efterhånden som friere udveksling af ideer og meninger fører til, at fejl og misforståelser gradvist udrettes og mindskes. Herredømmefri samtale, tænker læseren måske, og rektor ved KU, Peder Kofoed Ancher skriver et modsvar (der interessant nok er anonymt): “Nu at give enhver Frihed at skrive alt hvad han vil, det er at give en rasende Sværdet i Haanden”, skriver han, og vil forbyde “ugudelige, forargerlige, oprøriske, ærrørige Skrifter”. De to tendenser hos Suhm og Ancher – en idealistisk rettighedstænkning mod religiøs hensyntagen – genfindes i store træk stadig.

Muhammedtegningerne

Værket gennemgår selvfølgelig også Muhammedkrisen og dens efterdønninger. Det er en sober gennemgang, men påfaldende, hvor dramatisk og forvirret forløbet stadig opleves. Forfatterne gør en del ud af, hvordan akcidentielle faktorer spillede en væsentlig rolle i opbygningen af krisen – imamernes rundrejse (hvoraf nogle i forvejen havde et anstrengt forhold til Jyllands-Posten), den ægyptiske ambassadør Mona Omar der hjalp dem på vej, osv. – men i særdeleshed konteksten for tegningerne. Forhistorien til tegningerne rummer blandt andet trusler om terror mod andre institutioner og mordet på filmstruktøren Theo van Gogh, men har som det vigtigste element Kåre Bluitgen, der i 2005 ikke kunne få illustreret sin bog Koranen og profeten Muhammeds liv. Dette foranledigede Flemming Roses berømte tekst og de 12 tegninger, der altså som udgangspunkt havde et klart velbegrundet ønske om at afprøve, om der rent faktisk var en udbredt frygt for at tegne Muhammed blandt tegnere, og sekundært hvorvidt den frygt i så fald var reel.

Muhammedkrisens fronter ser ikke ud til at være formildede med de 12 år, der er gået. Undertegnede mener stadig, at kritikerne af tegningerne gør sig skyldige i mange misforståelser. De misforstår en fundamental skyld/ansvar-logik: Man kan ikke være moralsk ansvarlig for andre menneskers vrede eller krænkelse. Man kan være moralsk ansvarlig over for handlinger (inklusiv ord, i det omfang de kan forstås som handlinger), men man kan ikke være moralsk ansvarlig over for andres respons på ens handlinger. Det bliver understreget af den ganske lange periode, der gik fra tegninger til oprør. En del mennesker følte sig tydeligvis ikke voldsomt krænkede før de fik besked på, at de skulle være det, og en del mennesker følte sig tydeligvis mere krigeriske end krænkede og sårede. De misforstår den kontekst, både før og efter, tegningerne blev en del af; der hersker ikke længere tvivl om, at ytringsfriheden er truet, fordi flertallet (vel egentlig alle) oplever, at de ikke frit kan satirisere over religion. Det er irrelevant i den sammenhæng, om det er god eller dårlig satire, om det er provokerende eller dumt. Ytringsfriheden gælder alle ytringer, og den er truet. De misforstår den fuldstændig forfejlede proportionalitet i den muslimske verdens svar på tegningerne (jeg tillader mig her at generalisere ud fra den betragtelige udenrigspolitiske krise, situationen udgjorde). Jyllands-Posten trykte en side med tegninger og ledsagende tekst; der var ikke tale om et udenrigspolitisk statement, ikke en vedvarende kampagne eller metervis af spalteplads. At tale om en systematisk forfølgelse af muslimer er dybt forfejlet; og en del af pointen med de oprindelige tegninger var jo den, at der kun kunne blive tale om udstilling af folk hvis de her lod sig udstille ved at lade sig ophidse. Ellers var siden vel gået som de fleste andre side fem, syv, eller hvad det nu har været, af Jyllands-Posten: Overset af de fleste og i glemmebogen dagen efter. Hvis man under indtryk af den krise, tegningerne endte med at udgøre, ikke ubetinget forsvarer tegnerne og Jyllands-Posten, udviser man mangel på proportionssans for den situation, de uforskyldt blev sat i ved at trykke satiretegninger på papir. Det mest eklatante eksempel på denne fejlbedømmelse finder vi i følgende udsagn af Uffe Ellemann-Jensen (der dog gælder Lars Vilks, og ikke Kurt Westergaard), som citeres i værket:

Det er jo ikke terror. Der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade øre sympati for.

Heltefortællingen

Undertegnedes væsentligste forbehold over for værket er, at historien for ofte fortælles som en entydigt fremadskridende gang, hvor de onde (konger, kirke) kæmper mod de gode (radikaloplysere). Det er ikke overraskende, og noget læseren retfærdigvis må kunne regne med at købe med pakken Mchangama-Stjernfelt, men det bliver ind imellem en smule forudsigeligt. Det forårsager blandt andet en lidt simplistisk analyse af hvorfor ytringsfriheden historisk begrænses. Det efterlades gerne ved ‘religiøse hensyn’. Men magthensyn har vel også vejet tungt, og her kunne man måske med fordel have en lidt mere dynamisk forståelse af, hvordan regeringen udøver magt dengang som i dag. I dag har regeringer et komplekst spillerum af økonomiske incitamenter i form af alskens skatter og afgifter, nudging, styrelser og ministerier, offentlige kampagner, endda et offentligt ejet medie. De udøver også magt og indflydelse på den offentlige opinion på en måde, der kun var mulig ved begrænsninger af ytringsfriheden tidligere. Når ytringsfriheden ikke er truet af offentlige myndigheder i Danmark, skyldes det næppe gradvist mere oplyste regeringsledere, men snarere at teknologiske fremskridt har gjort det sværere at begrænse ytringsfriheden og lettere at påvirke den offentlige opinion med andre værktøjer. Men det er en mindre anmærkning til et værk, der i øvrigt er særdeles tiltrængt og fortæller en sammenhængende Danmarkshistorie, der både er ny og yderst relevant for vores tid.

Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt: Men – Ytringsfrihedens historie i Danmark. Gyldendal, 2016.

Rasmus Pedersen er cand.mag. i filosofi og redaktør ved nærværende tidsskrift. 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside