Historien om Danmark: Krige, konger og hekse i renæssancen

25. september 2017
3 minutters læsetid

Af Lars Christensen

En kvinde bliver tortureret og brændt som heks. En dobbeltmoralsk biskop får sine jordiske rester skilt ad af den moderne videnskab. Christian 4. pisker den ugudelige befolkning med skorpioner, mens han selv lever i druk og hor. Der spares ikke på de dramatiske effekter og de klare budskaber i afsnittet om reformation og renæssance.

Man kan absolut kritisere den noget firkantede vinkling, men det er dæleme god historieformidling! Dramatiske scener, dygtige historikere og moderne videnskab kombineres fornemt.

Vores katastrofale konge

Christian 4. er hovedpersonen, og det er ikke noget særlig flatterende billede, vi får af den mest kendte konge i danmarkshistorien. Fra at være Nordeuropas rigeste fyrste og Danmark en regional stormagt, synker riget ned til at være forarmet af krige og skatter. Og det hele er kongens skyld, forstår man.

Vi er meget langt fra den gamle, nationalromantiske opfattelse af den folkekære konge, der byggede flotte bygninger, kerede sig om alle borgere og passede sine mange børn, så en curlingmor må være misundelig. Vi er også langt fra den marxistiske udgave om kongen, der udbyttede folket og det klassiske udsagn: ”Det var ikke Christian 4., der byggede Rundetårn, det var håndværkerne!”

Og dog: Vi møder ægteparret fra Sørbymagle, der i begyndelsen klarer sig godt, men rammes af tidens store svøber: den høje børnedødelighed og epidemierne. Dernæst den logiske følge: armod og sult. Det er en tragisk historie, som kun er særegen derved, at vi kender den detaljeret fra kilderne. Usædvanlig er den ingenlunde for 1600-tallet.

Maren Splid og hekseprocesserne

På samme måde er historien om Maren Splid fra Ribe, der bliver brændt som heks i 1641, vel belyst i kilderne og derfor velkendt i modsætning til så mange andre. Man kunne måske have understreget, at man faktisk i Danmark fulgte gældende lov nøje med herredsting, landsting og kongens retterting, forgængeren til Højesteret.

”Heksene” blev ikke lynchet, men stillet for retten efter gældende lov, som også omfattede muligheden for anvendelse af tortur. ”Danmark var et retssamfund”, som Hans H. Fussing fastslog i sin disputats fra 1942. Til gengæld får serien helt rigtigt fremhævet, at det oftest var lokalbefolkningen, der anklagede kvinder – og enkelte mænd – for trolddom. En folkelig opbakning, som man sagde i serien.

Som provinsbo glæder man sig over, at det fremhæves, at Christian 4.’s positive eftermæle i høj grad er skabt af københavnerne, fordi byen blev favoriseret ud over al rimelighed. Så meget, at den forblev hovedstad, selvom den efter Freden i Roskilde ret beset var blevet til Udkantsdanmark og lå alt for udsat i forhold til udlandet.

Den dobbeltmoralske biskop dissikeres

Spændende, om end også lidt makabert og etisk betænkeligt, er det at se Lunds biskop Peder Vinstrups lig blive undersøgt af den moderne videnskab. Strengt taget får man måske ikke så meget nyt at vide. Allerede i Dansk Biografisk Leksikon fra 1930’erne kan man læse, at han var fed og fordrukken. Men det er da spændende at høre, hvor få tænder, han havde (hvordan spiste han så al den mad?) og se, hvad hans mave var forstoppet med. Måske kunne vi også have fået at vide, at han efter Freden i Roskilde assimilerede sig med det nye svenske styre i en imponerende hast og forblev biskop i Lund til sin død i 1679.

Var den værd at se?

Man må selvsagt fravælge en masse i en serie som denne, og det er helt i orden. At Grevens Fejde 1534-36, som var en vigtig forudsætning for reformationens indførelse, forbigås, er dog for let. Frederik 2. er også fuldstændig skrevet ud af historien, og det er egentlig sært, i betragtning af, at Poul Grinder-Hansen for få år siden satte ham ind på en mere fremtrædende plads i historien. Frederik 2. førte for resten også lige en syvårskrig med Sverige, som heller ikke er med. Man kunne måske også have givet Tycho Brahe et par ord med på vejen – det kunne endda have bestyrket det negative billede af Christian 4., eftersom kongen fik et af landets klogeste hoveder til at forlade landet.

Det er måske naturligt, når fokus er på Christian 4., at det går over stok og sten frem mod Freden i Roskilde i 1658, men når den ganske rigtigt fremhæves som en kæmpe katastrofe, kunne vi måske have fået lidt mere at vide om, hvorfor og hvordan det gik så galt. I hvert fald er det direkte forkert, at Sverige angreb Danmark. Det var Danmark, der i juni 1657 erklærede Sverige krig og indledte krigen ved at angribe de svenske besiddelser i Nordtyskland. ”Tåget över Bält”, Karl 10. Gustavs march over de tilfrosne bælter, kunne måske også have fået et par ord mere med på vejen. Den fremhæves ofte – og ikke kun blandt patriotiske svenskere – som en af krigshistoriens største bedrifter.

Men alt kan ikke være med, og alt i alt har Danmarks Radio leveret et fagligt funderet bidrag til at formidle denne dramatiske epoke i danmarkshistorien, så alle kan være med og blive revet med. Og hvis det tilmed får folk til at tænke: ”Det må jeg vide noget mere om” og derefter opsøge bibliotek eller internet, er meget nået.

Lars Christensen er ph.d. i historie, har beskæftiget sig indgående med perioden og er desuden forfatter til bogen En sikker borgerlig stemme om Det Konservative Folkepartis historie i 100 år.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside