Styrk læreruddannelsen på seminarierne

24. august 2017
3 minutters læsetid

Der tales i disse år en del om at gøre læreruddannelsen til en universitetsuddannelse. Forslaget fremføres som en reaktion på faldende faglighed og manglende prestige i lærerjobbet. Senest har Liberal Alliances Henrik Dahl foreslået at universiteterne kan udbyde en fem-årig læreruddannelse i konkurrence med de eksisterende lærerseminarier.

Jeg vil i stedet foreslå, at man styrker de eksisterende seminarier – både fagligt, men også gerne lader dem udbyde en femårig uddannelse til de lærere, der gerne vil have en højere faglighed rettet mod Folkeskolens overbygning.

For mig at se er der mindst tre vigtige grunde til, at en universitetsbaseret læreruddannelse risikerer at gøre ondt værre, frem for at løse nogle af de problemer den danske folkeskole stå overfor. Dem vil jeg prøve at udfolde her.

Det forankrede seminarium

Den første grund til at styrke seminarierne frem for at lade andre varetage uddannelsen af folkeskolens lærere er, at det er her, der findes dybe rødder til dansk pædagogiks folkelige forankring. Seminarierne er steder, hvor uddannelse og lærdom ikke svæver frit i luften, men forbindes til det nære og lokale og også det nationale. Seminarierne opstod i samklang med de folkelige bevægelser i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, og mange af dem bærer stadig præg af de værdier og ideer om dannelse og folk, der fulgte med den grundtvigske bevægelse.

Som Thomas Rømer fint formulerer det på Facebook, så synges der ikke på uni. Det gør der derimod på det dejlige seminarium, hele tiden.”

Der er simpelthen forskelle på de værdier, som seminarierne og universiteterne er med til at videregive til deres studerende, og når det kommer til Folkeskolens lærere, så ønsker vi forhåbentligt, at de forstår almindelige menneskers vilkår, at de holder af nationen og at de anser det for deres opgave at virke til gavn for børnene, for det lokale og for Danmark.

Man kan dog sagtens indvende, at der i de sidste mange år også fra lærerseminarierne er kommet lærere, der har haft helt andre og såkaldt frigørende dagsordner end dem jeg netop beskriver. Den indvending kan jeg ikke sige noget imod, andet at det vil være at gå fra asken til ilden, hvis man forestiller sig en læreruddannelse henlagt f.eks. på landets humanistiske fakulteter:

Humaniora og folket?

Dermed er den anden grund til at styrke seminarierne og tøve med at overlade læreruddannelsen til universiteterne afsløret. De strømninger, der i øjeblikket dominerer humaniora og de pædagogiske universiteter, er meget langt fra den folkelige og kundskabsorienterede pædagogik, der bør herske på en læreruddannelse der skal føre til ansættelse i hele folkets skole.

På landets pædagogiske universiteter holder de evidens- og systemforelskede til, der ønsker målbarhed, styrbarhed og evidensbasering, i en grad så det ødelægger Folkeskolen og i stedet gør den til en arbejdsmarkedsinstitution. Det var blandt andet i disse kredse at den forkætrede Folkeskolereform blev født.

Samtidig er det meget svært at forestille sig, at de lærere, der skulle komme fra landets humanistiske fakulteter på nogen måde vil udfylde den mangfoldige og praksisnære lærerrolle bedre end de seminarieuddannede lærere i betragnting af de faglighedsproblemer, identitetspolitik og post-teorier i alle afskygninger, der præger humaniora i dag.

Vordingborg, Skive og Nørre Nissum

Endelig er der den tredje grund til at styrke seminarierne: En yderligere centralisering af det danske uddannelsessystem mod de nuværende universitetsbyer er fuldstændig vanvittigt, hvis man fortsat ønsker sig et Danmark med gode lærere og folkeskoler i alle egne af landet.

De nuværende seminarier er allerede gennem VIA-reformerne underlagt centraliseringstendenserne, men findes dog stadig vidt og bredt i Danmark, og endda mange steder hvor der er langt til universitetsbyerne.

Det er ganske afgørende for muligheden for at ansætte dygtige lærere over hele landet, at de uddannes i nærområdet, og måske allerede kender alt til det lokale liv gennem studietid og praktikperioder, så man ikke bliver nødt til at tiltrække nyuddannede lærere fra de store universitetsbyer.

Hvordan styrker vi seminarierne?

Tilbage står spørgsmålet om, hvordan man så kan styrke seminarierne?

Det spørgsmål er nok for komplekst til at lade sig besvare her, men nogle ideer kan da fremsættes: For det første kunne man flytte flere forskningsmidler fra universiteterne til seminarierne, sådan at den pædagogiske forskning i højere grad bindes til praksisforståelsen.

For det andet er der de faglige forventninger og krav, der stilles til de lærerstuderende: En del mediehistorier de senere år har fortalt om et urimeligt lavt aktivitetsniveau og meget små faglige udfordringer på læreruddannelsen, og skønt den slags historier skal tages med et gran salt, så kan de næppe helt afvises.

Der kan sikkert sagtens findes langt flere og bedre måder at styrke seminarierne og læreruddannelsen på, men jeg er helt overbevist om, at slaget om ’hvor’ skal vindes før nogen vil begynde på ’hvordan’.

Det håber jeg hermed at have bidraget til, og jeg håber at man ikke alt for længe vil holde diskussionen kørende: Vi trænger til at øge respekten for lærergerningen. Noget siger mig at samfund der ikke respekterer lærere, er knapt så langtidsholdbare som de der gør.

Stefan Agger

Stefan Agger er lektor på Lemvig Gymnasium, samt tidligere kommunalpolitiker og folketingskandidat. Han skriver på Aarsskriftet-Critique.dk om uddannelse, dannelse og beslægtede emner.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside